Blog (Tag: prag)

Tjekkerne viser vejen for EU

 

Det tjekkiske EU-formandskab viste tænder allerede de første dage efter, at formandskabet rykkede fra Paris til Prag. Tjekkerne lod klart og tydeligt forstå, at Israels angreb på terrorbevægelsen Hamas var »defensivt, ikke offensivt«.

Det var klar og ærlig tale og afspejler, at tjekkernes holdninger er formet af erindringen om den sovjetiske besættelse under Den Kolde Krig.

Tjekkerne og de andre nye medlemslande ved bedre end nogen, at når det ligner terror, når det lugter af terror, så er det nok terror. De er et frihedselskende folk, der ikke finder sig i noget.

Men Israels krig mod terrorbevægelsen Hamas bliver ikke tjekkernes største udfordring de næste måneder. Millioner af husstande i Europa har fået vinterkulden at føle som følge af gas-krigen mellem Rusland og Ukraine.

Gas-krigen er opstået, fordi russerne og ukrainerne ikke kan blive enige om en ny aftale om levering af naturgas. De kuldsejlede forhandlinger resulterede i, at Rusland skruede ned for naturgasleverancerne til Ukraine 1/1.

Lukkede næsten for gassen

Natten til 6/1 gav Ruslands premierminister Vladimir Putin sin accept af, at det statskontrollerede Gazprom reducerede leverancerne yderligere til det, der kaldtes et teknisk minimum.

Leverancerne til resten af Europa blev omgående ramt, og EU sendte delegationer til Moskva og Kiev i et forsøg på at få genoptaget forhandlingerne. Officielt fastholdt Europa-Kommissionen, at der var tale om en kommerciel konflikt og ikke en politisk strid, men sandheden skal findes hos det tjekkiske EU-formandskab. Igen.

Den tjekkiske statsminister, Mirek Topolanek, der også er EU-formand, var ikke sen til at erkende situationens alvor og erklærede, at hvis der ikke fandtes en løsning, måtte man indkalde til et topmøde mellem statslederne fra Ukraine, Rusland og Tjekkiet samt kommissionsformand José Manuel Barroso.

Topolaneks topmøde blev aldrig til noget, men strategien var med til at presse russerne til at åbne for gashanerne igen. Mirek Topolanek vidste, at Putin aldrig ville tillade, at hans præsident gik til forhandlinger med ærkefjenden fra den tidligere sovjetstat, Ukraines Præsident Viktor Yushchenko, og den gamle frihedskæmper fra Prag, Præsident Vaclau Klavs.

Putin gav sig

Hellere åbne for gassen end acceptere Ukraine og Tjekkiet som ligeværdige partnere har Putin formentlig tænkt.

På seks dage formåede det tjekkiske EU-formandskab at sætte russerne skakmat og melde klart ud i forhold til demokrati og terror.

Det er mere end det franske EU-formandskab formåede på seks måneder.

Alt imens påbegyndte tjekkerne deres vigtige EU-dagsorden, der meget sigende går under sloganet: Europe without barriers - Europa uden barrierer.

Et EU, der arbejder for fred, frihed og frihandel og værner om de værdier, EU blev bygget på, er vejen frem for Europa.

Desuden kan gas-krigen lære os, at hvis EU igen skal blive det håb for fremtiden, som der er brug for, skal vi skabe et bæredygtigt Europa, hvor vi passer på ressourcerne, og hvor vi er uafhængige af stater, der ikke er frie og demokratiske eller støtter terrororganisationer, som er modstandere af de værdier, som EU bygger på. Ikke bare økonomisk uafhængige, men også energiuafhængige.

Hvis den økonomiske vækst og den vigtige energidagsorden samtidig kan gavne miljøet, har vi ramt helt rigtigt. Noget tyder på, at tjekkerne viser Europa vejen frem.

Af Kasper Elbjørn

Vaclav Klaus og EU - skeptisk realisme

 

Der skulle tre valgrunder til for at genvælge ham som præsident. Dramaet er næsten blevet totalt forbigået i de danske medier. Det stod ellers i vores baghave, og kan få afgørende betydning for Europa.

Den 15. februar blev Tjekkiets præsident Vaclav Klaus genvalgt til en ny femårsperiode.

Da det socialistiske diktatur kollapsede i november 1989, arbejdede Vaclav Klaus som analytiker på det Tjekkoslovakiske Videnskabernes Selskab. Ligesom Vaclav Havel var Klaus kendt som stor modstander af det socialistiske regime. Men modsat Havel og de andre dissidenter var han hverken forfatter eller journalist. Derimod havde han en økonomisk baggrund.

Klaus var blandt de reformøkonomer, der fik udrejsetilladelse i det såkaldte politiske forår i Prag i slutningen af 1960erne, og det skulle blive en tur, der satte sig dybe spor. Klaus læste blandt andet i USA, hvor han stiftede bekendtskab med frimarkedstænkere som Ludwig von Mises og Milton Friedman. Men det var især Friedrich Hayek, som fik Klaus til at indse kapitalismens moralske overlegenhed i forhold til den uretfærdige planøkonomi, som han selv var tvunget til at leve i.

»Foråret i Prag« kulminerede for 40 år siden i januar 1968, da de reformvenlige kommunister pressede den gamle garde ud af regeringskontorerne. I april fremlagde den nye regering en reformpakke, der skulle give socialismen et menneskeligt ansigt. Magthaverne i Kreml opfattede med rette programmet som et anslag mod hele den socialistiske model, og sendte soldater ind i Tjekkoslovakiet for at stoppe processen inden ideerne spredte sig til andre østeuropæiske lande.

I tiden der fulgte var det bestemt et dårligt karrieretræk at bekende sig til Friedrich Hayeks grundidé om, at staten altid udgør en trussel mod borgernes frihed, og kun bør gribe ind, når borgernes frihedsrettigheder er truet. Det er klart, at man ikke bliver belønnet for at mene, at et samfund, der mangler frihedens selvregulerende mekanismer, bliver et tyrannisk samfund, som kun kan rette sine fejl, når magthaverne har ført landet ud i katastrofen. Men Klaus fik ret, og efter Fløjlsrevolutionen i 1989 var der pludselig brug for de reformer, som Klaus var blevet eksponent for. Klaus blev finansminister i frihedsregeringen, og i 1992 udnævnte præsident Vaclav Havel ham som statsminister for Tjekkiet. Nu stod Klaus selv i spidsen for det, der siden er blevet kaldt det tjekkiske mirakel.

Vaclav Klaus er blevet kaldt alt fra Tjekkoslovakiets Milton Friedman til Østeuropas Margaret Thatcher, men ingen af betegnelserne er præcise nok til at beskrive Tjekkiets genvalgte præsident. Han hører heller ikke til hos de helt store frihedskæmpere fra 1989, som Havel, Polens Lech Walesa eller Litauens Vytautas Landsbergis. Han hører til blandt de få ledere i historien, der kan kombinere ideologi og ideer med real politik.

Når Tjekkiet i januar 2009 overtager formandsposten for EU vil der være tale om en historisk begivenhed. Det er kun anden gang, at et af de tidligere østeuropæiske diktaturer skal stå i spidsen for EU, men den egentlige årsag til, at det kan blive et skelsættende formandskab, er, at Klaus måske er den sidste europæiske leder, der rent faktisk har en klar vision for det europæiske samarbejde.

Vaclav Klaus bliver ofte kaldte EU-skeptiker, og han er da også skeptisk over for det EU, som vi kender det i dag. Han skelner mellem det, han kalder den intergovernmentale model, der skabte det indre marked, og den interventionistiske harmoniseringsmodel, der har været fremherskende siden 1992, og er kendetegnet ved, at EU bruger stadigt flere kræfter på at overregulere og harmonisere. Når Klaus var imod både forfatningstraktaten og dens afløser, Lissabon-traktaten, var det ikke fordi, han var modstander af EU, men fordi han mente, at traktaten cementerede den interventionistiske model i stedet for at tage et opgør med den.

Klaus vil tilbage til den oprindelige inter­governmentale model, hvor nationalstaterne samarbejder - uanset historiske, økonomiske, kulturelle eller religiøse forskelle - på de områder, der styrker europæernes personlige og økonomiske frihed. Ikke begrænser vores frihed. Og måske bliver hans vision til virkelighed igen, når han står i spidsen for Europa næste år.

Af Kasper Elbjørn