Blog (Tag: schmidt)

Forsøg på historieomskrivning

Tidligere forsvars- og udenrigsminister Kjeld Olesen påstår i JP 13/11, at han og Socialdemokratiet virkelig mente den fodnotepolitik, der besværliggjorde Danmarks engagement i NATO i 1980'erne. Men hvorfor støttede Olesen NATO's dobbeltbeslutning uden så meget som en enkelt fodnote, da partiet var i regering? Historien er jo, at den daværende socialdemokratiske regering, hvori Olesen var udenrigsminister, støttede kansler Helmut Schmidts ide om en dobbeltbeslutning. Helmut Schmidt forstod modsat så mange andre, at man blev nødt til at forhandle med Sovjetunionen udfra en styrkens position, og dobbeltbeslutningen gik ud på at opruste samtidig med, at man forhandlede. Dengang vidste man ikke, at beslutningen ville markere begyndelsen på afslutningen af Den Kolde Krig, men heldigvis bakkede den socialdemokratiske regering op om dobbeltbeslutningen sammen med vores partnere i NATO.

Afgørende element

S-regeringen forpligtede helt naturligt Danmark til at deltage i finansieringen af oprustningen, som jo var et afgørende element i beslutningen. Opbakningen varede imidlertid kun, til S kom i opposition i september 1982. Nu havde man den helt modsatte holdning til dobbeltbeslutningen. Olesen og regeringen havde ikke behøvet helhjertet at støtte dobbeltbeslutningen og finansieringen heraf. Danmark kunne sagtens have fået en fodnote, ligesom vi fik, da Olesen og hans partikammerater var gået af. Det er et ynkeligt forsøg på at omskrive historien, når Olesen over for JP 13/11 påstår, at S's motiv ændrede sig i 1982. Årsagen til den nye holdning til NATO skulle efter sigende være, at Ronald Reagan var blevet præsident. Påstanden er grotesk. Intet havde ændret sig i 1982, andet end at S var i opposition. Reagan vandt præsidentvalget i 1980 og blev indsat i januar 1981, ikke i september 1982, men der skulle altså gå 19 måneder, før S var uenig med ham.

Tydeligt sprog

Reagan symboliserede dengang som nu den aktive modstand mod Sovjetunionen, og han kan med rette tage æren for afslutningen på Den Kolde Krig, men Kjeld Olesen har da sovet i timen, hvis han tror, at Reagans strategi over for Sovjetunionen var en nyskabelse. Jeg er sikker på, at Reagan gerne ville have taget æren for dobbeltbeslutningen, men Helmut Schmidt havde allerede leget med tanken så tidligt som i 1977, og Danmark havde støttet principperne uden fodnoter. Historien taler sit tydelige sprog. Og det gør Kjeld Olesen desværre også.

Af Kasper Elbjørn