Blog (Tag: reagan)

Jeg vælger den idealistiske udenrigspolitik

For lang, lang tid siden – sådan virker det i hvert fald - skrev Politiken i en leder, at lige så markant udviklingsminister Søren Pind (V) er kommet i gang som chef for sit såkaldte ’frihedsministerium’ lige så fraværende er Lene Espersen som udenrigsminister.

Det viste sig ikke at være helt korrekt.

Espersens udenrigspolitiske linje er bare markant anderledes end Pinds.

Hun synes at bekende sig til den realistiske skole i international politik, og dermed skiller hun sig ud fra de fleste af hendes forgængere på posten siden 1982.

Det fremgik af den kronik, hun lagde navn til i Politiken sidste weekend, men er især tydeligt, hvis man studerer hendes udtalelser vedrørende Jasmin-revolutionen i Mellemøsten. De repræsenterer et klart brud på den udenrigspolitiske linje, vi har kendt de sidste 25-30 år.

Den aktivistiske udenrigspolitik
Siden Uffe Ellemann-Jensens tid som udenrigsminister i 1980erne har vi i Danmark vænnet os til en stadig mere aktivistisk udenrigs- og sikkerhedspolitik.

Aktivismen rummer mulighed for at få indflydelse på den internationale dagsorden både økonomisk og sikkerhedspolitisk, ligesom den tvinger danskerne til at være opmærksomme på verden omkring os, og kombineret med Ellemann-Jensens eminente måde at takle medierne på, blev den cementeret i årene efter 1988.

I de første år efter regeringsskiftet i 1982 var udenrigsminister Uffe Ellemann-Jensen (V) præget af store indenrigspolitiske opgør om den økonomiske politik, men da De radikale trådte ind i regeringen i 1988, blev der langt om længe enighed om den udenrigs- og sikkerhedspolitiske linje. Ellemann-Jensen blev så at sige herre i eget hus.

Fred intet værd uden frihed
Ellemann-Jensen kombinerede den nye, aktivistiske udenrigspolitik med en stadig mere idealistisk linje - især efter fløjlsrevolutionen og den Kolde Krigs afslutning i 1989-1991.

Ifølge Ellemann-Jensen var læren af den Kolde Krig, at fred ikke var noget værd uden frihed.

Det sås tydeligst, da Danmark deltog aktivt i den første Golfkrig efter Iraks besættelse af Kuwait i 1990, og da vi som det første land i verden genoptog de diplomatiske forbindelser med de tre Baltiske lande i august 1991, og aktivt understøttede kampen for frihed og rettigheder.

Den liberale udenrigs- og sikkerhedspolitik fortsatte under statsminister Poul Nyrup Rasmussen (S) med omfattende internationale operationer for fredsbevarelse og fredsskabelse. Der er dog ingen tvivl om, at den fremstod mest markant under statsminister Anders Fogh Rasmussen (V).

Den neo-konservative dimension
Fogh Rasmussens offentlige undsigelse af samarbejdspolitikken under Besættelsen og Danmarks efterfølgende deltagelse i koalitionen, der befriede Afghanistan, og deltagelsen i Irak-krigen, der havde til formål at afsætte Iraks diktator Saddam Hussein og indføre en ny forfatning, gik endnu længere end den liberale udenrigs- og sikkerhedspolitik.

Man kan derfor med en vis ret kalde den udenrigspolitiske linje under Fogh Rasmussen for en neo-konservativ udenrigspolitik, hvor man ovenfra indfører demokrati.

Mange meningsdannere, folketingsmedlemmer og ministre har i de forgange 25-30 år prøvet at rykke den liberale udenrigspolitik i en anden retning mod en mere realistisk – nogle vil lidt ondt kalde det en mere kynisk, materialistisk – udenrigspolitik, hvor aktivismen ikke svigtes, men idealismen undgås, ikke mindst for at sikre udenrigshandelen.

Flere ledende ministre bekæmpede eksempelvis den militarisering af udenrigs- og sikkerhedspolitikken, som forsvarsminister Hans Hækkerup (S) blev sat i spidsen for.

Jeg er ikke i tvivl om, at tidligere udenrigsminister Per Stig Møller (K) er tilhænger af en liberal udenrigspolitik, og absolut ikke neo-konservativ. Anderledes synes det dog at stå til med hans partifælle, Danmarks nuværende udenrigsminister, Lene Espersen.

Det er slet ikke så underligt.

Konservative mangler ofte modet til ikke-planlagte forandringer
Mange konservative mangler ofte modet til at byde ikke-planlagte forandringer velkommen. Derfor er mange konservative politikere også tilhængere af den realistiske skole i international politik, som frem for alt vil opretholde magtforholdet mellem staterne i det internationale system. Se bare på den amerikanske præsident Eisenhower, Præsident Nixon og især hans udenrigsminister Henry Kissinger samt den første Præsident Bush. De er, ligesom Præsident Barack Obama, klassiske realister, og har en cyklisk historieforståelse: Kvalitative fremskridt i international politik er stort set umulige, og de, som forsøger, vil ofte ende som tabere.

Liberale er ofte mere idealistiske – nogle vil lidt ondt kalde os naive neo-Wilsonister efter den amerikanske Præsident Woodrow Wilson – og har lettere ved at acceptere ikke-planlagte forandringer som følge af frihed, demokrati og respekt for menneskerettighederne. Derimod vil liberale ofte være skeptiske overfor den neo-konservative linje, fordi den rummer en risiko for, at man falder for fristelsen til at omskabe samfund i bestemte idealbilleder og dermed undergraver respekten for de værdier, som er målet.

Liberale skal i denne sammenhæng forstås bredt som liberale i alle partier lige fra Socialistisk Folkeparti til Venstre. Her er det i øvrigt værd at bemærke, at det eneste parti i Folketinget, der går ind for ægte, global frihandel er folkesocialisterne.

Ægte frihandel er efter min mening en af de smukkeste drømme, man kan have, men drømmen kan kun blive til virkelighed, hvis man ikke får mareridt af de ikke-planlagte forandringer, som global frihandel vil afstedkomme. Derfor vil man næppe se konservative gå ind for frihandel på globalt plan.

Dermed er vi fremme ved Lene Espersens udenrigspolitiske linje, der langt om længe – et år efter hun tiltrådte - får opmærksomhed i medierne.

Den realistiske skole
At Lene Espersen bekender sig til den realistiske skole i international politik viste sig især, da Jasmin-revolutionen for alvor brød ud i lys lue.

Hvor Uffe Ellemann-Jensen dyrkede frihedsbevægelserne og bevidst modarbejdede magthaverne under Fløjlsrevolutionen, fortalte Lene Espersen helt ublu i et live interview på TV2 News, at hun netop havde diskuteret situationen i Tunesien med sin kollega, der lige var afsat.

Det er uden tvivl blevet bemærket i de autoritære, olierige regimer i resten af Mellemøsten. Ikke mindst Kuwait, hvor den tidligere kollega opholdt sig.

Forleden tog Politikens Anders Jerichow hendes udenrigspolitiske linje under kritisk lup.

Det skete efter Dronningen gav en dansk orden til Bahrains konge få dage før, at selvsamme konge nedkæmpede demonstranter, som kun en kinesisk leder kunne have gjort. Jerichow var mildest talt ikke enig i dispositionen, og skrev, at det aldrig kan være i Danmarks interesse at hylde et diktatur.

Men det kan det faktisk, hvis man mener, at det er i Danmarks interesse at satse på det eksisterende, stabiliteten.

Frihed og retfærdighed
Lad mig fastslå her, at jeg er enig med Jerichow.

Moralsk mener jeg, det er forkert at hylde et diktatur uanset hvor god en oliepris, hvor mange vindmøller eller ordrer på fetaost, det kan føre med sig.

Målet for dansk udenrigspolitik må aldrig være fred og stabilitet, men bør altid være frihed og retfærdighed. Frihed og retfærdighed er grundlæggende for vores samfund, og derfor mener jeg, vi har pligt til at kæmpe for dem både ude og hjemme.

Udenrigsminister Lene Espersen undsagde ikke demonstrationerne i Mellemøsten i kronikken den 19.2., men det er værd at bemærke, at hun indirekte tog afstand fra den liberale linje, vi kender fra Uffe Ellemann-Jensens udenrigspolitik, ved ikke et eneste sted at nævne, at vi nu aktivt bør hjælpe araberne med at underminere de resterende diktaturstater, ligesom vi gjorde i Østeuropa de sidste år under den Kolde Krig.

Tværtimod skriver hun, at selv om vi bliver rørt over at se folkemasser kæmpe for de samme værdier, som vi værner om, »er det ikke nødvendigvis den eneste eller den bedste vej.«

Dermed er hun mere på linje med de udenrigsministre, vi havde før 1982, end dem vi har haft efter 1982.

Tiden før Uffe
Før 1982 var det ikke kontroversielt, at Gustav Rasmussen, der på forunderlig vis var udenrigsminister under både statsminister Knud Kristensen (V) og Hans Hedtoft (S), strittede imod medlemskab af Atlantpagten af den simple grund, at han frygtede Sovjetunionen, eller at udenrigsminister Kjeld Olesen (S) indstillede, at Rumæniens Nicolae Ceauşescu skulle have Elefantordenen, da han enten ikke ønskede eller havde fantasi til at forestille sig, at den kommunistiske diktator kunne blive væltet.

Efter 1982 har det sådan set kun været i de 11 måneder, hvor Mogens Lykketoft (S) var udenrigsminister, at realismen herskede, men udenrigsminister Lene Espersens linje er dog ikke kontroversiel udenfor landets grænser.

Jeg tror faktisk, mange af hendes kollegaer i Vesteuropa har fundet en politisk allieret, og det er formentlig også grunden til, at EU har været så stille de sidste uger. EU's repræsentant for den fælles udenrigs- og sikkerhedspolitik - og alle udenrigsministrene - var formentlig helst fri for al den ballade, som omvæltningerne i Mellemøsten skaber, og har derfor opfordret til dialog med magthaverne.

Mennesker har ret til frihed
Jeg hører imidlertid til dem, der ikke blot ønsker at opretholde status quo, men derimod mener, at alle mennesker har ret til frihed, og at dialogen for lang tid siden blev afbrudt af magthaverne selv.

Jeg mener, det er langt mere interessant at finde ud af, om man bedst sikrer frihed og rettigheder ved at indføre demokrati fra oven, ligesom i Irak og Afghanistan, eller om det er revolutioner, som dem vi ser i Tunesien, Egypten, Bahrain, Libyen m.v., hvor man forsøger at opnå demokrati fra neden, der bedst sikrer frihed og rettigheder.

Det er alt for tidligt at afgøre i dag, og måske vil konklusionen blive, at man kun kan opnå frihed og rettigheder, når der opstår en middelklasse, der er så stor, at magthaverne bliver nødt til at tildele dem frihed og rettigheder for at opretholde lov og orden, som tilfældet var i USA for over 200 år siden. Her var det de handlende købmænd og små jordejere, der gjorde oprør mod nye skatter og afgifter fra det britiske styre. Det er disse mennesker, der har en interesse i en stabil regering, der respekterer folks rettigheder, og måske er de stadig nøglen til et bæredygtigt demokrati baseret på magtens tredeling og menneskerettigheder.

Når vi kender udfaldet af omvæltningerne i Mellemøsten, ved vi, hvad vi skal bruge vores ressourcer på fremadrettet, hvis vi ønsker, at andre får samme frihed og rettigheder som os selv.

Det er dog værd at huske, at uanset hvilken strategi, vi vælger, vil idealismen altid blive mødt med skepsis eller vrede fra magthaverne i de lande, hvor friheden ikke råder. Og, ja, derfor kan eksporten af vindmøller og fetaosten blive skadet, hvis udenrigsministeren efter næste valg hedder Lykke Friis, Margrethe Vestager eller Villy Søvndal.

Til gengæld vil idealismen med stor sandsynlighed blive pakket helt væk, realismen råde, og eksporten være sikret, hvis Danmarks udenrigsminister efter næste valg hedder enten Lene Espersen eller Mogens Lykketoft.

Jeg vælger idealismen.

Af Kasper Elbjørn

Ronald Reagan fylder 100 år

Søndag den 6. februar ville Ronald Reagan være fyldt 100 år.

Hans største bedrift som præsident var, at han efterlod sig en bedre verden, end den han overtog.

Ronald Reagans opskrift på at knække Sovjetunionen var oprustning, og ikke mange - slet ikke i Danmark - forstod, hvorfor Reagan netop valgte oprustning som opskriften på at knække det, han kaldte Ondskabens Imperium.

Sovjetunionen havde imidlertid ikke råd til at konkurrere med USA, hvorfor Sovjetunionens leder, Mikhail Gorbatjov, blev tvunget til at tillade våbenkontrol og indgå nedrustningsaftaler med Reagan.

Kommunismens sidste sider
I marts 1983 forudsagde Reagan, at kommunismen var endnu et trist, bizart kapitel i menneskehedens historie, hvis sidste sider lige var ved at blive skrevet.

I Danmark og mange andre vesteuropæiske lande rystede man på hovedet af den nyvalgte præsident.

Enkelte danske socialister hånede ligefrem Reagan, og kaldte ham for en »gal hund«, »utilregnelig« og en »afdanket filmskuespiller«.

10 år senere i 1993 var den Kolde Krig slut, og de østeuropæiske lande indledte samtaler med EU på baggrund af de såkaldte Københavner-kriterier.

Den der ler sidst, ler bedst, fristes man til at skrive.

Fra demokrat til republikaner
Det var rigtignok, at Reagan havde været skuespiller. Senere blev han fagforeningsleder. Dengang var han medlem af det demokratiske parti. Det var først, da han læste det lille, ideologiske skrift The Conscience of a Conservative, at han blev republikaner.

Bogen var skrevet af den republikanske senator Barry Goldwater.

Goldwater skrev, hvad der gik galt i USA efter den økonomiske krise i 1930erne, og hvordan amerikanerne kunne genskabe troen på den amerikanske drøm.

»Hvis en million amerikanere ville læse denne bog grundigt, ville hele nationen og verden ændres til det bedre«, erklærede Russell Kirk, der i 1953 havde forfattet bogen The Conservative Mind. Ganske illustrativt rundede bogsalget 3,5 millioner eksemplarer små fem år efter den kom på gaden.

Bogen blev en politisk bibel for en hel generation af borgerlige meningsdannere og politikere. En af dem var Ronald Reagan.

Han blev republikaner i 1962, og støttede Goldwater under den katastrofale præsidentkampagne i 1964.

Indsættelsestalen
16 år senere blev Reagan selv præsident efter en jordskredssejr, som han mirakuløst formåede at overgå fire år senere.

Budskabet i hans indsættelsestale var ikke til at tage fejl af. Det var direkte inspireret af The Conscience of a Conservative. Reagan sagde det ikke direkte, men pointen var, at staten ikke skulle ses som løsningen på Amerikas problemer. Staten var problemet.

Og verden lyttede. Den borgerlige frihedsrevolution, som Goldwater i sin tid begyndte, skyllede i løbet 1980erne fra USA henover Europa. Den reformerede de vesteuropæiske økonomier, og den væltede Berlinmuren, skubbede Sovjetunionen i graven, og ændrede verden for altid.

En ægte tro på demokratiske værdier og frihedsrettigheder
Det var hverken mådehold, forsigtighed eller overfladisk veltalenhed, der ændrede verden dengang, men derimod Reagans ægte tro på, at de demokratiske værdier og frihedsrettigheder, der er nedfældet i den amerikanske grundlov, er overlegne andre, men derfor også forpligter USA til at påtage sig en helt speciel rolle i verden.

Det er derfor vi mindes ham i dag. Vi mindes ikke kun hans bedrifter, men hans urokkelige tro på, at gøre alt for at bevare Amerika som den sidste og største bastion for frihed. For uden frihed, er freden intet værd, og derfor mente han heller ikke kun, at den Kolde Krig skulle slutte, men vindes.

I sin afskedstale sagde han:

»My friends: We did it. We weren't just marking time. We made a difference. We made the city stronger; we made the city freer; and we left her in good hands. All in all, not bad, not bad at all.«

Nej, det var ikke så ringe endda.

Tillykke med de 100 år!

Af Kasper Elbjørn

Obama kan sagtens overleve katastrofevalget

De første valgsteder i USA åbner i disse timer, og det ser ikke godt ud for Præsident Barack Obama og hans parti.

Den sidste landsdækkende meningsmåling, som Gallup har udarbejdet, forudsagde, at 55% af vælgerne stemmer på en republikaner ved det amerikanske midtvejsvalg til de to kamre i Kongressen. 40% vil stemme på en kandidat fra Præsident Obamas demokratiske parti  og 5% havde ikke besluttet sig mandag morgen.

Man skal dog ikke afskrive Obama endnu, selvom han står op til et stort nederlag, når han vågner onsdag morgen.

En gentagelse af 1994-valget
New York Times bloggeren, Nate Silber, der forudsagde udfaldet af præsidentvalget i 2008 på bloggen FiveThirtyEight, mener, at valgresultatet vil give 232 pladser til Det republikanske parti og 203 til Demokraterne. Han er lidt mere i tvivl om Demokraterne også vil tabe flertallet i Senatet.

Hvis Demokraterne taber 52 pladser vil valget uden tvivl blive sammenlignet med katastrofevalget i 1994 to år efter Bill Clinton var blevet præsident.

Sammenligningen med Præsident Clintons valgnederlag i 1994 illustrerer, som Jeppe Kofod, MF (S), også skriver her på bloggen, at en præsident sagtens kan blive genvalgt, selvom hans parti taber det første midtvejsvalg.

Et andet eksempel er Præsident Ronald Reagan. Reagan vandt stort over Præsident Jimmy Carter i 1980, og på trods af at han tabte midtvejsvalget to år senere, formåede han mirakuløst at blive genvalgt ved endnu en jordskredssejr i 1984.

Et signal om svaghed
Familien Clinton kender de to eksempler ovenfor bedre end de fleste. Derfor tror jeg heller ikke på, at udenrigsminister Hillary Clinton affyrede den første salve i kampen om at blive præsident i 2012, da hun for et par måneder siden karakteriserede Amerikas gigantiske budgetunderskud som en trussel mod landets sikkerhed.

Hendes udtalelser skabte ikke desto mindre stor opsigt, da man sjældent hører en minister tage afstand fra præsidentens økonomiske politik.

»Om man er en republikaner eller demokrat, konservativ, progressiv - uanset hvad du kalder dig selv - er der ingen free lunch, og vi kan ikke foregive, at [økonomien] ikke gør alvorlig skade på vores land og kommende generationer,« sagde hun sagde, og tilføjede, at det voksende underskud sender »et signal om svaghed internationalt.«

Hillary Clinton var i Washington for at holde tale til Council on Foreign Relations, men hendes henkastede bemærkninger efter talen gjorde det klart, at hun mener det voksende underskud »udgør en national sikkerhedstrussel på to måder: det underminerer vores evne til at handle i egen interesse, og det begrænser os, hvor begrænsninger er uønskede.«

Den amerikanske økonomi skal være stærk
Det er ikke for ingenting, at Hillary Clinton støttede den republikanske senator, Barry Goldwater, ved præsidentvalget i 1964.

Goldwater advokerede ligeledes for, at den amerikanske økonomi skal være stærk, hvis USA skal kæmpe for frihed og retfærdighed i verden. Goldwater havde helt ret. Det ved Hillary Clinton, og selvom hendes bemærkninger var rettet mod præsident George W. Bush, der efterlod et rekordstort underskud på over 300 mia. dollars, var det temmelig indlysende, han var ikke hendes eneste mål.

Underskuddet toppede nemlig med over 1.416 mia. dollars i 2009 under Præsident Obama. Det er mere end en firdobling siden Præsident George W. Bush gik af, og alle forudser, at det forbliver på disse astronomiske højder i år.

Som guvernøren for staten Indiana, Mitch Daniels, har sagt, så savner man næsten budgettallene under Bush.

Et økonomisk morads
Hvis Demokraterne taber midtvejsvalget, er det formentlig på grund af det økonomiske morads, som landet er havnet i på grund af overforbrug og forkerte prioriteringer.

Præsident Obama og hans regering overfortolkede deres mandat, og gjorde efter alt at dømme stor skade på landet og kommende generationer med den gigantiske stimuluspakke og en sundhedsreform ingen var tilfredse med.

Præsident Obama kan dog stadig skabe håb for amerikanerne, men det kræver en anden forandring end den han hidtil har stået i spidsen for.

Af Kasper Elbjørn

Nobels fredspris gik til 1,3 mia. mennesker

Den kinesiske systemkritiker Liu Xiaobo fik Nobels fredspris 2010. Det oplyste Nobelkomitéen i dag. I virkeligheden er det Kinas 1,330,141,295 mennesker, der har fået prisen.

Mange troede, at en kinesisk systemkritiker ville modtage Nobels fredspris sidste år - ikke mindst for at markere 20-årsdagen for massakren på den Himmelske Freds Plads.

Det havde nordmændene tilsyneladende ikke mod til. I stedet chokerede de næsten alle ved at tildele 2009-prisen til den nyvalgte amerikanske præsident, Barack Obama.

På forventet efterbevilling
Jeg stod på en banegård, og havde ikke hørt nyheden, da en journalist fra DR2 sidste år ringede og fortalte mig, at Præsident Obama havde vundet Nobels fredspris.

I baggrunden talte Norges tidligere socialdemokratiske statsminister, Thorbjørn Jagland, der stadig er formand for Nobelpriskomiteen. Han fortalte, at man gav Obama prisen for at støtte ham i den politik, han ønsker at gennemføre.

Selv de venstreliberale i USA blev taget på sengen. Det var næsten som om, de venstreliberale i USA var de mest chokerede over, at Obama fik prisen på forventet efterbevilling, men som Jennifer Rubin fra Commentary Magazine tørt konstaterede, så er det fordi, de stadig tager prisen seriøst.

Det er ofte gået galt
Jeg må indrømme, at jeg også tager prisen seriøst på trods af, at man ofte har taget sig til hovedet over valget af prismodtagere.

Tænk bare på, da man gav prisen til Sovjetunionens leder Mikhail Gorbatjov (199o) uden at lade ham dele prisen med USAs tidligere præsident, Ronald Reagan. Dertil kommer, at Gobatjov sendte den Røde Hær ind i Letland og Lithauen to måneder efter han havde modtaget prisen fordi de to lande ønskede uafhængighed fra det rædselsregime, han stod i spidsen for. 

Eller da man gav prisen til Yassir Arafat (1994) eller Jimmi Carter (2002). Og så har jeg ikke engang nævnt Al Gore (2004).

Nobels fredspris kan stadig gøre en forskel
Når jeg stadig tager Nobels fredspris seriøst, er det selvfølgelig fordi, jeg tror fuldt og fast på, at den kan gøre en forskel, når den går til de rigtige. Dem der virkelig har gjort en forskel.

Her kunne man fremhæve Muhammad Yunus (2006), der fik den for at skabe markedsøkonomi, vækst og velstand blandt de aller fattigste. Eller hvem kan glemme, da Mandela og Præsident de Klerk fik den i 1993 efter at have afskaffet apartheid. At se de to stå skulder ved skulder og modtage prisen var da fantastisk!

Eller tænk på da den iranske advokat og menneskerettighedsforkæmper Shirin Ebadi fik den i 2003 - 20 år efter Lech Walesa for at bekæmpe et ligeså ulækkert regime som Walesa havde gjort det. Dengang - som så mange andre gange - sendte Nobelkomitéen et helt klart signal til den del af verden, der ønsker fred, frihed, demokrati og lige rettigheder.

Jeg vil også fremhæve en anden, som berettiget har fået prisen indenfor de sidste 25 år: Dalai Lama, der fik den samme år, som studenterne på den Himmelske Freds Plads var blevet skudt ned af de kinesiske socialister. Det helt utrolige ved den 14. Dalai Lama er, at han faktisk var en af dem, der lykønskede Obama på trods af, at Obama ugen inden han selv fik prisen havde afvist at mødes med Dalai Lama for ikke at fornærme det socialistiske styre i Kina.

Liu Xiaobo er et godt valg
Håb er ikke det samme som fred, ligesom fred ikke er alt, hvad vi ønsker at opnå. Målet må være en fred, hvor friheden og retfærdigheden sejrer.

Det er på høje tid, at den frie verden begynder at delegitimere det socialistiske regime i Kina. Derfor er Liu Xiaobo den helt rigtige nobelprismodtager.

Han er manden bag manifestet, Charter 08, der er udstedt på 60-årsdagen for FN’s Verdenserklæring om Menneskerettigheder.

Charter 08 opfordrer til en “fri, demokratisk nation”, og er inspireret af Charter 77, der brev grundlagt af bl.a. Vaclav Havel, der efter fløjlsrevolution i Østeuropa blev præsident i det daværende Tjekkoslovakiet, og har ført an i kampagnen for at give Liu Xiaobo prisen.

Man kan håbe, at kineserne en dag får samme frihed og rettigheder, som østeuropæerne fik efter fløjlsrevolutionen i 1989.

Af Kasper Elbjørn

Der er en telefon der ringer i det Hvide Hus

Hver fredag aften viser TV2 News udenrigsmagasinet Ellemann|Lykketoft, der er det seneste skud på stammen over de debatmagasiner, som TV2 News er blevet specialister i at producere.

Magasinet Ellemann|Lykketoft køres med fast hånd af journalisten Martin Krasnik, som gang på gang undrer sig over, at der ikke er større uenighed mellem de to eksministre.

Det er forståeligt nok, at de tilslører deres uenigheder med et skæv smil, men det undrer mig dog, at deres vurdering af den nuværende amerikanske præsident er næsten identisk, og ikke har ændret sig siden han tiltrådte.

Det kommer jeg tilbage til.

Formatet er svært, men lykkes til fulde, og jeg kan helt tilslutte mig antropolog Dennis Nørmarks kritik i Morgenavisen Jyllands-Posten den 12. juni.

Nørmark skrev, at Ellemann og Lykketoft udmærket er klar over deres forskelligheder, men alt det ævl og kævl fra den indenrigspolitiske scene er her skubbet til side, fordi det ikke rager disse to verdensborgere en pind set i lyset af de meget større sager, der fylder horisonten ud i det internationale perspektiv.

»Her er så synlig respekt imellem de to eksministre, der hører til den gamle skole af politikere med både personlighed og format,« skrev han, og tilføjede: »Ellemann|Lykketoft er ud over at være begavet udenrigspolitisk analyse også et nostalgisk tilbageblik på dengang, da politikere blev støbt i en anden form.«

Det betyder dog ikke, at jeg er enig i alt, hvad de to siger, og derudover synes jeg, det er lidt synd, at al politisk uenighed bliver skubbet til side.

Det gjaldt især i første udsendelse, men igen i fredags hvor de diskuterede den amerikanske præsident Barack Obama.

Ellemann var en smule mere kritisk end Lykketoft, men alt i alt var de enige med studieværten i, at han var den eneste, der kunne lede USA i dag.

Jeg ved godt, det er farligt at kritisere den nuværende amerikanske præsident i Danmark – og ikke mindst på disse sider – men jeg vil nu alligevel vove pelsen, når de to tidligere udenrigsministre ikke tør.

Jeg synes faktisk ikke, han klarer sig særlig godt!

De gode og de dårlige
Der findes gode og dårlige præsidenter.

Det er generelt accepteret, at Washington, den første præsident, er den bedste, og Jefferson, Lincoln og Reagan er blandt de bedste.

Blandt de værste inkluderes normalt Buchanan, der regerede, da Sydstaterne erklærede sig uafhængige, og den korrupte Præsident Harding samt Andrew Johnson, der var den første præsident, der blev stillet for en rigsret. Nixon hører selvfølgelig også til i denne kategori.

Derudover er der heldige og uheldige præsidenter.

Præsident Bill Clinton regnes for en udmærket præsident, men også en meget heldig præsident.

»It All Began in a Place Called Hope« lød hans rammende valgslogan, og han var faktisk født i en by, der hedder »Hope«.

Det siges om ham, at skæbnen smilede til ham, og gav ham otte års relativ verdensfred ovenpå den Kolde Krig samt et verdensomspændende økonomisk boom, som han ikke kunne solde op, fordi Kongressen - med formanden Newt Gingrich i spidsen - ikke gav ham lov.

De uheldige helte
Barack Obama ser ud til at være ligeså uheldig som Jimmy Carter.

Det var ikke Præsident Carters skyld, at oliekrisen hærgede den vestlige verden i slutningen af 1970erne, eller de amerikanske diplomater blev taget som gidsler i Teheran i 1979 efter præstestyrets magtovertagelse i, men han håndterede oliekrisen og gidseldramaet dårligt.

Derfor tabte han valget i 1980.

Præsident Carter prøvede at tørre kriserne af på Nixon og Ford, som han efterfulgte, og det lykkedes i de første år af hans embedsperiode, fordi Nixon og Ford ikke kunne holde mund og nyde deres otium.

Præsident Obama har prøvet samme strategi, og indikeret, at han overtog alverdens problemer fra Præsident George W. Bush.

Strategien har bare ikke virket ligeså godt, som under Carter.

Årsagen er, at Bush konsekvent har undladt at kommentere på de tæsk, han har fået, men i stedet holdt sig helt væk fra mediernes søgelys og brugt tiden siden januar 2009 på at skrive sine erindringer.

Amerikanerne vil have en problemknuser
Jeg vil gerne slå fast, at det ikke er Obamas skyld, at ethvert økonomisk problem i 30 år blev mødt med lavere renter og mere kredit for til sidst at ende i en historisk finanskrise tre måneder inden han overtog præsidentposten.

Indtil videre har han dog ikke haft en heldig hånd med at få økonomien vendt. Derfor var der ikke mange europæiske ledere, der lyttede til ham, da han forud for G20-mødet i Toronto, der begynder i dag, anbefalede, at de europæiske lande brugte endnu flere af de penge, de ikke har, til at stimulere økonomien.

Det er bestemt heller ikke Obamas skyld, at en olieplatform sank i Den Mexicanske Golf 200 km sydøst for New Orleans tilbage i april, og nu ser ud til at forårsage et af de værste olieudslip i USAs historie.

Indtil videre har han dog brugt tiden på megafondiplomati, der er gået ud på at skælde olieselskabet BP mest muligt ud. Det kan der være mange gode grunde til, men det løser ikke problemet, og det er lige præcis det, amerikanerne gerne vil have, at deres præsident gør: Løser problemer.

obama_gulf_oil_spil_450010p

Foto: Alex Brandon, AP.

Milevidt fra virkeligheden
Da Ellemann og Lykketoft gik i studiet sidste fredag, publicerede den amerikanske avis, Washington Post, en kommentar af den prisvindende kommentator Charles Krauthammer.

Krauthammer tilhører også den gamle skole med både personlighed og format, men derfor undlod han ikke at sige sandheden om Præsident Obama.

»Barack Obama beskæftiger sig ikke med det jordnære. Han blev sendt til os for at gøre større ting. Det sås tydeligt, da han holdt sin tale til nationen fra det Ovale Værelse om olieudslippet«, skrev han.

Hvis du også er en af dem, der slet ikke kan forstå, hvorfor jeg er kritisk overfor Obama, skulle du læse kommentaren.

Krauthammer giver en udmærket forklaring på, hvorfor Obamas meningsmålinger var lavere end Nixons meningsmålinger efter det første år i embedet.

»[Talen] var milevidt fra virkeligheden. Golfen er ved at blive overstrømmet, og præsidenten taler om mystiske veje til ukendte destinationer. Det er det, visioner handler om, og visioner er Obamas ting. Det er også sjovere end at rengøre strande«, slutter Krauthammer.

Clintons onde reklame spøger
Det er lidt over to år siden, at Obama kæmpede mod sin nuværende - og i øvrigt fremragende - udenrigsminister, Hillary Clinton, om at blive præsidentkandidat for det Demokratiske Parti.

Kampagnen varede over et halvt år, og under den hårde kampagne påpegede Clinton især Obamas manglende erfaring.

I en uforglemmelig TV-reklame, som Clinton-kampagnen fik lavet, ser man en typisk amerikansk familie en nat, hvor verden er i krise. Stemmen i reklamen siger:

»Klokken er tre om natten, og dine børn er sikre og sover. Men der er en telefon, der ringer i Det Hvide Hus. Der sker noget et sted i verden. Din stemme afgør, hvem der skal besvare opkaldet.«

I dag, to år senere, ringer telefonen til Præsident Obama, og i bedste fald virker det som om, han ikke hører, at telefonen ringer, eller også gider han ikke tage den.

Præsident Obama er en fremragende retoriker og hans livshistorie er inspirerende for os alle, men det er på tide, han tager telefonen, ser bort fra hvad der står på hans to telepromptere, og tager ansvar.

Af Kasper Elbjørn

80erne genfortalt

Niels Krause Kjær, der ofte gjorde livet surt for mig, da jeg arbejdede for CEPOS, fordi han kritiserede tænketanken for at være for lidt borgerlig og alt for liberal, har en rigtig god blog på Berlingske Tidendes netavis i disse dage. Hans blog er et svar til dem, der tegner et dystert billede af 1980erne. I stedet skriver han, at det var et et flot årti, hvor fundamentet til det moderne og globale samfund blev skabt, og hvor de fleste tog ansvar, som vores bedsteforældres generation havde gjort det. Han roser bl.a. politikerne fra dengang, og det skal han til gengæld selv have ros for, selvom han har en mærkelig bemærkning om, at musikken var dårlig. Det var den bestemt ikke! 

Han skriver bl.a.: “Det er rigtigt, at Den Kolde Krig var en del af debatten. Nogle tog det seriøst og aftjente for eksempel værnepligt som et beskedent bidrag til en mere sikker verden. Andre mente, det skabte mere fred at drage til en ørken i Nevada under parolen ’Next Stop’ og kritisere vennerne. Ved den lejlighed deltog jeg sammen med en håndfuld unge konservative i DR TV’s glade monopol-dage i programmet ’Ugens Gæst’, hvor vi diskuterede med en håndfuld fra ’Next Stop’-bevægelsen - flere af dem var, vidste vi allerede dengang, forklædte ungkommunister. En af pigerne forklarede under udsendelsen, at hun i forbindelse med noget, Ronald Reagan havde sagt, var blevet så bange for atombomben, at hun ikke havde haft menstruation i tre måneder (!). Meget havde vi forberedt os på, inden udsendelsen, men lige netop dét argument havde vi ikke forudset”.

Det er da morsomt!

Da jeg havde grint færdigt, bemærkede jeg, hvor mange der var uenige med ham. En enkelt blogger kalder sågar hans blog for neo-liberal historieskrivning. Jeg ved ikke helt, hvad det betyder, men at kalde Niels Krause for neo-liberal (eller mig for den sags skyld) er måske lige at stramme den. Jeg tror, det må være Niels Krauses anerkendelse af Præsident Ronald Reagans resultater, der er skyld i vreden.

Personligt mener jeg, at Reagan var en af de helt store præsidenter. Det betyder ikke, at jeg vil forsvare alt hvad han gjorde. Eksempelvis hører jeg til dem, der mener, at Reagans præsidentperiode markerer begyndelsen på en trend, som har gældsfinansiering og kreditekspansion som dens varemærke, og altså i sidste ende ledte til finanskrisen sidste år.

Modsat socialister, miljøideologer m.v. tillader jeg mig at være nuanceret i min tilgang til politik. Jeg tror eksempelvis, at Lars Løkke kan blive en fremragende statsminister, men han får det ikke nemt, og naturligvis er jeg ikke enig i alt, hvad han gør og siger. Det samme gælder Reagan, selvom jeg overordnet mener, han var en fantastisk præsident.

Ligesom Bill Clinton og Barack Obama repræsenterede han amerikanernes stræben efter lykke fordi han kom fra ingenting, og nåede det højeste hverv i USA. Han genskabte den amerikanske selvtillid efter Vietnam, Watergate og Carter, ligesom Obama på mange måder har en stor, stor chance for at gøre, men stadig ikke har bevist, at han kan.

I Danmark og resten af verden kan vi takke Reagan for at knække Sovjetunionen. Og det er da skønt, at ingen i dag har uregelmæssig menstruation pga. den Kolde Krig.

Reagans opskrift på at knække Sovjetunionen var oprustning. Ikke mange – slet ikke i Danmark – forstod, hvorfor Reagan netop valgte oprustning som opskriften på at knække det, han kaldte Ondskabens Imperium, men Sovjetunionen havde simpelthen ikke råd til at konkurrere med USA, hvorfor Gorbatjov blev tvunget til at tillade våbenkontrol og indgå nedrustningsaftaler med Reagan. Det var heldigvis for sent. Sovjetunionen brast helt sammen i økonomisk ruin, Jerntæppet forsvandt, Berlin-muren faldt, Baltikum blev frit og de demokratiske og markedsøkonomiske reformer i Østeuropa begyndte.

I 1993 - kun 10 år efter Reagan i marts 1983 havde forudsagt, at kommunismen var “(…) another sad, bizarre chapter in human history whose last pages even now are being written” - indledte de østeuropæiske lande samtaler med EU på baggrund af de såkaldte Københavner-kriterier.

“We did it. We weren’t just marking time. We made a difference. We made the city stronger. We made the city freer, and we left her in good hands. All in all, not bad, not bad at all”, som Reagan sagde i sin afskedstale i 1989.

Af Kasper Elbjørn

Håb er ikke det samme som fred, frihed, demokrati og lige rettigheder

Jeg troede simpelthen ikke på journalisten, der ringede og fortalte mig, at den amerikanske præsident, Barack Obama, havde vundet Nobels fredspris. Jeg havde ikke hørt nyheden, og troede, journalisten fra Deadline tog pis på mig, men kunne efter et stykke tid høre, at han var gravalvorlig. I baggrunden talte Norges tidligere socialdemokratiske statsminister, Thorbjørn Jagland, der i dag er formand for Nobelpris komiteen. Han fortalte, at Præsident Obama havde fået prisen for at skabe håb for en bedre verden.

Når jeg stiller mig temmelig uforstående overfor valget af præsident Obama, er det ikke fordi jeg synes, han har gjort noget galt. Jeg blev overrasket, fordi han intet har gjort, men kun talt om, hvad han vil gøre, og jeg har aldrig hørt tidligere, at man kan få en så prestigefyldt pris alene fordi man har gode intentioner. Det er noget nær ødelæggende for prisen, når man forveksler gode intentioner med resultater.

Det glæder mig derfor, at jeg ikke er den eneste der var overrasket. Nobelprismodtagere som Polens frihedshelt, tidligere præsident Lech Walesa, der fik prisen i 1983 (så vidt jeg husker imens han sad i fængsel), sagde lige ud, at det var ”Allerede? Det er for tidligt”. I weekenden læste jeg så, at tidligere udenrigsminister Uffe Ellemann-Jensen (V), som ellers har været meget (meget mere end jeg) begejstret for Obama også er en smule forundret. De venstreliberale i USA blev også taget på sengen, kunne man læse på diverse blogs. Faktisk syntes de venstreliberale i USA at være de mest chokerede over at Præsident Obama fik prisen, men som Jennifer Rubin (Commentary Magazine) tørt konstaterede, så er det fordi, de stadig tager prisen seriøst.

Jeg må indrømme, at jeg også tager prisen seriøst på trods af, at Reagan ikke fik den sammen med Gorbatjov, og selvom jeg stadig ikke forstår, man gav den til Yassir Aarfat (1994), Jimmi Carter (2002), Al Gore (2007) og nu prisen til Præsident Obama. Når jeg stadig tager den seriøst, er det selvfølgelig fordi den stadig kan gøre en forskel, når den går til den/de rigtige. Tænk på da Muhammad Yunus fik den for at skabe markedsøkonomi, vækst og velstand blandt de aller fattigste. Eller hvem kan glemme, da Mandela og Præsident de Klerk fik den i 1993 efter at have afskaffet apartheid. At se de to stå skulder ved skulder og modtage prisen var da fantastisk! Eller tænk på, da den iranske advokat og menneskerettighedsforkæmper Shirin Ebadi fik den i 2003 20 år efter Walesa for at bekæmpe et ligeså ulækkert regime som Walesa havde gjort det. Dengang sendte Nobelkomitéen endnu engang et helt klart signal til den del af verden, der ønsker fred, frihed, demokrati og lige rettigheder.

Jeg vil også fremhæve en anden, som berettiget har fået prisen indenfor de sidste 25 år: Dalai Lama, der fik den samme år som studenterne på den Himmelske Freds Plads var blevet skudt ned af de kinesiske socialister. Det helt utrolige ved den 14. Dalai Lama er, at han faktisk var en af dem, der lykønskede Obama på trods af, at Obama i denne uge afviste at mødes med Dalai Lama for ikke at fornærme det socialistiske styre i Kina. Præsident Obama insisterede i denne uge - umiddelbart inden han fik Nobelprisen - på at mødes med Kinas diktatorer først og derefter med Dalai Lama. Det skal nævnes, at Præsident George W. Bush insisterede på, at mødes med Dalai Lama lige inden han tog på sit første besøg i Kina. Strategisk klogt? Måske ikke. Men moralsk rigtigt.

Håb er ikke det samme som fred, ligesom fred ikke er alt, hvad vi ønsker at opnå. Vi ønsker en fred, hvor friheden og retfærdigheden sejrer, og prisen er gået til en mand, der har så travlt med at mødes med indsmigre sig hos alverdens diktatorer, at han ikke vil mødes med de kvinder og mænd, som prøver at bekæmpe dem. Lad os – håbe – Nobelpris komiteen får ret. Ikke kun for prisens skyld, men også for verdensfredens skyld.

Af Kasper Elbjørn

Forandringens vind

Da jeg besøgte Polen første gang, var det kun ti år siden, at arbejderne i Gdansk begyndte deres oprør mod det kommunistiske styre i Polen og kun to år efter Polens første demokratiske valg. Op gennem 1990erne arrangerede UNESCO i samarbejde med Undervisningsministeriet hver sommer en sprogskole for unge polske studenter. Jeg deltog som undervisningsassistent på sprogskolen i Gorzow i 1991 sammen med 8-9 andre unge og 8-9 folkeskole­lærere. Sprogskolen varede en måneds tid og et af de tydeligste minder, jeg har fra dengang, er, at alle de polske elever, der var på min alder, hørte den gamle heavyrock-ballade Wind of Change.

Gorzow repræsenterer på mange måder Polens ulykkelige historie. Byen blev inddraget i det tyske kejserrige i 1871, og frem til 1945 boede der overvejende tyskere i området, selvom der i begyndelsen af det 20. århundrede var et betydeligt jødisk mindretal. Gorzow blev bombet til ukendelighed i begyndelsen af 1945 inden den tyske hær forlod området.

Den Røde Hær kom til byen den 30. januar 1945, men det, der skulle have været en befrielse, blev snarere noget nær en besættelse, og det blev kommunisterne, der genopbyggede byen, og det kunne man – med al respekt – godt se. Tyskerne, der boede i byen, blev forvist efter Potsdam-konferencen, hvor Gorzow igen blev en del af Polen og blev i stedet befolket af de stakkels polakker, der blev tvangsfjernet fra de områder af Polen, der til gengæld blev overdraget til Sovjetunionen. Sådan behandlede man mennesker på den anden side af Jerntæppet. Ingen frihed. Ingen menneskerettigheder. Ingen ejendomsret.

Alt det havde jeg læst om på forhånd, men jeg havde ikke fantasi til at forestille mig, hvor slemt det egentlig stod til. Gorzow og de omkringliggende småbyer levendegjorde en helt anderledes verden end den, jeg kom fra. Jeg husker, at nogen af polakkerne fortalte, at der altså ikke var så fattigt i de store byer, men en enkelt elev, der var opvokset i Canada, erkendte, at der var stor forskel på, hvordan man levede i Vesten, og hvordan man havde levet på den anden side af Jerntæppet. Men friheden havde de allerede fået tilbage, og den fejrede de hver aften, når de tændte for båndoptageren, og hørte Wind of Change:

The world closing in.

Did you ever think

that we could be so close, like brothers.

The future’s in the air.

I can feel it everywhere,

blowing with the wind of change

Polens frihedskamp begyndte på et skibsværft i Gdansk. En gruppe arbejdere med Lech Walesa i spidsen havde forlangt, at myndighederne anerkendte deres fagforening. Kommunisterne godkendte modvilligt fagforeningen, da strejkerne i Gdansk begyndte at sprede sig til resten af Polen. Strejkerne var ikke oprindelig ment som en egentlig protest mod det socialistiske regime i Polen. Det var snarere et ønske om noget så basalt som retten til at organisere sig. På den anden side af Atlanten havde en tidligere fagforeningsleder netop indtaget det Ovale Værelse. Præsident Ronald Reagan kunne om nogen forstå arbejderes kamp for retten til at organisere sig. Den nye republikanske administration så på begivenhederne med stor beundring og begejstring, men også med en vis frustration over ikke aktivt at kunne opmuntre og støtte arbejderne i Gdansk. I sine erindringer An American Life (1990) skriver Reagan: »Selvom vi ønskede, at polakkerne skulle vide, at vi var bakkede dem op i deres kamp for frihed, var det vigtigt, at vi ikke sendte et forkert signal (som mange siger, USA gjorde under opstandelserne i Ungarn i 1956), hvor de kunne få den opfattelse, at vi ville gribe ind militært for at støtte dem under en revolution«.

I slutningen af året skete det, alle frygtede, at det polske militær greb ind med aktiv støtte fra Sovjetunionen, indførte undtagelsestilstand og arresterede lederne af fagbevægelsen, Solidaritet. Den dramatiske udvikling i Polen fik Reagan til i sin juletale at tage skarp afstand fra urolighederne, ligesom han indførte handelssanktioner, der gjorde alvorligt ondt på den polske økonomi og dermed underminerede styret yderligere. »Denne jul bringer kun en liden glæde til det modige polske folk. De er blevet forrådt af deres egen regering«, sagde Reagan i TV-talen og fortsatte, »Polen har behov for, at dets regering og befolkning arbejder sammen, ikke militær undertrykkelse.« I sin dagbog skrev han om aftenen, at man ikke kunne lade denne revolution mod kommunisterne fejle uden at tilbyde protesterne en hånd, men han vidste også, han var relativ alene med kritikken. Han havde brug for en støtte, som polakkerne stolede på. Derfor skrev han samtidig et personligt brev til Pave Paul Johannes II. »Jeg håber«, stod der, »at du vil være med til at støtte disse sandheder«. Pavens svar er ikke tilgængeligt, men ifølge de amerikanske optegnelser svarede Paven positivt på henvendelsen, og resten er historie, som man siger.

Det er ikke til at vide, hvad præsident Barack Obama skriver i sin dagbog, hvis han overhovedet har en, men sikkert er det, at demonstranterne i Teherans gader ikke har fået samme opbakning fra den amerikanske præsident, som arbejderne i Gdansk fik.

Jeg hører til dem, der ikke umiddelbart var uenig i den nuværende præsidents i bedste fald afdæmpede retorik. Obama-administrationen ønsker tydeligvis ikke at sende et forkert signal til demonstranterne og slet ikke et signal, som det iranske styre kan misbruge. Obama vidste, at det værste der kunne ske, var, at Irans præsident Mahmoud Ahmadinejad fik en undskyldning for at udnævne demonstranterne til at være fjender af staten, købt og betalt af USA, når de i virkeligheden blot har et simpelt ønske om, at deres stemmer bliver talt. Så langt, så godt.

Der er dog en stor forskel på, hvorfor Reagan gjorde, som han gjorde, og hvorfor Obama gør, som han gør. Amerikanerne var populære i Polen, hvilket amerikanerne ikke er i Iran, men Obama kunne have gjort Reagan kunsten efter og fundet en personlighed, der nød samme respekt i Iran, som Paven gjorde i Polen og lade ham eller hende sige det, Obama ikke kunne sige. Det økonomiske våben har Obama også. Hvis Obama fremlagde en plan, der gjorde USA uafhængig af olie fra Mellemøsten, ville oliepriserne falde, og man ville ramme præstestyret der, hvor det gør allermest ondt på alle tyrannier: pengepungen. Jeg frygter, at årsagen er, at Obama på forhånd har opgivet håbet om, at Iran kan forandre sig.

Reagan havde et indædt ønske om, at arbejderne i Gdansk med tiden kunne smide kommunisterne på porten. Obama insisterer derimod på at forhandle med det iranske styre om de nok så vigtige atomvåben. Men spørgsmålet er, om man overhovedet kan og vil forhandle med et styre, der end ikke vil forhandle med sin egen befolkning, men skyder dem ned på åben gade, alt imens resten af verden kan se på Youtube.com, at styret har mistet sin legitimitet.

Jeg skal være den første til at lykønske Obama, hvis forhandlingerne med Iran resulterer i, at de dropper deres atomvåbenprogram, men jeg synes ærlig talt, det er en naiv tanke. Dermed ligner situationen i Iran desværre mere og mere massakren på den Himmelske Freds Plads, ligesom Obamas reaktion til forveksling minder om reaktionen fra præsident George H.W. Bush, der prioriterede stabilitet og sikkerhed over frihed og retfærdighed, da det gjaldt Kina og de kinesiske studenters krav om ytringsfrihed. Massakren på den Himmelske Freds Plads fandt sted den 4. juni 1989 – præcis den dag, hvor Lech Walesa og hans Solidaritets-bevægelse triumferede ved det første frie parlamentsvalg i Polen. Historien viser, at friheden kan sejre, hvis man kæmper for den, og det var årsagen til, at mine gamle sommervenner fra Polen sang med på Wind of Change.

Af Kasper Elbjørn

Da Europas syge mand blev rask

Den 4. maj vil altid være en helt speciel dag i Danmark, fordi dagen markerer Danmarks befrielse fra den tyske besættelse 1940-1945. Men hen på morgenen den 4. maj 1979 fandt en anden historisk begivenhed sted, der er værd at mindes i dag 30 år senere. Storbritannien fik sin første kvindelige premierminister, Margaret Thatcher.

Siden 1974 havde Storbritannien været regeret af James Callaghan. Callaghans arbejderregering frydede sig nærmest over de højere skatter, statsstøtten, og den øgede kontrol og regulering af samfundet, mens resten af verden kunne se, at Storbritannien var blevet "Europas syge mand". Arbejderpartiet ønskede en stærk og styrende stat ligesom socialdemokraterne i Danmark, og hvis folk ønskede at klare sig selv uden hjælp fra staten, iværksatte man reklamekampagner, der skulle overbevise borgerne om det gode ved at være afhængig af staten. Ideen var, at Storbritannien skulle være den tredje vej mellem kollektivismen i Sovjetunionen og det frie marked i USA.

De konservative i Storbritannien havde, ligesom de borgerlige i Danmark, smidt håndklædet i ringen. Værdi- og kulturkampen var tabt for længst, og et af de yngre konservative parlamentsmedlemmer, Keith Joseph, beskrev situationen rammende, da han kaldte efterkrigstidens politik for et "socialistisk envejs-tandhjul". Hver gang, de konservative kom til magten, blev de stående hvor Arbejderpartiet var nået til. Man tog aldrig et opgør med tidligere tiders forkerte politik. Et regeringsskifte blev aldrig et systemskifte, og når socialisterne igen kom til magten, efter sådan cirka fire år, fortsatte de, hvor de havde sluppet, alt imens "Europas syge mand" blev mere og mere syg.

Danmarks problemer mindede om dem, man kæmpede med i Storbritannien, også her skulle et systemskifte til for at rette økonomien op efter oliekriserne og de socialistiske eksperimenter, man havde afprøvet op gennem 1960erne og 1970erne. I Storbritannien havde man imidlertid fået nok, og James Callaghans arbejderregering faldt med et brag 28. marts 1979. For første gang i 50 år tabte en britisk regering en tillidsafstemning i Parlamentet, og Callaghan udskrev valg til 3. maj 1979.

Tågen lå tæt i de tidlige morgentimer natten mellem 3. og 4. maj, men både vejret og valgresultatet blev klart ved daggry. Thatchers konservative havde vundet valget og om eftermiddagen kom nyheden om, at hun ville få et flertal på hele 44 mandater. Briterne ønskede et systemskifte, og det fik de. Thatchers regeringsperiode blev intet mindre end en borgerlig frihedsrevolution. Men det var ikke tilfældigt. Det skete ikke af sig selv.

Margaret Thatcher blev undervisningsminister i Edward Heaths konservative regering i 1970. Heath vandt valget på et konservativt program, der til forveksling mindede om den politik, der senere blev kendt som ’Thatcherism’. ’Thatcherism’ er ikke stringent konservativ politik, men stærkt inspireret af filosoffen Friedrich Hayek, der ikke var konservativ, men det vi ville kalde liberal. Hayeks frihedsbegreb skal forstås som frihed mellem mennesker. Han mente ikke, at noget menneske kunne tvinge et andet til at handle mod dets vilje, og hans tanker prægede politikken.

Vælgerne tog godt imod det nye konservative partiprogram ved valget i 1970, men allerede efter to år ved magten gik Heath-regeringen i panik over den økonomiske situation og vendte på en tallerken. Heath tabte regeringsmagten ved det efterfølgende valg, og frustrationen over at have spildt fire år ved magten, fik Thatcher og Keith Joseph til at stifte tænketanken Centre for Political Studies (CPS), der eksisterer den dag i dag. Joseph havde fået Thatcher til at tænke over, om hun i virkeligheden ville have handlet som Heath, hvis hun selv havde været premierminister. "Det er først for nyligt, at jeg er blevet konservativ," skal Joseph have sagt til Thatcher efter valgnederlaget. Hans pointe var, at han altid havde ment, at det var mere retfærdigt at belønne folk efter fortjeneste modsat socialisternes ønske om at alle skulle belønnes lige, men han havde aldrig forstået, hvor galt det kunne gå, hvis ikke de borgerlige havde et alternativ til det socialistiske eksperiment. Det forstod han nu.

Thatcher derimod havde altid været instinktivt konservativ, men Josephs bemærkning fik hende til at indse, at hun heller aldrig havde udviklet et sammenhængende politisk projekt, som kunne gennemføres, hvis de konservative igen fik magten. CPS blev derfor oprettet med det formål at klæde de konservative på til magten og udvikle et sammenhængende program, der kunne gøre Storbritannien rask igen.

En af de mest revolutionerende politikker, som tænketanken var med til at udvikle sammen med et par af de andre nye borgerligt-liberale tænketanke, der så dagens lys i 1970erne, var ideen om at sælge statslige virksomheder. Det er det, vi i dag kender som privatisering.

Thatcher opfattede privatisering som et endnu vigtigere programpunkt end skattereformerne, fordi privatiseringsprocessen var det bedste redskab til at rette op på socialismens nedbrydende og ødelæggende virkninger. Privatiseringer af statslige selskaber var for Thatcher en effektiv, og i værste fald også en uskadelig proces, der kunne begrænse statens magt. British Telecom var den første virksomhed, der blev privatiseret. Succesen var uomtvistelig og blev grundstenen til det, der kendes som folkekapitalismen, som spredte sig ud over hele verden. Derudover fik Thatcher og Joseph, der blev erhvervsminister og forblev hendes nærmeste allierede, etableret en forståelse hos de konservative for, at det var enhver regerings opgave at etablere en ramme af stabilitet, inden for hvilke borgere og virksomheder kunne forsøge at skabe vækst og velstand.

Regeringen skulle ikke fortælle borgerne og virksomhederne, hvad der skulle være deres ambitioner – hverken direkte eller gennem skatter og afgifter – eller hvordan de skulle realisere dem, men skabe de bedst mulige rammer for, at borgerne og virksomhederne selv kunne realisere deres drømme.

Thatchers succes på hjemmefronten stod i lang tid side om side med en konsekvent, aktivistisk udenrigs- og sikkerhedspolitik på linje med den, som præsident Ronald Reagan førte i USA, og det var da også på hendes initiativ, at USA skiftede strategi over for det sovjetiske styre, da Mikhail Gorbatjov kom til magten i 1985. Hun havde studeret hans udtalelser og hans baggrund. Hun vidste, at han forstod den frie verden bedre end sine forgængere. Efter at have talt med Gorbatjov, og inden Reagan skulle mødes med ham første gang, fortalte hun Reagan, at her var en mand, Vesten kunne "do business with". Hun fik ret.

Sværere havde hun det i kredsen af stats- og regeringschefer i det, der blev til EU. Det europæiske samarbejde blev et langt stykke hen ad vejen hendes Waterloo. Uenigheden om, hvilken vej det europæiske samarbejde skulle bevæge sig, havde ulmet hos de konservative siden EF skabte fællesmarkedet i 1986. Thatcher havde oprindelig været stor tilhænger af samarbejdet, men hun frygtede, at det var ved at udvikle sig til en bureaukratisk, overnational stat, og det var især ideen om en fælles valuta og centralbank, hun vendte sig imod.

Måske havde Thatcher været uopmærksom på udviklingen, måske havde hun ubevidst sat sig uden for indflydelse, i hvert fald blev det for meget for hendes topministre, da hun kommenterede på visionen om, at Europa-Kommissionen skulle være det eksekverende organ i Unionen, Parlamentet det demokratiske element, og stats- og regeringscheferne Unionens senat. "No! No! No!" sagde hun, og det fik de facto regeringen til at bryde sammen, og blev begyndelsen på enden af hendes tid som leder af de konservative.

I sin sidste tale til Parlamentet 22. november 1990 havde hun været premierminister i 11 år, og ikke bare ændret Storbritannien, men sat tydelige fingeraftryk på verdenshistorien. Et vittigt parlamentsmedlem, Dennis Skinner, spurgte om hun nu gik efter at blive chef for en eventuel kommende europæisk centralbank? "Det var da en god ide," svarede Thatcher, "men skulle jeg det, ville der slet ikke være en europæisk centralbank." Hun mente, at en fælles valuta var det samme som at indføre føderalisme ad bagvejen og sagde, hun ville overveje jobforslaget. "Stop det," råbte et andet medlem, Michael Carttiss. "De kan feje gulvet med de folk," sagde han. "Ja, bestemt," fastslog Thatcher, "jeg talte jo også om (…) den socialistiske del af Europa."

Af Kasper Elbjørn

I dit hjerte ved du, at han havde ret

 dag ville Barry Goldwater fylde 100 år. Goldwater er værd at mindes, fordi han mere end nogen anden politiker personificerede den konservative frihedsbevægelse, der begyndte som et oprør mod Præsident Dwight Eisenhower i 1950erne, senere triumferede ved præsident Ronald Reagans to jordskredssejre i 1980erne, men først for alvor sejrede, da den demokratiske præsident Bill Clinton i bedste Goldwater-stil erklærede: »The era of big government is over«.

Goldwater blev født den 1. januar 1909 i Phoenix, og gik relativt sent ind i politik. Når han alligevel fik så stor indflydelse, skyldes det stemningen i det republikanske parti op til præsidentvalget i 1960. De unge borgerlige havde trofast støttet Eisenhower, men de var ved at få nok. Eisenhower havde ikke gjort noget, som hans Demokratiske forgænger, præsident Harry Truman, ikke kunne have gjort. Tværtimod.

Ungarerne havde råbt efter amerikansk hjælp, da de sovjetiske tropper rullede ind over grænsen under oprøret i 1956. Sovjetunionen havde truet med krig, og for ikke at puste til ilden tillod Eiserhower og hans udenrigsminister John Dulles de sovjetiske styrker at undertrykke ungarernes stærke ønske om frihed, demokrati og markedsøkonomi. Herefter havde kommunisterne haft held til at lancere det sovjetiske rumprogram, Sputnik, og var blevet fejret af alle anti-amerikanere over hele verden. Kommunisten Fidel Castro havde uden synderlig modstand gennemført et militærkup på den lille ø ud for USAs østkyst, Cuba. Men ikke nok med det. Præsident Eisenhower inviterede tilmed Castros vigtigste allierede, slagteren fra Budapest, Sovjetunionens leder, Nikita Khrusjtjov, på besøg i USA.

Den moralske deroute blev ikke bedre af, at Eisenhower stort set videreførte Roosevelts og Trumans velfærdspolitik, hvilket fik den nyvalgte senator Goldwater til at kalde regeringens politik for en »dime-store New Deal«: En dårlig version af præsident Franklin Roosevelts velfærdsprogram fra 1930erne.

Fortvivlelsen var reel, men ingen før Goldwater havde formået at sætte ord på den. Og i løbet af få år genskabte Goldwater de unges tro på det republikanske parti i så høj grad, at han måtte gå til podiet under det republikanske konvent i 1959 for at stoppe en underskriftsindsamling, der havde til hensigt at stille ham op til valget i 1960. Vi skal vokse op og tage vores parti tilbage, jeg tror det kan lade sig gøre en dag, sagde han til forsamlingen. Lad os tage arbejdstøjet på, sluttede han, og lovede dermed, at han ikke udelukkede at stille op til præsident.

Den borgerlige frihedsbevægelses politiske bibel blev Goldwaters lille billigbog til 3 dollars, The Conscience of a Conservative, der udkom i kun 10.000 eksemplarer og blev totalt forbigået af de toneangivende medier. Den politiske elite havde ikke set frustrationen hos de unge, og vidste derfor ikke, at bogen ramte lige ind i fortvivlelsen over, at Eisenhower havde spildt otte år ved magten. I bogen skriver Goldwater, hvad der gik galt efter Den Store Depression, og hvordan amerikanerne kommer videre og får genskabt troen på den amerikanske drøm, ligesom man her for første gang kan læse, hvordan USA kan bringe sovjetimperiet til fald. En strategi, som Ronald Reagan fulgte til punkt og prikke.

Goldwater sagde ja til at blive præsidentkandidat i 1963 i visheden om, at han skulle stille op imod sin gamle ven, præsident John Kennedy, der havde vundet knebent over Nixon i 1960. Men ligesom den skæbnesvangre kugle tog Kennedys liv, tog den også livet af kampagnen. I stedet for Kennedy blev Goldwaters modstander, Lyndon B. Johnson, præsident.

Goldwater vidste, hvad han gik ind til. Han havde tidligere kaldt Johnson indbegrebet af paranoia og kynisme, og valgkampen blev da også en ulækker omgang, som republikanerne slet ikke var forberedt på. Goldwater blev kaldt alt lige fra fascist til racist og tabte stort. Men siden er valget blevet kaldt »a glorious disaster«, en glorværdig katastrofe, hvor man måske nok tabte valget, men skabte fundamentet for noget meget større: En ny borgerlig revolution. En af de unge, der deltog i kampagnen, John William Middendorf, der senere blev minister i Nixons regering, har skrevet en fremragende bog af samme navn. En bog som alle vi, der var aktive i Venstres valgkamp i 1998, burde have læst - for 10 år siden!

Mange konstaterede efter præsidentvalget i 1980, at det tog 16 år at tælle stemmerne, og Goldwater vandt. Det var selvfølgelig Reagan, der var på valg i 1980, og det er langtfra sikkert, at Goldwater som Reagan kunne have genskabt troen på USA efter Vietnam-krigen, Watergate og Jimmy Carters tragiske præsidentperiode. Han samlede det republikanske partis tre fløje: de palæokonservative med deres drøm om et USA af små selvstændige erhvervsdrivende, de neo-konservative med deres antikommunisme og accept af en stor offentlig sektor, og libertarianerne, der afviser utopier og vil have skatterne ned, flere i arbejde og vækst. Men uden Goldwater, ingen Reagan.

»In your heart you know he's right«, lød Barry Goldwaters valgslogan. Han lærte os, at hvis staten er så stor, at den kan give os alt, hvad vi vil have, er den også stor nok til at tage alt, hvad vi har. Det er værd at huske på i dag på hans 100 års fødselsdag, hvor verden igen har brug for en Goldwater, som har modet til at gå imod strømmen og sætte en ny visionær dagsorden, der kan sikre vores personlige og økonomiske frihed samt redde stumperne af vores frie samfund.

Af Kasper Elbjørn