Blog (Tag: rusland)

Obama vidste den var gal med Nordkorea

Hvis I nogensinde igen hører en kinesisk og amerikansk - eller måske en dansk - toppolitiker sige, at situationen i Nordkorea er under kontrol, skal I ikke stole på dem.

I de sidste år har vi igen og igen og igen hørt, at hvis bare vi holdt op med at kalde det nordkoreanske styre, hvad det er, som Præsident George W. Bush gjorde, da han inkluderede landet på hans Ondskabens Akse, og forhandlede med dem, skulle vi nok få dem til at skrotte deres atomvåben.

Hvis bare vi ville være søde ved dem, vil de godt forhandle fred med os.

Man skulle så tro, at Nordkoreas angreb på Sydkorea, det værste artilleriangreb siden 1953, ville få folk på bedre tanker, men vi slipper ikke.

Inden længe vil de selv samme finde på en eller anden tåbelig undskyldning for angrebet og sige, at det er Nordkoreas måde at sige, at de gerne vil forhandle med USA.

Advarsel til Obama
Der er dog nogle få, der hele tiden, også da Præsident Bush var allermest upopulær, har holdt fast i at advare mod Nordkorea, og det synes jeg skal nævnes i disse dage, hvor situationen er total ude af kontrol.

Tilbage i januar 2009 kun 12 dage før Præsident Barack Obama blev præsident, holdt Stephen Hadley, der dengang var sikkerhedsrådgiver i det Hvide Hus, en tale, som oprindelig var tiltænkt Præsident Bush.

På det tidspunkt var der ikke mange, der længere lyttede til Bush, og derfor var det strategisk fornuftigt at overlade talen til sikkerhedsrådgiveren.

Det blev derfor Hadleys opgave at advare omverdenen og den nyvalgte Præsident Obama om situationen i Nordkorea.

Hadley sagde bl.a. at Nordkorea ville blive en »tidlig udfordring« for den kommende præsident.

Ingen tog advarslen alvorligt.

I stedet inviterede man til flere 6-partssamtaler mellem Nordkorea, Sydkorea, Rusland, Kina, USA og Japan, og gjorde alt for at undgå at genere diktaturet yderligere.

Og den 23. november gik det så galt.

Hård retorik skræmte nordkoreanerne
Jeg erkender, at den hårde retorik, som kendetegnede Præsident George W. Bush, ikke skabte fred mellem Nord- og Sydkorea, men i det mindste blev Nordkorea så skræmt af de barske ord, at de ikke angreb deres demokratiske nabo, som de gjorde i mandags.

En rådgiver fra det Hvide Hus sagde forleden på TV-stationen, ABC, at man ikke foreløbig ville invitere til flere 6-partssamtaler, da man ikke ville belønne Nordkoreas aggressive adfærd.

Nej, tak, men det kunne måske være, man skulle se ondskaben i øjnene og straffe Nordkoreas aggressive adfærd.

Af Kasper Elbjørn

Georgiens præsident fører stort ved lokalvalg

De første resultater fra lokalvalgene i Georgien er begyndt at løbe ind. De er ret interessante.

Det er første gang, der er valg i Georgien siden Rusland invaderede landet for to år siden, og præsident Mikhail Saakashvilis parti fører i meningsmålingerne.

Valgkommission udtalte her til formiddag, at baseret på de første 4% af de optalte stemmer, havde Saakashvilis parti fået næsten 70% af stemmerne.

Det er et ret interessant resultat, hvis man har læst analyser og kommentarer om Georgien og landets præsident de sidste to år.

Han har ikke fået mange pæne ord med på vejen siden den russiske invasion.

Ruslands effektive spin-maskine
Den effektive russiske spin-maskine har overbevidst alverdens godtfolk om, at Saakashvili selv bad om at få klø af den russiske bjørn i august 2008, og at det var forventeligt, at Rusland ikke bare ville se på, at lande, der engang var besat af russerne og underlagt Sovjetunionen, ønsker at blive integreret i EU og NATO.

Eksempelvis skrev Berlingske Tidende den 14. august 2008, at USA og Europa har »vænnet sig til at kunne æde sig dybere og dybere ind i Sovjetunionens gamle interessesfære med løbende udvidelser af EU og især NATO. De især amerikanske bestræbelser på at få også Ukraine og Georgien ind i NATO har imidlertid været en mundfuld for meget set fra Moskva«.

Jeg fandt aldrig ud af, hvad Berlingske Tidende mente med, at EU og NATO æder sig dybere ind i Sovjetunionens interessesfære.

Mig bekendt gik det såkaldte Ondskabens Imperium til grunde den 25. december 1991.

Til gengæld noterede jeg mig over 70% af georgierne gik ind for NATO-medlemskab ved en folkeafstemning, som blev holdt sideløbende med præsidentvalget den 5. januar 2008.

En nation som alle andre
I min optik er Georgien en nation, som alle andre, og som enhver anden nation, der har været besat i en menneskealder, ønsker befolkningen at benytte og beskytte deres nyfundne frihed og rettigheder.

Sydossetien, som russerne startede med at invadere, er en del af Georgien, og derfor var Georgien i sin fulde ret til at svare igen, da russerne løb over grænsen i august 2008.

Rusland har tilsvarende ingen ret til at blande sig i hvad der sker i provinsen uanset om Georgien engang for 20 år siden var en del af Sovjetunionen.

Verden delt i to
Internationalt dannedes to fraktioner efter invasionen.

På den ene side stod USA, der var midt i præsidentvalgkampen, og begge præsidentkandidater støttede georgierne, og derudover de nye EU-medlemslande. Ledere fra Polen, Estland, Letland og Litauen rejste, ligesom den daværende amerikanske udenrigsminister, til Tbilisi med fuld støtte til Georgien.

På den anden side stod lande som Tyskland, Italien og Spanien, der ikke ønskede, at handelsrelationerne til Moskva led skade. Den allestedsnærværende Hugo Chavez anerkendte naturligvis Sydossetien.

Frankrig tilhører normalt den sidste fraktion, men den franske regering med den fremragende udenrigsminister Bernard Kouchner i spidsen prøvede at stille sig neutralt, fordi landet havde formandskabet for EU.

Dertil kom, at franske meningsdannere på tværs af politiske skel talte Georgiens sag.

SOS Georgien? Nej, SOS Europa!
Under overskriften SOS Géorgie? SOS Europe! skrev de to franske filosoffer André Glucksmann og Bernard-Henri Lévy i den socialistiske avis Libération, at den georgiske test vil vise, om det Europa, der hyldede revolutionerne i Ukraine og Georgien, stadig findes.

André Glucksmann har længe været kritisk over for Putins Rusland. Han er tilhænger af selvstændighed til den lille russiske udbryderrepublik, Tjetjenien, og støttede i øvrigt den præsident Sarkozy ved valget i 2007.

Det samme kan næppe siges om Bernard-Henri Lévy, der ikke har mange pæne ord til overs for præsidenten.

Lévy er til gengæld kendt for at være en af medunderskriverne på brevet Manifesto, der kritiserede den muslimske verdens fordømmelse af Jyllands-Postens karikaturer af profeten Muhammed.

Men uanset deres uenigheder talte Glucksmann og Lévy med én stemme mod Rusland.

Deres pointe var, at hvis ikke Europa reagerer skarpt mod de russiske aggressorer, afslører vi os selv som papirtigre, fra hvem man ikke kan forvente andet end gode intentioner.

Forventet reaktion fra EU
EU reagerede, som vi ved, helt som man frygtede, og EU’s undersøgelse af krigen retfærdiggjorde, at Rusland gik ind i Georgien.

Det fik en hær af kommentatorer fra fraktionen, der ikke kunne forstå, at Georgien i dag har ret til at forsvare sig, til at fordømme Præsident Saakashvili for hans opførsel og dispositioner.

Imens rullede den russiske propagandamaskine sig ud.

Allerede få måneder efter krigen sluttede var russerne klar med dokumentaren ‘War 08.08.08 - Forræderiets kunst’, der fremstillede krigen, som magthaverne i Kreml gerne vil have vi ser krigen.

Derefter kom spillefilmen ‘Olympus Inferne’, der også fortæller historien om, hvordan russerne måtte træde til for at redde Syd-ossetherne fra folkemord.

Filmen er i følge Politiken blevet vist på nationalt russisk tv, og filmens instruktør påstår, hans film er historisk korrekt. »Tiden vil vise, hvem der har ret«, sagde instruktøren Ogor Voloshin til Time Magazine.

I dag har det georgiske folk mulighed for at fortælle, hvem de mener, der havde ret, og hvem de stoler på.

Af Kasper Elbjørn

Tjekkerne viser vejen for EU

 

Det tjekkiske EU-formandskab viste tænder allerede de første dage efter, at formandskabet rykkede fra Paris til Prag. Tjekkerne lod klart og tydeligt forstå, at Israels angreb på terrorbevægelsen Hamas var »defensivt, ikke offensivt«.

Det var klar og ærlig tale og afspejler, at tjekkernes holdninger er formet af erindringen om den sovjetiske besættelse under Den Kolde Krig.

Tjekkerne og de andre nye medlemslande ved bedre end nogen, at når det ligner terror, når det lugter af terror, så er det nok terror. De er et frihedselskende folk, der ikke finder sig i noget.

Men Israels krig mod terrorbevægelsen Hamas bliver ikke tjekkernes største udfordring de næste måneder. Millioner af husstande i Europa har fået vinterkulden at føle som følge af gas-krigen mellem Rusland og Ukraine.

Gas-krigen er opstået, fordi russerne og ukrainerne ikke kan blive enige om en ny aftale om levering af naturgas. De kuldsejlede forhandlinger resulterede i, at Rusland skruede ned for naturgasleverancerne til Ukraine 1/1.

Lukkede næsten for gassen

Natten til 6/1 gav Ruslands premierminister Vladimir Putin sin accept af, at det statskontrollerede Gazprom reducerede leverancerne yderligere til det, der kaldtes et teknisk minimum.

Leverancerne til resten af Europa blev omgående ramt, og EU sendte delegationer til Moskva og Kiev i et forsøg på at få genoptaget forhandlingerne. Officielt fastholdt Europa-Kommissionen, at der var tale om en kommerciel konflikt og ikke en politisk strid, men sandheden skal findes hos det tjekkiske EU-formandskab. Igen.

Den tjekkiske statsminister, Mirek Topolanek, der også er EU-formand, var ikke sen til at erkende situationens alvor og erklærede, at hvis der ikke fandtes en løsning, måtte man indkalde til et topmøde mellem statslederne fra Ukraine, Rusland og Tjekkiet samt kommissionsformand José Manuel Barroso.

Topolaneks topmøde blev aldrig til noget, men strategien var med til at presse russerne til at åbne for gashanerne igen. Mirek Topolanek vidste, at Putin aldrig ville tillade, at hans præsident gik til forhandlinger med ærkefjenden fra den tidligere sovjetstat, Ukraines Præsident Viktor Yushchenko, og den gamle frihedskæmper fra Prag, Præsident Vaclau Klavs.

Putin gav sig

Hellere åbne for gassen end acceptere Ukraine og Tjekkiet som ligeværdige partnere har Putin formentlig tænkt.

På seks dage formåede det tjekkiske EU-formandskab at sætte russerne skakmat og melde klart ud i forhold til demokrati og terror.

Det er mere end det franske EU-formandskab formåede på seks måneder.

Alt imens påbegyndte tjekkerne deres vigtige EU-dagsorden, der meget sigende går under sloganet: Europe without barriers - Europa uden barrierer.

Et EU, der arbejder for fred, frihed og frihandel og værner om de værdier, EU blev bygget på, er vejen frem for Europa.

Desuden kan gas-krigen lære os, at hvis EU igen skal blive det håb for fremtiden, som der er brug for, skal vi skabe et bæredygtigt Europa, hvor vi passer på ressourcerne, og hvor vi er uafhængige af stater, der ikke er frie og demokratiske eller støtter terrororganisationer, som er modstandere af de værdier, som EU bygger på. Ikke bare økonomisk uafhængige, men også energiuafhængige.

Hvis den økonomiske vækst og den vigtige energidagsorden samtidig kan gavne miljøet, har vi ramt helt rigtigt. Noget tyder på, at tjekkerne viser Europa vejen frem.

Af Kasper Elbjørn

Den georgiske test

Den kolde krig er ovre. Alle lande har ret til at bestemme, hvilken retning de vil bevæge sig i, sagde Europa-Kommissionens formand José Manuel Barroso, da han annoncerede Kommissionen for nye naboskabsaftaler med Armenien, Aserbajdsjan, Georgien, Hviderusland, Moldova og Ukraine i onsdags.

»Én ting er fælles for landene. De betragter unionen som eksempel på god regeringsførelse og en betingelse for økonomisk vækst. Og de vil gerne tættere på«, sagde Barroso.

Heri havde han helt ret, og det var ikke en dårlig dag at give de tidligere socialistiske diktaturer et klap på skulderen. Natten forinden fik Rusland lovning på genoptagelse af de diplomatiske forhandlinger i NATO-Rusland Rådet, mens Georgien og Ukraine måtte gå tomhændede hjem uden at rykke tættere på medlemskab af NATO.

Det var et forkert signal at sende både til Rusland og til Ukraine og Georgien, fordi det må bestemt gøre ondt på Georgien og Ukraine igen at få smækket NATO-døren lige i hovedet, mens Rusland bliver belønnet uden årsag. NATO havde ellers forleden en mulighed for at vise, at organisationen ikke er præget af splittelse efter afvisningen af georgisk og ukrainsk medlemskab tilbage i april, der udløste en krig mod Georgien et par måneder senere.

En af hovedårsagerne til at man heller ikke ønskede at begynde optagelsesforhandlinger i foråret, var ifølge NATO-landene at landegrænserne ikke var sikre nok til at begynde et formelt samarbejde via den såkaldte Member­ship Action Plan. Membership Action-planen kan på sigt føre til medlemskab, men den er samtidig en rigtig god gulerod for de lande, der trænger til at få en med pisken og respektere menneskerettighederne, gennemføre markedsreformer, bekæmpe kriminalitet og korruption m.v.

Resultatet af NATO-topmødet var ikke overraskende, at landegrænserne blev netop det, som NATO havde advaret imod: usikre. Det skete, da russiske tropper rykkede ind over grænsen til Georgien i sommer. Mere usikre grænser kunne Tyskland og andre af de europæiske lande, der ikke ønskede at skade forholdet til russerne, næppe have ønsket sig.

Russerne gjorde invasionstropperne klar nord for grænsen og da georgierne kom til Sydossetien sydfra for at skabe stabilitet i området, efter nogle russiskstøttede oprørsgrupper havde prøvet at skabe ballade, væltede de russiske tropper ind over grænsen til det demokratiske land med undskyldningen om, at de ville passe på russerne i området.

Resultatet af krigen var ikke blot, at Georgiens infrastruktur blev ødelagt og økonomien forværret, men også at Rusland fik held til at dele den frie verden i to.

På den ene side står i dag USA og de nye medlemslande fra Østeruopa, der alt for godt kender russernes magtspil. Og på den anden side står lande som Tyskland med den tyske udenrigsminister i spidsen, som stærkt inspireret af den tidligere socialdemokratiske kansler, Gerhard Schröder, ikke ønsker, at handelsrelationerne til Moskva lider skade.

Frankrig tilhører normalt denne fraktion af lande, der heller ikke ønsker at skade forbindelserne til Rusland. Men den franske regering har prøvet at stille sig mere neutralt denne gang, formentlig fordi landet har formandskabet for EU.

Dertil kommer, at franske meningsdannere på tværs af det politiske spektrum har talt Georgiens sag.

Under overskriften »SOS Géorgie? SOS Europe!« skrev de to franske filosoffer André Glucksmann og Bernard-Henri Lévy i den socialistiske avis Libération den 14. august, at den »georgiske test« vil vise, om det Europa, der hyldede revolutionerne i Ukraine og Georgien, stadig findes.

André Glucksmann har længe været kritisk over for Putins Rusland. Han er tilhænger af selvstændighed til den lille russiske udbryderrepublik, Tjetjenien og støttede i øvrigt den konservative præsident Sarkozy ved valget i 2007. Det samme kan næppe siges om Bernard-Henri Lévy, der ikke har mange pæne ord til overs for præsidenten. Han er til gengæld kendt for at være en af medunderskriverne på brevet Manifesto, der kritiserede den muslimske verdens fordømmelse af Jyllands-Postens karikaturer af profeten Muhammed.

Men uanset deres uenigheder talte Glucksmann og Lévy denne gang med én stemme, og deres pointe var, at hvis ikke Europa reagerer skarpt mod Rusland, så afslører vi os selv som papir-tigre. Og det er bestemt afgørende, at vi viser russerne, at vi ikke ligger under for deres olie og gas, hvis NATO og EU skal spille en rolle på den udenrigspolitiske scene i det 21. århundrede.

Det gjorde NATO ikke i tirsdags. EU er ikke meget bedre. For nylig anbefalede Europa-Kommissionen at genoptage partnerskabsforhandlingerne med Rusland. Rusland svarede igen med dagen efter at true med at sætte missiler op langs Østersøen. Man kan håbe, at kommissionsformand Baroso havde lært af lektien, da han annoncerede de nye naboskabsaftaler. I hvert fald var det et passende budskab netop dagen efter NATO-topmødet.

Vores egen udenrigsminister Per Stig Møller (K) sagde efter NATO-topmødet, at hverken Georgien eller Ukraine var i en position, »hvor de kan lave et tiger-spring frem« mod NATO-medlemskab. Det er sørgeligt, hvis han virkelig ser sådan på det, men værre er, at vi risikerer at afsløre os selv som papir-tigre, som hverken kan springe eller gå, og ingen kan regne med.

Af Kasper Elbjørn

Ruslands uacceptable adfærd

Robert Petersen, der er ph.d.-studerende på Roskilde Universitets Center, skriver i kronikken 12. august, at alt tyder på, at den russiske invasion af Georgien var en reaktion på, at Georgien angreb Sydossetien. Han mener, Rusland har en god sag, og kritiserer statsminister Anders Fogh Rasmussen (V) for at sige, at intet kan retfærdiggøre, at en stormagt griber ind i et andet lands indre forhold. Det er hvad Vesten selv har gjort i Jugoslavien, Irak og flere andre steder, mener Robert Petersen.

For det første kan man spørge sig selv, hvordan en krig mod et andet land kan være en god sag, men dertil kommer, at Sydossetien er en del af Georgien. Derfor er Georgien i sin fulde ret til at sætte militært ind mod oprørsstyrkerne, der ønsker selvstændighed fra Georgien, og Rusland har tilsvarende ingen ret til at blande sig. For det tredje kan man ikke sammenligne forholdene i Sydossetien med hverken det tidligere Jugoslavien eller Irak.

Inden NATO greb ind, foregik en systematisk etnisk udrensning i Kosovo. Det er heldigvis ikke sket i Georgien. Sammenligningen med Irak er også behæftet med fejl. Iraks tidligere diktator Saddam Husseins styre dyrkede konsekvent myten om, at han havde masseødelæggelsesvåben, og destabiliserede hele regionen, imens han nægtede at overholde FNs resolutioner. Der er tale om en helt og aldeles anderledes situation end i Georgien.

Til sidst skriver Robert Petersen, at det hele faktisk er Vestens skyld, fordi NATO og EU blev udvidet østover trods russiske protester. Vi føjede »spot til skade« efter den Kolde Krig, skriver han.

Må jeg minde om, at det var selvstændige, demokratiske nationer, der frivilligt søgte optagelse i NATO og EU, og i alt, alt for lang tid måtte vente på at blive formelt optaget. Hvis Vesten føjede nogen »spot til skade« var det ikke overfor Rusland, men overfor ansøgerlandene, som vi først efterlod bag Jerntæppet i 50 år til et socialistisk rædselsregime styret fra Moskva, for dernæst at lade dem vente over ti år på at blive optaget i de organisationer, der havde sikret os selv både frihed og velstand.

Nu må vi så vise, at vi ikke igen er os selv nok. De omkringliggende lande holder øje med, hvad vi gør. De ved godt, de står som de næste i køen af lande, som Rusland ikke respekterer.

Jeg er enig i, at NATO og EU fremstår foruroligende splittede og ufokuserede. Man kan også med god grund argumentere for, at Georgiens deltagelse i befrielsen af Irak burde have været sikkerhed nok for landet, og at USA skulle have gjort mere end blot fragte de 2.000 georgiske soldater hjem fra Irak.

Men den amerikanske præsident skal alligevel have ros for sin tale natten til tirsdag, der satte tonen for, hvordan vi bør reagere overfor de russiske aggressioner. Han kaldte det »en uacceptabel fremfærd i det 21. århundrede«. Frankrigs præsident og udenrigsministers indsats for at stoppe krigen bør ligeledes fremhæves, ligesom den britiske udenrigsminister var befriende klar i mælet, da han onsdag sagde, at forholdet mellem EU og Rusland skal tages op til revision på EUs udenrigsministermøde 6. september.

Hvis NATO og EU skal spille en rolle på den udenrigspolitiske scene i det 21. århundrede, må der nu handling bag ordene. Et løfte om optagelse i NATO er et uundgåeligt skridt i den retning.

Af Kasper Elbjørn

Glem FN

TROEN på FN som en global styringsenhed og myndighed har bevirket, at Danmark de seneste år har gjort en ihærdig indsats for at få en plads i FN’s Sikkerhedsråd. Derfor var det en stolt dansk udenrigsminister, der for nylig kunne konstatere, at målet var nået. Den formelle beslutning bliver taget på FN’s kommende generalforsamling, men pladsen skulle være sikret.

Spørgsmålet er blot, om tiden ikke er løbet fra FN? Om ikke Danmark og andre småstater bør bruge flere kræfter på andre allerede etablerede globale institutioner, der med tiden kan nyde samme tillid, som FN har haft i fredstid?

I marts 2003 gennemførte CNN og avisen USA Today en Gallup-undersøgelse, der viste, at amerikanernes tillid til FN var på et historisk lavpunkt. Seks ud af 10 amerikanere mente, at FN ikke løftede de opgaver, man med rette kunne forvente, at verdensorganisationen påtog sig at løse. Undersøgelsen vakte imidlertid ikke den store opmærksomhed, selvom der var tale om den mest negative FN-måling siden 1953.

Amerikanernes irritation over FN var forståelig. Våbeninspektørernes pinegale søgen efter rygende pistoler kunne ikke andet end fremkalde skepsis i de nationer, der ønskede Saddam Hussein afsat. Dertil udløste Frankrigs løfte om at blokere enhver resolution i FN’s sikkerhedsråd – uanset indhold – en vis forundring. Hvad enten man var for eller imod invasionen af Irak, var der tale om omstændigheder, der måtte resultere i dalende tillid til FN.

Danskerne fulgte da også trop. Næsten hver tredje dansker var blevet mere negativ over for FN efter Irak-krisen i forhold til tidligere, viste en meningsmåling foretaget af PLS Rambøll for Jyllands-Posten i samme periode. For FN havde Irak-krisen således alvorlige konsekvenser.

Mange af de kritikpunkter, der rejstes sidste år, er imidlertid glemt igen. Danskerne og resten af Europa synes at have glemt, hvordan FN udstillede sin afmagt og handlingslammelse over for opgaver, der kun kan løses af en global organisation.

Kritikken af FN som en organisation, der ikke er ansvarlig over for befolkninger, men derimod accepterer, og tilmed er forpligtet til at respektere regeringer styret af tyranner, er forstummet. Glemt er også kritikken af Sikkerhedsrådets forældede opbygning og regler samt de fejlslagne fredsmissioner i Rwanda, Somalia m.v. For slet ikke at nævne korruptionen inden for FN, der for nylig kunne føres tilbage til selv de øverstbeliggende kontorer i FN’s imponerende bygning i New York.

EUROPAS regeringer synes at prioritere en verdensorden dirigeret af en anakronistisk organisation fremfor en demokratisk valgt regering i USA. Og det ligger da også i kortene, at alle lande forsat vil bruge FN som udgangspunkt for deres udenrigspolitik. Men ligesom FN var paralyseret under Den kolde Krig, har FN vist sig handlingslammet i den globale kamp mod terrorister samt regimer, der støtter terrorister. Sådan må det være. Ligesom Sovjetunionen sad med ved bordet under Den kolde Krig, så har lederne af alverdens slyngelstater jo ret til samme indflydelse på FN som alle andre. Derfor har FN ingen legitimitet i dag og kan således ikke virke meningsfyldt.

Erkendelsen af, at en ny verdensorden kræver nye institutioner, er imidlertid fuldstændig fraværende i Europa. Det er besynderligt, da det i høj grad var europæerne med Winston Churchill i spidsen, der tog initiativet til de multilaterale institutioner, vi har benyttet siden Anden Verdenskrig. Og det kan vise sig meget farligt i kampen mod terror, at vores institutioner ikke matcher vores udfordringer.

Jeg er personlig ikke tilhænger af at genopfinde den dybe tallerken flere gange. Madeleine Albrights Demokratiske Verdensforbund, der blev etableret i Warszawa i 2000, var måske nok et frisk pust, men organisationen vil få svært ved at manifestere sig over for eller i stedet for FN. Det er meget mere konstruktivt at tage udgangspunkt i institutioner, der allerede er etableret, men som leder efter nye mål og måske endda eksistensberettigelse.

MIT bud på en ny global organisation, der kan etablere sig over for FN, og med tiden i stedet for FN på den globale scene, er G8.

Ideen til G8 kom fra præsident Fords udenrigsminister Henry Kissinger, som ønskede et globalt samarbejdsforum, der udgjordes af demokratisk valgte ledere fra store industrialiserede lande.

Oprettelsen af G8 reflekterede bl.a. FN’s afmagt over for de forskellige internationale udfordringer under Den kolde Krig. Samarbejdet berørte hovedsagelig makroøkonomiske spørgsmål, udenrigshandel og relationer til udviklingslande. Men også spørgsmål om energi, miljø, bekæmpelse af kriminalitet og terror drøftes i G8 i dag.

Medlemmerne af G8 (USA, Frankrig, England, Tyskland, Italien, Japan og senere også Canada og Rusland) bekender sig til samme demokratiske frihedsidealer. G8 er derfor udstyret med den demokratiske legitimitet, som FN altid har manglet. G8 kan endda erhverve sig den tyngde, der kan effektuere en eller anden form for global styring og et effektivt internationalt retssamfund, hvilket der mere end nogensinde er brug for.

Kombineret med hjælp fra NATO, som alle G8-landene undtagen Rusland og Japan er medlem af, vil G8 endog være udstyret med den militære magt, som FN altid har manglet, men som er nødvendig for effektivt at lede et internationalt retssamfund. Ved et seminar hos den britiske tænketank, Centre for Policy Studies, efter terrorangrebet i 2001 pointerede Henry Kissinger, at muligheden for at skabe en ny verdensorden dirigeret af USA i et tæt samarbejde med demokratiske nationer ligger lige for. Han sammenlignede USA’s rolle globalt med den rolle, som Storbritannien spillede i Europa efter Napoleonskrigene i det 19. århundrede.

Kissingers koncept for fremtidens globale samarbejde er desuden beskrevet i bogen »Does America Need a Foreign Policy?« fra 2001. Her bemærker den aldrende statsmand, at USA hverken bør stræbe efter hegemoni over europæerne eller isolere sig i forhold til kontinentet. Tværtimod mener han, at USA bør engagere sig globalt ud fra en kølig analyse af ligevægtsbegreber og interesser og med respekt for andre demokratier. Kissinger plæderer bl.a. for oprettelsen af et transatlantisk frihandelsområde og nedsættelse af et globalt styrelsesudvalg til behandling af omstridte politiske spørgsmål mellem demokratiske stater.

Meget taler for, at G8 kunne tage vare om hans ideer efter en vis institutionel udvikling. G8 har modsat FN allerede taget bestik af de nye globale udfordringer og inviteret Rusland med i samarbejdet, ligesom Storbritannien inviterede Frankrig med i det europæiske samarbejde kort tid efter Napoleonskrigene. EU er repræsenteret ved formanden for Parlamentet, Kommissions-formanden og formanden for Rådet. Desuden er Kina med på sidelinien, da landet ikke er demokratisk, men i vid udstrækning har indført markedsøkonomi.

Skulle G8 en dag spille en stadig større rolle på den globale scene, vil Kina og andre ikke-demokratiske lande blive tvunget til at gennemføre demokratiske reformer, således at landene kan få indflydelse på G8-landenes beslutninger. Den slags incitamenter eksisterer slet ikke inden for FN samarbejdet.

KRITIKERE af G8 kan med rette sætte spørgsmålstegn ved, om det er i små landes interesse, at G8 får magt på bekostning af FN?

Meget tyder på, at vi ikke skal være bekymrede. Invasionen af Irak har vist, at lande som Holland, Danmark, Norge, Litauen osv. kan få betydelig indflydelse på trods af vores beskedne størrelse. Eksemplet er bevis for, at den ny verdensorden nok vil blive dirigeret af USA og med udgangspunkt i principperne i Bush-doktrinen, men andre lande, der bekender sig til de samme værdier som USA, kan fungere som vigtige medspillere.

De egentlige tabere vil blive lande, der ikke bekender sig til demokrati og markedsøkonomi, og som ikke overholder international lovgivning, men er styret af tyranner. Disse lande vil blive presset til reformer, ligesom befolkningerne indirekte vil blive opfordret til at vælte deres regeringer for at få indflydelse på den globale dagsorden.

Af Kasper Elbjørn

Nyheder fra Venstre