Blog (Tag: obama)

Har man sagt A, må man sige B

Udenrigsminister Lene Espersen (K) åbnede tirsdag op for, at Libyens leder, Muammar Gaddafi, kan rejse i eksil.

Jeg forstår godt, udenrigsministeren foreslår denne løsning på konflikten, der ligner begyndelsen på noget, som kan komme til at vare i rigtig lang tid. Hendes udtalelse er stringent med hendes modvillighed til at gribe ind mod Gaddafis overgreb på oprørerne. Men det er en halv løsning.

Gaddafi bør straffes for sine forbrydelser mod menneskeheden. Har man sagt A, må man sige B.

FN-resolutionen, der blev vedtaget for to uger siden, viste, at FN trods alt engang imellem kan mande sig op og træffe brugbare beslutninger om verdens konflikter.

Resolutionen tillader således alle nødvendige tiltag, der kan beskytte civilbefolkningen i den nordafrikanske stat.

Jeg er ikke i tvivl om, at man nemmest beskytter befolkningen mod Gaddafi ved at fjerne Gaddafi.

Det har Folkesocialisternes formand, Villy Søvndal, i øvrigt også udtalt.

Han ligger helt på linje med briterne, hvor den konservative udenrigsminister William Hague har antydet, at FN-resolutionen uden tvivl gør det muligt at gå efter Gaddafi, og at det ikke varer længe inden han på en eller anden måde er væk. Forsvarsminister Liam Fox tilføjede i et interview med BBC Radio 5, at der ligefrem var en potentiel mulighed for, at Storbritannien og dets allierede rettede et angreb mod Gaddafi selv.

Jeg er fuld af beundring for den britiske regering, som har overrasket positivt i næsten alle sammenhænge, og derfor uenig med franskmændene, der ligger på linje med den danske udenrigsminister.

På trods af at franskmændene blot timer efter afslutningen på topmødet i Paris om krisen i Libyen, som det første land angreb Gaddafis styrker, skulle franskmændene efter sigende nu lede med lys og lygte efter et eksil til Mellemøstens gale hund.

Forvirret?

Det er der ikke noget at sige til.

Og man bliver ikke mindre forvirret af at følge amerikansk politik. Landets politikere er ligeså splittede på tværs af de traditionelle politiske skel, som de europæiske politikere er.

Det er eksempelvis med tunge skridt, at Præsident Barack Obama er kommet sin udenrigsminister, Hillary Clinton, i møde, og har accepteret at gribe ind mod Gaddafis overgreb på oprørerne.

Clinton synes langt mere enig med en formentlig kommende præsidentkandidat fra det republikanske parti, John Bolton, end med chefen i det Hvide Hus.

I lørdags fortalte den tidligere kontroversielle FN-ambassadør sine tilhængere ved et møde i Des Moines i Iowa, at Gaddafi var et legitimt mål for det amerikanske militær.

»Our military has a wonderful euphemism called national command authority. It’s a legitimate military target. In Libya, Muammar Gaddafi is the national command authority. I think that’s the answer right there.«

Når Gaddafi er væk, ved vi ikke, hvem der kommer i stedet, eller hvilket styre, der opstår, og vi må acceptere de ikke-planlagte forandringer, der oftest følger af frihed, demokrati og menneskerettigheder.

Det er ikke alle, der kan lide den usikkerhed, og har mod til at byde disse ikke-planlagte forandringer velkommen.

Det er forskellen på de liberale interventionister og realisterne, som jeg tidligere har skrevet om, og de findes hver især i alle politiske partier ude som hjemme.

Derfor vil vi fortsat se politikere på kryds og tværs af de traditionelle skel i dansk og international politik blive fanget i de mest utrolige politiske konstellationer.

Jeg havde eksempelvis aldrig troet, jeg skulle være mere enig med Villy Søvndal end med Lene Espersen, men jeg synes tumulten i Mellemøsten er lyksalighed, og Europa, USA og resten af den frie verden bør stå side om side med oprørerne.

De har brug for det, og det er det moralsk rigtige at gøre.

Af Kasper Elbjørn

Farer venter dem, som ikke reagerer på livet

Forleden berettede Politikens netavis om, at et fly fra det libyske luftvåben var styrtet ned nær den østlige by Benghazi.

Besætningsmedlemmerne havde angiveligt kastet sig ud med faldskærm fra det russisk byggede Sukhoj-22 fly.

Flyet lettede fra hovedstaden Tripoli og styrtede ned nær byen Ajdabiya, der ligger cirka 160 kilometer sydvest for Benghazi.

Årsagen var, at piloterne nægtede at adlyde ordrer om at bombe Ajdabiya.

De modige piloter bør vi hylde, ligesom vi skal hylde alle de andre modige mennesker i Mellemøsten, der langt om længe siger fra overfor de rædselsregimer, som de alt for længe har været tvunget til at acceptere.

Vi kunne dog godt have hjulpet piloterne. Vi kunne have sørget for, at deres fly slet ikke havde mulighed for at lette.

Der er ingen, der siger, at det næste fly, der letter, er bemandet med ligeså modige piloter.

Og bombeflyene vil blive ved med at lette, så længe udenrigsminister Lene Espersen (K) og hendes kolleger i EU - med EU’s repræsentant for den fælles udenrigs- og sikkerhedspolitik, Cathrine Ashton, baronessen fra benzintanken, i spidsen - ikke vil blande sig.

Anderledes har det været med USA's udenrigsminister, som af helt andre grund har holdt lav profil.

Der er alt mulig grund til at tro, at hun har været uenig med sin chef i, at USA ikke skal blande sig, og noget tyder på, at Præsident Barack Obama er begyndt at lytte til sin udenrigsminister, Hillary Clinton.

I hvert fald lød der meldinger i går aftes om, at USA nu »holder alle muligheder åbne«, og at man er parat til at blande sig.

Jeg gætter på, at det er årsagen til, at der fredag blev indkaldt til hastemøde i NATO.

I stedet for blande os udenom af frygt for at blive beskyldt for at have iværksat demonstrationerne, bør vi altid hjælpe med kræve frihed, demokrati og menneskerettigheder, når og hvor det er muligt.

Farer venter dem, som ikke reagerer på livet, som Sovjetunionens sidste diktator, Mikhail Gorbatjov, sagde efter ankomsten til Østberlin den 6. oktober 1989, da vestlige journalister spurgte ham om farerne ved den oppiskede stemning i befolkningen.

Derfor skal vi blande os. Og det kan kun gå for langsomt.

Tumulten i Mellemøsten er lyksalighed, og Europa, USA og resten af den frie verden bør stå side om side med det libyske folk og alle de andre, der demonstrerer i gaderne.

Jo længere tid blodsudgydelser fortsætter og bombeflyene letter, des sværere vil opbygningen af demokratiet blive.

Af Kasper Elbjørn

Danmarks økonomiske frihed stiger igen

Heritage Foundations Index of Economic Freedom for 2011 blev lanceret i dag.

Når jeg læser en måling om enten personlig eller økonomisk frihed, hvor USA ligger lavere end Danmark, bliver jeg altid skeptisk.

Det samme skete i morges, da jeg læste Wall Street Journal.

Imidlertid er Index of Economic Freedom sammen med Economic Freedom of the World-indekset, der er lavet af den canadiske tænketank Fraser Institute i samarbejde med et netværk af op mod 100 institutioner, blandt de mest troværdige økonomiske indeks, der findes, ifølge Professor Peter Kurrild-Klitgaard fra Københavns Universitet.

Heritage Foundation, der blev stiftet i 1973 og holder til i Washington, måler ti kategorier: den finansielle holdbarhed, åbenhed i forhold til handel og investeringer, statens størrelse, erhvervs- og arbejdsmarkedsregulering, ejendomsrettigheder, korruption, den monetære stabilitet og skattebyrden.

Om det er Lars Løkke Rasmussens reformer de sidste to år eller den voldsomme gældsbyrde, som Barack Obamas regering har påført amerikanerne i samme periode, der er årsagen til, at Danmark igen går frem denne gang til en ottende plads, imens USA falder til en niende plads, er svært at sige, når man ikke har studeret tallene bag listen.

Men læser man kommentaren om Danmarks placering, kan man dog konstatere, at Danmark stort set kun får kritik for vores høje skatter.

Terry Miller, der er leder af afdelingen for international handel og økonomi hos Heritage Foundation, skriver i Wall Street Journal, at listen generelt må siges at være ordentlig positiv, da den økonomiske frihed er på fremmarch i næsten hele verden.

117 lande, hovedsagelig udviklingslande og nye vækstøkonomier, har forbedret deres score, og det gennemsnitlige niveau for økonomisk frihed rundt om i verden er forbedret med omkring en tredjedel på indeksets skala fra 0 til 100.

Miller påpeger:

Sustainability, not the faddish environmental sustainability that has dominated political circles for almost two decades, but rather the true sustainability of economic growth and job creation, is back in style.

Af Kasper Elbjørn

Obama vidste den var gal med Nordkorea

Hvis I nogensinde igen hører en kinesisk og amerikansk - eller måske en dansk - toppolitiker sige, at situationen i Nordkorea er under kontrol, skal I ikke stole på dem.

I de sidste år har vi igen og igen og igen hørt, at hvis bare vi holdt op med at kalde det nordkoreanske styre, hvad det er, som Præsident George W. Bush gjorde, da han inkluderede landet på hans Ondskabens Akse, og forhandlede med dem, skulle vi nok få dem til at skrotte deres atomvåben.

Hvis bare vi ville være søde ved dem, vil de godt forhandle fred med os.

Man skulle så tro, at Nordkoreas angreb på Sydkorea, det værste artilleriangreb siden 1953, ville få folk på bedre tanker, men vi slipper ikke.

Inden længe vil de selv samme finde på en eller anden tåbelig undskyldning for angrebet og sige, at det er Nordkoreas måde at sige, at de gerne vil forhandle med USA.

Advarsel til Obama
Der er dog nogle få, der hele tiden, også da Præsident Bush var allermest upopulær, har holdt fast i at advare mod Nordkorea, og det synes jeg skal nævnes i disse dage, hvor situationen er total ude af kontrol.

Tilbage i januar 2009 kun 12 dage før Præsident Barack Obama blev præsident, holdt Stephen Hadley, der dengang var sikkerhedsrådgiver i det Hvide Hus, en tale, som oprindelig var tiltænkt Præsident Bush.

På det tidspunkt var der ikke mange, der længere lyttede til Bush, og derfor var det strategisk fornuftigt at overlade talen til sikkerhedsrådgiveren.

Det blev derfor Hadleys opgave at advare omverdenen og den nyvalgte Præsident Obama om situationen i Nordkorea.

Hadley sagde bl.a. at Nordkorea ville blive en »tidlig udfordring« for den kommende præsident.

Ingen tog advarslen alvorligt.

I stedet inviterede man til flere 6-partssamtaler mellem Nordkorea, Sydkorea, Rusland, Kina, USA og Japan, og gjorde alt for at undgå at genere diktaturet yderligere.

Og den 23. november gik det så galt.

Hård retorik skræmte nordkoreanerne
Jeg erkender, at den hårde retorik, som kendetegnede Præsident George W. Bush, ikke skabte fred mellem Nord- og Sydkorea, men i det mindste blev Nordkorea så skræmt af de barske ord, at de ikke angreb deres demokratiske nabo, som de gjorde i mandags.

En rådgiver fra det Hvide Hus sagde forleden på TV-stationen, ABC, at man ikke foreløbig ville invitere til flere 6-partssamtaler, da man ikke ville belønne Nordkoreas aggressive adfærd.

Nej, tak, men det kunne måske være, man skulle se ondskaben i øjnene og straffe Nordkoreas aggressive adfærd.

Af Kasper Elbjørn

Valget er ikke ligegyldigt, men vil heller ikke sætte USA i stå

I dag vil vi sikkert se mange, mærkelige udtalelser fra politikere og meningsdannere, der mener, resultatet af midtvejsvalget i USA er ligegyldigt eller at valget vil sætte USA helt i stå.

Begge udsagn er hysteriske. Valget er ikke ligegyldigt, men det vil naturligvis heller ikke sætte USA i stå.

Valgresultatet er i øvrigt ikke mere historisk, end vi har set det hele før og sandheden om, hvor stor indflydelse valget vil få på amerikansk politik ligger selvfølgelig midt imellem de to useriøse udsagn.

Jeg indrømmer gerne, at jeg er overrasket over, at Demokraterne ser ud til at få et større nederlag end i 1994, da Præsident Bill Clinton stod i spidsen for partiet, men Clinton vandt som bekendt en pæn sejr ved præsidentvalget i 1996 over den republikanske hædersmand, Bob Dole.

Præsident Obama kan, som jeg skrev i går, sagtens få vendt nederlaget til endnu en sejr de næste to år.

De forudsigelige danske kommentarer til midtvejsvalget kan med rette krydres med denne dugfriske analyse af investeringsrådgiveren Mike Shedlock.

På hans blog, MISH’S Global Economic Trend Analysis, skriver han bl.a.:

»Vi kommer ikke til at se en tilbagevenden til guld-standarden som følge af dette valg. Vi kommer heller ikke til at reformere sundhedsreformen inden den eksploderer (men det kan dog ske hurtigere end vi tror). Centralbanken bliver heller ikke elimineret. Og desværre kan vi heller ikke få de krigsliderlige til at holde mund. Der er ingen tvivl om, at dette er vigtige spørgsmål, men det er ikke de eneste spørgsmål, der er på spil. Det, der er det helt afgørende, er i hvilken retning landet bevæger sig i forhold til kritiske udfordringer, hvor vi har desperat brug for at bevæge os i en anden retning«.

Derefter nævner de politiske områder, hvor han tror, at midtvejsvalget vil få en positiv betydning: Dommedagsprofeternes indflydelse på klimalovgivningen, fagforeningernes magt, det offentlige overforbrug og statens rolle i samfundet.

Af Kasper Elbjørn

Obama kan sagtens overleve katastrofevalget

De første valgsteder i USA åbner i disse timer, og det ser ikke godt ud for Præsident Barack Obama og hans parti.

Den sidste landsdækkende meningsmåling, som Gallup har udarbejdet, forudsagde, at 55% af vælgerne stemmer på en republikaner ved det amerikanske midtvejsvalg til de to kamre i Kongressen. 40% vil stemme på en kandidat fra Præsident Obamas demokratiske parti  og 5% havde ikke besluttet sig mandag morgen.

Man skal dog ikke afskrive Obama endnu, selvom han står op til et stort nederlag, når han vågner onsdag morgen.

En gentagelse af 1994-valget
New York Times bloggeren, Nate Silber, der forudsagde udfaldet af præsidentvalget i 2008 på bloggen FiveThirtyEight, mener, at valgresultatet vil give 232 pladser til Det republikanske parti og 203 til Demokraterne. Han er lidt mere i tvivl om Demokraterne også vil tabe flertallet i Senatet.

Hvis Demokraterne taber 52 pladser vil valget uden tvivl blive sammenlignet med katastrofevalget i 1994 to år efter Bill Clinton var blevet præsident.

Sammenligningen med Præsident Clintons valgnederlag i 1994 illustrerer, som Jeppe Kofod, MF (S), også skriver her på bloggen, at en præsident sagtens kan blive genvalgt, selvom hans parti taber det første midtvejsvalg.

Et andet eksempel er Præsident Ronald Reagan. Reagan vandt stort over Præsident Jimmy Carter i 1980, og på trods af at han tabte midtvejsvalget to år senere, formåede han mirakuløst at blive genvalgt ved endnu en jordskredssejr i 1984.

Et signal om svaghed
Familien Clinton kender de to eksempler ovenfor bedre end de fleste. Derfor tror jeg heller ikke på, at udenrigsminister Hillary Clinton affyrede den første salve i kampen om at blive præsident i 2012, da hun for et par måneder siden karakteriserede Amerikas gigantiske budgetunderskud som en trussel mod landets sikkerhed.

Hendes udtalelser skabte ikke desto mindre stor opsigt, da man sjældent hører en minister tage afstand fra præsidentens økonomiske politik.

»Om man er en republikaner eller demokrat, konservativ, progressiv - uanset hvad du kalder dig selv - er der ingen free lunch, og vi kan ikke foregive, at [økonomien] ikke gør alvorlig skade på vores land og kommende generationer,« sagde hun sagde, og tilføjede, at det voksende underskud sender »et signal om svaghed internationalt.«

Hillary Clinton var i Washington for at holde tale til Council on Foreign Relations, men hendes henkastede bemærkninger efter talen gjorde det klart, at hun mener det voksende underskud »udgør en national sikkerhedstrussel på to måder: det underminerer vores evne til at handle i egen interesse, og det begrænser os, hvor begrænsninger er uønskede.«

Den amerikanske økonomi skal være stærk
Det er ikke for ingenting, at Hillary Clinton støttede den republikanske senator, Barry Goldwater, ved præsidentvalget i 1964.

Goldwater advokerede ligeledes for, at den amerikanske økonomi skal være stærk, hvis USA skal kæmpe for frihed og retfærdighed i verden. Goldwater havde helt ret. Det ved Hillary Clinton, og selvom hendes bemærkninger var rettet mod præsident George W. Bush, der efterlod et rekordstort underskud på over 300 mia. dollars, var det temmelig indlysende, han var ikke hendes eneste mål.

Underskuddet toppede nemlig med over 1.416 mia. dollars i 2009 under Præsident Obama. Det er mere end en firdobling siden Præsident George W. Bush gik af, og alle forudser, at det forbliver på disse astronomiske højder i år.

Som guvernøren for staten Indiana, Mitch Daniels, har sagt, så savner man næsten budgettallene under Bush.

Et økonomisk morads
Hvis Demokraterne taber midtvejsvalget, er det formentlig på grund af det økonomiske morads, som landet er havnet i på grund af overforbrug og forkerte prioriteringer.

Præsident Obama og hans regering overfortolkede deres mandat, og gjorde efter alt at dømme stor skade på landet og kommende generationer med den gigantiske stimuluspakke og en sundhedsreform ingen var tilfredse med.

Præsident Obama kan dog stadig skabe håb for amerikanerne, men det kræver en anden forandring end den han hidtil har stået i spidsen for.

Af Kasper Elbjørn

Nobels fredspris gik til 1,3 mia. mennesker

Den kinesiske systemkritiker Liu Xiaobo fik Nobels fredspris 2010. Det oplyste Nobelkomitéen i dag. I virkeligheden er det Kinas 1,330,141,295 mennesker, der har fået prisen.

Mange troede, at en kinesisk systemkritiker ville modtage Nobels fredspris sidste år - ikke mindst for at markere 20-årsdagen for massakren på den Himmelske Freds Plads.

Det havde nordmændene tilsyneladende ikke mod til. I stedet chokerede de næsten alle ved at tildele 2009-prisen til den nyvalgte amerikanske præsident, Barack Obama.

På forventet efterbevilling
Jeg stod på en banegård, og havde ikke hørt nyheden, da en journalist fra DR2 sidste år ringede og fortalte mig, at Præsident Obama havde vundet Nobels fredspris.

I baggrunden talte Norges tidligere socialdemokratiske statsminister, Thorbjørn Jagland, der stadig er formand for Nobelpriskomiteen. Han fortalte, at man gav Obama prisen for at støtte ham i den politik, han ønsker at gennemføre.

Selv de venstreliberale i USA blev taget på sengen. Det var næsten som om, de venstreliberale i USA var de mest chokerede over, at Obama fik prisen på forventet efterbevilling, men som Jennifer Rubin fra Commentary Magazine tørt konstaterede, så er det fordi, de stadig tager prisen seriøst.

Det er ofte gået galt
Jeg må indrømme, at jeg også tager prisen seriøst på trods af, at man ofte har taget sig til hovedet over valget af prismodtagere.

Tænk bare på, da man gav prisen til Sovjetunionens leder Mikhail Gorbatjov (199o) uden at lade ham dele prisen med USAs tidligere præsident, Ronald Reagan. Dertil kommer, at Gobatjov sendte den Røde Hær ind i Letland og Lithauen to måneder efter han havde modtaget prisen fordi de to lande ønskede uafhængighed fra det rædselsregime, han stod i spidsen for. 

Eller da man gav prisen til Yassir Arafat (1994) eller Jimmi Carter (2002). Og så har jeg ikke engang nævnt Al Gore (2004).

Nobels fredspris kan stadig gøre en forskel
Når jeg stadig tager Nobels fredspris seriøst, er det selvfølgelig fordi, jeg tror fuldt og fast på, at den kan gøre en forskel, når den går til de rigtige. Dem der virkelig har gjort en forskel.

Her kunne man fremhæve Muhammad Yunus (2006), der fik den for at skabe markedsøkonomi, vækst og velstand blandt de aller fattigste. Eller hvem kan glemme, da Mandela og Præsident de Klerk fik den i 1993 efter at have afskaffet apartheid. At se de to stå skulder ved skulder og modtage prisen var da fantastisk!

Eller tænk på da den iranske advokat og menneskerettighedsforkæmper Shirin Ebadi fik den i 2003 - 20 år efter Lech Walesa for at bekæmpe et ligeså ulækkert regime som Walesa havde gjort det. Dengang - som så mange andre gange - sendte Nobelkomitéen et helt klart signal til den del af verden, der ønsker fred, frihed, demokrati og lige rettigheder.

Jeg vil også fremhæve en anden, som berettiget har fået prisen indenfor de sidste 25 år: Dalai Lama, der fik den samme år, som studenterne på den Himmelske Freds Plads var blevet skudt ned af de kinesiske socialister. Det helt utrolige ved den 14. Dalai Lama er, at han faktisk var en af dem, der lykønskede Obama på trods af, at Obama ugen inden han selv fik prisen havde afvist at mødes med Dalai Lama for ikke at fornærme det socialistiske styre i Kina.

Liu Xiaobo er et godt valg
Håb er ikke det samme som fred, ligesom fred ikke er alt, hvad vi ønsker at opnå. Målet må være en fred, hvor friheden og retfærdigheden sejrer.

Det er på høje tid, at den frie verden begynder at delegitimere det socialistiske regime i Kina. Derfor er Liu Xiaobo den helt rigtige nobelprismodtager.

Han er manden bag manifestet, Charter 08, der er udstedt på 60-årsdagen for FN’s Verdenserklæring om Menneskerettigheder.

Charter 08 opfordrer til en “fri, demokratisk nation”, og er inspireret af Charter 77, der brev grundlagt af bl.a. Vaclav Havel, der efter fløjlsrevolution i Østeuropa blev præsident i det daværende Tjekkoslovakiet, og har ført an i kampagnen for at give Liu Xiaobo prisen.

Man kan håbe, at kineserne en dag får samme frihed og rettigheder, som østeuropæerne fik efter fløjlsrevolutionen i 1989.

Af Kasper Elbjørn

Kontroversiel biografi fra Rumsfeld på vej

I dag annoncerede forlaget, Sentinel, at den tidligere amerikanske forsvarsminister Donald Rumsfelds biografi udkommer den 25. januar. Det oplyste flere amerikanske nyhedssider og blogs tirsdag eftermiddag.

Rumsfelds biografi kommer til at hedde »Known and Unknown«. Titlen er taget fra en af hans mange kontroversielle udtalelser op til invasionen af Irak:

»There are known knowns. These are things we know that we know. There are known unknowns. That is to say, there are things that we know we don’t know. But there are also unknown unknowns. There are things we don’t know we don’t know.«

En af de mest kontroversielle forsvarsministre
Netop invasionen af Irak var med til at gøre Rumsfeld til en af de mest kontroversielle forsvarsministre i amerikansk historie.

Ikke overraskende stod de danske politikere i kø for at udtrykke deres glæde, da Rumsfeld trådte tilbage efter det republikanske nederlag ved midtvejsvalget i 2006.

De håbede alle, at Rumsfelds afgang var et tegn på en ændret strategi i Irak, og de fik ret.

Fyret af Bush
Hvad de ikke vidste, var, at han selv to dage forinden havde afleveret et notat til den daværende Præsident George W. Bush om at ændre strategien i Irak.

Rumsfeld anbefalede, ligesom den danske venstrefløj, at man reducerede tropperne.

Muligvis var det derfor, Præsident Bush bad ham tage sin afsked.

Vi ved i dag, at Præsident Bush og den nye forsvarsminister, Robert Gates, som præsident Barack Obama modigt valgte at genudnævne, gjorde det stik modsatte.

Det var tydeligt, at når amerikanske soldater blev sat ind i de mest urolige områder ophørte volden næsten øjeblikkeligt, og derfor var forøgelsen af antallet af amerikanske soldater det helt rigtige.

Ingen bliver skånet
Ligesom Donald Rumsfeld selv, skåner erindringsbogen ikke nogen, sagde Adrian Zackheim, der er direktør for forlaget. Manuskriptet indeholder alt det, jeg havde håbet på og meget mere, fortsatte han.

Og hvad kan vi så forvente: Hemmelige detaljer om og indsigt i Bush-administrationen, terrorangrebet den 11. september 2001 samt krigene i Afghanistan og Irak, Rumsfeld opvækst under den Store Depressionen og Anden Verdenskrig, hans politiske karriere herunder tiden som minister i Nixon og Fords regeringer samt hans møde med Saddam Hussein - og det berømte håndtryk i december 1983.

Old vs. New Europe
Jeg indrømmer gerne, at jeg var en af dem, der syntes Rumsfeld gjorde det godt efter terrorangrebet på New York og Washington DC i 2001.

Jeg var endda enig med ham, da han i januar 2003 på et spørgsmål om det bekymrede ham, at Europa var imod en invasion af Irak, svarede:

»You’re thinking of Europe as Germany and France. I don’t. I think that’s old Europe. If you look at the entire NATO Europe today, the centre of gravity is shifting to the east and there are a lot of new members and if you just take the list of all the members of NATO and all those that have been invited in recently, what is it twenty-six, something like that, you look at vast numbers of other countries in Europe, they’re not with France and Germany on this, they’re with the United States.«

Jeg kan godt lide, når politikere siger hvad de mener, og mener hvad de siger. Det gjorde Donald Rumsfeld her.

Rumsfeld udstillede den ægte, dybe splittelse i Europa over invasionen af Irak, ligesom han antydede, at de gamle kernelande i EU, ikke mindst Tyskland og Frankrig, på alle mulige måder havde haft deres storhedstid. Fremtiden lå hos de nye medlemmer af EU og NATO.

Stædig og stejl
Et langt stykke af vejen mener jeg, at han havde ret i den kontroversielle analyse.

Omvendt erkender jeg, at jo længere tid han sad som forsvarsminister, des ringere blev han. Han var alt for stædig og stejl, da det begyndte at gå galt i Irak og de første tegn på borgerkrig meldte sig.

Derfor forstår jeg heller ikke, hvorfor Præsident Bush ikke bad om hans afsked allerede efter præsidentvalget i 2004.

Men det får vi måske svar på i hans biografi.

Af Kasper Elbjørn

Der er en telefon der ringer i det Hvide Hus

Hver fredag aften viser TV2 News udenrigsmagasinet Ellemann|Lykketoft, der er det seneste skud på stammen over de debatmagasiner, som TV2 News er blevet specialister i at producere.

Magasinet Ellemann|Lykketoft køres med fast hånd af journalisten Martin Krasnik, som gang på gang undrer sig over, at der ikke er større uenighed mellem de to eksministre.

Det er forståeligt nok, at de tilslører deres uenigheder med et skæv smil, men det undrer mig dog, at deres vurdering af den nuværende amerikanske præsident er næsten identisk, og ikke har ændret sig siden han tiltrådte.

Det kommer jeg tilbage til.

Formatet er svært, men lykkes til fulde, og jeg kan helt tilslutte mig antropolog Dennis Nørmarks kritik i Morgenavisen Jyllands-Posten den 12. juni.

Nørmark skrev, at Ellemann og Lykketoft udmærket er klar over deres forskelligheder, men alt det ævl og kævl fra den indenrigspolitiske scene er her skubbet til side, fordi det ikke rager disse to verdensborgere en pind set i lyset af de meget større sager, der fylder horisonten ud i det internationale perspektiv.

»Her er så synlig respekt imellem de to eksministre, der hører til den gamle skole af politikere med både personlighed og format,« skrev han, og tilføjede: »Ellemann|Lykketoft er ud over at være begavet udenrigspolitisk analyse også et nostalgisk tilbageblik på dengang, da politikere blev støbt i en anden form.«

Det betyder dog ikke, at jeg er enig i alt, hvad de to siger, og derudover synes jeg, det er lidt synd, at al politisk uenighed bliver skubbet til side.

Det gjaldt især i første udsendelse, men igen i fredags hvor de diskuterede den amerikanske præsident Barack Obama.

Ellemann var en smule mere kritisk end Lykketoft, men alt i alt var de enige med studieværten i, at han var den eneste, der kunne lede USA i dag.

Jeg ved godt, det er farligt at kritisere den nuværende amerikanske præsident i Danmark – og ikke mindst på disse sider – men jeg vil nu alligevel vove pelsen, når de to tidligere udenrigsministre ikke tør.

Jeg synes faktisk ikke, han klarer sig særlig godt!

De gode og de dårlige
Der findes gode og dårlige præsidenter.

Det er generelt accepteret, at Washington, den første præsident, er den bedste, og Jefferson, Lincoln og Reagan er blandt de bedste.

Blandt de værste inkluderes normalt Buchanan, der regerede, da Sydstaterne erklærede sig uafhængige, og den korrupte Præsident Harding samt Andrew Johnson, der var den første præsident, der blev stillet for en rigsret. Nixon hører selvfølgelig også til i denne kategori.

Derudover er der heldige og uheldige præsidenter.

Præsident Bill Clinton regnes for en udmærket præsident, men også en meget heldig præsident.

»It All Began in a Place Called Hope« lød hans rammende valgslogan, og han var faktisk født i en by, der hedder »Hope«.

Det siges om ham, at skæbnen smilede til ham, og gav ham otte års relativ verdensfred ovenpå den Kolde Krig samt et verdensomspændende økonomisk boom, som han ikke kunne solde op, fordi Kongressen - med formanden Newt Gingrich i spidsen - ikke gav ham lov.

De uheldige helte
Barack Obama ser ud til at være ligeså uheldig som Jimmy Carter.

Det var ikke Præsident Carters skyld, at oliekrisen hærgede den vestlige verden i slutningen af 1970erne, eller de amerikanske diplomater blev taget som gidsler i Teheran i 1979 efter præstestyrets magtovertagelse i, men han håndterede oliekrisen og gidseldramaet dårligt.

Derfor tabte han valget i 1980.

Præsident Carter prøvede at tørre kriserne af på Nixon og Ford, som han efterfulgte, og det lykkedes i de første år af hans embedsperiode, fordi Nixon og Ford ikke kunne holde mund og nyde deres otium.

Præsident Obama har prøvet samme strategi, og indikeret, at han overtog alverdens problemer fra Præsident George W. Bush.

Strategien har bare ikke virket ligeså godt, som under Carter.

Årsagen er, at Bush konsekvent har undladt at kommentere på de tæsk, han har fået, men i stedet holdt sig helt væk fra mediernes søgelys og brugt tiden siden januar 2009 på at skrive sine erindringer.

Amerikanerne vil have en problemknuser
Jeg vil gerne slå fast, at det ikke er Obamas skyld, at ethvert økonomisk problem i 30 år blev mødt med lavere renter og mere kredit for til sidst at ende i en historisk finanskrise tre måneder inden han overtog præsidentposten.

Indtil videre har han dog ikke haft en heldig hånd med at få økonomien vendt. Derfor var der ikke mange europæiske ledere, der lyttede til ham, da han forud for G20-mødet i Toronto, der begynder i dag, anbefalede, at de europæiske lande brugte endnu flere af de penge, de ikke har, til at stimulere økonomien.

Det er bestemt heller ikke Obamas skyld, at en olieplatform sank i Den Mexicanske Golf 200 km sydøst for New Orleans tilbage i april, og nu ser ud til at forårsage et af de værste olieudslip i USAs historie.

Indtil videre har han dog brugt tiden på megafondiplomati, der er gået ud på at skælde olieselskabet BP mest muligt ud. Det kan der være mange gode grunde til, men det løser ikke problemet, og det er lige præcis det, amerikanerne gerne vil have, at deres præsident gør: Løser problemer.

obama_gulf_oil_spil_450010p

Foto: Alex Brandon, AP.

Milevidt fra virkeligheden
Da Ellemann og Lykketoft gik i studiet sidste fredag, publicerede den amerikanske avis, Washington Post, en kommentar af den prisvindende kommentator Charles Krauthammer.

Krauthammer tilhører også den gamle skole med både personlighed og format, men derfor undlod han ikke at sige sandheden om Præsident Obama.

»Barack Obama beskæftiger sig ikke med det jordnære. Han blev sendt til os for at gøre større ting. Det sås tydeligt, da han holdt sin tale til nationen fra det Ovale Værelse om olieudslippet«, skrev han.

Hvis du også er en af dem, der slet ikke kan forstå, hvorfor jeg er kritisk overfor Obama, skulle du læse kommentaren.

Krauthammer giver en udmærket forklaring på, hvorfor Obamas meningsmålinger var lavere end Nixons meningsmålinger efter det første år i embedet.

»[Talen] var milevidt fra virkeligheden. Golfen er ved at blive overstrømmet, og præsidenten taler om mystiske veje til ukendte destinationer. Det er det, visioner handler om, og visioner er Obamas ting. Det er også sjovere end at rengøre strande«, slutter Krauthammer.

Clintons onde reklame spøger
Det er lidt over to år siden, at Obama kæmpede mod sin nuværende - og i øvrigt fremragende - udenrigsminister, Hillary Clinton, om at blive præsidentkandidat for det Demokratiske Parti.

Kampagnen varede over et halvt år, og under den hårde kampagne påpegede Clinton især Obamas manglende erfaring.

I en uforglemmelig TV-reklame, som Clinton-kampagnen fik lavet, ser man en typisk amerikansk familie en nat, hvor verden er i krise. Stemmen i reklamen siger:

»Klokken er tre om natten, og dine børn er sikre og sover. Men der er en telefon, der ringer i Det Hvide Hus. Der sker noget et sted i verden. Din stemme afgør, hvem der skal besvare opkaldet.«

I dag, to år senere, ringer telefonen til Præsident Obama, og i bedste fald virker det som om, han ikke hører, at telefonen ringer, eller også gider han ikke tage den.

Præsident Obama er en fremragende retoriker og hans livshistorie er inspirerende for os alle, men det er på tide, han tager telefonen, ser bort fra hvad der står på hans to telepromptere, og tager ansvar.

Af Kasper Elbjørn

Polens præsident vil blive husket som en frihedshelt - ikke en homo-hader

Det er naivt, hvis man tror, man kan bagatelisere den nu afdøde polske præsident, Lech Kaczynski, der omkom i et flystyrt lørdag morgen, med en bemærkning om, at han var en besværlig forhandler i EU og engang forbød en homo-parade.

Dybt naivt.

Der er ingen tvivl om, at Præsident Kaczynski og hans tvillingebror, Jaroslaw Kaczynski, der nærmest delte magten efter præsident- og parlamentsvalget i 2005, var kontroversielle og splittede Polen.

De liberale, den akademiske elite, og storbypolakkerne blev til tider helt pinlige over tvillingerne og deres udgydelser mod feminisme, homoseksualitet, EU og deres foragt for både Rusland og Tyskland på grund af Polens blodige historie med de to store nabolande.

Andre så tvillingerne som to af deres egne.

De kunne let identificere sig med tvillingernes parti, Lov og Retfærdighedspartiet, der kæmpede for konservative værdier som nation, familie og kirke og mod korruption.

Tvillingebrødrenes vælgere bor især på landet og tilhører den ældre generation, som havde oplevet mindst én invasion og besættelse, og havde set tvillingerne kæmpe side om side med Lech Walesa mod det socialistiske diktatur i Polen op igennem 1980erne

Denne vælgergruppe bifaldt i langt højere grad samarbejdet i NATO og det stærke bånd til USA end det europæiske fællesskab i EU.

De huskede stadig, det var USA - og ikke EU - der havde støttet deres frihedskamp.

Alliancen med Bush
Tvillingernes alliance med den daværende amerikanske præsident George W. Bush blev især værdsat. Ikke kun fordi alliancen gav Polen nogle vigtige handelsfordele, men fordi alliancen gav Polen den sikkerhed, som Polen aldrig tidligere havde haft.

Tilhængerne af Præsident Kaczynski og hans tvillingebror anså den planlagte antimissil-base i Polen, som gjorde ærkefjenderne i Moskva rasende, som det ultimative symbol på det stærke venskab mellem Polen og USA.

Da den nuværende amerikanske Præsident Barack Obama i september 2009 annoncerede, at han ville skrotte antimissil-baserne i Polen og Tjekkiet, blev det af stort set alle set som en meget stor tilnærmelse til Rusland. Også i Polen.

En ny generation
I mellemtiden havde landet fået ny liberal regering.

En ny generation af vælgere smed premierminister Jaroslaw Kaczynski på porten i 2007, og den yngre Donald Tusk lancerede en ambitiøst reformpolitik, der betød, at Polen nærmest ikke mærkede finanskrisen.

Jeg behøver næppe skrive, at Tusk fortsat er en meget populær mand i dag.

Ligesom den tjekkiske regering blot trak på skuldrene over Obamas nye politik, lod Tusk forstå, at han aldrig helhjertet havde støttet planerne om Missilskjoldet og baserne i Polen.

Ingen alliance uden baserne
Præsident Kaczynski var imidlertidig ikke sen til at sige sin ærlige mening.

Han udtalte gennem sin talsmand, at Polen de facto ville miste en strategisk alliance med Washington uden antimissil-baserne.

Det hørte man godt i Washington, men jeg er ikke helt sikker på, at man forstod, hvorfor Kaczynski var så skuffet?

En ting er sikkert: Det var ikke tilfældigt, at det var Tjekkiets Præsident Vaclav Klavs, der var vært, da Obama og den russiske Præsident Medvedev i torsdags underskrev den vigtigste nedrustningsaftale siden den Kolde Krigs afslutning.

Kaczynski vil ikke blive glemt
Præsident Kaczynskis død kan meget vel blive afslutningen på en epoke i polsk politik, men alt det han stod for, vil for altid blive husket.

Han symboliserede den polske nationalisme, som var et vigtigt element i polakkernes frihedskamp.

At han netop døde på vej til Katyn nær Smolensk i Rusland for at mindes de 20.000 polske krigsfanger, der brutalt blev nedslagtet i foråret 1940 på den sovjetiske diktator Josef Stalins personlige ordre, vil sikre ham en plads i historien.

Glemt vil være, at han som borgmester engang forbød en homo-parade i Warszawa og var en besværlig forhandler, da man forhandlede forfatningstraktaten i EU.

Uanset hvad men mener om Kaczynski og hans politik, tror jeg, polakkerne vil huske ham som en frihedshelt, der kæmpede for konservative værdier som nationen, familien og kirken under og efter det socialistiske diktatur, og døde side om side med de 20.000 polske krigsfanger, som han var på vej for at ære og mindes.

Af Kasper Elbjørn