Blog (Tag: oic)

Vi har taget stilling til Durban II

Danmark står i en unik situation i forbindelse med FN konferencen, der er kendt som Durban II. Vi kan vælge at deltage og kæmpe for menneskerettighederne ved konferencen, der er planlagt til at finde sted i Geneve 20.-24. april, eller vi kan boykotte konferencen og en gang for alle sende et signal om, at vi ikke vil gå på kompromis med FNs menneskerettigheder.

Durban II-konferencen, der skulle bekæmpe racisme og fremme ytringsfriheden, har i lang tid set ud til at ende med at gøre det stik modsatte. Udkastet til slutdokumentet for konferencen sidestiller zionisme med racisme og blåstempler censur af alt, hvad der kan virke fornærmende eller stødende på religioner. Durban II er dermed endnu et initiativ i den værdi-og kulturkamp om menneskerettigheder, der udspiller sig i FN i disse år, hvor den frie verden er trængt i defensiven af landene i den islamiske konference ( OIC).

Obama-regeringen i USA meddelte allerede for et par uger siden, at man ikke ville deltage i Durban II. Også Canada og Israel har meldt afbud, ligesom Australiens udenrigsminister, Stephen Smith, sidste torsdag meddelte, at landet seriøst overvejede at boykotte konferencen.

De pågældende lande har meldt afbud fordi Durban II-konferencen på papiret måske nok er et prisværdigt projekt, hvis man mener, at FN bør fremme retfærdighed og normer for god opførsel, men forberedelserne til konferencen, og dens forgænger, der blev holdt i Durban i Sydafrika i 2001, viser, at gode intentioner ikke er nok.

EU KUNNE MULIGVIS i samlet flok have vundet dagsordenen tilbage fra de muslimske lande i OIC. Der er ingen tvivl om, at det dygtige tjekkiske EUformandskab havde håbet herpå. Men den sidste mulighed for at manifestere sig samlet ved Durban II forsvandt i sidste uge, hvor også Italien besluttede at boykotte Durban II. Det stiller Danmark i en situation, hvor vi bliver nødt til at tænke kreativt i forhold til, hvad vi plejer at gøre.

Siden Uffe Ellemann-Jensen ( V) var udenrigsminister i 1980erne, har skiftende regeringer fastholdt en god tradition i dansk udenrigspolitik, der handler om, at vi altid truer med at blive, aldrig med at gå. Det har reddet Danmarks medlemskab af EU, genopbygget forholdet til vores NATO-allierede, og i det hele taget båret os frem mod mange udenrigs-og sikkerhedspolitiske sejre siden 1982. Men denne doktrin kan ikke stå alene. De, der husker Ellemann-Jensens tid som udenrigsminister, vil vide, at han altid førte sin aktivistiske udenrigspolitik gennem alliancer med lande, der havde samme værdier og mål som Danmark.

Det betød ikke, at han ikke kunne være fræk og gå forrest, som da Danmark som det første land i verden genoptog de diplomatiske forbindelser med de tre baltiske lande, men det skete aldrig med hovedet under armen, snarere med vores allierede i hånden. Ligesom han aldrig var bange for at støtte vores allierede quid pro quo. Man kan altså komme ud for, at gode venner beder om hjælp i en sag, der ikke entydigt er i egeninteresse, men som Danmark støtter fordi det gavner en større sag, der til gengæld er afgørende vigtig for det lille land.

DET ER DENNE SITUATION vi står i i forbindelse med FNs såkaldte Durban II-konference om menneskerettigheder. USA, Canada, Italien og Israel har som nævnt allerede boykottet Durban II, og Danmark kan endog gå forrest med et boykot for de lande, der normalt værner om FN-pagtens integritet og funktion.

Natten til onsdag skete en interessant udvikling, som vi naturligvis skal tage bestik af. Den russiske chefforhandler fremlagde et nyt udkast til sluterklæring, hvor de muslimske landes hidtidige krav om et forbud mod religionskritik ikke optræder. Den kraftige, direkte fordømmelse af Israel skulle efter sigende også være udeladt i den reviderede tekst. Til gengæld er russerne begyndt at tale om en etisk kode for medier, hvilket naturligvis ikke er acceptabelt. Men det er bestemt bedre end tidligere, og nu er det så op til de muslimske lande i OIC at melde ud om de kan støtte den nye russiske tekst, og vil forhandle videre ud fra denne.

PÅ HJEMMESIDEN www.durban2.dk har over 1.000 danskere allerede skrevet under på, at de mener, vi bedst manifesterer de værdier og rettigheder, vi tror på, og normalt er villige til at kæmpe for, ved at følge USA, Canada, Italien og Israel og få processen til at bryde sammen, hvis ikke slutteksten beskytter FNs menneskerettigheder. Jeg er selv en af de underskrivere, der ikke mener, vi skal deltage for enhver pris, og jeg var også med i går, da alle underskrifterne blev afleveret i går til udenrigsminister Per Stig Møller ( K). Budskabet til ministeren var entydigt. Med den nye russiske tekst i hånden, kan det sagtens være, at det kan betale sig at deltage ved konferencen og kæmpe for menneskerettighederne, men det skal være ud fra en indstilling om, at Danmark ikke er bange for at smække med døren, og forlade konferencen, hvis den frie verden taber det diplomatiske spil om Durban II.

Det er FNs menneskerettigheder for vigtige til.

Af Kasper Elbjørn

Det lille land mod Durban II

Udenrigsminister Per Stig Møllers (K) replik til historikeren Mikaels Jalving i JP 11/3 var klar og tydelig. Danmark skylder de mænd, kvinder og børn, der dagligt udsættes for racisme, at deltage i FN-konferencen Durban II om menneskerettigheder.

Det er så vores demokratiske opgave at argumentere imod, »ikke at stikke af«, skrev udenrigsministeren, når eksempelvis organisation for den islamiske konference (OIC) stiller forslag om censur af alt, hvad der kan virke fornærmende eller stødende på religioner.

Det er en god tradition i dansk udenrigspolitik, at man altid truer med at blive, ikke med at gå. Vi skal »bide os fast i bordet«, som tidligere statsminister Poul Schlüter (K) engang sagde.

Det har tidligere reddet vores medlemskab af EU, genopbygget forholdet til vores Nato-allierede og i det hele taget båret os frem mod mange sejre gennem skiftende regeringer siden 1982.

Men denne doktrin kan ikke stå alene. Så er den intet værd.

Aktivistisk udenrigspolitik

Hvis et lille land som Danmark vil føre aktivistisk udenrigspolitik for at sikre sine egne borgeres frihed og rettigheder ved at påvirke verden, skal det ske gennem alliancer med lande, der har samme værdier og mål som landet selv.

Landet bør ligeledes støtte sine allieredes mål og værdier quid pro quo. Man kan altså komme ud for, at gode venner beder om hjælp i en sag, der ikke entydigt er i egeninteresse, men som man støtter, fordi det gavner en større sag, der til gengæld er afgørende vigtig for det lille land.

Det er denne situation, som vi står i i forbindelse med FN's såkaldte Durban II-konference om menneskerettigheder. Det ser udenrigsministeren bort fra i sit indlæg.

Først og fremmest har vores vigtigste allierede meldt afbud til konferencen. Den amerikanske regering meddelte for et par uger siden, at man ikke ville deltage. Også Canada og Israel har meldt afbud, ligesom Australiens udenrigsminister, Stephen Smith, natten til torsdag meddelte, at landet seriøst overvejede at boykotte konferencen.

De pågældende lande har meldt afbud, fordi Durban II-konferencen på papiret måske nok er et prisværdigt projekt, hvis man mener, at FN bør fremme retfærdighed og normer for god opførsel, men forberedelserne til konferencen og dens forgænger, der blev holdt i Durban i Sydafrika i 2001, viser, at gode intentioner ikke er nok.

Konferencen, der skulle bekæmpe racisme og promovere ytringsfrihed, ser tværtimod ud til at knæsætte racisme ved allerede i forberedelsesfasen at sidestille zionisme med racisme og blåstemple censur af alt, hvad der kan virke fornærmende eller stødende på religioner.

Durban II er dermed endnu et initiativ i den værdi- og kulturkamp om menneskerettigheder, der udspiller sig i FN i disse år.

De muslimske lande i OIC har dygtigt forfulgt egne interesser, og den frie verden er trængt i defensiven.

Vores egen dagsorden

Pointen er, at den frie verden kun kan vinde værdikampen, hvis vi står sammen og insisterer på vores egen dagsorden om frihed og rettigheder.

EU kunne muligvis i samlet flok have vundet dagsordenen tilbage. Der er ingen tvivl om, at det dygtige tjekkiske EU-formandskab havde håbet herpå. Men den sidste mulighed for at manifestere sig samlet ved Durban II forsvandt i sidste uge, da Italien besluttede at boykotte Durban II.

Det var den velansete udenrigsminister og tidligere EU-kommissær Franco Frattini, der meldte ud, at Italien gik i spidsen for EU, og som det første EU-land valgte ikke at deltage i farcen.

Herefter tilføjede han: »Jeg har personligt talt med Holland, Frankrig og Danmark: Alle nærer stor skepsis, og jeg håber, at de vil følge vores eksempel.« Udenrigsministeren holder altså sine kort åbne. Alt andet ville også undre.

Danmark bør tage bestik af den håbløse situation, som FN er havnet i, ikke mindst i forbindelse med Durban II.

Lad os manifestere de værdier og rettigheder, som vi tror på og normalt er villige til at kæmpe for, ved at følge Italien - også selv om vi normalt har gode erfaringer med at bide os fast i forhandlingsbordet.

Det lille land i nord med den kloge, gamle udenrigsminister kan måske være dråben, der får det berømte bæger til at flyde over og stopper Durban II.

Lad os manifestere de værdier og rettigheder, som vi tror på og normalt er villige til at kæmpe for.

www.durban2.dk

Af Kasper Elbjørn