Blog (Tag: polen)

Kvinde dødsdømt for utroskab får støtte fra Danmark

Dødsdommen over den 43-årige iranske kvinde, Sakineh Mohammadi Ashtiani, som jeg skrev om tilbage i september, er suspenderet. Hun er dømt til døden på grund af utroskab og de fleste internationale medier forventer, at dødsdommen vil blive stadfæstet, men i stedet for at foregå ved stening, vil hun blive hængt.

Udenrigsminister Lene Espersen (K) tog i denne uge initiativ til sammen med sine nordiske kolleger at udsende en yderst kritisk erklæring om dødsdommen og det iranske styres overgreb på menneskerettighederne.

Det var på tide. Men bedre sent end aldrig.

Jeg håber, at vi bare et øjeblik kan se bort fra de ligegyldige diskussioner om næser, gamle breve og pseudo-skattesager, som vi har herhjemme.

Lad os hæve os over landsbyens gadekær og give udenrigsministeren den anerkendelse, hun fortjener for dette initiativ.

Norden, EU og resten af den frie verden kan naturligvis ikke bare se på, at en kvinde dømmes til døden på grund af utroskab. Ingen må være genstand for vilkårlig indblanding i private forhold, familie, hjem eller korrespondance, ej heller for angreb på ære og omdømme. Enhver har ret til lovens beskyttelse mod sådan indblanding eller angreb.

Det står faktisk artikel 12 i FNs Verdenserklæring om Menneskerettighederne.

Tiden rinder ud for Ashtiani
Tiden er ved at rinde ud for Sakineh Mohammadi Ashtiani, og for nogle uger siden kom et hjerteskærende opfordring fra Ashtianis søn, Sajad Ghaderzadeh, til den frie verden.

Han skrev i et åbent brev til EU’s stats- og regeringschefer:

»Måske burde jeg ikke skrive et brev til 27 europæiske og vestlige lande, men hvad kan jeg gøre? Jeg har intet andet håb, men jer, mine venner. Jeg har ikke flere tårer at græde med. Det eneste jeg har tilbage, er en klump i halsen. Jeg håber blot, at Gud hjælper mig at skrive dette brev. Jeg har mistet min far, og nu vil staten tage vores mor fra mig og min søster for en forbrydelse, hun ikke har begået «.

Den 10.oktober fulgte han op på brevet ved at give et interview om sagen til to tyske journalister. Det iranske præstestyre var ikke sent til at reagere. Under interviewet blev både Sajad Ghaderzadeh og de to journalister anholdt.

Han er siden blevet nægtet adgang til advokat, og har ikke mulighed for at kommunikere med omverden.

Et levn fra en anden tid
Sagen om Sakineh Mohammadi Ashtiani har stort set ikke været beskrevet i de danske medier, men rundt omkring i verden er det efterhånden en kendt sag.

I andre lande har man heldigvis været langt mere opmærksom på hendes tragiske situation, bruddet på Menneskerettighederne og den dybe uretfærdighed, der ligger bag dødsdommen.

Som jeg tidligere har beskrevet, var den fremragende franske udenrigsminister Bernard Kouchner den første, der havde mod til at sige fra overfor præstestyret.

Kouchner sagde på linje med de nordiske udenrigsministre, at dødsdommen var et brud på Menneskerettighederne, og skrev i et brev til sine EU-kollegaer, at dødsdommen var »et levn fra en anden tid«.

Grundlæggende menneskelig værdighed
Det fik Europa-parlamentet til enstemmigt at vedtage en resolution, der fordømte dødsdommen, og så rullede bolden.

»Storbritannien vil ikke glemme fru Ashtianis sag, og fordømmelsen af menneskerettighedssituationen i Iran vil heller ikke blive mindre med tiden. Vi vil fortsætte med at opfordre Iran til at opfylde sine internationale forpligtelser «, sagde William Hague, den nye britiske udenrigsminister, til avisen, The Times.

Italiens udenrigsminister Franco Frattini kaldte dødsdommen et budskab til det internationale samfund og Tysklands udenrigsminister fulgte trop. »Det er ikke et spørgsmål om religion, men om grundlæggende menneskelig værdighed«, sagde Guido Westerwelle.

Mere præcist kan det ikke siges.

Dermed havde de mest betydningsfulde europæiske udenrigsministre taget afstand fra krænkelserne af Menneskerettighederne i Iran. De havde taget ansvar, og de havde set ondskaben i øjnene.

Målet må være total frifindelse
Efter Kouchers brev og udmeldingerne fra de store EU-lande, udsendte det iranske præstestyre en erklæring, hvori de skrev, at udlandet skal holde op med at gøre dommen over Sakineh Mohammadi Ashtiani til et spørgsmål om Menneskerettigheder.

En lignende udtalelse er kommet fra den iranske ambassade i Danmark efter brevet fra de nordiske udenrigsministre.

Irans Islamiske Republik fastholder, at en sådan opmærksomhed i forhold til en person, hvis sag pågår ved domstolene i overensstemmelse med landets love kun har meget lidt at gøre med bekymringer over menneskerettighederne. Formålet er først og fremmest at nedgøre det islamiske lovsystem, hedder det i en erklæring, som ambassaden har sendt til Berlingske Tidende.

Det internationale pres er uden tvivl årsagen til, at den højesteret omstødte dødsdommen over Ashtiani fra stening til hængning.

Målet må være total frifindelse af Ashtiani og amnesti til hendes familie.

EU må stå sammen overfor Iran
Det kræver, at hele EU står sammen. Ungarn og Polen, der har de to kommende EU-formandskab før Danmarks i første halvår 2012, kunne sammen Danmark spille en aktiv rolle i heri. Udenrigsministeren har allerede bevist at hun er god til at få folk til at samarbejde.

Men det stopper ikke der.

Vi skal fremadrettet konsekvent påpege selv de mindste krænkelser af Menneskerettighederne i Iran. Vi skal i ord og i handling støtte menneskerettighedsforkæmperne i Iran. Vi kan ikke blive ved at gemme os bag handelssanktioner og økonomiske sanktioner.

Vi må sige fra - også selvom det koster.

Det nytter.

Af Kasper Elbjørn

Polens præsident vil blive husket som en frihedshelt - ikke en homo-hader

Det er naivt, hvis man tror, man kan bagatelisere den nu afdøde polske præsident, Lech Kaczynski, der omkom i et flystyrt lørdag morgen, med en bemærkning om, at han var en besværlig forhandler i EU og engang forbød en homo-parade.

Dybt naivt.

Der er ingen tvivl om, at Præsident Kaczynski og hans tvillingebror, Jaroslaw Kaczynski, der nærmest delte magten efter præsident- og parlamentsvalget i 2005, var kontroversielle og splittede Polen.

De liberale, den akademiske elite, og storbypolakkerne blev til tider helt pinlige over tvillingerne og deres udgydelser mod feminisme, homoseksualitet, EU og deres foragt for både Rusland og Tyskland på grund af Polens blodige historie med de to store nabolande.

Andre så tvillingerne som to af deres egne.

De kunne let identificere sig med tvillingernes parti, Lov og Retfærdighedspartiet, der kæmpede for konservative værdier som nation, familie og kirke og mod korruption.

Tvillingebrødrenes vælgere bor især på landet og tilhører den ældre generation, som havde oplevet mindst én invasion og besættelse, og havde set tvillingerne kæmpe side om side med Lech Walesa mod det socialistiske diktatur i Polen op igennem 1980erne

Denne vælgergruppe bifaldt i langt højere grad samarbejdet i NATO og det stærke bånd til USA end det europæiske fællesskab i EU.

De huskede stadig, det var USA - og ikke EU - der havde støttet deres frihedskamp.

Alliancen med Bush
Tvillingernes alliance med den daværende amerikanske præsident George W. Bush blev især værdsat. Ikke kun fordi alliancen gav Polen nogle vigtige handelsfordele, men fordi alliancen gav Polen den sikkerhed, som Polen aldrig tidligere havde haft.

Tilhængerne af Præsident Kaczynski og hans tvillingebror anså den planlagte antimissil-base i Polen, som gjorde ærkefjenderne i Moskva rasende, som det ultimative symbol på det stærke venskab mellem Polen og USA.

Da den nuværende amerikanske Præsident Barack Obama i september 2009 annoncerede, at han ville skrotte antimissil-baserne i Polen og Tjekkiet, blev det af stort set alle set som en meget stor tilnærmelse til Rusland. Også i Polen.

En ny generation
I mellemtiden havde landet fået ny liberal regering.

En ny generation af vælgere smed premierminister Jaroslaw Kaczynski på porten i 2007, og den yngre Donald Tusk lancerede en ambitiøst reformpolitik, der betød, at Polen nærmest ikke mærkede finanskrisen.

Jeg behøver næppe skrive, at Tusk fortsat er en meget populær mand i dag.

Ligesom den tjekkiske regering blot trak på skuldrene over Obamas nye politik, lod Tusk forstå, at han aldrig helhjertet havde støttet planerne om Missilskjoldet og baserne i Polen.

Ingen alliance uden baserne
Præsident Kaczynski var imidlertidig ikke sen til at sige sin ærlige mening.

Han udtalte gennem sin talsmand, at Polen de facto ville miste en strategisk alliance med Washington uden antimissil-baserne.

Det hørte man godt i Washington, men jeg er ikke helt sikker på, at man forstod, hvorfor Kaczynski var så skuffet?

En ting er sikkert: Det var ikke tilfældigt, at det var Tjekkiets Præsident Vaclav Klavs, der var vært, da Obama og den russiske Præsident Medvedev i torsdags underskrev den vigtigste nedrustningsaftale siden den Kolde Krigs afslutning.

Kaczynski vil ikke blive glemt
Præsident Kaczynskis død kan meget vel blive afslutningen på en epoke i polsk politik, men alt det han stod for, vil for altid blive husket.

Han symboliserede den polske nationalisme, som var et vigtigt element i polakkernes frihedskamp.

At han netop døde på vej til Katyn nær Smolensk i Rusland for at mindes de 20.000 polske krigsfanger, der brutalt blev nedslagtet i foråret 1940 på den sovjetiske diktator Josef Stalins personlige ordre, vil sikre ham en plads i historien.

Glemt vil være, at han som borgmester engang forbød en homo-parade i Warszawa og var en besværlig forhandler, da man forhandlede forfatningstraktaten i EU.

Uanset hvad men mener om Kaczynski og hans politik, tror jeg, polakkerne vil huske ham som en frihedshelt, der kæmpede for konservative værdier som nationen, familien og kirken under og efter det socialistiske diktatur, og døde side om side med de 20.000 polske krigsfanger, som han var på vej for at ære og mindes.

Af Kasper Elbjørn

Berlin-murens fald

»Farer venter dem, der ikke reagerer på livet.« Sådan sagde den sovjetiske leder Mikhail Gorbatjov i dag for 20 år siden. Gorbatjov var på officielt besøg i Østtyskland, eller DDR, som man kaldte det, for at fejre 40-året for DDRs grundlæggelse. I dag ved vi, at Gorbatjov fik mere ret, end han måske havde håbet på, da han talte med journalisterne efter den store militærparade. De politikere, der negligerer befolkningens håb om frihed og rettigheder – der ikke tør se virkeligheden i øjnene – straffes hårdt.

Historien om Tyskland er trist. Landet blev delt i fire besættelseszoner efter Anden Verdenskrig. DDR blev dannnet i 1949, og udgjorde den sovjetiske besættelseszone. Forinden var BRD, Vesttyskland, blevet grundlagt ud fra de tre vestlige besættelseszoner. DDR blev grundlagt som et socialistisk diktatur efter mønster fra Sovjetunionen. Kun ét parti var tilladt, ligesom man havde en statsstyret presse, ingen ytringsfrihed, planøkonomi og kollektive landbrug. Det viste sig imidlertid hurtigt, at østtyskerne hellere ville bo i det kapitalistiske Vesttyskland, og flere og flere flygtede derfor over grænsen fra øst til vest. Situationen var uholdbar. Den unge socialistiske stat kunne simpelthen ikke opretholdes, hvis flygtningestrømmen blev ved, og de socialistiske ledere reagerede ved den 13. august 1961 at opføre det, som de kaldte en anti-fascistisk beskyttelsesmur, Berlin-muren, der med årene voksede sig større og større, og i den frie verden blev symbolet på Den Kolde Krig og socialismens rædsler.

DDR var ellers en slags mønsterland for socialismen og klarede sig faktisk bedre end de andre socialistiske lande. Bedre end Polen, Tjekkoslovakiet, Rumænien m.fl. Derfor var der også lagt op til en festdag, da jubilæet løb af stablen den 7. oktober 1989. Alverdens diktatorer, terrorister og socialistledere var taget til Østberlin for at fejre jubilæet: Rumæniens Ceausescu, general Jaruzelski fra Polen, PLO-lederen Yassir Arafat, Nicaraguas præsident Daniel Ortega, Ole Sohn fra Danmark og mange, mange flere. I midten og helt fremme i forreste række stod selvfølgelig Mikhail Gorba­tjov og Østtysklands diktator Erich Honecker, der i sin tid havde haft ansvaret for opførelsen af Berlin-muren og siden 1971 havde været statsleder. Det var faktisk lidt af en overraskelse, at Honecker stod der side om side med Gorbatjov. I løbet af sommeren 1989 var han nemlig blevet syg. Under et møde i de socialistiske landes forsvarssamarbejde, Warszawa-pagten, var han faldet om. Årsagen var ikke, at han havde cancer, som rygterne ellers havde lydt, men derimod en galdesten. Det lykkedes dog den 77-årige diktator at deltage i alle festlighederne og smile triumferende under hele militærparaden. Det virkede næsten, som om han troede, at festlighederne retfærdiggjorde det terrorregime, som han havde viet sit liv til at opbygge, som William F. Buckley skriver i bogen »The Fall of the Berlin Wall« (Wiley, 2004). Men her tog Honecker fejl. Festlighederne blev der­imod DDRs sidste krampetrækning.

Jeg må indrømme, at jeg ikke husker at have læst Gorbatjovs bemærkning i avisen dengang. Måske var han slet ikke citeret i Berlingske Tidende, som mine forældre abonnerede på, da jeg boede hjemme. De fleste har formentlig også glemt bemærkningen, fordi den i dag er overskygget af den fantastiske begivenhed, der fandt sted en måned senere, hvor Muren forsvandt. Jeg forstår godt, hvis mange, der er født op til eller efter 1989, har svært ved at forestille sig, hvordan det overhovedet har kunnet lade sig gøre at bygge en mur ned igennem et land eller opdele et helt kontinent. Det forekommer helt ufatteligt i dag. Tænk at berøve halvdelen af Europas befolkning frihed og rettigheder? Tænk at leve i et land, man ikke må forlade? Naturligvis kunne det ikke blive ved.

Hovedårsagen til, at systemet brød sammen, var, at den socialistiske planøkonomi ikke fungerede og befolkningerne slet ikke ønskede socialisme. Det viste sig især, efter Gorbatjov blev leder af Sovjetunionen og satte en række reformer og bevægelser i gang, der afslørede den løgn, systemet var bygget på. Dertil kommer, at den frie verden brugte regimernes økonomiske svaghed til at udmanøvrere dem militært. En tredje årsag var, at selvom Gorbatjov sagde, at man altid skal reagere på livet, tog han aldrig selv skridtet fuldt ud. Han anerkendte aldrig, at frihed, demokrati, rettigheder og markedsøkonomi er et mål i sig selv, og den 26. december 1991 led Gorbatjov samme skæbne som resten af diktatorerne i Østeuropa, da Sovjetunionen blev opløst.

Honecker trådte tilbage blot få uger efter DDRs storstilede jubilæum. Han blev afløst af Egon Krenz, som den 9. november efter stærkt pres gav DDR-borgerne fri udrejse. Umiddelbart efter strømmede østtyskerne gennem Berlin-muren til Vestberlin, mens TV-kameraerne rullede og hele verden fulgte tyskernes glæde ved at blive genforenet. Det blev Berlin-murens endeligt, for allerede samme aften begyndte tyskerne at bryde Muren ned. Et år senere, den 3. oktober 1990, blev Tyskland genforenet.

Vi ved i dag – ikke mindst fra nyligt frigivne dokumenter fra det britiske udenrigsministerium – at den daværende franske præsident François Mitterrand og den britiske premierminister Margaret Thatcher, men også andre statsledere i Europa, modarbejdede den formelle genforening af Tyskland. De var næsten alle fra den generation, der huskede Anden Verdenskrig og frygtede et nyt, stort Tyskland i midten af Europa. Men den fransk-britiske skepsis var imidlertid ikke nok til at bremse genforeningen af Tyskland. Og det er først og fremmest den store genforeningskansler, Helmut Kohl, der skal have æren for, at det gik så hurtigt, som det gik. Kohl lovede at binde det nye Tyskland til det politiske og økonomiske samarbejde inden for det, der blev til den europæiske union. Kohl forstod således bedre end de fleste Gorbatjovs vise ord. Kohl opfyldte befolkningens ønske. Han reagerede på livet. EU blev til gengæld de vesteuropæiske landes sikkerhed for, at historien ikke ville gentage sig, som Mitterrand, Thatcher og andre frygtede. Tanken om, at man kunne sikre fred og frihed i Europa ved at binde de europæiske landes økonomier sammen, blev endnu en gang bekræftet. EU – med alle dens fejl og mangler – var garantien for at skabe et helt Europa igen. Det sås ikke mindst, da de østeuropæiske lande langt om længe blev medlem af EU efter topmødet i København i 2002, og det er selvfølgelig også derfor, at EU aldrig bliver færdig med at forandre sig. Flere lande, der har kæmpet for frihed og rettigheder, banker i dag på døren, og døren til Unionen bør altid være åben for dens europæiske naboer, ellers opfylder EU simpelthen ikke længere sin fornemste rolle og vil dø en langsom – og formentlig også smertefuld – død. Fordi vi ved jo, at farer venter dem, der ikke reagerer på livet ...

Historien viser os, at der er forskel på godt og ondt. Retfærdighed og uretfærdighed. Verden er faktisk nogle gange sort og hvid, og lige netop derfor bør vi ikke tøve med at hjælpe alle de mennesker, der rundt omkring på kloden stadig lever under tvang og i trældom og har samme brændende ønske om frihed og rettigheder, som østtyskerne havde. Ikke kun for at skabe sikkerhed, men også for at skabe frihed. Vi synes imidlertid at mangle politikere, der tør tage kampen op og sikre, at de spirende håb, som ses en gang imellem, når modige mennesker tager kampen op med de regimer, de er tvunget til at leve under, slår rødder og gror fast. Nutidens politikere bør lære af Gorbatjovs profeti og bare en gang imellem se bort fra meningsmålinger og fokusgrupper og gøre det rigtige, også selvom det måske ikke er lige let eller lige populært i øjeblikket.

Jeg har et stykke af Berlin-muren stående i min reol. Jeg bruger den til bogstøtte. Og som et evigt minde om, at det er muligt at gøre det rigtige, og de, der ikke gør det, bliver i sidste ende taberne.

Af Kasper Elbjørn

Forandringens vind

Da jeg besøgte Polen første gang, var det kun ti år siden, at arbejderne i Gdansk begyndte deres oprør mod det kommunistiske styre i Polen og kun to år efter Polens første demokratiske valg. Op gennem 1990erne arrangerede UNESCO i samarbejde med Undervisningsministeriet hver sommer en sprogskole for unge polske studenter. Jeg deltog som undervisningsassistent på sprogskolen i Gorzow i 1991 sammen med 8-9 andre unge og 8-9 folkeskole­lærere. Sprogskolen varede en måneds tid og et af de tydeligste minder, jeg har fra dengang, er, at alle de polske elever, der var på min alder, hørte den gamle heavyrock-ballade Wind of Change.

Gorzow repræsenterer på mange måder Polens ulykkelige historie. Byen blev inddraget i det tyske kejserrige i 1871, og frem til 1945 boede der overvejende tyskere i området, selvom der i begyndelsen af det 20. århundrede var et betydeligt jødisk mindretal. Gorzow blev bombet til ukendelighed i begyndelsen af 1945 inden den tyske hær forlod området.

Den Røde Hær kom til byen den 30. januar 1945, men det, der skulle have været en befrielse, blev snarere noget nær en besættelse, og det blev kommunisterne, der genopbyggede byen, og det kunne man – med al respekt – godt se. Tyskerne, der boede i byen, blev forvist efter Potsdam-konferencen, hvor Gorzow igen blev en del af Polen og blev i stedet befolket af de stakkels polakker, der blev tvangsfjernet fra de områder af Polen, der til gengæld blev overdraget til Sovjetunionen. Sådan behandlede man mennesker på den anden side af Jerntæppet. Ingen frihed. Ingen menneskerettigheder. Ingen ejendomsret.

Alt det havde jeg læst om på forhånd, men jeg havde ikke fantasi til at forestille mig, hvor slemt det egentlig stod til. Gorzow og de omkringliggende småbyer levendegjorde en helt anderledes verden end den, jeg kom fra. Jeg husker, at nogen af polakkerne fortalte, at der altså ikke var så fattigt i de store byer, men en enkelt elev, der var opvokset i Canada, erkendte, at der var stor forskel på, hvordan man levede i Vesten, og hvordan man havde levet på den anden side af Jerntæppet. Men friheden havde de allerede fået tilbage, og den fejrede de hver aften, når de tændte for båndoptageren, og hørte Wind of Change:

The world closing in.

Did you ever think

that we could be so close, like brothers.

The future’s in the air.

I can feel it everywhere,

blowing with the wind of change

Polens frihedskamp begyndte på et skibsværft i Gdansk. En gruppe arbejdere med Lech Walesa i spidsen havde forlangt, at myndighederne anerkendte deres fagforening. Kommunisterne godkendte modvilligt fagforeningen, da strejkerne i Gdansk begyndte at sprede sig til resten af Polen. Strejkerne var ikke oprindelig ment som en egentlig protest mod det socialistiske regime i Polen. Det var snarere et ønske om noget så basalt som retten til at organisere sig. På den anden side af Atlanten havde en tidligere fagforeningsleder netop indtaget det Ovale Værelse. Præsident Ronald Reagan kunne om nogen forstå arbejderes kamp for retten til at organisere sig. Den nye republikanske administration så på begivenhederne med stor beundring og begejstring, men også med en vis frustration over ikke aktivt at kunne opmuntre og støtte arbejderne i Gdansk. I sine erindringer An American Life (1990) skriver Reagan: »Selvom vi ønskede, at polakkerne skulle vide, at vi var bakkede dem op i deres kamp for frihed, var det vigtigt, at vi ikke sendte et forkert signal (som mange siger, USA gjorde under opstandelserne i Ungarn i 1956), hvor de kunne få den opfattelse, at vi ville gribe ind militært for at støtte dem under en revolution«.

I slutningen af året skete det, alle frygtede, at det polske militær greb ind med aktiv støtte fra Sovjetunionen, indførte undtagelsestilstand og arresterede lederne af fagbevægelsen, Solidaritet. Den dramatiske udvikling i Polen fik Reagan til i sin juletale at tage skarp afstand fra urolighederne, ligesom han indførte handelssanktioner, der gjorde alvorligt ondt på den polske økonomi og dermed underminerede styret yderligere. »Denne jul bringer kun en liden glæde til det modige polske folk. De er blevet forrådt af deres egen regering«, sagde Reagan i TV-talen og fortsatte, »Polen har behov for, at dets regering og befolkning arbejder sammen, ikke militær undertrykkelse.« I sin dagbog skrev han om aftenen, at man ikke kunne lade denne revolution mod kommunisterne fejle uden at tilbyde protesterne en hånd, men han vidste også, han var relativ alene med kritikken. Han havde brug for en støtte, som polakkerne stolede på. Derfor skrev han samtidig et personligt brev til Pave Paul Johannes II. »Jeg håber«, stod der, »at du vil være med til at støtte disse sandheder«. Pavens svar er ikke tilgængeligt, men ifølge de amerikanske optegnelser svarede Paven positivt på henvendelsen, og resten er historie, som man siger.

Det er ikke til at vide, hvad præsident Barack Obama skriver i sin dagbog, hvis han overhovedet har en, men sikkert er det, at demonstranterne i Teherans gader ikke har fået samme opbakning fra den amerikanske præsident, som arbejderne i Gdansk fik.

Jeg hører til dem, der ikke umiddelbart var uenig i den nuværende præsidents i bedste fald afdæmpede retorik. Obama-administrationen ønsker tydeligvis ikke at sende et forkert signal til demonstranterne og slet ikke et signal, som det iranske styre kan misbruge. Obama vidste, at det værste der kunne ske, var, at Irans præsident Mahmoud Ahmadinejad fik en undskyldning for at udnævne demonstranterne til at være fjender af staten, købt og betalt af USA, når de i virkeligheden blot har et simpelt ønske om, at deres stemmer bliver talt. Så langt, så godt.

Der er dog en stor forskel på, hvorfor Reagan gjorde, som han gjorde, og hvorfor Obama gør, som han gør. Amerikanerne var populære i Polen, hvilket amerikanerne ikke er i Iran, men Obama kunne have gjort Reagan kunsten efter og fundet en personlighed, der nød samme respekt i Iran, som Paven gjorde i Polen og lade ham eller hende sige det, Obama ikke kunne sige. Det økonomiske våben har Obama også. Hvis Obama fremlagde en plan, der gjorde USA uafhængig af olie fra Mellemøsten, ville oliepriserne falde, og man ville ramme præstestyret der, hvor det gør allermest ondt på alle tyrannier: pengepungen. Jeg frygter, at årsagen er, at Obama på forhånd har opgivet håbet om, at Iran kan forandre sig.

Reagan havde et indædt ønske om, at arbejderne i Gdansk med tiden kunne smide kommunisterne på porten. Obama insisterer derimod på at forhandle med det iranske styre om de nok så vigtige atomvåben. Men spørgsmålet er, om man overhovedet kan og vil forhandle med et styre, der end ikke vil forhandle med sin egen befolkning, men skyder dem ned på åben gade, alt imens resten af verden kan se på Youtube.com, at styret har mistet sin legitimitet.

Jeg skal være den første til at lykønske Obama, hvis forhandlingerne med Iran resulterer i, at de dropper deres atomvåbenprogram, men jeg synes ærlig talt, det er en naiv tanke. Dermed ligner situationen i Iran desværre mere og mere massakren på den Himmelske Freds Plads, ligesom Obamas reaktion til forveksling minder om reaktionen fra præsident George H.W. Bush, der prioriterede stabilitet og sikkerhed over frihed og retfærdighed, da det gjaldt Kina og de kinesiske studenters krav om ytringsfrihed. Massakren på den Himmelske Freds Plads fandt sted den 4. juni 1989 – præcis den dag, hvor Lech Walesa og hans Solidaritets-bevægelse triumferede ved det første frie parlamentsvalg i Polen. Historien viser, at friheden kan sejre, hvis man kæmper for den, og det var årsagen til, at mine gamle sommervenner fra Polen sang med på Wind of Change.

Af Kasper Elbjørn

Nyheder fra Venstre