Blog (Tag: olmert)

Lieberman - mere end en højrenationalist

Det skortede ikke med fy-ord i de danske morgenudsendelser i radio og TV i går efter det israelske valg. Højreorienteret, nationalistisk, højre-nationalistisk - og Danmarks Radio gik så langt, at man i radioavisen flere gange kaldte valgets sejrherre, Avigdor Liebermans parti, Yisrael Beiteinu, for ultra-nationalistisk.

Det gjorde terrororganisationen Hamas i øvrigt også. Dén lader vi lige stå et øjeblik.

Sandheden er mere nuanceret. Når det gælder den økonomiske politik, ligger Liebermans parti på linje med Socialistisk Folkeparti. Man accepterer markedsøkonomien, men ønsker ikke ubetinget at frigive de frie markedskræfter.

Det kan næppe kaldes højreorienteret.

Avigdor Liebermans parti er heller ikke mere nationalistisk end de danske partier, der ofte handler ud fra kortsigtede, nationale interesser.

Derudover er partiet faktisk tilhænger af medlemskab af NATO og endda også EU, men især kendt for at gå ind for et sekulært samfund, hvor stat og kirke er adskilt.

Det er snarere partiets holdning til Mellemøst-konflikten, der skiller partiet ud fra de andre partier i Israel.

Lieberman mener ikke, at konflikten handler om, hvor grænserne til Israel skal gå, men derimod om kultur og værdier. Derfor har han også tilkendegivet, at han er villig til at afgive israelsk territorium for at gøre de to stater i en to-statsløsning mere homogene.

Til gengæld gør han gældende, at israelere, der ikke anerkender Israel, ikke kan være israelske statsborgere, ligesom han ikke mener, at Israel skal forhandle med lande, der ikke accepterer Israels ret til at eksistere. Hermed rammer han et ømt punkt hos de jødiske israelere, som på tværs af partitilhørsforhold i stigende grad mener, at de arabiske israelere er mere loyale over for Hamas end de er over for Israel.

Årsagen til, at Avigdor Liberman fik så stor succes ved valget i tirsdags, skyldes dog først og fremmest, at han formåede at fremstille sit parti, der på dansk hedder Vort Hjem Israel, som et nyt folkeparti, der ikke kun henvender sig til den oprindelige vælgergruppe, de russiske indvandrede, men er et frisk pust i israelsk politik. Når strategien lykkedes for Lieberman, skyldtes det formentlig skuffelsen over regeringspartiet Kadima, der blev dannet af tidligere premierminister Ariel Sharon umiddelbart inden valget i 2006.

Sharon oplevede aldrig sit partis valgsejr i 2006. Umiddelbart efter valgkampen var skudt i gang, blev han ramt af flere massive hjerneblødninger og har siden ligget i dyb koma. I stedet blev Ehud Olmert premierminister, og han har ikke været nogen succes.

Det indså Lieberman, der efter sidste valg blev en del af Olmerts koalitionsregering.

Umiddelbart efter præsident George W. Bush' besøg i Israel i januar 2008, hvor han prøvede at presse de israelske politikere til at holde Olmert flydende på grund af fredsprocessen og på trods af korruptionsanklager, forlod Lieberman Olmerts synkende skib. Det var et klogt valg, der senere gav ham massiv vælgeropbakning.

AVIGDOR LIEBERMAN BLEV født i den del af det tidligere Sovjetunionen, der i dag hedder Moldova. Han immigrerede til Israel i 1978 og fik senere en kandidatuddannelse fra Jerusalems universitet.

I 1990erne var han generalsekretær for Likud og en af Benjamin Netanyahus allierede. Han fungerede endda som stabschef for Netanyahu, da Netanyahu første gang var premierminister 1996-1999. I 2001 blev hans nydannede parti optaget i Ariel Sharons regering, og Lieberman blev minister for infrastruktur 2001-2002. I 2006 gik han med i Ehud Olmerts regering for at holde de nye russiske partier fra magten, og der var sikkert mange fra både Likud og Kadima, der så en fordel i, at det netop var Lieberman, der holdt styr på de russiske israelere og ikke de russiske oligarker, der var flyttet til Israel siden Sovjetunionens sammenbrud.

»Israel har ret til at kræve fuld tilslutning fra alle sine borgere. Den, som ikke er parat til at anerkende Israel som en jødisk og zionistisk stat, kan ikke være borger i landet«, sagde Lieberman i en tale på Saban Center for Middle East Policy i Washington tilbage i 2006, da han som nyudnævnt minister i Olmerts regering forklarede sin holdning til Mellemøst-konflikten. Han påpegede endvidere: »Fredsprocessen er baseret på tre grundlæggende falske præmisser: at den israelsk-palæstinensiske konflikt er den vigtigste årsag til ustabilitet i Mellemøsten, at konflikten er territorial og ikke ideologisk, og at oprettelsen af en palæstinensisk stat, der bygger på 1967-grænser, vil afslutte konflikten«. Uanset hvad man ellers mener om Avigdor Lieberman og hans parti, Yisrael Beiteinu, bør man tænke lidt over denne nye tilgang til konflikten. Ikke mindst i lyset af at der trods utallige fredsforsøg stadig ikke er fred mellem Israel og de arabiske lande. Og hvis Yisrael Beiteinu bliver tungen på vægtskålen, når præsident Shimon Peres en af de kommende dage skal pege på en forhandlingsleder, vil Liebermans betragtninger om Mellemøst-konflikten uden tvivl komme til at spille en vigtig rolle fremover.

Det havde derfor været interessant, hvis de danske medier havde brugt morgennyhederne i går til at analysere sig frem til, hvad Liebermans syn på konflikten vil betyde for fredsprocessen i stedet for at bruge tiden på at brændemærke et politisk parti med symboler, der tilhører det 20. århundrede.

Af Kasper Elbjørn