Blog (Tag: stalin)

Polens præsident vil blive husket som en frihedshelt - ikke en homo-hader

Det er naivt, hvis man tror, man kan bagatelisere den nu afdøde polske præsident, Lech Kaczynski, der omkom i et flystyrt lørdag morgen, med en bemærkning om, at han var en besværlig forhandler i EU og engang forbød en homo-parade.

Dybt naivt.

Der er ingen tvivl om, at Præsident Kaczynski og hans tvillingebror, Jaroslaw Kaczynski, der nærmest delte magten efter præsident- og parlamentsvalget i 2005, var kontroversielle og splittede Polen.

De liberale, den akademiske elite, og storbypolakkerne blev til tider helt pinlige over tvillingerne og deres udgydelser mod feminisme, homoseksualitet, EU og deres foragt for både Rusland og Tyskland på grund af Polens blodige historie med de to store nabolande.

Andre så tvillingerne som to af deres egne.

De kunne let identificere sig med tvillingernes parti, Lov og Retfærdighedspartiet, der kæmpede for konservative værdier som nation, familie og kirke og mod korruption.

Tvillingebrødrenes vælgere bor især på landet og tilhører den ældre generation, som havde oplevet mindst én invasion og besættelse, og havde set tvillingerne kæmpe side om side med Lech Walesa mod det socialistiske diktatur i Polen op igennem 1980erne

Denne vælgergruppe bifaldt i langt højere grad samarbejdet i NATO og det stærke bånd til USA end det europæiske fællesskab i EU.

De huskede stadig, det var USA - og ikke EU - der havde støttet deres frihedskamp.

Alliancen med Bush
Tvillingernes alliance med den daværende amerikanske præsident George W. Bush blev især værdsat. Ikke kun fordi alliancen gav Polen nogle vigtige handelsfordele, men fordi alliancen gav Polen den sikkerhed, som Polen aldrig tidligere havde haft.

Tilhængerne af Præsident Kaczynski og hans tvillingebror anså den planlagte antimissil-base i Polen, som gjorde ærkefjenderne i Moskva rasende, som det ultimative symbol på det stærke venskab mellem Polen og USA.

Da den nuværende amerikanske Præsident Barack Obama i september 2009 annoncerede, at han ville skrotte antimissil-baserne i Polen og Tjekkiet, blev det af stort set alle set som en meget stor tilnærmelse til Rusland. Også i Polen.

En ny generation
I mellemtiden havde landet fået ny liberal regering.

En ny generation af vælgere smed premierminister Jaroslaw Kaczynski på porten i 2007, og den yngre Donald Tusk lancerede en ambitiøst reformpolitik, der betød, at Polen nærmest ikke mærkede finanskrisen.

Jeg behøver næppe skrive, at Tusk fortsat er en meget populær mand i dag.

Ligesom den tjekkiske regering blot trak på skuldrene over Obamas nye politik, lod Tusk forstå, at han aldrig helhjertet havde støttet planerne om Missilskjoldet og baserne i Polen.

Ingen alliance uden baserne
Præsident Kaczynski var imidlertidig ikke sen til at sige sin ærlige mening.

Han udtalte gennem sin talsmand, at Polen de facto ville miste en strategisk alliance med Washington uden antimissil-baserne.

Det hørte man godt i Washington, men jeg er ikke helt sikker på, at man forstod, hvorfor Kaczynski var så skuffet?

En ting er sikkert: Det var ikke tilfældigt, at det var Tjekkiets Præsident Vaclav Klavs, der var vært, da Obama og den russiske Præsident Medvedev i torsdags underskrev den vigtigste nedrustningsaftale siden den Kolde Krigs afslutning.

Kaczynski vil ikke blive glemt
Præsident Kaczynskis død kan meget vel blive afslutningen på en epoke i polsk politik, men alt det han stod for, vil for altid blive husket.

Han symboliserede den polske nationalisme, som var et vigtigt element i polakkernes frihedskamp.

At han netop døde på vej til Katyn nær Smolensk i Rusland for at mindes de 20.000 polske krigsfanger, der brutalt blev nedslagtet i foråret 1940 på den sovjetiske diktator Josef Stalins personlige ordre, vil sikre ham en plads i historien.

Glemt vil være, at han som borgmester engang forbød en homo-parade i Warszawa og var en besværlig forhandler, da man forhandlede forfatningstraktaten i EU.

Uanset hvad men mener om Kaczynski og hans politik, tror jeg, polakkerne vil huske ham som en frihedshelt, der kæmpede for konservative værdier som nationen, familien og kirken under og efter det socialistiske diktatur, og døde side om side med de 20.000 polske krigsfanger, som han var på vej for at ære og mindes.

Af Kasper Elbjørn

A sæjer walbekom!

Det er sket før, at politikere – ja, selv ministre – skifter parti.

Gustav Rasmussen var en af de sidste aristokrater i dansk politik. Han kom fra den såkaldte landadel, og studerede jura på Københavns Universitet efter sin studentereksamen. Her traf han John Christmas Møller, der var konservativ, som han selv, men langt mere politisk bevidst. 

Da Venstre dannede regering efter valget i 1945 manglede man en oplagt kandidat til udenrigsministerposten. Foranlediget af den afgående udenrigsminister John Christmas Møller (K), der havde fungeret som minister siden befrielsen, faldt valget på Gustav Rasmussen. Mon ikke Knud Kristensen (V) senere har fortrudt valget af Gustav Rasmussen. Ikke bare var de politisk uenige, men efter valget i 1947, hvor Socialdemokratiet overtog magten fra Venstre, forblev Gustav Rasmussen nemlig udenrigsminister, selvom Socialdemokratiet overtog magten. Knud Kristensens bemærkning var: ”A sæjer walbekom!” 

At skifte fra et liberalt parti til et socialistisk parti er bestemt bemærkelsesværdigt, men dengang måske alligevel ikke helt så dramatisk. Der var trods alt tale om en diplomat, og Venstre og Socialdemokratiet var enige om de store linier i udenrigs- og sikkerhedspolitikken. Måske var de to partier mere enige om udenrigs- og sikkerhedspolitikken, end Gustav Rasmussen var enig med de to partier om disse anliggender. Han strittede således imod medlemskab af Atlantpagten af angst for Stalins Sovjetunionen. Heldigvis stod Hans Hedtoft (S) fast.

Hverken Venstre eller Socialdemokratiet skulle have udnævnt Gustav Rasmussen som minister. Det var en stor fejl. Socialdemokratiet havde dygtige ministeremner som H.C. Hansen, og den unge Per Federspiel fra Venstre kunne bestemt have varetaget jobbet ligeså godt som Gustav Rasmussen.

Af Kasper Elbjørn

Til kamp mod småhedsvanviddet

Kampen mod den såkaldte hvad-skal-det-nytte-holdning tog mange år. Først i 1982 skiftede Danmark kurs i udenrigspolitikken, selv om elementer fra fortiden stadig spiller os et puds. Danmarks deltagelse i befrielsen af Irak er det seneste bevis på, at selv et lille land kan gøre stor forskel, hvis landet tør. Det nytter noget.

Det er imidlertid ikke længere givet, at vores nuværende aktive udenrigspolitiske linje fortsætter. Den seneste tids debat vedrørende befrielsen af Irak samt Danmarks forhold til EU kalder til kamp mod det, som en tidligere dansk udenrigsminister kaldte småhedsvanvid.

En af de første bannerførere mod den passive udenrigspolitiske linje var Laust Moltesen. Moltesen var udenrigsminister i Madsen-Mygdals regering, der fungerede 1926-1929. Han var således chef for diplomatiet i en tid, der må betegnes som en af de fredeligste i et århundrede præget af to verdenskrige. Ikke desto mindre så han faren ved ikke at tage stilling og endte sin karriere som indædt modstander af samarbejdspolitikken og den vage holdning til datidens kommunistiske og fascistiske terrorregimer.

Laust Moltesen blev født i Sønderjylland og var hele sit voksne liv venstremand. Han kom i Folketinget i 1909, og da Folkeforbundet blev oprettet efter Første Verdenskrig, var han selvskreven til at repræsentere Danmark i Geneve. Moltesen var tilhænger af, at man måtte have et forum, der understøttet af lov kunne anvende magt mod fredsbrydere og diktatoriske regimer. Derfor var Moltesen i lighed med den amerikanske præsident Woodrow Wilson og senere den engelske premierminister Winston Churchill tilhænger af Folkeforbundet, der oprindeligt havde til hensigt at opretholde verdensfreden ved magt.

Tanken om et internationalt fredsskabende organ var central i den fredsbevægelse, der udviklede sig i slutningen af det 19. århundrede. Præsident Wilson greb tanken og foreslog, at den skulle realiseres som en del af fredsslutningen efter Første Verdenskrig. 40 stater gik fra begyndelsen sammen i forbundet, og tallet øgedes til 55 stater i 1928. I løbet af 1930erne viste det sig imidlertid, at Folkeforbundet hverken kunne gennemtvinge eller opretholde freden. Folkeforbundet degenererede til en diskussionsklub ude af stand til at bremse de kommunistiske og fascistiske regimer. USA meldte sig i sin isolationisme aldrig ind i Folkeforbundet, og medlemsstaternes uvilje mod at sætte handling bag de gode intentioner viste sig tydeligst, da Mussolinis Italien invaderede Abessinien.

Efter sin tid som udenrigsminister måtte Laust Moltesen se sine holdninger henvist til nyttesløse protester mod Staunings flertalsregering med Det Radikale Venstre. I et dramatisk opgør med SR-regeringen tog Moltesen til sidst konsekvensen af regeringens hvad-skal-det-nytte-politik og nedlagde i 1932 sit folketingsmandat i protest mod den nye udenrigs- og sikkerhedspolitik. Han mente, at SR-regeringen led af småhedsvanvid.

Laust Moltesens værste frygt blev til virkelighed, da Danmark den 9. april 1940 blev besat. Udenrigsminister P. Munch måtte i juli tage konsekvensen af sin fejlslagne tilpasningspolitik, og i stedet udpegede Stauning Erik Scavenius til ny udenrigsminister. Det var især udenrigsministeriet, der stod for kontakten til besættelsesmagten, og Scavenius var om muligt en endnu større fortaler for en imødekommende politik overfor tyskerne. Den gamle radikale ideolog Viggo Hørups retoriske spørgsmål: Hvad skal det nytte?, var blevet et mantra for Socialdemokratiet og Det Radikale Venstre. Småhedsvanviddet ville ingen ende tage.

Småhedsvanvid kan bedst betegnes som en sygelige besættelse af forestillingen om mindrevær. Småhedsvanvid giver sig i samfundet kollektivt udslag i angst for det ukendte, fremmede sprog, kulturer og påvirkninger fra stormagter. Den individuelle form kan også kaldes den indre jantelov: du skal ikke tro, jeg er noget. Den kollektive form giver de angrebne en fællesskabsfølelse, der danner et vældigt uerkendt vakuum af mindreværd.

Danmarks ageren i Den Kolde Krig var oftest karakteriseret af arven fra Stauning, Munch og Scavenius. Også vores flakkende holdning til vores medlemskab af EU må vel siges at være et levn fra den tid. På mange måder led Danmark næsten konsekvent af småhedsvanvid - lige fra Moltesens afgang som udenrigsminister i 1929 og frem til 1982, hvor partifællen Uffe Ellemann-Jensen overtog udenrigsministerposten.

Efter Anden Verdenskrig etableredes FN. Den institutionelle opbygning af FN følger nøje Folkeforbundets, og ligesom Folkeforbundet havde sin storhedstid i fredsperioden 1924-1930, så har FN da også vist sig at være overordentlig nyttig og operativ i fredstid. Det sås eksempelvis ved dets dannelse efter Anden Verdenskrig samt i 1990erne efter Den Kolde Krigs ophør og frem til terrorangrebet på USA den 11. september 2001.

Den væsentligste forskel på FN og Folkeforbundet er, at ideen om en kollektiv sikkerhedspagt understøttet af sanktioner ikke gælder for FN. Derfor blev FN på mange måder de kommunistiske terrorregimers beskytter under Den Kolde Krig. I dag kan man frygte, at FN ligeledes kan blive misbrugt til at blive en form for garant for regimer, der støtter vor tids største internationale trussel, terrorismen.

FN var foruroligende tæt på at udvikle sig til en moderne udgave af Folkeforbundet, da diskussionen om befrielsen af Irak var på dagsordenen i foråret. Derfor er det heller ikke utænkeligt, at FNs tidligere chef for våbeninspektørerne, Hans Blix, kan have ret i, at forløbet op til befrielsen af Irak kan have skadet FN's Sikkerhedsråd for stedse. Skylden kan dog ikke lægges på USA eller Storbritannien. Årsagen er snarere, at mange lande i FN led af det, som Laust Moltesen kaldte småhedsvanvid. Danmark var lykkeligvis ikke mere blandt disse lande.

Årsagen hertil grunder sig i, at der mange år efter Moltesens embedsperiode i 1982 endelig kom en udenrigsminister, der turde tage opgøret med småhedsvanviddet. Uffe Ellemann-Jensen handlede ud fra tesen om, at små lande sagtens kan gøre en forskel. Ellemann-Jensen-doktrinen er klogeligt blevet videreført af både Nyrup Rasmussens regeringer og regeringen Fogh Rasmussen. Især Nyrup Rasmussen personligt og hans forsvarsminister, Hans Hækkerup, har taget voldsomme kampe internt i regeringen for at overbevise om fornuften i at støtte de militære indgreb, som USA iværksatte i 1990erne uden om FN.

Imidlertid er det ingen selvfølge, at Ellemann-Jensen-doktrinen videreføres af kommende regeringer.

Socialdemokratiets nye leder Mogens Lykketofts udmeldinger i foråret op til befrielsen af Irak er et tegn herpå. I Politiken 25/3 gav Lykketoft udtryk for, at ingen nær politisk ven eller fjende med kendskab til hans holdninger kunne tro, at han som regeringschef ville have sendt danske kampstyrker til en USA-ledet krig uden FN-mandat.

Lykketofts modvilje mod den nye amerikanske udenrigspolitik, der stærkt inspireret af Woodrow Wilsons og Winston Churchills udenrigspolitiske ideer blev formet efter terrorangrebet den 11. september, er formentlig dybfølt og derfor ikke forbigående. Det må man have respekt for - og bekæmpe.

Det er vigtigt, at Danmark ikke kommer ud i samme udenrigspolitiske slingrekurs i forholdet til USA, som den der kendetegner vores medlemskab af EU. Derfor bør udenrigspolitikken indgå som et yderst vigtigt valgtema i den kommende valgkamp.

Der er en lige linie fra Laust Moltesen frem til Uffe Ellemann-Jensen og til Danmarks udenrigspolitiske linie i dag. Derfor var det også naturligt, at Danmark var med i koalitionen, der befriede irakerne fra et diktatur, som til forveksling mindede om det sovjetiske under Josef Stalin.

Beslutningen om at deltage i den internationale koalition var endnu et opgør med den passive tilpasningspolitik, der kendetegnede dansk udenrigspolitik før 1982. Desuden viste vores deltagelse i befrielsen af Irak, at Danmark kan gøre stor nytte internationalt. Vi skal derfor altid være parate til at forsvare væsentlige værdier som fred, frihed, demokrati og menneskerettigheder ved at yde et militært bidrag. Ikke mindst terrorangrebet på New York og Washington for to år siden har tydeliggjort, at det er mere påtrængende end nogensinde. Ingen mennesker ønsker krig, men hvem vil have fred, hvis freden indebærer, at befolkninger lever som det irakiske folk før befrielsen?

Mange danske politikere lider stadig af det, som Moltesen kaldte småhedsvanvid. Adskillige er stadig præget af hvad-kan-det-nytte-tankegangen. Modstanden mod at lade Danmark indgå i koalitionen samt ulysten til at udvikle samarbejdet i EU er de mest udtalte eksempler på danske politikeres småhedsvanvid.

Ikke mindst Socialdemokratiet og Det Radikale Venstre synes at have svært ved at ryste småhedsvanviddet af sig, når det gælder forholdet til USA, ligesom Dansk Folkeparti har gjort det til en dyd at være modstander af EU - uanset hvilken del af samarbejdet, der diskuteres.

Desværre ser mange politikere stadigvæk helst, at Danmark hverken bliver hørt eller set. Det er, som om de gamle dogmer fra Staunings, Munchs og Scavenius tid vækkes til live, når Danmark indtager en holdning på tværs af, hvad andre måtte mene, og når vi markerer os som et internationalt stærkt engageret land. Om det skyldes mangel på mod, lederskab eller visioner, er det svært at svare på. Det må de pågældende politikere selv gøre, hvis de kan. Men det er vigtigt, at vi værner om vores nuværende udenrigs- og sikkerhedspolitik, som det tog så mange år at føre igennem.

Af Kasper Elbjørn