Blog (Tag: pind)

Jeg vælger den idealistiske udenrigspolitik

For lang, lang tid siden – sådan virker det i hvert fald - skrev Politiken i en leder, at lige så markant udviklingsminister Søren Pind (V) er kommet i gang som chef for sit såkaldte ’frihedsministerium’ lige så fraværende er Lene Espersen som udenrigsminister.

Det viste sig ikke at være helt korrekt.

Espersens udenrigspolitiske linje er bare markant anderledes end Pinds.

Hun synes at bekende sig til den realistiske skole i international politik, og dermed skiller hun sig ud fra de fleste af hendes forgængere på posten siden 1982.

Det fremgik af den kronik, hun lagde navn til i Politiken sidste weekend, men er især tydeligt, hvis man studerer hendes udtalelser vedrørende Jasmin-revolutionen i Mellemøsten. De repræsenterer et klart brud på den udenrigspolitiske linje, vi har kendt de sidste 25-30 år.

Den aktivistiske udenrigspolitik
Siden Uffe Ellemann-Jensens tid som udenrigsminister i 1980erne har vi i Danmark vænnet os til en stadig mere aktivistisk udenrigs- og sikkerhedspolitik.

Aktivismen rummer mulighed for at få indflydelse på den internationale dagsorden både økonomisk og sikkerhedspolitisk, ligesom den tvinger danskerne til at være opmærksomme på verden omkring os, og kombineret med Ellemann-Jensens eminente måde at takle medierne på, blev den cementeret i årene efter 1988.

I de første år efter regeringsskiftet i 1982 var udenrigsminister Uffe Ellemann-Jensen (V) præget af store indenrigspolitiske opgør om den økonomiske politik, men da De radikale trådte ind i regeringen i 1988, blev der langt om længe enighed om den udenrigs- og sikkerhedspolitiske linje. Ellemann-Jensen blev så at sige herre i eget hus.

Fred intet værd uden frihed
Ellemann-Jensen kombinerede den nye, aktivistiske udenrigspolitik med en stadig mere idealistisk linje - især efter fløjlsrevolutionen og den Kolde Krigs afslutning i 1989-1991.

Ifølge Ellemann-Jensen var læren af den Kolde Krig, at fred ikke var noget værd uden frihed.

Det sås tydeligst, da Danmark deltog aktivt i den første Golfkrig efter Iraks besættelse af Kuwait i 1990, og da vi som det første land i verden genoptog de diplomatiske forbindelser med de tre Baltiske lande i august 1991, og aktivt understøttede kampen for frihed og rettigheder.

Den liberale udenrigs- og sikkerhedspolitik fortsatte under statsminister Poul Nyrup Rasmussen (S) med omfattende internationale operationer for fredsbevarelse og fredsskabelse. Der er dog ingen tvivl om, at den fremstod mest markant under statsminister Anders Fogh Rasmussen (V).

Den neo-konservative dimension
Fogh Rasmussens offentlige undsigelse af samarbejdspolitikken under Besættelsen og Danmarks efterfølgende deltagelse i koalitionen, der befriede Afghanistan, og deltagelsen i Irak-krigen, der havde til formål at afsætte Iraks diktator Saddam Hussein og indføre en ny forfatning, gik endnu længere end den liberale udenrigs- og sikkerhedspolitik.

Man kan derfor med en vis ret kalde den udenrigspolitiske linje under Fogh Rasmussen for en neo-konservativ udenrigspolitik, hvor man ovenfra indfører demokrati.

Mange meningsdannere, folketingsmedlemmer og ministre har i de forgange 25-30 år prøvet at rykke den liberale udenrigspolitik i en anden retning mod en mere realistisk – nogle vil lidt ondt kalde det en mere kynisk, materialistisk – udenrigspolitik, hvor aktivismen ikke svigtes, men idealismen undgås, ikke mindst for at sikre udenrigshandelen.

Flere ledende ministre bekæmpede eksempelvis den militarisering af udenrigs- og sikkerhedspolitikken, som forsvarsminister Hans Hækkerup (S) blev sat i spidsen for.

Jeg er ikke i tvivl om, at tidligere udenrigsminister Per Stig Møller (K) er tilhænger af en liberal udenrigspolitik, og absolut ikke neo-konservativ. Anderledes synes det dog at stå til med hans partifælle, Danmarks nuværende udenrigsminister, Lene Espersen.

Det er slet ikke så underligt.

Konservative mangler ofte modet til ikke-planlagte forandringer
Mange konservative mangler ofte modet til at byde ikke-planlagte forandringer velkommen. Derfor er mange konservative politikere også tilhængere af den realistiske skole i international politik, som frem for alt vil opretholde magtforholdet mellem staterne i det internationale system. Se bare på den amerikanske præsident Eisenhower, Præsident Nixon og især hans udenrigsminister Henry Kissinger samt den første Præsident Bush. De er, ligesom Præsident Barack Obama, klassiske realister, og har en cyklisk historieforståelse: Kvalitative fremskridt i international politik er stort set umulige, og de, som forsøger, vil ofte ende som tabere.

Liberale er ofte mere idealistiske – nogle vil lidt ondt kalde os naive neo-Wilsonister efter den amerikanske Præsident Woodrow Wilson – og har lettere ved at acceptere ikke-planlagte forandringer som følge af frihed, demokrati og respekt for menneskerettighederne. Derimod vil liberale ofte være skeptiske overfor den neo-konservative linje, fordi den rummer en risiko for, at man falder for fristelsen til at omskabe samfund i bestemte idealbilleder og dermed undergraver respekten for de værdier, som er målet.

Liberale skal i denne sammenhæng forstås bredt som liberale i alle partier lige fra Socialistisk Folkeparti til Venstre. Her er det i øvrigt værd at bemærke, at det eneste parti i Folketinget, der går ind for ægte, global frihandel er folkesocialisterne.

Ægte frihandel er efter min mening en af de smukkeste drømme, man kan have, men drømmen kan kun blive til virkelighed, hvis man ikke får mareridt af de ikke-planlagte forandringer, som global frihandel vil afstedkomme. Derfor vil man næppe se konservative gå ind for frihandel på globalt plan.

Dermed er vi fremme ved Lene Espersens udenrigspolitiske linje, der langt om længe – et år efter hun tiltrådte - får opmærksomhed i medierne.

Den realistiske skole
At Lene Espersen bekender sig til den realistiske skole i international politik viste sig især, da Jasmin-revolutionen for alvor brød ud i lys lue.

Hvor Uffe Ellemann-Jensen dyrkede frihedsbevægelserne og bevidst modarbejdede magthaverne under Fløjlsrevolutionen, fortalte Lene Espersen helt ublu i et live interview på TV2 News, at hun netop havde diskuteret situationen i Tunesien med sin kollega, der lige var afsat.

Det er uden tvivl blevet bemærket i de autoritære, olierige regimer i resten af Mellemøsten. Ikke mindst Kuwait, hvor den tidligere kollega opholdt sig.

Forleden tog Politikens Anders Jerichow hendes udenrigspolitiske linje under kritisk lup.

Det skete efter Dronningen gav en dansk orden til Bahrains konge få dage før, at selvsamme konge nedkæmpede demonstranter, som kun en kinesisk leder kunne have gjort. Jerichow var mildest talt ikke enig i dispositionen, og skrev, at det aldrig kan være i Danmarks interesse at hylde et diktatur.

Men det kan det faktisk, hvis man mener, at det er i Danmarks interesse at satse på det eksisterende, stabiliteten.

Frihed og retfærdighed
Lad mig fastslå her, at jeg er enig med Jerichow.

Moralsk mener jeg, det er forkert at hylde et diktatur uanset hvor god en oliepris, hvor mange vindmøller eller ordrer på fetaost, det kan føre med sig.

Målet for dansk udenrigspolitik må aldrig være fred og stabilitet, men bør altid være frihed og retfærdighed. Frihed og retfærdighed er grundlæggende for vores samfund, og derfor mener jeg, vi har pligt til at kæmpe for dem både ude og hjemme.

Udenrigsminister Lene Espersen undsagde ikke demonstrationerne i Mellemøsten i kronikken den 19.2., men det er værd at bemærke, at hun indirekte tog afstand fra den liberale linje, vi kender fra Uffe Ellemann-Jensens udenrigspolitik, ved ikke et eneste sted at nævne, at vi nu aktivt bør hjælpe araberne med at underminere de resterende diktaturstater, ligesom vi gjorde i Østeuropa de sidste år under den Kolde Krig.

Tværtimod skriver hun, at selv om vi bliver rørt over at se folkemasser kæmpe for de samme værdier, som vi værner om, »er det ikke nødvendigvis den eneste eller den bedste vej.«

Dermed er hun mere på linje med de udenrigsministre, vi havde før 1982, end dem vi har haft efter 1982.

Tiden før Uffe
Før 1982 var det ikke kontroversielt, at Gustav Rasmussen, der på forunderlig vis var udenrigsminister under både statsminister Knud Kristensen (V) og Hans Hedtoft (S), strittede imod medlemskab af Atlantpagten af den simple grund, at han frygtede Sovjetunionen, eller at udenrigsminister Kjeld Olesen (S) indstillede, at Rumæniens Nicolae Ceauşescu skulle have Elefantordenen, da han enten ikke ønskede eller havde fantasi til at forestille sig, at den kommunistiske diktator kunne blive væltet.

Efter 1982 har det sådan set kun været i de 11 måneder, hvor Mogens Lykketoft (S) var udenrigsminister, at realismen herskede, men udenrigsminister Lene Espersens linje er dog ikke kontroversiel udenfor landets grænser.

Jeg tror faktisk, mange af hendes kollegaer i Vesteuropa har fundet en politisk allieret, og det er formentlig også grunden til, at EU har været så stille de sidste uger. EU's repræsentant for den fælles udenrigs- og sikkerhedspolitik - og alle udenrigsministrene - var formentlig helst fri for al den ballade, som omvæltningerne i Mellemøsten skaber, og har derfor opfordret til dialog med magthaverne.

Mennesker har ret til frihed
Jeg hører imidlertid til dem, der ikke blot ønsker at opretholde status quo, men derimod mener, at alle mennesker har ret til frihed, og at dialogen for lang tid siden blev afbrudt af magthaverne selv.

Jeg mener, det er langt mere interessant at finde ud af, om man bedst sikrer frihed og rettigheder ved at indføre demokrati fra oven, ligesom i Irak og Afghanistan, eller om det er revolutioner, som dem vi ser i Tunesien, Egypten, Bahrain, Libyen m.v., hvor man forsøger at opnå demokrati fra neden, der bedst sikrer frihed og rettigheder.

Det er alt for tidligt at afgøre i dag, og måske vil konklusionen blive, at man kun kan opnå frihed og rettigheder, når der opstår en middelklasse, der er så stor, at magthaverne bliver nødt til at tildele dem frihed og rettigheder for at opretholde lov og orden, som tilfældet var i USA for over 200 år siden. Her var det de handlende købmænd og små jordejere, der gjorde oprør mod nye skatter og afgifter fra det britiske styre. Det er disse mennesker, der har en interesse i en stabil regering, der respekterer folks rettigheder, og måske er de stadig nøglen til et bæredygtigt demokrati baseret på magtens tredeling og menneskerettigheder.

Når vi kender udfaldet af omvæltningerne i Mellemøsten, ved vi, hvad vi skal bruge vores ressourcer på fremadrettet, hvis vi ønsker, at andre får samme frihed og rettigheder som os selv.

Det er dog værd at huske, at uanset hvilken strategi, vi vælger, vil idealismen altid blive mødt med skepsis eller vrede fra magthaverne i de lande, hvor friheden ikke råder. Og, ja, derfor kan eksporten af vindmøller og fetaosten blive skadet, hvis udenrigsministeren efter næste valg hedder Lykke Friis, Margrethe Vestager eller Villy Søvndal.

Til gengæld vil idealismen med stor sandsynlighed blive pakket helt væk, realismen råde, og eksporten være sikret, hvis Danmarks udenrigsminister efter næste valg hedder enten Lene Espersen eller Mogens Lykketoft.

Jeg vælger idealismen.

Af Kasper Elbjørn

Døgnets vigtigste nyheder genfortalt

Det er os selv, der køber aviserne, og vi klikker selv på artiklerne på nettet.

Ligesom vi får de politikere, vi fortjener, får vi altså også de nyheder, vi fortjener. Det kommer der ikke nødvendigvis noget godt ud af.

Jeg vil lige opsummere, hvad der er sket i det seneste døgn rundt omkring i verden, og så vil jeg opfordre til, at vi som nyhedslæsere tænker lidt over, om det står mål med, hvad vi har læst i de danske medier de sidste 24 timer.

Obamas rejse i Asien
For det første er der G20 topmøde i Sydkorea, og G20 landenes ledere er på vej til G20 mødet.

Den amerikanske præsident, Barack Obama, var i den forbindelse på et tredages besøg i Indien inden han i går tog videre til Indonesien.

I Indien anbefalede han, at landet får sæde i FNs sikkerhedsråd, hvilket uden tvivl vil styrke forholdet mellem Indien og USA, men helt sikkert ikke vil blive vel modtaget i Pakistan og Kina.

Kontuerne til en ny verdensorden er ved at tegne sig. Alligevel var det besøget i Indonesien, hvor han er vokset op, der løb med al omtalen i Danmark.

Zoellick, Verdensbanken og guldstandarden
Forud for G20 har Verdensbankens dygtige direktør Robert Zoellick i øvrigt stjålet hele dagsordenen.

I Financial Times mandag skrev han mandag, at verden har brug for et nyt monetært system, hvor kurserne på verdens største valutaer bliver bundet til udviklingen i prisen på guld.

Det går et land som Kina aldrig med til, men hans indlæg udstillede i uhørt grad, at næsten hele den vestlige verden stort set har glemt, hvad finansiel disciplin vil sige.

Jeg vil ikke kalde hans indlæg for en falliterklæring for den vestlige verden, men hans forslag kommer fordi flere centralbanker har sat gang i seddelpressen, og dermed udhuler de reelt værdien af begrebet penge.

Det er det, der er ved at ske i øjeblikket, og det kan godt gå hen og blive kritisk. Derfor var det godt, at de internationale medier tog advarslen fra Verdensbanken alvorligt.

Den modigste budgetreform i mands minde
Storbritannien, som også deltager i G20 topmødet, er vel, udover Tyskland, det eneste land, der har taget fat om roden og fået ryddet op i økonomien.

Den nye konservative-liberale regering med David Cameron i spidsen har vedtaget den modigste budgetreform i mands minde. Briterne ved godt, at de har levet over evne i mange år, og har accepteret, at det kommer til at gøre ondt før det bliver godt igen. Respekt for det. Derfor raser debatten om EU’s budget også i Storbritannien.

Briterne vil selvfølgelig ikke acceptere, at Europa-Parlamentet har foreslået en budgetstigning på 6,2% når de selv skal spare 40% og ved EU-topmødet for to uger siden fik Cameron bl.a. Tyskland og Danmark med på en aftale om, at budgettet i EU ikke må stige med mere end 2,9%

Tirsdag udtalte det polske medlem af parlamentet Sidonia Jedrzejewska imidlertid til avisen Daily Telegraph, at statslederne i virkeligheden har planlagt at hæve EU-budgettet stykvis i løbet af året, hvorfor man slet ikke vil overholde loftet på 2,9%

Det kan jeg ikke huske, jeg læste noget om i de danske aviser.

Den britiske regering har også andre ting at tænke på.

Regeringstoppen arbejder hårdt på at komme ud af krisen, og er på vej med den største erhvervsdelegation til Kina. Det har fået menneskerettighedsorganisation Amnesty International til at kritisere den britiske erhvervsminister Vince Cable.

Cable har udtalt, at Storbritannien ikke vil konfrontere Kina med landets krænkelser af menneskerettighederne, når delegationen kommer til Beijing forud for G20 topmødet.

Storbritannien følger dermed Frankrigs præsident, der i sidste uge besøgte Kinas præsident Hu Jintao. Præsident Sarkozy sagde bl.a., at konfrontationen ikke var den bedste måde at gøre fremskridt på.

Fransk konfrontationspolitik
Den franske præsident må altså være uenig med hans udenrigsminister Bernard Kouchner.

Kouchner har udmærket sig ved netop at konfrontere præstestyret i Iran efter dødsdommen over Sakineh Mohammadi Ashtiani, som jeg før har skrevet om. I en erklæring på det franske udenrigsministeriums hjemmeside udtalte den franske udenrigsminister, at han havde ringet til Irans udenrigsminister, Manouchehr Mottaki, for at udtrykke sin »forfærdelse« over, at Iran ikke havde opgivet at henrette den 43-årige iranske kvinde, der er anklaget for utroskab.

Kouchner har ellers været travlt optaget af et todages besøg i Libanon.

Forud for sin afrejse holdt Kouchner et pressemøde på den franske ambassade i Beirut, hvor han sagde, at den specielle domstol, der skal afdække, hvem der myrdede Libanons premierminister Rafik Hariri har Frankrigs fulde støtte og er til gavn for alle libanesere, fordi det ikke er acceptabelt at tillade straffrihed i en sådan forbrydelse.

Udtalelsen faldt efter at terrororganisationen Hizbullah havde kaldt den specielle domstol for et »israelsk projekt«.

Den historie blev der heller ikke plads til i de danske medier.

Døgnets tophistorier i Danmark
I Danmark var døgnets tophistorie finansloven.

Socialisterne råbte, at regeringen førte en for hård økonomisk kurs. Liberalisterne sagde, den økonomiske politik var for slap. Og VK-regeringen selv mente, det var den bedste finanslov i 10 år.

En anden historie, der fik næsten ligeså meget plads i medierne som finanslovsforliget, handlede om, at udviklingsminister Søren Pind (V) får rabat på tøj fra tøjmærket Sand.

Og rabatkortet var »sort«.

Derudover udtalte tidligere formand for Folketinget Christian Mejdahl (V) at han aldrig havde haft en rabataftale på tøj.

Ja, dette er en advarsel. Og hvis du har tid - så tænk lidt over den!

Af Kasper Elbjørn

Der er brug for Dirty Harry

En kraftig opstramning af straffene for bandekriminalitet er blandt de tiltag, som regeringen spillede ud med onsdag for at få sat en stopper for bandekrigen i København. Allerede fra morgenstunden lød kritikken af hårdere straffe. Forsangeren fra rockgruppen Magtens Korridorer, Johan Olsen, førte an i indslaget Kanten i P1 Morgen i en ellers glimrende monolog, der faldt i en rytme og i et sprog, der næsten mindede om rap. Han kaldte hårdere straffe for »Dirty Harry-mentalitet«. »Gør du noget kriminelt, skal du straffes, og straffes hårdt«, sagde han, og fortsatte: »Man skal ikke underkende effekten af det signal, magtens top her udsender«, og det har han helt ret i.

Ligesom rap er ideen om hårdere straffe og en konsekvent retspolitik af amerikansk oprindelse. Kriminologen George Kelling og forskeren James Q. Wilson skrev helt tilbage i 1982 en artikel om en teori, som de kaldte ’Broken Windows’. Teorien om de knuste vinduer gik ud på at skabe et miljø, hvor kriminelle ikke følte sig hjemme. Hvis man så et ødelagt vindue, skulle det udskiftes med det samme. Hvis vinduet ikke blev udskiftet, ville der skabes en stemning af, at det var i orden at smadre vinduer. Ét knust vindue, ville blive til flere knuste vinduer, påstod de, og langsomt ville der ske en nedbrydning af bydelen gennem hærværk og vandalisering. Det ville skabe utryghed for de mennesker, som boede i området, som til sidst ville flytte væk til skade for samfundet. Hvis man der­imod konsekvent slog hårdt ned på selv den mindste kriminelle handling, ville der skabes en stemning af tryghed, der ville brede sig og få de kriminelle til at føle sig uvelkomne. Dermed ville man også forebygge de mere alvorlige kriminelle handlinger, der ofte begås af dem, der starter med at smadre vinduer og lave ballade for sjov, eller fordi de keder sig.

Tænketanken Manhattan Institute stødte ved en tilfældighed på Kelling og Wilsons artikel i 1989, men fandt ud af, at New Yorks unge politichef, Bill Bratton, allerede havde taget ideen til sig og introduceret den nede i New York undergrundsbane. Her havde man sat hårdt ind mod graffitimalere og billetsnydere, og det havde vist sig, at netop de fyre, som snød med billetterne og tegnede på væggene, faktisk også begik andre forbrydelser. Dermed kunne man bruge disse små forseelser til at få bugt med de mere alvorlige lovovertrædelser. Derudover fjernede man graffitien hver eneste aften. Det sikrede ikke bare en reel ændring af forholdene i undergrundsbanen, men også stor visuel effekt. Alt i alt følte new yorkerne sig mere trygge, ligesom de kriminelle følte sig mere utrygge og holdt op med at tyrannisere nede i undergrundsbanen. Manhattan Institute var sikre på, at ideen kunne bruges andre steder i samfundet, og inviterede både George Kelling og Bill Bratton til flere seminarer for at promovere ideen om de knuste vinduer.

Et andet sted i New York havde den republikanske politiker Rudy Giuliani netop tabt borgmestervalget. For at samle inspiration til næste valg begyndte han at komme til flere af Manhattan Institutes seminarer. Da Giuliani igen stillede op i 1993, var det med læren fra Manhattan Institute i bagagen, og new yorkerne kvitterede ved at vælge ham. Giulianis medicin virkede, og i løbet af 1990erne faldt antallet af voldelige overfald med mere end 56 pct., hvorimod volden kun faldt med 28 pct. i resten af USA. Antallet af indbrud faldt med 65 pct., men kun 26 pct. på landsplan. Tallene taler for sig selv, selvom udgangspunktet selvfølgelig også var værre i New York end andre steder.

Teorien om de knuste vinduer og New Yorks gode resultater blev et forbillede for alverdens byer. Også i Danmark har teorien sat sit præg på gadebilledet. I 1990erne forbedrede borgmester Søren Pind (V) renovationen af de københavnske gader, ligesom han satte hårdt ind overfor graffitimaleri for at forhindre kriminaliteten i at udvikle sig. Pinds afløser, den radikale Klaus Bondam, afskaffede nultolerancepolitiken på graffitiområdet efter Pinds nederlag i kampen om overborgmesterposten i 2005. Valgnederlaget skyldtes ikke mindst, at Pind insisterede på, at det centrale problem for København netop var udviklingen i kriminaliteten og den manglende integration. Mange rystede på hovedet. Københavnerne ville hellere have nye billige boliger, og Pind tabte med et brag. Jeg skal for en god ordens skyld tilføje, at jeg kender Pind, og at jeg også mente, valgstrategien var forkert, men den var ærlig, og vi ved i dag, at Pind havde ret. Når gode danske borgere ikke tør sende deres små børn på legepladsen, så ved vi, at kriminaliteten er det altoverskyggende problem. Vi skulle have udskiftet de knuste ruder i stedet for at skændes om billige boliger. Vi skulle have skabt trygheden og smidt de kriminelle ud af byen, inden uskyldige blev dræbt. Vi skulle have passet på hovedstaden, inden det var for sent og børnehaverne måtte installere panserglas for at beskytte de små. Vi skulle have tænkt os om.

Justitsminister Brian Mikkelsen (K) har mig bekendt ikke besøgt Rudy Giuliani eller Manhattan Institute, og han vil sikkert ikke kaldes Dirty Harry. Men han kan sin teori om de knuste vinduer, og han ved at hårde straffe og en konsekvent retspolitik virker. Straffen for banderelateret kriminalitet bliver nu fordoblet, drab begået i forbindelse med bandekrigen skal give livstid og muligheden for at smide de kriminelle ud af byen og landet bliver skærpet.

Jeg er liberal, og ville ønske, at vi ikke behøvede bevæge os på kanten af vores hævdvundne rettigheder. Jeg forstår godt kritikken af bandepakken, men vi må erkende, at vi er nået dertil, hvor vi bliver nødt til at sende et signal til de kriminelle om, at vi er villige til at stoppe dem med alle midler. Der er brug for Dirty Harry, og bandepakken er det rigtige skridt på vejen væk fra den nuværende situation. Bogstavelig talt.

Nu får man i det mindste de kriminelle væk fra gader og stræder og mulighed for at genskabe den tryghed, som der var på Nørrebro før i tiden.

Af Kasper Elbjørn

Fuldblodskommunisten

GERT PETERSEN beskylder i JP 10/6 Søren Pind for at tilsvine Sovjetunionens sidste leder, Mikhail Gorbatjov. Og jeg vil give Gert Petersen ret i, at det er usædvanligt, at man i Vesten taler eller skriver nedsættende om Gorbatjov. Historien har det med at dømme Gorbatjov for hans sympatiske væsen og ikke hans gerninger. Faktum er, at Gorbatjov var fuldblodskommunist og for enhver pris ønskede, at det sovjetiske rædselsimperium skulle bestå. Gorbatjovs strategi var at sikre Vestens støtte til Sovjetunionen gennem reformer og åbenhed.

Sidste blodige træk

Derfor er det korrekt, når Gert Petersen skriver, at Gorbatjov var den, der trak hæren ud af Afghanistan, gav Andrej Sakharov og andre dissidenter deres fulde frihed, standsede alle støjsendere, gennemførte valg, der ikke var frie som vores, men dog alligevel en nyskabelse i regimet, han præsiderede. Men man må ikke glemme, at hele strategien med hans åbenhed og reformer var at sikre Sovjetunionens overlevelse. Gert Petersen glemmer rædslerne i de tre baltiske lande i januar 1991, når han skriver, at Gorbatjov uden sværdslag accepterede sovjetimperiets fald, da folkeflertallet ønskede det. Det er simpelthen ikke sandt. I ly af mediernes ensidige fokus på Irak og den første golfkrig, invaderede den røde hær Letland og Litauen den 8. januar 1991. De tre baltiske lande havde længe ønsket deres frihed, og i foråret 1990 havde de med næsten enstemmighed valgt selvstændigheden efter næsten 50 års besættelse. Sovjetunionen vidste, at USA og NATO-landene havde brug for sovjetternes støtte i koalitionen mod Irak og var klar over, at USA ville have svært ved at bryde koalitionen for at sikre Baltikums selvstændighed. Det var Sovjetunionens sidste blodige træk. Og enhver med Gert Petersens kendskab til Sovjetunionen ved, at et sådan træk ikke sker uden lederens godkendelse. Der er ikke noget at sige til, at Gorbatjov ikke er populær i Estland, Letland og Litauen. Nobelkomiteens hædersbevisning til Gorbatjov vidner desuden om, hvordan verden så sent i historien som 1991 stadig vendte det blinde øje til vores baltiske venner på den anden side af Østersøen. Først da den russiske præsident, Boris Jeltsin, fik magt, som han havde agt, i august 1991, fik de tre baltiske lande, og med dem mange flere besatte områder, deres frihed tilbage. På det tidspunkt var Gorbatjov heldigvis blot et levn fra tider, som de fleste helst ville glemme.

Flankeret af Reagan

Modsat Gert Petersen er jeg derfor enig med Søren Pind i, at Gorbatjov ikke havde fortjent Nobels fredspris. I hvert fald burde han have været flankeret af præsident Ronald Reagan, der havde lige så stor indflydelse på afslutningen på Den Kolde Krig som Gorbatjov. Reagans motiver var blot så meget mere ædle end Gorbatjovs motiver. Gorbatjovs strategi slog fejl, fordi statsledere som præsident Reagan ikke ubetinget ville støtte regimer som det sovjetiske. Det glemte Nobelkomiteen. Men det bør historien ikke glemme med frygt for at blive beskyldt for tilsvining

Af Kasper Elbjørn