Tilbage i juni skrev Anne Sophia Hermansen et essay om manden i 30erne. Det skabte en hed debat – og ikke på den gode måde. Sommervarmen steg folk til hovedet, og grøfterne mellem kønnene blev gravet dybere og dybere. I denne uge følger TV2s Go’ aften Danmark op på diskussionen. Mandag aften besøgte jeg selv TV-magasinet sammen med Anne Sophia Hermansen for at diskutere, hvorfor der overhovedet er så mange singler i dagens Danmark.

Jeg ser egentlig ikke mig selv som en af de drengerøve, som Anne Sophia Hermansen beklagede sig over. Jeg er mere røv end dreng, når jeg er på arbejde, og forhåbentlig mere dreng end røv, når jeg har fri. Jeg tror heller ikke, som andre har skrevet, at vi i stadigt stigende grad lever alene, fordi kvinderne går med Georg Jensen-smykker, gummisko og har leverpostej i håret. Dem kender jeg i hvert fald ikke!

Jeg tror, der er en helt tredje, mere væsentlig årsag til, at vi lever hver for sig, selvom vi egentlig helst vil leve i tosomhed og have ligeså mange børn som vores bedsteforældre.

For nogle år siden udtalte den nuværende kulturminister Carina Christensen (K), at hun undrede sig over, at danskerne ikke fik flere børn. Hendes udtalelse byggede blandt andet på en undersøgelse, der viste, at danskerne fik 1,8 børn, men vi ville egentlig gerne have 2,4 børn. Ministerens teori var, at uskrevne normer var årsagen til, at danskerne fik færre børn, end de ønskede. Hun ville gerne finde ud af, hvilke barrierer der forhindrede danske familier i at få det antal børn, de gerne ville have.Carina Christensen var på daværende tidspunkt 34 år. Hun var ugift og havde ingen børn. Derudover var hun blevet minister ved noget nær et tilfælde og i en rimelig ung alder. Det var hendes forbrydelse – og det skulle hun aldrig have gjort! Sådan en karrierepolitiker uden familie skulle bare holde sin mund, lød det i vrede læserbreve og avisledere.

Men hvis man - her nogle år efter - lytter til, hvad hun egentlig spurgte om, og ser bort fra den tåbelige familiekommission, som hun efterfølgende nedsatte for at finde svar på spørgsmålet, havde hun fat i en helt central problemstilling for os i 30erne.

Anne Sophia Hermansens sommer-essay og den kønsdebat, det affødte, fik mig til at tænke over, om problemet i virkeligheden er, at vi overser, at det samfund, vi har opbygget, gør alt for at forhindre os i at leve det liv og i de familiemønstre, vi alle ønsker os.

Historikeren David Gress skriver i sin bog Velstandens kilder om det dilemma, som den amerikanske sociolog Daniel Bell har kaldt for kapitalismens kulturelle selvmodsigelse. Når flere og flere lever alene, er det en konsekvens af, at vi i dag er blevet så rige, at vi har råd til at være single. Den forbruger- og nydelseskultur, som kapitalismen muliggjorde, ændrede vores samfund og resulterede i et stort skift i danskernes familiemønster og især kønsrollemønstret. Men væksten og velstanden i samfundet er afhængig af, at vi opretholder de traditionelle familiemønstre, og at vi yder før vi nyder.

I dag har vi sjældent travlt med at gifte os og få de børn, vi godt vil have, fordi vi ikke behøver skabe en familie for at overleve, ligesom staten hjælper os, hvis vi bliver alene med vores børn

I takt med, at danskerne blev rigere og rigere, voksede skattetrykket, og staten blev større og større og undergravede dermed det personlige ansvar, vi har for os selv og vores nærmeste. Vi ringer til kommunen, hvis vores bedsteforældre skal have hjælp, og vi behøver ikke engang smøre madpakker til vores børn længere. Velfærdsstaten har gradvist overflødiggjort familien og overtaget de forpligtelser, det ansvar og den omsorg, man yder over for sig selv og sine nærmeste. David Gress skriver et andet sted i bogen, at det værste er, at vi aldrig har fået belyst de negative konsekvenser af denne udvikling. Jeg vil tilføje på baggrund af sommerens kønsdebat, at det er ligeså slemt, at vi heller aldrig har diskuteret, om det samfund, vi har opbygget, egentlig er det samfund, vi vil have.

Hvis vi vil ændre på dette - og passe bedre på hinanden og vores samfund - nytter det ikke noget, at vi graver grøfter mellem kønnene. Det er på tide, at vi tager os sammen og tager samfundet tilbage. Vi har brug for en seriøs og åben debat om velfærdsstaten og finde ud af, om den egentlig er prisen værd – eller om vi kunne opnå samme eller mere lykke uden den stærke og styrende stat. Undersøgelsen om, hvor mange børn vi vil have, og hvor få vi får, tyder på, at selvom de fleste siger, at de er glade for det samfund, vi har i dag, modarbejder velfærdsstaten faktisk de uskrevne normer og værdier, vi sætter pris på, og forhindrer os i at leve det liv, vi ønsker os.