Blog (Tag: outlandish)

Værdikamp: SF har bjergtrøjen på i kulturkampen

 

Til sommer vil Socialistisk Folkepartis formand, Villy Søvndal, samle 100.000 danskere til en march mod det, han kalder religiøse mørkemænd i Hizb ut-Tahrir og Islamisk Trossamfund.

Der er en stolt tradition for at marchere hos de røde, sorte og brune. Jeg bryder mig ikke om det. Jeg er heller ikke særlig god til det, men jeg vil dog alligevel melde mig under de socialistiske faner, når Søvndals march begynder.

Det er jeg ret sikker på, at mange andre danskere også vil. Jeg tror faktisk, at Søvndal, ligesom så mange andre socialistiske ledere før ham kan samle 100.000 danskere til demonstrationen, fordi demonstrationen er hævet over partipolitik og vendt mod fundamentalisme og fanatisme - ikke mindst religiøs. Man kan derfor undre sig over, hvorfor popgruppen Outlandish er inviteret til at spille til arrangementet, men lad nu det ligge. Pointen er her, at Søvndals march vil blive en stor sejr i kulturkampen for socialisterne.

Mens de borgerlige har travlt med at svine hinanden til - alt efter om man fandt det hensigtsmæssigt at genoptrykke nogle efterhånden velkendte tegninger - har socialisterne vundet den prikkede bjergtrøje. Den prikkede bjergtrøje tildeles den rytter i Tour de France, der først passerer de på forhånd fastlagte højdepunkter på bjergetapen. Vinderen af den prikkede bjergtrøje vinder som regel ikke hele Touren. Det ved vi danskere alt for godt. Man kan faktisk nå at blive diskvalificeret i mellemtiden, hvis man snyder og udgiver sig for noget, man ikke er eller ikke kan. Men alligevel er den prikkede trøje vigtig, og det må vi tage bestik af i den borgerlige lejr.

Ligesom de borgerlige meningsdannere lagde alt for visionsfattigt ud, da statsminister Anders Fogh Rasmussen (V) lancerede den nye kultur- og værdidebat i Weekendavisen den 17. januar 2003, er det på tide, vi fokuserer på det vigtige. Det betyder ikke, vi skal være enige om alt. Den Internationale Fagbevægelse blev dannet ud fra mottoet »Enighed gør stærk«, men er man borgerlig, ved man, at det modsatte er tilfældet. Uenigheden gør stærk. Vi har dog ikke længere banen for os selv. Det ville da også være mærkeligt i et demokrati, selvom det har været sådan siden 2001. Oppositionens entré på den politiske scene gør, at der ikke mere er plads til de mange mærkelige personangreb og ligegyldige diskussioner om skønhedsfejl.

Det gik ellers lige så godt. Socialisternes ønske om en stærk og styrende stat med stadig højere skatter led nederlag til skattestoppet, som stort set alle partier i dag er tilhængere af i en eller anden form. Det betragter jeg bestemt som en stor sejr for det borgerlige Danmark. Udfordringen i dag er ikke at kæmpe for skattestoppet, men snarere dets hensigt om at skabe en helt ny form for økonomisk selvdisciplinering, der kan forhindre den nærmest uhæmmede vækst i de offentlige udgifter.

Hertil kommer, at Socialdemokraternes påstand om, at vi skal vælge mellem skattelettelser og velfærd, har lidt skibbrud. Hvis Socialdemokraterne havde vundet så meget som ét mandat på det budskab ved folketingsvalget i 2007, havde det bestemt været op ad bakke i kulturkampen på den korte bane. Men danskerne gennemskuede den falske analogi. Det viser, at alle, der har advokeret for lavere skatter og større økonomisk frihed, har noget at være stolte af. Ikke mindst tænketanken CEPOS, der den 11. marts kunne holde fire års fødselsdag med en konkret sejr i bagagen.

Det mener jeg er en vigtig sejr, og dermed må jeg også erklære mig helt uenig med statsministeren i, at den økonomiske politik ikke betyder noget. Det gør den naturligvis.

På den korte bane handler værdi- og kulturdebatten om finanslovens paragraffer. Det er i finanslovens paragraffer, at morgendagens samfund findes, og kulturkampen om finanslovens paragraffer har rykket ved danskernes holdninger. Danskerne sætter naturligvis pris på den økonomiske frihed, som skattestoppet indirekte giver, og som skattelettelser i særdeleshed giver. Derfor kan man med god grund undre sig over, at regeringen ikke går mere offentsivt frem på skatteområdet. Det rationelle argument for skattelettelser er naturligvis, at en indkomstskattelettelse, der kan få flere til at arbejde mere, er en del af løsningen, når der er risiko for overophedning af dansk økonomi. Hvis budskabet er for svært at forklare, er der det mere simple, moralske budskab, at skattelettelser er retfærdige. At vi har ret til resultatet af vores personlige indsats i livet.

Skattelettelser er første skridt mod målet, som er et velfærdssamfund, hvor alle har lige muligheder, uanset hvor de kommer fra, og belønnes efter deres individuelle præstationer i livet.

Kampen om økonomisk retfærdighed frem for økonomisk lighed må også kæmpes på den lange bane. Kulturkampen på den lange bane handler om, hvordan vi opfatter, hvad der er godt og skidt. Det er en kamp om dansk åndsliv. En kamp om danskernes holdninger og værdier, og her er især synet på historien vigtig.

Hvis ikke vi har en pluralistisk tilgang til historien, begrænses vores muligheder for at skabe et kritisk syn på nutiden og en progressiv vision for fremtiden. Mange ser i dag på velfærdsstaten som et indiskutabelt gode, men det var naturligvis et politisk valg, at det danske samfund blev, som det blev. Der var mange, der havde andre visioner for Danmark: et frit og retfærdigt Danmark, der måske havde givet bedre muligheder og endnu større velstand, end den vi nøjes med i dag.

Vi kender stort set ikke disse frihedskæmpere i dag. De er forsvundet ud af historiebøgerne, og hvis man ikke kender deres visioner for Danmark, kunne man tro, at den eneste mulighed for Danmark i det 20. århundrede, og det eneste rigtige, var kampen for økonomisk lighed gennem økonomisk omfordeling. Vi skal genfinde de gode historier om folk, der ønskede et andet, mere retfærdigt samfund. Vi skal lære af deres sejre og deres nederlag, så vi kan bekæmpe de røde, sorte og brune med det for dem værst tænkelige våben: åndsfriheden. Den borgerlige åndsfrihed, som kun værdsættes i et samfund, hvor den gensidige respekt for hinandens ejendom medfører, at folk opfatter hinanden som ligeværdige med lige ret til at tænke, tale og handle frit.

De borgerlige har hidtil tabt kampen om historien, hvilket vi bliver mindet om i disse dage, når de seneste ugers udmeldinger fra Villy Søvndal kan få danskerne til at tro, at de røde altid har bekæmpet de sorte, som Søvndal gør det i dag.

Kender man derimod historien, ved man, at kimen til politiske katastrofer ligger hos de borgerliges naivitet og passivitet. Derfor skal vi bakke op om Villy Søvndals march. Søvndal har den prikkede bjergtrøje, og det er fuldt fortjent. Den gule trøje må dog ende hos de borgerlige, fordi ligesom de røde aldrig kommer til at elske markedsøkonomien og ikke forstår den, men blot har lært at acceptere den, kan de røde aldrig bekæmpe de sorte og brune. Årsagen er selvfølgelig, at de i bund og grund har fuldstændig samme mål om at beherske vores gøren og laden og dermed forhindre os i frit at udøve vores rettigheder.

De borgerlige har altid kæmpet imod de røde, brune og sorte. Ikke med lige stort held, og hvis de borgerlige meningsdannere skal sætte dagsordenen i debatten igen, må vi dels gøre op med den såkaldt bløde borgerlighed, som kendetegner langt hovedparten af de borgerlige meningsdannere i Vesteuropa, og som karaktermæssigt er så udvandet, at man ikke kan kende forskel på borgerlige og socialister. Dertil kommer, at vi må overbevise de moderate, demokratiske muslimer om de borgerliges respekt for liv, ære og velfærd. Ellers går vi glip af endnu en mulighed for at vise den borgerlige humanisme og det liberale frisinds moralske overlegenhed.

»Det afgørende er, hvem der får held til at sætte dagsordenen i værdidebatten«, pointerede statsministeren i 2003, fordi det er udfaldet af værdi- og kulturkampen, der afgør Danmarks fremtid. Heri havde han helt ret. Og det skal gøres med samme klarhed og overskud til at sætte dagsordenen i værdidebatten, som Villy Søvndal har gjort det i 2008.

Af Kasper Elbjørn