Blog (Tag: sarkozy)

Farvel til den franske doktor

I weekenden sagde Europa og resten af verden midlertidigt farvel til en af de helt store menneskerettighedsforkæmpere, Bernard Koucher, den franske udenrigsminister, der i Frankrig er kendt som le médecin français.

Den 71-årige Kouchner blev i går afløst af den tidligere justitsminister Michèle Alliot-Marie.

Kouchner var den store overraskelse, da Præsident Nicolas Sarkozys premierminister, François Fillons, præsenterede den nye regering i 2007.

Siden har Kouchner ikke skuffet. Han har fuldt og helt levet op til sit rygte som en ægte humanist og menneskerettighedsforkæmper.

EU og de evindelige traktatdiskussioner har han pænt overladt til Præsident Sarkozy og Premierminister Fillons, men ikke uden at gøre omverden opmærksom på, at han - modsat præsidenten - er tilhænger af tyrkisk medlemskab af EU.

Dette budskab er uden tvivl blevet hørt i alle de muslimske lande han har besøgt og irettesat for ikke at respektere FNs menneskerettigheder.

En fascinerende politiker
Jeg mener, Bernard Kouchner er en af de mest fascinerende europæiske politikere i mange år.

Han tilhører en generation af politikere, der allerede er gået, eller er ved at gå, på pension, men som udmærker sig ved at sige hvad de mener, og som mener, hvad de siger.

Oprindelig var Kouchner slet ikke borgerlig, men som så mange andre i sin generation tiltrukket af det autoritære.

Som ungkommunist ledte han sågar medicinerfraktionen under studenteroprøret i Paris i foråret 1968.

Allerede i 1971 var han dog kommet på bedre tanker, og havde lagt kommunismen bag sig, og gjorde sig bemærket ved at være en af medstifterne af organisationen Læger uden grænser.

Efter i nogle år at have været udviklingsminister i de socialistiske regeringer i 1988-1992, blev han sundhedsminister under den kontroversielle premierminister Pierre Bérégovoy.

Da de borgerlige kom til magten efter valget i 1992, stillede han op til Europa-Parlamentet, men vendte tilbage til fransk politik som sundhedsminister i 1997 under socialisten Lionel Jospin indtil han i 1999 blev udnævnt som FN’s særlige repræsentant i Kosovo.

Alt for emotionel
Dominique Moïsi fra den franske International Relations Institute er mildest talt ikke enig i min beundring for Kouchner.

Moïsi udtalte i går til AP, at Kouchner var alt for emotionel, og gentog derefter den gamle konspirationsteori om, at Præsident Sarkozy kun udnævnte Kouchner for at passivisere socialisterne.

Som jeg tidligere har diskuteret, er der dog ikke meget, der tyder på, at udnævnelsen af Kouchner i 2007 udelukkende var en provokation eller en del af en kynisk politisk strategi.

Udnævnelsen af Koucher, som magasinet The Economist skrev tilbage i 2007, bundede i et ærligt ønske om at skabe en ny fransk »doktrin«, der byggede på værdier, der kunne styrke Frankrigs stemme på den globale scene.

Bedre end nogen anden kunne Kouchner kæmpe for menneskerettighederne rundt omkring på kloden, ligesom han delte Sarkozys foragt for den anti-amerikanske stemning, som den tidligere Præsident Jacques Chirac var blevet synonym med.

Dødsdommen over Ashtiani
I de sidste måneder har jeg prøvet at følge dødsdommen over Sakineh Mohammadi Ashtiani. Den iranske kvinde er dømt til at blive stenet til døde for utroskab.

Hvis man følger denne forfærdelige sag, kan man ikke komme udenom Kouchner

Han var den første statsleder, der tog skarp afstand fra dødsdommen, og sagde, at dødsdommen var et klart brud på menneskerettighederne, som den frie verden under ingen omstændigheder ville acceptere.

Dette mod bør han hædres for, og jeg håber nordmændene i Nobelpriskommiteen husker ham næste år.

Sakineh Mohammadi Ashtiani og alle os andre, der mener vi skal kæmpe for frihed, demokrati og respekt for menneskerettighederne blev en kampfælle fattigere lørdag aften, da Kouchner indgav sin afskedsbegæring til Præsident Sarkozy.

Men jeg tror heldigvis ikke, vi har hørt det sidste fra Kouchner endnu.

Af Kasper Elbjørn

Døgnets vigtigste nyheder genfortalt

Det er os selv, der køber aviserne, og vi klikker selv på artiklerne på nettet.

Ligesom vi får de politikere, vi fortjener, får vi altså også de nyheder, vi fortjener. Det kommer der ikke nødvendigvis noget godt ud af.

Jeg vil lige opsummere, hvad der er sket i det seneste døgn rundt omkring i verden, og så vil jeg opfordre til, at vi som nyhedslæsere tænker lidt over, om det står mål med, hvad vi har læst i de danske medier de sidste 24 timer.

Obamas rejse i Asien
For det første er der G20 topmøde i Sydkorea, og G20 landenes ledere er på vej til G20 mødet.

Den amerikanske præsident, Barack Obama, var i den forbindelse på et tredages besøg i Indien inden han i går tog videre til Indonesien.

I Indien anbefalede han, at landet får sæde i FNs sikkerhedsråd, hvilket uden tvivl vil styrke forholdet mellem Indien og USA, men helt sikkert ikke vil blive vel modtaget i Pakistan og Kina.

Kontuerne til en ny verdensorden er ved at tegne sig. Alligevel var det besøget i Indonesien, hvor han er vokset op, der løb med al omtalen i Danmark.

Zoellick, Verdensbanken og guldstandarden
Forud for G20 har Verdensbankens dygtige direktør Robert Zoellick i øvrigt stjålet hele dagsordenen.

I Financial Times mandag skrev han mandag, at verden har brug for et nyt monetært system, hvor kurserne på verdens største valutaer bliver bundet til udviklingen i prisen på guld.

Det går et land som Kina aldrig med til, men hans indlæg udstillede i uhørt grad, at næsten hele den vestlige verden stort set har glemt, hvad finansiel disciplin vil sige.

Jeg vil ikke kalde hans indlæg for en falliterklæring for den vestlige verden, men hans forslag kommer fordi flere centralbanker har sat gang i seddelpressen, og dermed udhuler de reelt værdien af begrebet penge.

Det er det, der er ved at ske i øjeblikket, og det kan godt gå hen og blive kritisk. Derfor var det godt, at de internationale medier tog advarslen fra Verdensbanken alvorligt.

Den modigste budgetreform i mands minde
Storbritannien, som også deltager i G20 topmødet, er vel, udover Tyskland, det eneste land, der har taget fat om roden og fået ryddet op i økonomien.

Den nye konservative-liberale regering med David Cameron i spidsen har vedtaget den modigste budgetreform i mands minde. Briterne ved godt, at de har levet over evne i mange år, og har accepteret, at det kommer til at gøre ondt før det bliver godt igen. Respekt for det. Derfor raser debatten om EU’s budget også i Storbritannien.

Briterne vil selvfølgelig ikke acceptere, at Europa-Parlamentet har foreslået en budgetstigning på 6,2% når de selv skal spare 40% og ved EU-topmødet for to uger siden fik Cameron bl.a. Tyskland og Danmark med på en aftale om, at budgettet i EU ikke må stige med mere end 2,9%

Tirsdag udtalte det polske medlem af parlamentet Sidonia Jedrzejewska imidlertid til avisen Daily Telegraph, at statslederne i virkeligheden har planlagt at hæve EU-budgettet stykvis i løbet af året, hvorfor man slet ikke vil overholde loftet på 2,9%

Det kan jeg ikke huske, jeg læste noget om i de danske aviser.

Den britiske regering har også andre ting at tænke på.

Regeringstoppen arbejder hårdt på at komme ud af krisen, og er på vej med den største erhvervsdelegation til Kina. Det har fået menneskerettighedsorganisation Amnesty International til at kritisere den britiske erhvervsminister Vince Cable.

Cable har udtalt, at Storbritannien ikke vil konfrontere Kina med landets krænkelser af menneskerettighederne, når delegationen kommer til Beijing forud for G20 topmødet.

Storbritannien følger dermed Frankrigs præsident, der i sidste uge besøgte Kinas præsident Hu Jintao. Præsident Sarkozy sagde bl.a., at konfrontationen ikke var den bedste måde at gøre fremskridt på.

Fransk konfrontationspolitik
Den franske præsident må altså være uenig med hans udenrigsminister Bernard Kouchner.

Kouchner har udmærket sig ved netop at konfrontere præstestyret i Iran efter dødsdommen over Sakineh Mohammadi Ashtiani, som jeg før har skrevet om. I en erklæring på det franske udenrigsministeriums hjemmeside udtalte den franske udenrigsminister, at han havde ringet til Irans udenrigsminister, Manouchehr Mottaki, for at udtrykke sin »forfærdelse« over, at Iran ikke havde opgivet at henrette den 43-årige iranske kvinde, der er anklaget for utroskab.

Kouchner har ellers været travlt optaget af et todages besøg i Libanon.

Forud for sin afrejse holdt Kouchner et pressemøde på den franske ambassade i Beirut, hvor han sagde, at den specielle domstol, der skal afdække, hvem der myrdede Libanons premierminister Rafik Hariri har Frankrigs fulde støtte og er til gavn for alle libanesere, fordi det ikke er acceptabelt at tillade straffrihed i en sådan forbrydelse.

Udtalelsen faldt efter at terrororganisationen Hizbullah havde kaldt den specielle domstol for et »israelsk projekt«.

Den historie blev der heller ikke plads til i de danske medier.

Døgnets tophistorier i Danmark
I Danmark var døgnets tophistorie finansloven.

Socialisterne råbte, at regeringen førte en for hård økonomisk kurs. Liberalisterne sagde, den økonomiske politik var for slap. Og VK-regeringen selv mente, det var den bedste finanslov i 10 år.

En anden historie, der fik næsten ligeså meget plads i medierne som finanslovsforliget, handlede om, at udviklingsminister Søren Pind (V) får rabat på tøj fra tøjmærket Sand.

Og rabatkortet var »sort«.

Derudover udtalte tidligere formand for Folketinget Christian Mejdahl (V) at han aldrig havde haft en rabataftale på tøj.

Ja, dette er en advarsel. Og hvis du har tid - så tænk lidt over den!

Af Kasper Elbjørn

Frankrigs udenrigsminister viser tænder overfor Iran

Han er født i Avignon i 1939 af en jødisk far, der var immigrant fra Letland, og protestantisk mor. Han har under et besøg i 1964 fisket med Cubas diktator, Fidel Castro, og som ungkommunist ledte han medicinerfraktionen under studenteroprøret i Paris i foråret 1968.

Bernard Kouchner var Præsident Nicolas Sarkozys joker ved regeringsdannelsen i 2007. Ingen havde regnet med, at den tidligere studenteraktivist, socialist og menneskerettighedsforkæmper skulle være udenrigsminister i François Fillons borgerlige regering.

Men det blev han, og i disse dage ser vi lige netop hvorfor.

I et brev til kollegerne i EU har han opfordret til at afstand fra den dødsdom, som den iranske højesteret har udstedt over den 43-årige kvinde Sakineh Mohammadi Ashtiani. Hun er dømt til at blive stenet til døde for utroskab, og Kouchner har som den eneste offentligt sagt, at det er et klart brud på menneskerettighederne.

Manden bag ‘Læger uden grænser’
Bernard Kouchner er en af de mest fascinerende europæiske politikere i mange år.

Allerede i 1971 havde han lagt kommunismen bag sig, og var medstifter af organisationen Médecins Sans Frontières (Læger uden grænser). Senere stiftede han også Médecins du Monde (Verdens læger).

Efter i nogle år at have været udviklingsminister i de socialistiske regeringer i 1988-1992 blev han sundhedsminister under den kontroversielle premierminister Pierre Bérégovoy. Da de borgerlige kom til magten efter valget i 1992, stillede han op til Europa-Parlamentet, men vendte tilbage til fransk politik som sundhedsminister i 1997 under socialisten Lionel Jospin.

I 1999 blev udnævnt som FN’s særlige repræsentant i Kosovo og blev først afløst i 2001 af den tidligere danske forsvarsminister Hans Hækkerup (S), hvorefter Kouchner endnu engang blev sundhedsminister.

Global prioritet at afsætte diktatorer
Det lå dog ikke i kortene, at han skulle krone sin karriere som udenrigsminister - og slet ikke i den borgerlige regering, der tiltrådte efter Nicolas Sarkozy blev præsident i 2007.

Kouchner gjorde sig faktisk meget upopulær i Frankrig, da han i begyndelsen af 2003, udtalte sig til fordel for at fjerne Saddam Hussein i Irak.

Han fastslog dengang, at det burde være en global prioritet at handle mod diktaturer. Han har faktisk altid været fortaler for intervention af humanitære årsager, men hans holdning bragte ham på kollisionskurs med både Præsident Jacques Chirac og den daværende borgerlige regering samt hans eget parti.

Sarkozys udenrigsminister
Det rebelske element kan meget vel have tiltalt Sarkozy, ligesom man kan tænke sig, at Sarkozy kun udnævnte Kouchner for at passivisere socialisterne, men udnævnelsen af Kouchner var hverken en provokation eller behændig politisk gestus.

Udnævnelsen af Koucher, som The Economist skrev dengang, bundede i et ærligt ønske om at skabe en ny fransk »doktrin«, der byggede på værdier, der kunne styrke Frankrigs stemme på den globale scene.

Bedre end nogen anden kunne Kouchner kæmpe for menneskerettighederne rundt omkring på kloden.

Dertil kom, at han delte Sarkozys foragt for den anti-amerikanske stemning, som Præsident Chirac var blevet synonym med op til befrielsen af Irak.

Kouchner er i øvrigt ligesom Sarkozy stor tilhænger af EU, og selvom Sarkozy ynder at være modstander af tyrkisk medlemskab af EU, har det sikkert passet ham fint, at Kouchner var tilhænger af tyrkisk medlemskab. Det var med til at cementere billedet af et Frankrig, der kan tale med alle.

Kouchers brev til de europæiske udenrigsministre
Efter Kouchers brev til de europæiske udenrigsministre blev kendt, udsendte det iranske præstestyre en erklæring, hvori de skrev, at udlandet ikke bør blande sig i Irans retssystem og skal holde op med at gøre dommen over Sakineh Mohammadi Ashtiani til et spørgsmål om menneskerettigheder.

Det har dog ikke stoppet Kouchner, der mandag aften tilbød at flyve til Iran for at bede om Ashtianis frigivelse.

»Jeg er parat til at gøre hvad som helt for at redde hende. Hvis jeg skal flyve til Teheran for at redde hende, gør jeg det,« sagde han.

Kouchner viste tænder, og fortjener fuld opbakning fra sine EU-kolleger.

Danmark bør støtte Kouchner
Da udenrigsminister Lene Espersen (K) talte ved Europa-konferencen den 28. maj 2010 sagde hun, at Europa fortsat optræder for usammenhængende.

Her er en mulighed for at vise, vi godt kan stå sammen, når det gælder de værdier, vi har bygget vores samfund på, og det ville klæde Lene Espersen at støtte sin franske kollega.

Hun kunne passende gå forrest med sin støtte til Kouchner.

Det fortjener han. Og det fortjener Sakineh Mohammadi Ashtiani.

Af Kasper Elbjørn

Med den slags venner behøver EU's fællesmarked ingen fjender

Imens Danmark nærmest gik i klimaselvsving over, at Connie Hedegaard (K) blev udnævnt til klimakommissær, var der meget få, der lagde mærke til, hvem der fik de vigtige poster i Europa-kommissionen. Ingen tvivl om, at Hedegaard er dygtig og i stand til at skelne mellem fup og fakta i klimadebatten, men posten er i bund og grund ikke interessant for Danmark, selvom den måske nok sender et godt signal om, at vi i Danmark holder fast i det gode, borgerlige princip om at passe på ressourcerne herunder klimaet og miljøet.

I skrivende stund har ingen medier fortalt, hvem der fik de kommissærposter, der virkelig betyder noget for Danmarks vækst og velstand, sikkerhed og udvikling, i fremtiden. En enkelt undtagelse var Politiken, der i en analyse gennemgik, hvem der ville være Connie Hedegaards venner og fjender på klimaområdet. I artiklen stod, at forsvareren for frihandel og tjenesteydelser over grænser, Frankrigs Michel Barnier, vil være skeptisk over for regler og krav, der hæmmer vækst og udvikling. Jeg vil gerne rose avisens netnyheder for overhovedet at nævne, at Kommissionens absolut vigtigste post gik til den tidligere franske udenrigsminister, men at kalde Barnier for en forsvarer for frihandel er et godt eksempel på, at ingen åbenbart aner, hvem der blev udnævnt til de andre poster i Kommissionen. Hvis Barnier skal forestille at være EU’s indre markeds ven, er der kun at konstatere: Med den slags venner, behøver fællesmarkedet ingen fjender.

Barnier er formentlig bedst kendt som manden, der tabte den franske afstemning om forfatningstraktaten. Præsident Jacques Chirac udnævnte ham til udenrigsminister i 2004 efter han havde været kommissær 1999-2004, men det blev en kort fornøjelse, da han blev fyret efter afstemningsnederlaget i 2005. Han fik en vis genoprejsning efter Præsident Nicolas Sarkozy udnævnte ham til fødevareminister, men når han er værd at fremhæve, er det fordi, det bliver Barnier, der skal rydde op efter finanskrisen, og med de meldinger, der kommer fra den franske præsident i øjeblikket, bliver det ikke noget kønt syn, og bestemt ikke med vækst og udvikling for øje.

Ved en tale i La-Seyne-sur-Mer, der ligger i Var-området i Sydfrankrig, den 1. december, sagde Præsident Sarkozy, at udnævnelsen af Barnier var en sejr for den ”europæiske model”, som ellers har haltet gevaldigt bagefter, når det gælder økonomisk vækst.

Han kunne ikke skjule sin tilfredshed med, at den nu var en franskmand, der skulle bestemme over især de britiske banker. "Ved I, hvad det betyder for mig at se en fransk EU-kommissær med ansvar for det indre marked og finansielle tjenesteydelser, herunder byen [London] for første gang i 50 år?" spurgte Sarkozy. "Jeg vil have verden skal se det som en sejr for den europæiske model, som ikke har noget at gøre med den vulgære finansielle kapitalisme".

Velbekomme. Jeg er faktisk ret sikker på, at Connie Hedegaard er langt mere skeptisk overfor centralisme og bureaukrati end den nye franske kommissær for indre marked. Nu får hun lov til at bruge sin tid på vind og vejr.

Det kan naturligvis ikke have været let for José Manuel Barroso, Kommissionens formand, at sammensætte et hold som stillede alle lande i Europa tilfredse. Ifølge Financial Times blev han nærmest bombarderet med opkald fra diverse stats- og regeringschefer i dagene op til offentliggørelsen af den nye Kommission. Det er dog alligevel påfaldende, så tydeligt det er, at vinderne i rokaden blev det som USAs daværende forsvarsminister Don Rumsfeld kaldte ”Old Europe”, og taberne blev ”New Europe”. Den amerikanske forsvarsministers kontroversielle udtalelse i 2003 gjorde, at alle lande, der støttede befrielsen af Irak, blev kendetegnet som det nye Europa, selvom lande som Storbritannien, Danmark, Holland, Italien, Portugal og Spanien, der støttede befrielsen, ikke almindeligvis tilhører det nye Europa, da de hverken blev anerkendt som selvstændige lande eller fik deres uafhængighed i løbet af det 20. århundrede. Den nye definition, som Rumsfeld lagde for dagen, er dog ganske rammende for taberne og vinderne i Barrosos rokade. Man kan også skrive det på en anden måde, at - med undtagelse af Danmark og Finland - taberne stort set blev de lande, der identificerer sig med - eller er en del af - den anglo-saxistiske tradition. Værst gik det udover Storbritannien og Letland.

Letland er blevet specielt hårdt ramt finanskrisen og landets unge regeringschef, Valdis Dombrovskis, har formentlig haft andre ting at tænke på. Han var ellers klog nok til at genudnævne Andris Piebalgs, der hidtil har været energikommissær og vel nærmest var en knytnæve i ansigtet på de russiske gasselskaber, da han blev udnævnt for fem år siden. Hans opgave har først og fremmest været at sikre energiuafhængighed i EU og han bliver nu udskiftet med tyskeren Günter Oettinger. En stor sejr for det gamle Europa og desværre endnu et eksempel på “Schröderiseringen” af Europas udenrigspolitik. Udtrykket er ikke mit eget, men henvender sig til den tidligere tyske forbundskansler Gerhard Schröder, der i dag er købt og betalt af premierminister Vladimir Putin til at drive lobbyvirksomhed for den omstridte naturgasledning på bunden af Østersøen mellem Rusland og Tyskland - uden om russernes besværlige naboer i Estland, Letland, Litauen og Polen.

Den anden store taber er Storbritannien, og hele den ulykkelige misere viser, hvor galt det kan gå, når vores engelske venner har en svag regeringschef. Premierminister Gordon Brown er med rette blevet kritiseret for, at han ikke gik efter en magtfuld økonomisk post i Kommissionen, da det stod klart, at han reelt ikke kunne bemande posten som EU’s nye udenrigsminister eller højtstående repræsentant for udenrigsanliggender og sikkerhedspolitik, som posten officielt hedder. Da hans udenrigsminister, David Miliband, sagde nej tak til at flytte til Bruxelles, pegede Brown i stedet på den ukendte baronesse, Catherine Ashton, der aldrig har været udenrigsminister og kun handelskommissær i mindre end et år. Posten som handelskommissær, som daværende premierminister Tony Blair tilkæmpede sig for fem år siden, gik i stedet til den spanske socialist, Joaquín Almunia.

Jeg kan selvfølgelig tage fejl. Måske bliver Michel Barniers kontor en bastion for frihed og decentralisering, Günter Oettinger en torn i øjet på Putin og Schröder og måske baronessen fra Storbritannien og socialisten fra Spanien en gang for alle kan få alle landene i WTO til at skrive under på en ægte global frihandelsaftale allerede i 2010. Jeg håber det, men jeg tror det ikke. Den nye Kommission varsler ikke bare mere af det samme, men endnu mere af det værste, og det er desværre ikke godt for EU, og slet ikke positivt for en lille åben økonomi som den danske.

Af Kasper Elbjørn