Blog (Tag: sf)

R=SF den 7. juni

Valget til Europa-parlamentet handler om, hvilken retning EU skal gå i fremtiden. Socialisterne vil have regler og mure mellem medlemslandende. De borgerligt-liberale partier ønsker, at EU skal koncentrere sig om at løse Europas fælles problemer. Det er det, EU gør bedst.

Alligevel forstår jeg godt, hvis vælgere, der normalt stemmer på De Radikale, og som tror på frihed, markedsreformer og frihandel, er i tvivl om, hvem de skal stemme på.

Hvis du sætter kryds ved Det Radikale Venstre den 7. juni, så går din stemme nemlig til socialisterne. De Radikale har nemlig indgåetvalgforbund med Socialistisk Folkeparti. De Radikale fik selvfølgelig tilbuddet om at komme i valgforbund med Venstre, men ville hellere i valgforbund med socialisterne. Jeg er faktisk rigtig ked af, at de valgte socialisterne frem for Venstre.Venstre og De Radikale sidder i den samme gruppe i Europa-Parlamentet - den liberale gruppe - og vores partier kæmper normalt for de samme sager i EU, ligesom vi deler begejstringen for EU. Men desværre er en stemme på Det Radikale Venstre den 7. juni en stemme på Margrethe Auken og SF.

Af Kasper Elbjørn

Frihed en del af løsningen

 

I et besynderligt indlæg i Frederiksborg Amts Avis i onsdags prøver SFs to kandidater til Europa-Parlamentet, Ole Riisgaard og Pia Olsen Dyhr, at genoplive den gamle forestilling om, at man ikke kan være borgerlig-liberal og have et ægte ønske om at passe på miljøet. Man fristes nærmest til at tro, at SF stadig lever i industrisamfundet i det 20. århundrede.

Enhver der har bevæget sig videre fra dengang, det var moderne at gå i flower-power tøj og have en lilla ble om hovedet, ved, at det faktisk er god borgerlig-liberal politik at passe på miljøet.

Riisgaard og Dyhr skriver, at De Konservative og Dansk Folkeparti stemte imod EU's nye klimamålsætning for 2020, men de glemte behændigt at fortælle, at Venstre faktisk er tilhængere af EU's målsætning om de tre gange 20 i 2020: Sænke udledningen af drivhusgasser med 20 pct., øge andelen af vedvarende energi til 20 pct. og øge energieffektiviteten med 20 pct. i 2020.

Hvis vi skal skabe et bæredygtigt Europa skal vi passe på alle de ressourcer, vi har. Ikke kun de økonomiske, men også energiressourcerne og miljøet. Det er en svær balance, men vi ved alle, at det værste vi kan gøre er at gå i panik og indføre love og regler, der måske nok gavner miljøet, men skader den personlige og økonomiske frihed.

Desværre anerkender socialister som Ole Riisgaard og Pia Olsen Dyhr stadig ikke de langsigtede, positive konsekvenser af personlig og økonomisk frihed. Det gør vi liberale. Vi ved, at frihed er en del af løsningen på klimaudfordringerne. Heri ligger uenigheden mellem socialister og liberale i dag.

Af Kasper Elbjørn

Lieberman - mere end en højrenationalist

Det skortede ikke med fy-ord i de danske morgenudsendelser i radio og TV i går efter det israelske valg. Højreorienteret, nationalistisk, højre-nationalistisk - og Danmarks Radio gik så langt, at man i radioavisen flere gange kaldte valgets sejrherre, Avigdor Liebermans parti, Yisrael Beiteinu, for ultra-nationalistisk.

Det gjorde terrororganisationen Hamas i øvrigt også. Dén lader vi lige stå et øjeblik.

Sandheden er mere nuanceret. Når det gælder den økonomiske politik, ligger Liebermans parti på linje med Socialistisk Folkeparti. Man accepterer markedsøkonomien, men ønsker ikke ubetinget at frigive de frie markedskræfter.

Det kan næppe kaldes højreorienteret.

Avigdor Liebermans parti er heller ikke mere nationalistisk end de danske partier, der ofte handler ud fra kortsigtede, nationale interesser.

Derudover er partiet faktisk tilhænger af medlemskab af NATO og endda også EU, men især kendt for at gå ind for et sekulært samfund, hvor stat og kirke er adskilt.

Det er snarere partiets holdning til Mellemøst-konflikten, der skiller partiet ud fra de andre partier i Israel.

Lieberman mener ikke, at konflikten handler om, hvor grænserne til Israel skal gå, men derimod om kultur og værdier. Derfor har han også tilkendegivet, at han er villig til at afgive israelsk territorium for at gøre de to stater i en to-statsløsning mere homogene.

Til gengæld gør han gældende, at israelere, der ikke anerkender Israel, ikke kan være israelske statsborgere, ligesom han ikke mener, at Israel skal forhandle med lande, der ikke accepterer Israels ret til at eksistere. Hermed rammer han et ømt punkt hos de jødiske israelere, som på tværs af partitilhørsforhold i stigende grad mener, at de arabiske israelere er mere loyale over for Hamas end de er over for Israel.

Årsagen til, at Avigdor Liberman fik så stor succes ved valget i tirsdags, skyldes dog først og fremmest, at han formåede at fremstille sit parti, der på dansk hedder Vort Hjem Israel, som et nyt folkeparti, der ikke kun henvender sig til den oprindelige vælgergruppe, de russiske indvandrede, men er et frisk pust i israelsk politik. Når strategien lykkedes for Lieberman, skyldtes det formentlig skuffelsen over regeringspartiet Kadima, der blev dannet af tidligere premierminister Ariel Sharon umiddelbart inden valget i 2006.

Sharon oplevede aldrig sit partis valgsejr i 2006. Umiddelbart efter valgkampen var skudt i gang, blev han ramt af flere massive hjerneblødninger og har siden ligget i dyb koma. I stedet blev Ehud Olmert premierminister, og han har ikke været nogen succes.

Det indså Lieberman, der efter sidste valg blev en del af Olmerts koalitionsregering.

Umiddelbart efter præsident George W. Bush' besøg i Israel i januar 2008, hvor han prøvede at presse de israelske politikere til at holde Olmert flydende på grund af fredsprocessen og på trods af korruptionsanklager, forlod Lieberman Olmerts synkende skib. Det var et klogt valg, der senere gav ham massiv vælgeropbakning.

AVIGDOR LIEBERMAN BLEV født i den del af det tidligere Sovjetunionen, der i dag hedder Moldova. Han immigrerede til Israel i 1978 og fik senere en kandidatuddannelse fra Jerusalems universitet.

I 1990erne var han generalsekretær for Likud og en af Benjamin Netanyahus allierede. Han fungerede endda som stabschef for Netanyahu, da Netanyahu første gang var premierminister 1996-1999. I 2001 blev hans nydannede parti optaget i Ariel Sharons regering, og Lieberman blev minister for infrastruktur 2001-2002. I 2006 gik han med i Ehud Olmerts regering for at holde de nye russiske partier fra magten, og der var sikkert mange fra både Likud og Kadima, der så en fordel i, at det netop var Lieberman, der holdt styr på de russiske israelere og ikke de russiske oligarker, der var flyttet til Israel siden Sovjetunionens sammenbrud.

»Israel har ret til at kræve fuld tilslutning fra alle sine borgere. Den, som ikke er parat til at anerkende Israel som en jødisk og zionistisk stat, kan ikke være borger i landet«, sagde Lieberman i en tale på Saban Center for Middle East Policy i Washington tilbage i 2006, da han som nyudnævnt minister i Olmerts regering forklarede sin holdning til Mellemøst-konflikten. Han påpegede endvidere: »Fredsprocessen er baseret på tre grundlæggende falske præmisser: at den israelsk-palæstinensiske konflikt er den vigtigste årsag til ustabilitet i Mellemøsten, at konflikten er territorial og ikke ideologisk, og at oprettelsen af en palæstinensisk stat, der bygger på 1967-grænser, vil afslutte konflikten«. Uanset hvad man ellers mener om Avigdor Lieberman og hans parti, Yisrael Beiteinu, bør man tænke lidt over denne nye tilgang til konflikten. Ikke mindst i lyset af at der trods utallige fredsforsøg stadig ikke er fred mellem Israel og de arabiske lande. Og hvis Yisrael Beiteinu bliver tungen på vægtskålen, når præsident Shimon Peres en af de kommende dage skal pege på en forhandlingsleder, vil Liebermans betragtninger om Mellemøst-konflikten uden tvivl komme til at spille en vigtig rolle fremover.

Det havde derfor været interessant, hvis de danske medier havde brugt morgennyhederne i går til at analysere sig frem til, hvad Liebermans syn på konflikten vil betyde for fredsprocessen i stedet for at bruge tiden på at brændemærke et politisk parti med symboler, der tilhører det 20. århundrede.

Af Kasper Elbjørn

Gløderne fra Den Kolde Krig

Endnu en gang skaber særinteresser og gammelt had splittelse i den frie verden. Ikke engang i Danmark står vi sammen og støtter helhjertet Georgien.

Internationalt har dannet sig to fraktioner. På den ene side står USA og de nye EU-medlemslande. Ledere fra Polen, Estland, Letland og Litauen rejste ligesom den amerikanske udenrigsminister til Tbilisi med fuld støtte til Georgien under krigen mod Rusland.

På den anden side står lande som Tyskland, Italien og Spanien, der ikke ønsker, at handelsrelationerne til Moskva lider skade.

Frankrig tilhører normalt samme fraktion, men den franske regering har prøvet at stille sig mere neutralt, fordi landet har formandskabet for EU.

Dertil kommer, at franske meningsdannere på tværs af det politiske spektrum har talt Georgiens sag.

Under overskriften SOS Géorgie? SOS Europe! skrev de to franske filosoffer André Glucksmann og Bernard-Henri Lévy i den socialistiske avis Libération, at den georgiske test vil vise, om det Europa, der hyldede revolutionerne i Ukraine og Georgien, stadig findes.

André Glucksmann har længe været kritisk over for Putins Rusland. Han er tilhænger af selvstændighed til den lille russiske udbryderrepublik, Tjetjenien, og støttede i øvrigt den konservative præsident Sarkozy ved valget i 2007.

Det samme kan næppe siges om Bernard-Henri Lévy, der ikke har mange pæne ord til overs for præsidenten. Han er til gengæld kendt for at være en af medunderskriverne på brevet Manifesto, der kritiserede den muslimske verdens fordømmelse af Jyllands-Postens karikaturer af profeten Muhammed.

Men uanset deres uenigheder talte Glucksmann og Lévy med én stemme mod Rusland forleden. Deres pointe var, at hvis ikke Europa reagerer skarpt mod de russiske aggressorer, afslører vi os selv som papirtigre, fra hvem man ikke kan forvente andet end gode intentioner. Det var klar tale, og man kunne ønske, at alle stod sammen og sagde det samme som de to filosoffer. Også herhjemme. Men sådan er det ikke.

Så sent som 25/8 udtalte SF's udenrigspolitiske ordfører, Holger K. Nielsen, til månedsmagasinet Raeson, at det var Saakashvili, den georgiske præsident, der »udløste konflikten gennem sin militære intervention i Sydossetien.«

Derudover mente han på ingen måde, at Rusland kunne opfattes som en trussel. »Indtil videre vil jeg klappe hesten«, sagde han.

Det kan godt være, der ikke er kold krig i dag, men det lød næsten sådan. Holger K. Nielsen har bestemt ikke ændret retorikken fra dengang, Sovjetunionens ledere holdt det halve Europa fanget i et jerngreb.

Når Holger K. Nielsens bemærkning om Saakashvili er så forargende, er det fordi, præsidenten ikke havde noget valg.

Russerne havde allerede tropperne til invasionen opmarcheret nord for grænsen, da georgierne rykke ind i Sydossetien sydfra. Han måtte beskytte egne statsborgeres liv.

Europa og USA puster til gløderne, som vi aldrig fik slukket efter Den Kolde Krig, hvis ikke vi tager klar afstand fra Ruslands adfærd.

Næsten gang er det Ukraine. Og selv medlemmer af Nato som Polen er blevet truet.

Estland, Letland og Litauen, der indtil i dag kun har været frie nationer, når Rusland har været svagt, havde god grund til at tage til Georgien sammen med Polen forleden. De vil næppe føle sig trygge med en bemærkning om, at de bare skal klappe hesten.

Nato og EU må derimod se at komme op på hesten. Medlemskab af Nato og senere måske også EU er den eneste vej frem, hvis vi fortsat ønsker frihed, demokrati og markedsøkonomi i Europa.

Af Kasper Elbjørn

Værdikamp: SF har bjergtrøjen på i kulturkampen

 

Til sommer vil Socialistisk Folkepartis formand, Villy Søvndal, samle 100.000 danskere til en march mod det, han kalder religiøse mørkemænd i Hizb ut-Tahrir og Islamisk Trossamfund.

Der er en stolt tradition for at marchere hos de røde, sorte og brune. Jeg bryder mig ikke om det. Jeg er heller ikke særlig god til det, men jeg vil dog alligevel melde mig under de socialistiske faner, når Søvndals march begynder.

Det er jeg ret sikker på, at mange andre danskere også vil. Jeg tror faktisk, at Søvndal, ligesom så mange andre socialistiske ledere før ham kan samle 100.000 danskere til demonstrationen, fordi demonstrationen er hævet over partipolitik og vendt mod fundamentalisme og fanatisme - ikke mindst religiøs. Man kan derfor undre sig over, hvorfor popgruppen Outlandish er inviteret til at spille til arrangementet, men lad nu det ligge. Pointen er her, at Søvndals march vil blive en stor sejr i kulturkampen for socialisterne.

Mens de borgerlige har travlt med at svine hinanden til - alt efter om man fandt det hensigtsmæssigt at genoptrykke nogle efterhånden velkendte tegninger - har socialisterne vundet den prikkede bjergtrøje. Den prikkede bjergtrøje tildeles den rytter i Tour de France, der først passerer de på forhånd fastlagte højdepunkter på bjergetapen. Vinderen af den prikkede bjergtrøje vinder som regel ikke hele Touren. Det ved vi danskere alt for godt. Man kan faktisk nå at blive diskvalificeret i mellemtiden, hvis man snyder og udgiver sig for noget, man ikke er eller ikke kan. Men alligevel er den prikkede trøje vigtig, og det må vi tage bestik af i den borgerlige lejr.

Ligesom de borgerlige meningsdannere lagde alt for visionsfattigt ud, da statsminister Anders Fogh Rasmussen (V) lancerede den nye kultur- og værdidebat i Weekendavisen den 17. januar 2003, er det på tide, vi fokuserer på det vigtige. Det betyder ikke, vi skal være enige om alt. Den Internationale Fagbevægelse blev dannet ud fra mottoet »Enighed gør stærk«, men er man borgerlig, ved man, at det modsatte er tilfældet. Uenigheden gør stærk. Vi har dog ikke længere banen for os selv. Det ville da også være mærkeligt i et demokrati, selvom det har været sådan siden 2001. Oppositionens entré på den politiske scene gør, at der ikke mere er plads til de mange mærkelige personangreb og ligegyldige diskussioner om skønhedsfejl.

Det gik ellers lige så godt. Socialisternes ønske om en stærk og styrende stat med stadig højere skatter led nederlag til skattestoppet, som stort set alle partier i dag er tilhængere af i en eller anden form. Det betragter jeg bestemt som en stor sejr for det borgerlige Danmark. Udfordringen i dag er ikke at kæmpe for skattestoppet, men snarere dets hensigt om at skabe en helt ny form for økonomisk selvdisciplinering, der kan forhindre den nærmest uhæmmede vækst i de offentlige udgifter.

Hertil kommer, at Socialdemokraternes påstand om, at vi skal vælge mellem skattelettelser og velfærd, har lidt skibbrud. Hvis Socialdemokraterne havde vundet så meget som ét mandat på det budskab ved folketingsvalget i 2007, havde det bestemt været op ad bakke i kulturkampen på den korte bane. Men danskerne gennemskuede den falske analogi. Det viser, at alle, der har advokeret for lavere skatter og større økonomisk frihed, har noget at være stolte af. Ikke mindst tænketanken CEPOS, der den 11. marts kunne holde fire års fødselsdag med en konkret sejr i bagagen.

Det mener jeg er en vigtig sejr, og dermed må jeg også erklære mig helt uenig med statsministeren i, at den økonomiske politik ikke betyder noget. Det gør den naturligvis.

På den korte bane handler værdi- og kulturdebatten om finanslovens paragraffer. Det er i finanslovens paragraffer, at morgendagens samfund findes, og kulturkampen om finanslovens paragraffer har rykket ved danskernes holdninger. Danskerne sætter naturligvis pris på den økonomiske frihed, som skattestoppet indirekte giver, og som skattelettelser i særdeleshed giver. Derfor kan man med god grund undre sig over, at regeringen ikke går mere offentsivt frem på skatteområdet. Det rationelle argument for skattelettelser er naturligvis, at en indkomstskattelettelse, der kan få flere til at arbejde mere, er en del af løsningen, når der er risiko for overophedning af dansk økonomi. Hvis budskabet er for svært at forklare, er der det mere simple, moralske budskab, at skattelettelser er retfærdige. At vi har ret til resultatet af vores personlige indsats i livet.

Skattelettelser er første skridt mod målet, som er et velfærdssamfund, hvor alle har lige muligheder, uanset hvor de kommer fra, og belønnes efter deres individuelle præstationer i livet.

Kampen om økonomisk retfærdighed frem for økonomisk lighed må også kæmpes på den lange bane. Kulturkampen på den lange bane handler om, hvordan vi opfatter, hvad der er godt og skidt. Det er en kamp om dansk åndsliv. En kamp om danskernes holdninger og værdier, og her er især synet på historien vigtig.

Hvis ikke vi har en pluralistisk tilgang til historien, begrænses vores muligheder for at skabe et kritisk syn på nutiden og en progressiv vision for fremtiden. Mange ser i dag på velfærdsstaten som et indiskutabelt gode, men det var naturligvis et politisk valg, at det danske samfund blev, som det blev. Der var mange, der havde andre visioner for Danmark: et frit og retfærdigt Danmark, der måske havde givet bedre muligheder og endnu større velstand, end den vi nøjes med i dag.

Vi kender stort set ikke disse frihedskæmpere i dag. De er forsvundet ud af historiebøgerne, og hvis man ikke kender deres visioner for Danmark, kunne man tro, at den eneste mulighed for Danmark i det 20. århundrede, og det eneste rigtige, var kampen for økonomisk lighed gennem økonomisk omfordeling. Vi skal genfinde de gode historier om folk, der ønskede et andet, mere retfærdigt samfund. Vi skal lære af deres sejre og deres nederlag, så vi kan bekæmpe de røde, sorte og brune med det for dem værst tænkelige våben: åndsfriheden. Den borgerlige åndsfrihed, som kun værdsættes i et samfund, hvor den gensidige respekt for hinandens ejendom medfører, at folk opfatter hinanden som ligeværdige med lige ret til at tænke, tale og handle frit.

De borgerlige har hidtil tabt kampen om historien, hvilket vi bliver mindet om i disse dage, når de seneste ugers udmeldinger fra Villy Søvndal kan få danskerne til at tro, at de røde altid har bekæmpet de sorte, som Søvndal gør det i dag.

Kender man derimod historien, ved man, at kimen til politiske katastrofer ligger hos de borgerliges naivitet og passivitet. Derfor skal vi bakke op om Villy Søvndals march. Søvndal har den prikkede bjergtrøje, og det er fuldt fortjent. Den gule trøje må dog ende hos de borgerlige, fordi ligesom de røde aldrig kommer til at elske markedsøkonomien og ikke forstår den, men blot har lært at acceptere den, kan de røde aldrig bekæmpe de sorte og brune. Årsagen er selvfølgelig, at de i bund og grund har fuldstændig samme mål om at beherske vores gøren og laden og dermed forhindre os i frit at udøve vores rettigheder.

De borgerlige har altid kæmpet imod de røde, brune og sorte. Ikke med lige stort held, og hvis de borgerlige meningsdannere skal sætte dagsordenen i debatten igen, må vi dels gøre op med den såkaldt bløde borgerlighed, som kendetegner langt hovedparten af de borgerlige meningsdannere i Vesteuropa, og som karaktermæssigt er så udvandet, at man ikke kan kende forskel på borgerlige og socialister. Dertil kommer, at vi må overbevise de moderate, demokratiske muslimer om de borgerliges respekt for liv, ære og velfærd. Ellers går vi glip af endnu en mulighed for at vise den borgerlige humanisme og det liberale frisinds moralske overlegenhed.

»Det afgørende er, hvem der får held til at sætte dagsordenen i værdidebatten«, pointerede statsministeren i 2003, fordi det er udfaldet af værdi- og kulturkampen, der afgør Danmarks fremtid. Heri havde han helt ret. Og det skal gøres med samme klarhed og overskud til at sætte dagsordenen i værdidebatten, som Villy Søvndal har gjort det i 2008.

Af Kasper Elbjørn

Robin Hood og ungsocialisterne

En gruppe unge, der alle lignede Robin Hood, overfaldt forleden Dansk Folkepartis leder Pia Kjærsgaard, da hun prøvede at komme i snak med demonstranterne på Christiansborg slotsplads. Det har sat gang i folketingsdebatten. Alle er heldigvis klar over, at det ikke var den rigtige Robin Hood og hans røverbande fra Sherwood-skoven, der overfaldt hende. Uenigheden er opstået fordi Pia Kjærsgaard troede, hun blev overfaldet af udklædte medlemmer af Socialistisk Folkepartis Ungdom (SFU), hvorimod SF’s leder Villy Søvndal kunne fortælle, at det ikke var SFU’ere, men derimod en aktionsgruppe under Enhedslistens ultrasocialistiske ungdomsorganisation, Socialistisk Ungdomsfront (SUF). Det er klart, det er svært for Pia Kjærsgaard at kende forskel på socialister, der er klædt ud, men det er trods alt betryggende, at hendes gæt ikke var helt ved siden af. Venstrefløjen har tradition for at benytte vold og overfald for at få deres politik gennemført, hvorimod liberale og borgerlige markerer deres holdninger gennem ord og gerninger. Det tætteste liberale er kommet en revolution er vel Fløjlsrevolution i Østeuropa i 1989.

Når den tåbelige gætteleg mellem Pia Kjærsgaard og Villy Søvndal er værd at fremhæve, er det fordi, det slet ikke giver mening, at voldelige socialister klæder sig ud som Robin Hood.

I William Langlands digt Piers Plowman fra 1377 horer vi vist nok om Robin Hood for forste gang, da den dovne prast Sloth tilstar: Jeg kan ikke mit Fadervor perfekt, sadan som prasten synger den, men jeg kender versene om Robin Hood. Jeg tror stadig, hans ord er relevante. Fadervor er garanteret mindre popular end historien Robin Hood og kampen mod prins John (John Sans Terre), der overtog magten fra sin bror Kong Richard (Richard Lovehjerte), og opkravede sa mange skatter, at folket hensank til fattigdom.

John Sans Terre fik sit tilnavn »uden land«, fordi han selv tog magten, da Kong Richard var på korstog for at erobre det Hellige Land (som vi i dag kender som Israel) tilbage fra muslimerne. I virkeligheden kan John Sans Terre meget vel have taget magten i sit broders fravær for at redde England fra statsbankerot, eftersom Richards oversøiske eventyrer nærmest slog bunden uden af statskassen. Vi ved ikke med sikkerhed, hvorfor skatterne steg, men sagnet fortæller, at Robin Hood kæmpede mod en stadig større og styrende stat. Den yderste venstrefløj repræsenterer alt andet end den gamle legende om Robin Hood. Socialistisk Ungdomsfront, der overfaldt Pia Kjærsgaard forleden, mener, at der er brug for en socialistisk revolution. De vil fjerne den personlige frihed og vælte kapitalismen for at skabe et såkaldt socialistisk demokrati. På SUFs hjemmeside kan man læse, at SUF går ind for en fuldstændig omvæltning af det kapitalistiske system gennem strejker, blokader og civil ulydighed. Det minder bestemt mere om prins Johns virke end om Robin Hoods frihedskamp, og det havde været relevant, hvis politikerne på Christiansborg havde taget denne trussel alvorlig, i stedet for at lege bogstavleg blot fordi Pia Kjærsgaard tog fejl af SFU og SUF.

Af Kasper Elbjørn