Blog (Tag: rumsfeld)

Kontroversiel biografi fra Rumsfeld på vej

I dag annoncerede forlaget, Sentinel, at den tidligere amerikanske forsvarsminister Donald Rumsfelds biografi udkommer den 25. januar. Det oplyste flere amerikanske nyhedssider og blogs tirsdag eftermiddag.

Rumsfelds biografi kommer til at hedde »Known and Unknown«. Titlen er taget fra en af hans mange kontroversielle udtalelser op til invasionen af Irak:

»There are known knowns. These are things we know that we know. There are known unknowns. That is to say, there are things that we know we don’t know. But there are also unknown unknowns. There are things we don’t know we don’t know.«

En af de mest kontroversielle forsvarsministre
Netop invasionen af Irak var med til at gøre Rumsfeld til en af de mest kontroversielle forsvarsministre i amerikansk historie.

Ikke overraskende stod de danske politikere i kø for at udtrykke deres glæde, da Rumsfeld trådte tilbage efter det republikanske nederlag ved midtvejsvalget i 2006.

De håbede alle, at Rumsfelds afgang var et tegn på en ændret strategi i Irak, og de fik ret.

Fyret af Bush
Hvad de ikke vidste, var, at han selv to dage forinden havde afleveret et notat til den daværende Præsident George W. Bush om at ændre strategien i Irak.

Rumsfeld anbefalede, ligesom den danske venstrefløj, at man reducerede tropperne.

Muligvis var det derfor, Præsident Bush bad ham tage sin afsked.

Vi ved i dag, at Præsident Bush og den nye forsvarsminister, Robert Gates, som præsident Barack Obama modigt valgte at genudnævne, gjorde det stik modsatte.

Det var tydeligt, at når amerikanske soldater blev sat ind i de mest urolige områder ophørte volden næsten øjeblikkeligt, og derfor var forøgelsen af antallet af amerikanske soldater det helt rigtige.

Ingen bliver skånet
Ligesom Donald Rumsfeld selv, skåner erindringsbogen ikke nogen, sagde Adrian Zackheim, der er direktør for forlaget. Manuskriptet indeholder alt det, jeg havde håbet på og meget mere, fortsatte han.

Og hvad kan vi så forvente: Hemmelige detaljer om og indsigt i Bush-administrationen, terrorangrebet den 11. september 2001 samt krigene i Afghanistan og Irak, Rumsfeld opvækst under den Store Depressionen og Anden Verdenskrig, hans politiske karriere herunder tiden som minister i Nixon og Fords regeringer samt hans møde med Saddam Hussein - og det berømte håndtryk i december 1983.

Old vs. New Europe
Jeg indrømmer gerne, at jeg var en af dem, der syntes Rumsfeld gjorde det godt efter terrorangrebet på New York og Washington DC i 2001.

Jeg var endda enig med ham, da han i januar 2003 på et spørgsmål om det bekymrede ham, at Europa var imod en invasion af Irak, svarede:

»You’re thinking of Europe as Germany and France. I don’t. I think that’s old Europe. If you look at the entire NATO Europe today, the centre of gravity is shifting to the east and there are a lot of new members and if you just take the list of all the members of NATO and all those that have been invited in recently, what is it twenty-six, something like that, you look at vast numbers of other countries in Europe, they’re not with France and Germany on this, they’re with the United States.«

Jeg kan godt lide, når politikere siger hvad de mener, og mener hvad de siger. Det gjorde Donald Rumsfeld her.

Rumsfeld udstillede den ægte, dybe splittelse i Europa over invasionen af Irak, ligesom han antydede, at de gamle kernelande i EU, ikke mindst Tyskland og Frankrig, på alle mulige måder havde haft deres storhedstid. Fremtiden lå hos de nye medlemmer af EU og NATO.

Stædig og stejl
Et langt stykke af vejen mener jeg, at han havde ret i den kontroversielle analyse.

Omvendt erkender jeg, at jo længere tid han sad som forsvarsminister, des ringere blev han. Han var alt for stædig og stejl, da det begyndte at gå galt i Irak og de første tegn på borgerkrig meldte sig.

Derfor forstår jeg heller ikke, hvorfor Præsident Bush ikke bad om hans afsked allerede efter præsidentvalget i 2004.

Men det får vi måske svar på i hans biografi.

Af Kasper Elbjørn

Med den slags venner behøver EU's fællesmarked ingen fjender

Imens Danmark nærmest gik i klimaselvsving over, at Connie Hedegaard (K) blev udnævnt til klimakommissær, var der meget få, der lagde mærke til, hvem der fik de vigtige poster i Europa-kommissionen. Ingen tvivl om, at Hedegaard er dygtig og i stand til at skelne mellem fup og fakta i klimadebatten, men posten er i bund og grund ikke interessant for Danmark, selvom den måske nok sender et godt signal om, at vi i Danmark holder fast i det gode, borgerlige princip om at passe på ressourcerne herunder klimaet og miljøet.

I skrivende stund har ingen medier fortalt, hvem der fik de kommissærposter, der virkelig betyder noget for Danmarks vækst og velstand, sikkerhed og udvikling, i fremtiden. En enkelt undtagelse var Politiken, der i en analyse gennemgik, hvem der ville være Connie Hedegaards venner og fjender på klimaområdet. I artiklen stod, at forsvareren for frihandel og tjenesteydelser over grænser, Frankrigs Michel Barnier, vil være skeptisk over for regler og krav, der hæmmer vækst og udvikling. Jeg vil gerne rose avisens netnyheder for overhovedet at nævne, at Kommissionens absolut vigtigste post gik til den tidligere franske udenrigsminister, men at kalde Barnier for en forsvarer for frihandel er et godt eksempel på, at ingen åbenbart aner, hvem der blev udnævnt til de andre poster i Kommissionen. Hvis Barnier skal forestille at være EU’s indre markeds ven, er der kun at konstatere: Med den slags venner, behøver fællesmarkedet ingen fjender.

Barnier er formentlig bedst kendt som manden, der tabte den franske afstemning om forfatningstraktaten. Præsident Jacques Chirac udnævnte ham til udenrigsminister i 2004 efter han havde været kommissær 1999-2004, men det blev en kort fornøjelse, da han blev fyret efter afstemningsnederlaget i 2005. Han fik en vis genoprejsning efter Præsident Nicolas Sarkozy udnævnte ham til fødevareminister, men når han er værd at fremhæve, er det fordi, det bliver Barnier, der skal rydde op efter finanskrisen, og med de meldinger, der kommer fra den franske præsident i øjeblikket, bliver det ikke noget kønt syn, og bestemt ikke med vækst og udvikling for øje.

Ved en tale i La-Seyne-sur-Mer, der ligger i Var-området i Sydfrankrig, den 1. december, sagde Præsident Sarkozy, at udnævnelsen af Barnier var en sejr for den ”europæiske model”, som ellers har haltet gevaldigt bagefter, når det gælder økonomisk vækst.

Han kunne ikke skjule sin tilfredshed med, at den nu var en franskmand, der skulle bestemme over især de britiske banker. "Ved I, hvad det betyder for mig at se en fransk EU-kommissær med ansvar for det indre marked og finansielle tjenesteydelser, herunder byen [London] for første gang i 50 år?" spurgte Sarkozy. "Jeg vil have verden skal se det som en sejr for den europæiske model, som ikke har noget at gøre med den vulgære finansielle kapitalisme".

Velbekomme. Jeg er faktisk ret sikker på, at Connie Hedegaard er langt mere skeptisk overfor centralisme og bureaukrati end den nye franske kommissær for indre marked. Nu får hun lov til at bruge sin tid på vind og vejr.

Det kan naturligvis ikke have været let for José Manuel Barroso, Kommissionens formand, at sammensætte et hold som stillede alle lande i Europa tilfredse. Ifølge Financial Times blev han nærmest bombarderet med opkald fra diverse stats- og regeringschefer i dagene op til offentliggørelsen af den nye Kommission. Det er dog alligevel påfaldende, så tydeligt det er, at vinderne i rokaden blev det som USAs daværende forsvarsminister Don Rumsfeld kaldte ”Old Europe”, og taberne blev ”New Europe”. Den amerikanske forsvarsministers kontroversielle udtalelse i 2003 gjorde, at alle lande, der støttede befrielsen af Irak, blev kendetegnet som det nye Europa, selvom lande som Storbritannien, Danmark, Holland, Italien, Portugal og Spanien, der støttede befrielsen, ikke almindeligvis tilhører det nye Europa, da de hverken blev anerkendt som selvstændige lande eller fik deres uafhængighed i løbet af det 20. århundrede. Den nye definition, som Rumsfeld lagde for dagen, er dog ganske rammende for taberne og vinderne i Barrosos rokade. Man kan også skrive det på en anden måde, at - med undtagelse af Danmark og Finland - taberne stort set blev de lande, der identificerer sig med - eller er en del af - den anglo-saxistiske tradition. Værst gik det udover Storbritannien og Letland.

Letland er blevet specielt hårdt ramt finanskrisen og landets unge regeringschef, Valdis Dombrovskis, har formentlig haft andre ting at tænke på. Han var ellers klog nok til at genudnævne Andris Piebalgs, der hidtil har været energikommissær og vel nærmest var en knytnæve i ansigtet på de russiske gasselskaber, da han blev udnævnt for fem år siden. Hans opgave har først og fremmest været at sikre energiuafhængighed i EU og han bliver nu udskiftet med tyskeren Günter Oettinger. En stor sejr for det gamle Europa og desværre endnu et eksempel på “Schröderiseringen” af Europas udenrigspolitik. Udtrykket er ikke mit eget, men henvender sig til den tidligere tyske forbundskansler Gerhard Schröder, der i dag er købt og betalt af premierminister Vladimir Putin til at drive lobbyvirksomhed for den omstridte naturgasledning på bunden af Østersøen mellem Rusland og Tyskland - uden om russernes besværlige naboer i Estland, Letland, Litauen og Polen.

Den anden store taber er Storbritannien, og hele den ulykkelige misere viser, hvor galt det kan gå, når vores engelske venner har en svag regeringschef. Premierminister Gordon Brown er med rette blevet kritiseret for, at han ikke gik efter en magtfuld økonomisk post i Kommissionen, da det stod klart, at han reelt ikke kunne bemande posten som EU’s nye udenrigsminister eller højtstående repræsentant for udenrigsanliggender og sikkerhedspolitik, som posten officielt hedder. Da hans udenrigsminister, David Miliband, sagde nej tak til at flytte til Bruxelles, pegede Brown i stedet på den ukendte baronesse, Catherine Ashton, der aldrig har været udenrigsminister og kun handelskommissær i mindre end et år. Posten som handelskommissær, som daværende premierminister Tony Blair tilkæmpede sig for fem år siden, gik i stedet til den spanske socialist, Joaquín Almunia.

Jeg kan selvfølgelig tage fejl. Måske bliver Michel Barniers kontor en bastion for frihed og decentralisering, Günter Oettinger en torn i øjet på Putin og Schröder og måske baronessen fra Storbritannien og socialisten fra Spanien en gang for alle kan få alle landene i WTO til at skrive under på en ægte global frihandelsaftale allerede i 2010. Jeg håber det, men jeg tror det ikke. Den nye Kommission varsler ikke bare mere af det samme, men endnu mere af det værste, og det er desværre ikke godt for EU, og slet ikke positivt for en lille åben økonomi som den danske.

Af Kasper Elbjørn

Hvem er Chao?

Der er næppe mange danskere, der overhovedet har hørt om hende. Men faktisk er Elaine Chao med Donald Rumsfelds afgang før nytår den eneste af Præsident Bush’ ministre, der har siddet, siden han tiltrådte i 2001.

Chao er indvandrer fra Taiwan. Hun kom til USA i begyndelsen af 1960erne kun 8 år gammel, og er tydeligvis indbegrebet af den amerikanske drøm. I 1989 blev hun efter en karriere i banksektoren vicetransportminister. Efterfølgende var hun aktiv i velgørenheder og erhvervslivet samt hos tænketanken Heritage Foundation, inden hun igen blev minister i 2001. 

Traditionelt har beskæftigelsesministeriet i USA fungeret som forbindelseslinien mellem administrationen og fagbevægelsen, men med Chao ændrede det sig. Weekly Standard skriver i seneste nummer, at hun i højere grad så sig selv som ambassadør for hele arbejdsstyrken – både dem der var i fagforening og dem, der ikke var. Dette kan synes helt naturligt, når man tænker på, at den organiserede del af arbejdsstyrken er faldet fra 35 pct. i 1950erne til 12.5 pct. af arbejdsstyrken. Men ingen havde gjort det før hende. Derudover har hun ikke været bange for at gå udenom fagforeningernes hovedorganisation og forhandle direkte med fagforeningerne. 

I skyggen af den udenrigspolitiske dagsorden, der blev dominerende efter angrebet 11. september 2001, moderniserede hun arbejdsmarkedet og skabte større flexibilitet, ligesom hun har arbejdet for at skabe større åbenhed og gennemsigtighed især i forhold til fagforeningernes aftaler og procedurer. I disse dage rejser hun rundt i USA, og fortæller, at det som i dag opfattes som en løngab i virkeligheden er et kompetencegab. Det sker som følge af den debat om minimumslønnen, som er opstået i USA. Problemet med at hæve minimumslønnen er, at man risikerer at holde endnu flere ude af arbejdsmarkedet, der netop mangler kompetencer før, de er deres løn værd. Hertitage Foundation havde for nylig en god artikel herom.

Danske ministre kan lære noget af Elaine Chao. Ikke fordi hun formentlig ender med at blive den eneste minister, der sidder i hele Bush-perioden, men fordi hun har formået at sætte borgerlige fingeraftryk indenfor sit område, og alligevel været loyal overfor sin chef.

Af Kasper Elbjørn