Blog (Tag: schluter)

Det, jeg er ude efter, er politikernes gavementalitet

Danmark i økonomisk balance. En god skole frem for cafépenge. Belønning til de dygtige studerende. Patientrettigheder og bedre støtte efter sygdommen. Ghettoen tilbage til samfundet. Frihed til forskellighed. Ansvar for det fælles. Respekt for samfundets love.

Statsministerens åbningstale hører uden tvivl til blandt de bedste åbningstaler i mange, mange år. Jeg mener, den var på højde med den konservative statsminister Poul Schlüters første åbningstale i 1982, der, ligesom Lars Løkke Rasmussens, signalerede nye, klare holdninger.

Schlüter talte til de danskere, der skammede sig over, at vi også dengang havde levet over evne i en periode, og budskabet var, at nu skulle vi på banen igen.

Det helt centrale element Lars Løkkes Rasmussens tale kom i begyndelsen.

»Oven på den globale krise er der heldigvis ved at spire en ny erkendelse frem. En erkendelse, som skaber nyt håb og optimisme. En ny erkendelse, der hviler på gamle dyder. Orden i økonomien. Tæring efter næring. Personligt ansvar. Er det et opgør med den såkaldte krævementalitet,« spurgte statsministeren.

»Nej«, svarede han, »det, jeg er ude efter, er vores – politikernes – gavementalitet«.

En herremand med næsten ubegrænsede beføjelser
I 1960 udgav den amerikanske senator Barry Goldwater sit berømte debatbog: »The Conscience of a Conservative«.

I det indledende kapitel skrev Goldwater, at den amerikanske stat siden den store økonomiske krise i 1930erne har udviklet sig fra at være en tjener af folket med stærkt begrænsede beføjelser – til en herremand med næsten ubegrænsede beføjelser.

Udviklingen er ikke sket fordi politikerne ikke har holdt deres valgløfter. Tværtimod, skrev han, problemet er opstået fordi politikerne har holdt deres valgløfter til punkt og prikke.

Ved hvert eneste valg har de lovet lidt mere af dit, og lidt mere af dat, skrev Goldwater, og i folkets navn har de efter valget gennemført alt, hvad de havde lovet. Og hver gang politikerne holder, hvad de lover, betaler borgerne, og dermed vokser statens magt i forhold til befolkningens frihed.

Goldwater advarede, at ethvert samfund, der lægger mere vægt på demokratiet end på frihed, rettigheder og retsstat, vil gå i fordærv.

En politikers opgave er at afhænde magten
Goldwater forudså, at amerikanerne først kunne være sikre på deres frihed, når de valgte en politiker, der forstod, at en politikers opgave frem for alt er at afhænde den magt, som folket har givet ham eller hende.

Goldwater mente, at amerikanernes forsvar mod politikernes stadigt stigende magt og indflydelse var svagere end forsvaret mod Sovjetunionen og de socialistiske diktaturer rundt omkring på kloden. Men truslen fra en stærk central myndighed var ikke mindre end truslen fra Sovjetunionen, advarede han.

Vi skal tjene pengene, før vi deler ud af dem
Truslen udefra var en anden dengang. Men udfordringerne i dag er de samme.

Statsministeren sagde, at om noget bør finanskrisen have lært os, at vi skal tjene pengene, før vi deler ud af dem. Jeg håber han har ret.

Uanset hvem der vinder valget, håber jeg, at politikernes gavementalitet en gang for alle er blevet lagt i graven.

Nye tider. Nye veje. Nye mål. Jeg kunne ikke være mere enig.

Af Kasper Elbjørn

I dag er det Thors fødselsdag

Folketingets formand har fødselsdag i dag. Ikke rundt, men halvrundt.

Thor Pedersen fylder 65 år, og det er en god anledning til at gøre status over, hvordan han har forvaltet embedet siden han blev formand efter Folketingsvalget i 2007.

Jeg indrømmer gerne, at jeg blev lidt overrasket over, at Folketinget valgte netop Thor Pedersen som formand, men det viste sig at være et rigtig godt valg.

Et lille skævt smil eller en halvdårlig joke
Thor Pedersen har altid haft en helt speciel stil. Uagtet folkestemninger har han - ofte med et lille skævt smil eller en halvdårlig joke - gennemført det, som han mente var det rigtige, eller sagt sin mening.

Thor Pedersen blev boligminister i 1986 efter at have været borgmester i Helsinge siden 1978. I 1987 blev han forfremmet til indenrigsminister, ligesom han tillige var økonomiminister i de sidste måneder af Poul Schlüters sidste regering.

Thor Pedersen gjorde sig især bemærket, da han nærmest gik i krig for at lukke det svenske atomkraftværk Barsebäck nær København tilbage i 1993.

Balladen om atomkraft
Firkløverregeringen var allerede tilbage i 1984 blevet mødt med krav fra oppositionen om, at al planlægning vedrørende atomkraft i Danmark skulle bringes til ophør. Det var klart ikke regeringens politik, og den daværende energiminister Knud Enggaard (V) advarede folketingsflertallet om, at konsekvensen ville være, at Danmark ville miste sin kompetence på det nukleare område.

Enggaard fik ret, men når det gik, som det gik, var det fordi statsminister Poul Schlüter (K) ikke ønskede at gøre atomkraft til et kabinetsspørgsmål, og regeringen lod sig derfor nedstemme uden det helt store opgør.

Et psykologisk problem
Spørgsmålet om Barsebäck trængte sig på nogle år senere, da debatten om atomkraft om muligt blev endnu mere skinger.

Barsebäck sorterede under Thor Pedersen, fordi Civilforsvaret og sikkerhedsproblemerne ved Barsebäck hørte under Indenrigsministeriet.

Thor Pedersen gjorde tidligt klart, at han ikke personligt var modstander af atomkraft, og han måtte derfor igennem en del akrobatiske øvelser for at forklare, hvorfor Barsebäck skulle lukkes.

Sikkerhedsmæssigt var Barsebäck aldrig et stort problem, da værkets reaktorer var af letvandstypen. Dermed kunne værket på ingen måde sammenlignes med de nedslidte atomkraftværker i Østeuropa, men befolkningen var blevet bange efter netop udslippet fra Tjernobyl-værket i det tidligere Sovjetunionen i 1986.

Derfor var Barsebäck blevet et problem for den danske regering af psykologisk karakter.

Thor Pedersen gjorde det i dag helt utraditionelle, at han holdt fast i sine holdninger og overbevisninger og advokerede for atomkraft, men også for at lukke netop det atomkraft, der lå så tæt på hovedstaden - i stedet for blot at følge meningsmålingerne og den generelle dybt irrationelle hetz mod atomkraft, der var opstået op igennem 1980erne.

Hvad skal væk? Barsebäck!
Allerede inden det svenske valg i 1991 advarede Thor Pedersen svenskerne om, at den danske regering ville holde Sverige fast på løftet om at lukke Barsebäck.

Statsminister Carl Bildt, der vandt valget, var af gode grunde hverken til at hugge eller stikke i, men da man tilmed besluttede at genåbne de reaktorer, der havde været lukket på grund af fejl i nødkølesystemet, tog Thor Pedersen skeen i den anden hånd: »Desværre giver folkeretten mig ikke mulighed for at sende flåden, hæren eller flyvevåbnet til Skåne, selv om jeg kunne have lyst til det. Og også fordi de har taget Skåne, Halland og Blekinge,« sagde han.

Bildt forstod sig imidlertid ikke på ironi, og blev derfor alvorligt sur på den danske indenrigsminister.

Den svenske forsvarsminister, Anders Björck, havde lidt mere humor, og svarede, at hvis Thor Pedersen invaderede Sverige for at lukke Barsebäck, så ville han bombardere Danmark med surstrømninger.

Surstrømninger er de der halvrådne små sild, som svenskerne elsker, og bombardementet udeblev, selvom Barsebäck blev lukket. Det skete dog ikke uden, alle vidste, at Thor Pedersen anså det hele som en smule grotesk.

Tiden i Finansministeriet
I sin tid som finansminister havde Thor Pedersen især travlt med at forklare, at regeringen brugte flere penge på den offentlige sektor end nogensinde tidligere.

Det kan virke helt absurd i dag, hvor vi ved at væksten i den offentlige sektor steg med ca. 1,6 procent, da Thor Pedersen var finansminister 2001-2007, men det var en stor udfordring dengang.

Hans sidste finanslov blev præsenteret i august 2006.

Her præsenterede han finansloven for 2007, der markerede et skift, hvor Danmark havde mere til gode fra udlandet, end udlandet havde til gode hos os.

Udviklingen blev vist med en graf, hvortil Thor Pedersen sagde: »Hvis vi bruger vores store, fine tusindårsmodeller, ja, så har vi løst globaliseringen, fordi over tid ender det med, at vi ejer hele verden. Måske viser det dog udfordringen i at bruge langsigtede modeller, at de nok har en begrænsning alligevel, men om ikke andet er det positivt, at vi har den frihedsgrad som grafen [viser]«.

Socialisterne omskrev hurtigt citatet til: »Vi kan købe hele verden«. Det gav ikke rigtig mening, men de forstod formentlig heller ikke helt, hvorfor Thor Pedersen var så glad over, at 25 års genopretningspolitik var overstået.

Forvirringen var noget nær total, da Socialdemokraternes formand, Helle Thorning-Schmidt, i Folketinget den 31. maj 2007, sagde, at hun ikke forstod, at hvis Danmark havde mere til gode fra udlandet, end udlandet havde til gode hos os, hvorfor har vi så »ikke råd til tidssvarende velfærd i daginstitutioner, skoler, plejehjem og sygehuse?«

Den lader vi lige stå et øjeblik.

Intet afskærer formanden fra at deltage i debatten
Den personlige stil tog han med sig, da han blev formand for Folketinget.

Folketingets formand har ifølge forretningsordenens § 4, stk. 3 ret til at deltage i Folketingets forhandlinger, og dermed er der ikke noget, der afskærer formanden fra at deltage i den politiske debat, men det var nyt, at Folketingets formand tillod at sige fra både overfor sine egne partifæller, regeringen og oppositionen, når det var nødvendigt.

Ved en konference i september 2009 arrangeret af Aarhus Universitet og Morgenavisen Jyllands-Posten satte Thor Pedersen spørgsmålstegn ved måden, politikere og forskere diskuterer på, når det gælder klimaet.

Han spurgte retorisk om, hvordan det kan være, at når det handler om klimaforandringerne, så har forskerne en teori, hvorefter politikerne siger, at de dermed ved det hele.

»Jeg har selv som finansminister været med til at vedtage i EU, at temperaturen ikke må stige mere end to grader i forhold til den førindustrielle periode. Så hvorfor forske, når vi allerede ved det hele?«, fortsatte han og problematiserede, at politikerne over en bred kam har en opfattelse af, at det, de har vedtaget politisk, er sandheden.

Der blev selvfølgelig fniset i salen, da Thor Pedersen med en vanlig god portion humor udfordrede det Folketing, han er formand for.

Stemningen var nok mindre munter i Venstres gruppeværelse, da han modsatte sig et forslag, der skulle forpligte hussælgere til at energimærke deres boliger. Thor Pedersen advarede gruppen om, at forslaget ville træde den personlige frihed trædes under fode. Hertil var det svært at modargumentere

Rendyrket socialisme
Sagen, der satte prikken over i’et, var da heller ikke forslaget om energimærkning, men derimod madpakkeordningen, som han kaldte for »rendyrket socialisme«.

»Regeringens målsætning om at tilbyde alle et sundt måltid er jo flot. Men det er endt et sted, hvor ingen ønsker det,« lød det fra Thor Pedersen, der med udtalelsen underløb den nye indenrigs- og socialminister Karen Ellemann (V), der loyalt kæmpede for en madpakkeordning hendes forgænger havde foreslået, og som hun selv havde været imod, inden hun blev minister.

Det var selvfølgelig »rendyrket socialisme«, og det var godt nogen turde sige fra, men det var også utraditionelt, at Folketingets formand sagde de forbudte ord.

Olsen-Planen
Tidligere formænd har bestemt også været kontroversielle.

Ingen nævnt, ingen glemt, men alligevel vil jeg fremhæve Erling Olsen, der i sin embedsperiode 1994-1998 revolutionerede måden folketinget arbejder på med den såkaldte »Olsen-Planen«.

Planen, som på mange måder var nødvendig, men unødig dyr for skatteyderne, betød, at tilskud til partierne i 1996 blev forhøjet med ca. 55 millioner kr. om året, et beløb der siden er steget med 2 pct. om året, ligesom man hævede tilskud til folketingsgrupperne med en årlig merudgift på ca. 34 millioner kr.

»Olsen-Planen« er en ligeså stor milepæl i embedets historie omend hel anderledes og med et andet sigte end den udvikling, som Thor Pedersen har sat i gang.

Erling Olsen mener selv, at resultatet af »Olsen-Planen« konkret set var, at Folketingets arbejdspres blev større, imens medlemmernes pres blev mindre. Den del af planen, som omhandlede støtte til folketingsgrupperne og medlemmerne samt Folketingets administration, fik ikke den ventede effekt.

Ifølge Torben Kroghs »Farvel til partierne – det politiske system under forvandling« (1998) steg antallet af spørgsmål til ministrene således fra i folketingsåret 1993-94 at være 7.357 til to år senere at være 11.434. Ligeledes steg antallet af private lovforslag, hvilket heller ikke var hensigten.

De har jo ikke noget tøj på
Vi ved ikke, hvad resultatet af Thor Pedersens personlige stil vil være, og hvis han ikke genopstiller ved næste valg, kan det være, at embedet bliver ligeså gråt og kedeligt, som det tidligere har været.

Der er dog ingen tvivl om, at Thor Pedersen er i gang med at redefinere Folketingets formands rolle som den kloge gamle politiker, der tør sige, at politikerne ikke har noget tøj på, hvis det er nødvendigt.

Jeg mener, at der er et udtalt behov for, at formanden påtager sig den rolle i en tid, hvor alle løber i én retning. Fordi når alle løber i én retning, tabes sandheden som regel.

Derfor skal Thor Pedersen have et tillykke med på vejen i dag.

Af Kasper Elbjørn

Den idépolitiske kamp begynder i dag

Pinsen er den kirkelige markering af Helligåndens komme, men Helligånden kom ikke de borgerlige og liberale til hjælp denne pinse.

Tværtimod udstillede aviserne i pinsen modløsheden hos de borgerlige og liberale.

Jeg kan godt forstå modløsheden, men hvis regeringen får sin krisepakke igennem i dag, er der håb forude.

Fordi så begynder den idépolitiske kamp, vi har længtes efter.

Løssluppen udgiftspolitik er ingen nyhed
Modløsheden hos de borgerlige skyldes nemlig ikke det økonomiske morads, vi er havnet i.

Politikens forside søndag om, at Anders Fogh Rasmussens VK-regeringer ikke formåede at holde de offentlige udgifter i ro, er ikke en nyhed for os borgerlige.

De fleste af os har i årevis vidst, at tidligere statsminister Anders Fogh Rasmussen (V) førte en næsten ligeså løssluppen udgiftspolitik som Poul Nyrup Rasmussen (S) gjorde i 1990erne.

Hvis noget er overraskende, er det snarere, at danskerne indtil i søndags troede, at VK-regeringen skar ned, når virkeligheden er, at man nærmest spulede pengene ned i de kommunale kasser og gang på gang lod dem springe budgetterne.

12 minutter eller 730 dage
Årsagen til modløsheden er heller ikke politikernes manglende vilje til at rydde op i økonomien.

Politikerne synes alle - lige fra Socialistisk Folkeparti og Dansk Folkeparti over Socialdemokraterne og Venstre til De Konservative og Liberal Alliance - at erkende, at der er en økonomisk krise, og at vi bliver nødt til at gøre noget ved den.

De forslag, der ligger på bordet, afhjælper ikke de udfordringer, vi står over for i fremtiden.

Højere indkomstskat får ikke folk til at arbejde mere.

Omvendt skal de forslag, jeg har set, nok hjælpe os videre på den korte bane. Ikke at jeg tror krisen kan overstås på 12 minutter, men 730 dage lyder realistisk.

Skattestoppet uden ånd
Politikens spændende nekrolog over skattestoppet i søndags gjorde måske ikke humøret bedre, men det er heller ikke bruddet med skattestoppet, der er årsagen til de borgerlige og liberales modløshed.

De fleste af os kan nemlig huske, at Anders Fogh Rasmussen lovede, at når først skattestoppet var trådt i kraft, ville regeringen omgående arbejde for at sikre egentlige skattelettelser.

Det skulle ske gennem en tre-trins raket:

1. Først nulvækst i den offentlige sektor, hvilket skulle skabe et stigende overskud på budgettet.

2. Dernæst skulle overskuddet bruges til at bringe gælden ned for at få rentebyrden til at falde.

3. Til sidst skulle de sparede renter bruges til skattelettelser.

Det skete bare aldrig.

I stedet fik vi daværende skatteminister Svend Erik Hovmands skattestop, som måske nok forhindrede skatterne i at stige, men aflivede ånden i det oprindelige skattestop ved at tillade væksten i den offentlige sektor at stige med ca. 1,6% i årene under Fogh 2001-2009.

Thorning slår Løkke
Meningsmålingerne er bestemt heller ikke årsagen til modløsheden.

De fleste tror stadig på den gamle skrøne om, at Venstres daværende formand, Uffe Ellemann-Jensen, tabte valget den 11. marts 1998, fordi han var for liberal - eller fordi han blev ramt af hybris fordi han blevet citeret for at sige »den er hjemme« på forsiden af Ekstra Bladet på valgdagen.

Sandheden er, at ingen dansk statsminister har tabt et folketingsvalg på toppen af et økonomisk opsving - udover ved folketingsvalget i januar 1968, hvor danskerne smed det røde kabinet på porten efter kun 14 måneder.

Det underlige var således ikke, at Ellemann ikke vandt, men at Nyrup var lige ved at tabe.

Der skal simpelthen ske et mirakel, hvis ikke statsministeren hedder Helle Thorning-Schmidt efter næste folketingsvalg.

Det underlige i dag er, at den socialistiske blok ikke står stærkere.

Thor, Bertel, Britta og Uffe
Nej, modløsheden skyldes noget helt, helt andet.

Ole Birk Olesen, der er redaktør for nyhedsportalen 180grader.dk, satte ikke bare fingeren på det ømme sted i sin søndagsklumme i Morgenavisen Jyllands-Posten den 23. maj. Hans sylespidse pind kørte rundt i såret på os borgerlig-liberale, som intet andet skriv denne pinse.

Han skrev, at hvis ikke Venstre havde haft ideologisk markante skikkelser som Bertel Haarder, Thor Pedersen og Anders Fogh Rasmussen stående lige bag Uffe Ellemann-Jensen i 1980erne og 1990erne, havde de borgerlig-liberale måske nok stemt borgerligt, men ikke nødvendigvis på Venstre, og helt sikkert ikke med den stolthed, som vi følte i de år.

Og så kom det dræbende stød, som jeg tror, er årsagen til modløsheden hos de borgerlig-liberale:

»Jeg har meget svært ved at forestille mig, at nutidens Venstre, med de personer som er om bord, vil kunne genskabe begejstringen. Kristian Jensen er ingen Uffe Ellemann. Peter Christensen er ingen Anders Fogh Rasmussen. Og Troels Lund Poulsen er ingen Thor Pedersen. Søren Pind kunne godt være sin generations svar på Bertel Haarder, men vil han få lov til at overstråle sine partifæller? Hos de konservative står det endnu sløjere til«.

Jeg kunne sagtens sætte flere navne på.

Man kunne også spørge hvilken kvinde i Venstres folketingsgruppe, der eksempelvis bærer Birthe Rønn Hornbechs retspolitiske fane videre, eller prøver at stoppe udgiftseksplosionen i kommunerne som Britta Schall Holberg, eller kæmper for de virkelig svage som Ester Larsen osv.

Sammenligningen er bare ikke retfærdig.

Problemet er, som tidligere statsminister Poul Schlüter (K) sagde tilbage i 2007, da bogen ”På ret kurs. Et tilbageblik på systemskiftet i 1982” (Peoples Press, 2007) blev lanceret, at al den politiske opmærksomhed her i landet i de seneste år er blevet koncentreret om småting.

»Der mangler altså et stort, ægte stridspunkt, og det må være på det idépolitiske område, at man skal søge den strid. Ellers kan folk ikke se forskel på de borgerlige partier og Socialdemokratiet«.

Desværre var der ingen, der dengang lyttede til den gamle statsmand.

Kamp skal der til
Opsvinget er ovre, og i fremtiden bliver vi nødt til at prioritere.

Der vil simpelthen ikke være råd til, at have 800.000 danskere på offentlige ydelser.

Det vil skabe den idépolitiske kamp, som Schlüter efterlyste.

Tiden er en anden, og kampen vil have et andet udgangspunkt end den, som de gamle Venstre-løver kæmpede.

Derfor er der ikke brug for Thor, Bertel, Britta eller Uffe i dag, og det er alt for tidligt at afskrive Kristian, Troels, PC og Pind.

Jeg har i lang tid troet, at kun Liberal Alliance kunne tvinge dem i kamp, men noget tyder på, at Dansk Folkeparti heller ikke er bange for at drive en reformpolitik frem i stedet for at sætte grænser for reformer.

Egentlig er jeg ligeglad hvem der driver hvad. Så længe der bliver kæmpet!

Det ville da være ærgerligt at tabe valget på intet at have gjort – så kan man ligeså godt tabe det på modige og ansvarlige udmeldinger og beslutninger.

Jeg tror, og jeg håber, den idépolitiske kamp om fremtidens Danmark begynder, når politikerne har bestemt sig for om den økonomiske krise kan løses på 12 minutter eller 730 dage.

Det er muligvis i dag.

Af Kasper Elbjørn

Et forsvar for Thor Pedersen

Thor Pedersen gjorde mere og andet, da han for nylig mindede os om, at vi både skal passe på klimaet og den personlige frihed og sætte spørgsmålstegn ved den klimaforskning, som man baserede sig på under klimatopmødet.

Han redefinerede også Folketingets formands rolle som den kloge gamle politiker, der tør sige, at politikerne ikke har noget tøj på, hvis det er nødvendigt. I disse dage synes det faktisk at være lige så nødvendigt som at styre taletiden i salen.

Thor Pedersen har altid haft en helt speciel stil. Uagtet folkestemninger har han - ofte med et lille skævt smil eller en halvdårlig joke - gennemført det, som han mente var det rigtige, eller sagt sin mening. Et godt eksempel er hans kommentar til et interview med prinsgemalen om ligestilling i kongehuset, hvor han sagde, at hvis prins Henrik skulle være konge, så ville han være præsident. Så elegant afslutter man en tåbelig debat.

Et andet af Thor Pedersen uforglemmelige øjeblikke var, da han i 1993 nærmest gik i krig for at lukke det svenske atomkraftværk Barsebäck.

Poul Schlüters regering var ikke imod atomkraft, og alle vidste, at Barsebäck ikke var et alvorligt sikkerhedsmæssigt problem, da værkets reaktorer var af letvandstypen, men befolkningen var blevet bange efter de hysteriske kampagner mod atomkraft og udslippet fra Tjernobyl-værket i det tidligere Sovjetunionen i 1986.

Den daværende svenske statsminister, Carl Bildt, var selvfølgelig ikke til at hugge eller stikke i, men da man tilmed besluttede at genåbne de reaktorer, der havde været lukket på grund af fejl i nødkølesystemet, tog Thor Pedersen skeen i den anden hånd: »Desværre giver folkeretten mig ikke mulighed for at sende flåden, hæren eller flyvevåbnet til Skåne, selv om jeg kunne have lyst til det. Og også fordi de har taget Skåne, Halland og Blekinge,« sagde han.

Bildt forlangte, at Schlüter satte sin indenrigsminister på plads, men heldigvis var den svenske forsvarsminister, Anders Björck, lidt mere humoristisk og sagde, at hvis Thor Pedersen invaderede Sverige for at lukke Barsebäck, så ville han bombardere Danmark med surstrømminger.

Barsebäck blev som bekendt lukket, men ikke uden, at alle vidste, at Thor Pedersen anså det hele som en smule grotesk.

Et tredje af Thor Pedersens uforglemmelige øjeblikke var i august 2006. Her præsenterede han finansloven for 2007, der markerede et skift, hvor Danmark havde mere til gode fra udlandet, end udlandet havde til gode hos os.

Udviklingen blev vist med en graf, hvortil Thor Pedersen sagde: »Hvis vi bruger vores store, fine tusindårsmodeller, ja, så har vi løst globaliseringen, fordi over tid ender det med, at vi ejer hele verden. Måske viser det dog udfordringen i at bruge langsigtede modeller, at de nok har en begrænsning alligevel, men om ikke andet er det positivt, at vi har den frihedsgrad som grafen [viser]«.

Socialisterne omskrev hurtigt citatet til: »Vi kan købe hele verden«. Det gav ikke rigtig mening, men de forstod formentlig heller ikke helt, hvorfor Thor Pedersen var så glad, da han fremlagde sit sidste finanslovsforslag.

Jeg er klar over, at denne kommentar kan virke som en lovprisning af Folketingets formand. Jeg vil sikkert også blive anklaget for at rose Thor Pedersen mere, end han har fortjent. Men jeg fremhæver ham, fordi han tilhører en politikertype, der er ved at uddø. Og det beklager jeg dybt.

Der er mere end nogen sinde brug for politikere, der tør stå alene, sætte spørgsmålstegn ved den gældende dagsorden og sige deres mening, uanset hvilken vej meningsmålinger peger, og hvad fokusgrupper siger.

Af Kasper Elbjørn

Miljøfascismen viser sit ækle ansigt i Danmark

”Man binder os på mund og hånd med vanens tusind stramme bånd, og det er besværligt at flagre sig fri”, skrev Poul Henningsen i 1940. Hans tekst er blevet brugt og misbrugt af mange, og der vil sikkert også være delte meninger om min brug af teksten, men jeg fandt den indbyggede advarsel i teksten relevant efter jeg læste en artikel i Information i fredags. Overskriften var ikke til at tage fejl af. ”Regeringen giver 18 millioner til at forplumre klimadebatten”, skrev avisen den 18/11 i en af dagens stort opsatte artikler.

Jeg har hidtil været kritisk overfor holdningen om, at ikke alle kommer til orde i klimadebatten. Jeg mener faktisk ikke, vi indtil nu er blevet påduttet en bestemt sandhed, når det gælder klimaet. Jeg synes, vi hidtil har haft en konstruktiv debat, hvor alle er enige om, at der er klimaændringer, og hvor alle bliver hørt uanset om de mener klimaændringerne er menneskeskabte eller ej. Jeg mener også, vi i Danmark har sikret os, at både fordele og ulemper ved at bekæmpe klimaændringerne, er blevet belyst, og de fleste erkender i dag faren for, at vi indfører planøkonomi ad bagdøren eller hæmmer den økonomiske vækst i vores iver efter at sikre et bedre miljø.

Derfor blev jeg også så meget mere overrasket over overskriften i Information, og de udtalelser i artiklen, der underbyggede den ejendommelige overskrift. ”Om 14 dage har vi alle landes bevågenhed, og jeg kan ikke komme i tanke om et mere tåbeligt signal at sende til resten af verden,” sagde Miljøordfører Mette Gjerskov (S) om de 18 millioner kroner, regeringen har afsat til Copenhagen Consensus Center i den nuværende Finanslov.

Det er mange år siden socialdemokraterne kæmpede for lige rettigheder for alle, men jeg blev alligevel dybt chokeret over Gjerskovs kommentar. Jeg kan nemlig ikke komme i tanke om et bedre signal til resten af verden. Derfor er jeg også så glad for, at Tjekkiets præsident Václav Klaus’ kontroversielle klimabog ”Blå planet i grønne lænker – Hvad er truet: Klimaet eller friheden?” udgives på dansk inden COP15. Det viser netop, at vi i Danmark ikke er præget af den miljøfascisme, som Václav Klaus advarer imod, og som findes andre steder.

Artiklen i Information viser imidlertid, at miljøfascismen også viser sit ækle ansigt herhjemme for tiden.

Miljøfascisme er et stærkt udtryk, men engang imellem er det nødvendigt at kalde ondskaben ved rette navn. Uden at have studeret miljøbevægelserne og deres oprindelse indgående, er det vist ikke en overdrivelse at skrive, at de har deres oprindelse på den del af den ekstreme venstrefløj, der dyrkede det autoritære. Miljøbevægelsens dagorden var oprindeligt en maskeret kritik af kapitalismen. Det var ingen hemmelighed, og derfor slog de fleste borgerlige og liberale korsets tegn hver gang miljøet blev bragt op i den offentlige debat. Dermed var der frit spil for de røde, og de tilkæmpede sig dygtigt miljødagsordenen i løbet af 1980erne, ligesom de borgerlige og liberale tabte dagsordenen især som følge af de borgerlige-liberale partiers støtte til A-kraft. Poul Schlüters firkløverregering blev tilbage i 1984 mødt med krav fra et flertal i Folketinget bestående af Det Radikale Venstre, Socialdemokratiet og socialisterne om, at al planlægning vedrørende A-kraft i Danmark skulle bringes til ophør. Det var ikke regeringens politik, og i sin konsekvens ville Danmark efterhånden miste kompetence på det nukleare område, advarede den daværende energiminister Knud Engaard (V). Men regeringen ønskede ikke at gøre A-kraft til et kabinetsspørgsmål, og lod sig derfor nedstemme på samme vis, som man lod sig nedstemme i udenrigs- og sikkerhedspolitiske spørgsmål. Perioden kendes i dag som ”fodnoteperioden” fordi oppositionen tvang firkløverregeringen til at fremlægge bestemte synspunkter internationalt, som blev indført som fodnoter til NATOs officielle politik overfor Sovjetunionen. Regeringen lod sig imidlertid ikke kun nedstemme i udenrigs- og sikkerhedspolitiske spørgsmål, men her fik man dog gjort klart, at man var uenig i politikken, som oppositionen tvang regeringen til at føre. I miljøspørgsmål tabte man derimod helt dagsordenen, og fik ikke fortalt, hvorfor A-kraft var en del af løsningen på miljøproblemerne, og hvorfor det ligger de borgerlig-liberale helt naturligt at passe på ressourcerne i samfundet og få mere ud af den herunder selvfølgelig også miljøet.

Miljøbevægelsens dagsorden er siden Berlin-murens fald og Sovjetunionens sammenbrud blevet meget mere end en kritik af det kapitalistiske system. Miljøfascismen er karakteriseret ved, at den ikke blot ønsker kontrol med det private erhvervsliv, men hele civilsamfundet. De brune - der i følge artiklen i Information åbenbart findes hos alle partier - kalder sig måske nok grønne, men havde de været ægte grønne, ville deres mål være blot at passe på ressourcerne. De vil dog meget mere og gå meget længere. De vil begrænse ressourcerne, og hvad næsten er værre, så vil de begrænse ressourcerne uden at argumentere hvorfor. Det virker næsten som om, de ønsker at binde kritikerne på mund og hånd, og de har, ligesom de røde, socialisterne, og de sorte, islamisterne, ikke respekt for den borgerlige åndsfrihed, som ellers værdsættes i ethvert samfund, hvor man har respekt for hinandens ejendom og opfatter sine medmennesker som ligeværdige med lige ret til at tænke, tale og handle frit. Dermed bliver ønsket om at passe på miljøet til en ideologi med velkendte fascistoide tendenser, hvor man kombinerer et korporativt økonomisk system med autoritære elementer.

Præsident Václav Klaus skriver i ”Blå planet i grønne lænker”, at vi ikke skal lade klimaændringerne fortrænge fundamentale spørgsmål såsom frihed og demokrati. Når alverdens diktatorer kommer til København uden risiko for retsforfølgelse for deres forbrydelser mod menneskeheden, vil de formentlig undre sig over, hvorfor man giver økonomiske midler til meningsdannere, analytikere og forskere, der stiller spørgsmålstegn til regeringens officielle politik. Lad dem bare undre sig! Lad dem bare mene, at debatten i Danmark er forplumret af, at alle kommer til orde! Og når de spørger os, hvorfor vi dog støtter kritikere af systemet, så lad os stolt fortælle dem: Det gør vi, fordi vi lever i et demokrati.

Af Kasper Elbjørn

Kæmper i en tandløs tid

Jeg skulle egentlig have skrevet om den tyske kansler, Angela Merkel, og hendes valgkamp op til forbundsvalget den 27. september 2009, men der var ikke rigtig noget at skrive hjem om. Merkel siger intet. I en del af valgkampen har hun simpelthen holdt ferie. Hendes strategi synes at være at sige så lidt som muligt. Ingen visioner. Ingen forslag. Ingen politik. Det er åbenbart vejen til magten i dag. Politik handler ikke om noget mere - udover når de gamle politiske kæmper engang imellem åbner munden.

Sådan har det ikke altid været. Fortidens politikere har gennem tiden ikke sparet på de store ord. Det var før kontraktpolitikken, hvorfor meget af det de sagde, forblev ord, men man vidste i det mindste, hvad de bar i hjertet. Hvad de brændte for. Jeg tror, det var det, vi mindedes denne sommer, da Socialdemokraternes Svend Auken gik bort. Hvis man var liberal i 1990erne, ved man præcis, hvorfor Socialdemokraterne var så kede af det. Auken tilhørte en generation af politikere, der brændte for deres sag - også selvom det engang imellem betød, at de brændte deres lys i begge ender. En socialdemokrat, som jeg læste på universitetet med, og som sidder i Folketinget i dag, sagde engang til mig, at det vi liberale følte i 1998, følte Socialdemokraterne i 1990. Hun havde ret. Vi vidste, at tiden efter valget i 1998 ville blive en anden, og derfor gjorde det ekstra ondt, da Venstres Uffe Ellemann-Jensen tabte valget - og man må sige, at tiden efter 1990 også blev en anden for Socialdemokraterne. Vi kommer os nok aldrig helt over det. Hverken dem eller os. Heldigvis.

Der er ikke mange af de gamle kæmper tilbage i dag. Men der sidder stadig nogle stykker tilbage hist og her. En af dem er Thor Pedersen. Han er i dag formand for Folketinget, og i sidste uge viste han præcis det politiske mod, som er så fraværende i politik i dag.

Ved en konference arrangeret af Aarhus Universitet og Morgenavisen Jyllands-Posten satte Thor Pedersen spørgsmålstegn ved måden, politikere og forskere diskuterer på, når det gælder klimaet. Han spurgte retorisk om, hvordan det kan være, at når det handler om klimaforandringerne, så har forskerne en teori, hvorefter politikerne siger, at de dermed ved det hele. "Jeg har selv som finansminister været med til at vedtage i EU, at temperaturen ikke må stige mere end to grader i forhold til den førindustrielle periode. Så hvorfor forske, når vi allerede ved det hele?", fortsatte han og problematiserede, at politikerne over en bred kam har en opfattelse af, at det, de har vedtaget politisk, er sandheden.

Der blev selvfølgelig fniset i salen, da Thor Pedersen med en vanlig god portion humor udfordrede det Folketing, han er formand for. Det har altid været hans facon, men bag det lille skæve smil viste sig lidt af det ærlige hjerte, der stort set ikke findes mere i dansk politik.

Thor Pedersen blev boligminister i 1986 efter at have været borgmester i Helsinge siden 1978. I 1987 blev han forfremmet til indenrigsminister, ligesom han tillige var økonomiminister i de sidste måneder af Poul Schlüters sidste regering. Derefter fik han noget så sjældent for en dansk politiker som en yderst succesfuld erhvervskarriere, hvorefter han i 2001 vendte tilbage som finansminister.

Det er ikke altid gået lige godt med sarkasmen og de små vittigheder. Thor Pedersen gjorde sig især bemærket, da han nærmest gik i krig for at lukke det svenske atomkraftværk Barsebäck nær København tilbage i 1993. Spørgsmålet sorterede under ham, fordi Civilforsvaret og sikkerhedsproblemerne ved Barsebäck hørte under Indenrigsministeriet. Poul Schlüters firkløverregering var allerede tilbage i 1984 blevet mødt med krav fra oppositionen om, at al planlægning vedrørende atomkraft i Danmark skulle bringes til ophør. Det var klart ikke regeringens politik, og i sin konsekvens ville Danmark efterhånden miste kompetence på det nukleare område, advarede den daværende energiminister Knud Engaard (V). Men regeringen ønskede ikke at gøre det til et kabinetsspørgsmål, så den lod sig nedstemme uden det helt store opgør. Thor Pedersen gjorde tidligt klart, at han ikke personligt var modstander af atomkraft, og han måtte derfor igennem en del akrobatiske øvelser for at forklare, hvorfor Barsebäck skulle lukkes. Sikkerhedsmæssigt var Barsebäck aldrig et stort problem, da værkets reaktorer var af letvandstypen. Dermed kunne værket på ingen måde sammenlignes med de nedslidte atomkraftværker i Østeuropa. Men befolkningen var blevet bange efter netop udslippet fra Tjernobyl-værket i det tidligere Sovjetunionen i 1986. Derfor var Barsebäck blevet et problem for den danske regering af psykologisk karakter. Thor Pedersen gjorde derfor det i dag helt utraditionelle, at han holdt fast i sine holdninger og overbevisninger og advokerede for atomkraft, men også for at lukke netop det atomkraft, der lå så tæt på hovedstaden - i stedet for blot at følge meningsmålingerne og den generelle dybt irrationelle hetz mod atomkraft, der var opstået op igennem 1980erne.

Allerede inden det svenske valg i 1991 advarede Thor Pedersen svenskerne om, at den danske regering ville holde Sverige fast på løftet om at lukke Barsebäck. Statsminister Carl Bildt, der vandt valget, var af gode grunde hverken til at hugge eller stikke i, men da man tilmed besluttede at genåbne de reaktorer, der havde været lukket på grund af fejl i nødkølesystemet, tog Thor Pedersen skeen i den anden hånd: "Desværre giver folkeretten mig ikke mulighed for at sende flåden, hæren eller flyvevåbnet til Skåne, selv om jeg kunne have lyst til det. Og også fordi de har taget Skåne, Halland og Blekinge," sagde han. Bildt forstod sig imidlertid ikke på ironi, og blev derfor alvorligt sur på den danske indenrigsminister. Den svenske forsvarsminister, Anders Björck, havde heldigvis lidt mere humor, og svarede, at hvis Thor Pedersen invaderede Sverige for at lukke Barsebäck, så ville han bombardere Danmark med surstrømninger. Surstrømninger er de der halvrådne små sild, som svenskerne elsker.

Et andet af Thor Pedersens uforglemmelige øjeblikke var, da han erklærede, at det gik så godt med den danske økonomi, at hvis det fortsatte sådan de næste 1.000 år, ville vi eje hele verden. Bemærkningen faldt i august 2006. Faktisk udtalte han de berømte ord ved sin sidste finanslovspræsentation. Dengang var der ingen grund til at svede, når finansministeren præsenterede finanslov. Finansloven for 2007 markerede nemlig et skift, hvor Danmark havde mere til gode fra udlandet, end udlandet havde til gode hos os. Udviklingen blev vist med en graf, hvortil Thor Pedersen sagde: "Hvis vi bruger vores store, fine tusindeårsmodeller, ja, så har vi løst globaliseringen, fordi over tid ender det med, at vi ejer hele verden. Og så et det problem egentlig løst. Men måske viser det dog udfordringen i at bruge langsigtede modeller, at de nok har en begrænsning alligevel, men om ikke andet er det positivt, at vi har den frihedsgrad som grafen [viser]".

Det er sådan et klip, som journalister og historikere kan bruge, når Danmarks Radio en dag skal lave en udsendelse om Anders Fogh Rasmussens regeringer, hvor Thor Pedersen var finansminister frem til valget i november 2007. Og selvfølgelig blev der også dengang fniset i salen, da ordene faldt. Socialisterne omskrev hurtigt citatet til, "vi kan købe hele verden", hvilket ikke rigtig gav mening, men de forstod formentlig heller ikke helt, hvorfor Thor Pedersen egentlig var så glad, da han fremlagde sit sidste finanslovsforslag. Forvirringen var noget nær total, da Socialdemokraternes formand, Helle Thorning-Schmidt, i Folketinget den 31. maj 2007, sagde, at hun ikke forstod, at hvis Danmark havde mere til gode fra udlandet, end udlandet havde til gode hos os, hvorfor har vi så "ikke råd til tidssvarende velfærd i daginstitutioner, skoler, plejehjem og sygehuse"?

Den lader vi lige stå et øjeblik.

Finansloven for 2007 var på mange måder kulminationen på den genopretningspolitik, som tidligere finansminister Henning Christophersen (V) igangsatte i 1982, da Socialdemokraterne overgav regeringsmagten til Poul Schlüters firkløverregering. Den socialdemokratiske regering havde efterladt et underskud på nærved 80 mia. kr. Desuden var underskuddet på betalingsbalancen steget til 20 mia. kr., og arbejdsløsheden vokset til omkring 250.000 ledige. Det var derfor ikke så mærkeligt, at overskriften på regeringens arbejde blev "Økonomisk genopretning", og det var bestemt positivt, at vi i 2007 langt om længe havde den frihedsgrad, som Thor Pedersens graf viste, fordi - som han indikerede - man ingen personlig frihed kan have uden økonomisk frihed.

I sidste uge viste han så tænder igen. Igen på sin helt egen måde. Dermed redefinerede han også til en vis grad Folketingets formands rolle, som den kloge gamle politiker, der tør sige, at politikerne ikke har noget tøj på, hvis det er nødvendigt. Det synes at være ligeså tiltrængt som at styre taletiden i Salen.

Jeg er klar over, at denne klumme kan virke som en lovprisning af Thor Pedersen. Jeg vil sikkert også blive anklaget for at rose Thor Pedersen mere, end han har fortjent. Men jeg nævner Thor Pedersen, fordi han er et eksempel på en politikertype, der er ved at uddø. Og det beklager jeg dybt, da der mere end nogensinde er brug for politikere, der tør sige den nye tandløse magtelite midt imod. Som tør stå alene. Den slags kæmper er der behov for i en tid, hvor meningsmålinger og fokusgrupper har efterladt partierne så ens i deres holdninger, at der ikke stilles spørgsmålstegn ved den vedtagne sandhed, ligesom personfnidder præger den offentlige debat. En tid hvor man åbenbart kan vinde et valg uden at sige noget som helst substantielt eller behøver redegøre for sin vision for fremtiden. Hvis man overhovedet har én.

Husk det gamle ordsprog: når alle løber i én retning, tabes sandheden som regel. Det gælder sådan set altid.

Af Kasper Elbjørn