For små to år siden var jeg i Oslo med mit arbejde. Jeg overnattede på et hotel på Karl Johans Gade lige ved Parlamentet, men vågnede tidligt, da der var en masse støj fra gaden. Da jeg trak gardinerne fra, måtte jeg knibe mig i armen for at være sikker på, at jeg var vågen, og ikke havde mareridt. Til min store overraskelse marcherede nazistiske soldater nede på gaden under et stort hagekors, der hang over Parlamentet.

Jeg var godt nok vågen, og årsagen var såmænd blot, at nordmændene var ved at indspille filmen om modstandsmanden og krigshelten Max Manus. Det var i april 2008, og sidste fredag fik filmen premiere i de danske biografer. Den har allerede solgt over 1.5 millioner billetter i Norge, vundet utallige priser og er Norges Oscar-kandidat, og det er helt klart en af de film, jeg skal se i januar.

I omtalen af den nye film om Max Manus står der, at filmen er Norges svar på Ole Christian Madsens historiske drama Flammen og Citronen fra 2008, men det er ikke korrekt.

Bent Faurschou-Hviid og Jørgen Haagen Schmidt, som var Flammen og Citronens rigtige navne, var kendt for deres mod, stålsathed og idealisme. De stod ret alene i kampen mod besættelsesmagten modsat Max Manus, som var en blandt mange. Efter krigen blev Faurschou-Hviid og Schmidt symboler på, at Danmark havde gjort modstand under krigen, selvom virkeligheden var en anden.

Den officielle politik, som befolkningen i vid udstrækning understøttede, byggede derimod på samarbejde med besættelsesmagten og modstand mod sabotage.

Det er ikke så overraskende. Op gennem 1930erne blev den danske hær reduceret og forsvaret svækket, selvom alle vidste, at tyskerne oprustede. Dagen inden Besættelsen havde partilederne været indkaldt til møde med regeringstoppen vedrørende Danmarks stilling i forhold til et eventuelt angreb.

De Konservative og Venstre kritiserede regeringen for, at der ikke var indkaldt sikringsstyrker på baggrund af de tidligere dages omstændigheder, men der var enighed om, at løbet var kørt. Dagen derpå, den 9. april kl. 6.30 bekræftede et ministermøde beslutningen om at kapitulere.

Anderledes er historien om nordmændenes kamp mod nazisterne. Modsat Flammen og Citronen deltog rigtig mange nordmænd i kampen mod nazisterne. I Norge var det ikke kun en snes unge idealistiske mænd, der kæmpede mod besættelsesmagten, som i Danmark, men en hel nation. Mens den danske statsminister Th. Stauning fortalte, at Danmark burde gøre en aktiv indsats for at tilpasse sig den tyske planøkonomi, nægtede vores norske brødre at underkaste sig nationalsocialisterne i Tyskland.

Efter den danske kapitulation lå det nazisterne frit for at invadere Norge. Det skete ved at angribe Oslo, Kristiansand, Stavanger, Bergen, Trondheim, Egersund og Narvik. Nordmændene kæmpede som ingen andre, nazisterne havde været oppe imod, og fra Oscarsborg, fæstningen lige ud for Oslo, sænkede man det tyske krigsskib Blücher og omkring 1.000 tyske soldater omkom, hvorefter angrebet på Oslo blev udsat. Den 28. maj generobrede nordmændene Narvik i samarbejde med de allierede. Det var nazisternes første nederlag, og flere kilder peger på, at slaget ved Narvik blev en vigtig del af de allieredes planlægning af D-dagen i 1944.

Den norske konge og regeringen benyttede lejligheden til at drage i eksil i London, hvorfra man konsekvent fortsatte modstandskampen og uddannede modstandsfolk som Max Manus.

Ligesom politikerne herhjemme gjorde alt for at undgå sabotage mod nazisterne, var der heller ikke mange danske politikere, der måtte flygte til London. Den konservative partiformand John Christmas Møller var en undtagelse. Christmas Møller blev handelsminister i samlingsregeringen. Han havde været stærk fortaler for en samlingsregering efter Besættelsen for at undgå indenrigspolitiske slagsmål under Besættelsen.

Allerede i efteråret måtte han imidlertid forlade regeringen på grund af sine udtalte antinazistiske holdninger, og i 1942 flygtede han til London.

I hans dagbog fra London, som blev udgivet i 1945, og som jeg fandt for nogle år siden i min gamle farmors bogreol, kan man læse om hans foragt over for den kyniske materialisme, som samarbejdspolitikken - ikke mindst repræsenteret ved Erik Scavenius, der var udenrigsminister og senere blev statsminister - var udtryk for.

»Jeg tror, at Scavenius har en megen ringe forståelse af begreberne demokrati, frihed, national værdighed etc.,« skrev Christ­mas Møller, da han kom til London: »Selv vil han sige, at han er realist; jeg vil kalde ham den mest kyniske materialist, vi har haft i dansk politik, som slet ikke forstår andres følelser, og som velsagtens slet ikke kan se, hvilket uvurderligt gode for det norske folk, dets kamp er, og som vil kalde det tåbeligt at redde folkets sjæl mere end at redde nogle døde ting.«

Nordmændene fik sig muligvis et ligeså stort chok, som jeg, da de så nazister marchere ned gennem Karl Johans Gade for to år siden, men de kunne trygt tage videre på arbejde. Det var blot kulisser til en film om deres stolte fortid. »Norge bliver det stærke, stolte udtryk for al nordisk kampånd og vilje,« forudså Christmas Møller, og heri fik han ret. Landets fortid står i stærk kontrast til danmarkshistorien, der måtte omskrives og tilpasses, for at vi kunne leve med den.

Til gengæld kan vi i dag glæde os over, at vi kæmper for fred, frihed, rettigheder og den fri markedsøkonomi rundt omkring på kloden. Den aktivistiske udenrigspolitik vil præge danskernes sjæl i mange år frem - ligesom frihedskampen under Anden Verdenskrig præger nordmændenes sjæl den dag i dag.