Blog (Tag: thorning)

Seks år er lang tid i politik

»Venstre og de konservative tænker i taktik og ikke i politik. Rohde, du skylder vælgerne at svare på, hvad der skal ske i fremtiden?«.

Sådan lød ordene fra Socialdemokratiets nuværende formand, Helle Thorning-Schmidt, tilbage i januar 2005, da cirka 120 tilhørere på Politikens opfordring var kommet for at høre fire politikere debattere et emne, flere af dem ellers mere eller mindre havde fået forbud mod at debattere.

Jens Rohde, Venstres daværende politiske ordfører, svarede, at han ikke ville lægge sig fast på f.eks. at afskaffe efterlønnen, »men vi afviser ikke reformer«, tilføjede han.

Helle Thorning-Schmidt var langt mere offensiv end de tre andre deltagere, der udover Rohde bestod af den nuværende vicestatsminister og justitsminister, Lars Barfoed (K), og de Radikales nuværende leder, Margrete Vestager (R).

»Jeg ved godt, at alle advarselslamper blinker rødt, når jeg siger det her, men vi bliver nødt til at ændre efterløn og pensionsalder, men kun for os, der i dag er under 40«.

Det var dengang.

I dag, seks år efter, og hele to år efter at daværende statsminister Anders Fogh Rasmussen forlod dansk politik, viste de borgerlige-liberale, at de har lagt taktikken bag sig og nu fører borgerlig, ansvarlig politik.

Efterlønnen udfases stille og roligt, og regeringen sikrer samtidig at ældre, nedslidte danskere får adgang til en ny senior førtidspension, uanset om de har været tilmeldt efterlønsordningen eller har haft råd til at være medlem af en A-kasse.

De svageste i vores samfund bliver prioriteret i forhold til alle dem, der godt kan arbejde.

Det er en god løsning.

Statsminister Lars Løkke Rasmussen (V) har gjort op med den politiske arv fra hans forgænger og en gang for alle genfundet de borgerlige-liberale kerneværdier.

Men pensionsreformen er ikke ny.

Tilbage ved valgmødet i Politikens Hus i 2005 foreslog Helle Thorning-Schmidt næsten fuldstændig det samme.

Hun mente, at efterlønnen i fremtiden skulle gå til dem, der har slidt hårdest og længst: »Jeg forestiller mig altså ikke en fuldstændig udfasning af efterlønnen. Samtidig skal vi sørge for, at der er så få som muligt på overførselsindkomster«, sagde hun og påpegede, at det derfor var vigtigt, at mennesker uden uddannelse hele tiden kan uddanne sig.

Seks år er lang tid i politik.

Af Kasper Elbjørn

I dag er det Thors fødselsdag

Folketingets formand har fødselsdag i dag. Ikke rundt, men halvrundt.

Thor Pedersen fylder 65 år, og det er en god anledning til at gøre status over, hvordan han har forvaltet embedet siden han blev formand efter Folketingsvalget i 2007.

Jeg indrømmer gerne, at jeg blev lidt overrasket over, at Folketinget valgte netop Thor Pedersen som formand, men det viste sig at være et rigtig godt valg.

Et lille skævt smil eller en halvdårlig joke
Thor Pedersen har altid haft en helt speciel stil. Uagtet folkestemninger har han - ofte med et lille skævt smil eller en halvdårlig joke - gennemført det, som han mente var det rigtige, eller sagt sin mening.

Thor Pedersen blev boligminister i 1986 efter at have været borgmester i Helsinge siden 1978. I 1987 blev han forfremmet til indenrigsminister, ligesom han tillige var økonomiminister i de sidste måneder af Poul Schlüters sidste regering.

Thor Pedersen gjorde sig især bemærket, da han nærmest gik i krig for at lukke det svenske atomkraftværk Barsebäck nær København tilbage i 1993.

Balladen om atomkraft
Firkløverregeringen var allerede tilbage i 1984 blevet mødt med krav fra oppositionen om, at al planlægning vedrørende atomkraft i Danmark skulle bringes til ophør. Det var klart ikke regeringens politik, og den daværende energiminister Knud Enggaard (V) advarede folketingsflertallet om, at konsekvensen ville være, at Danmark ville miste sin kompetence på det nukleare område.

Enggaard fik ret, men når det gik, som det gik, var det fordi statsminister Poul Schlüter (K) ikke ønskede at gøre atomkraft til et kabinetsspørgsmål, og regeringen lod sig derfor nedstemme uden det helt store opgør.

Et psykologisk problem
Spørgsmålet om Barsebäck trængte sig på nogle år senere, da debatten om atomkraft om muligt blev endnu mere skinger.

Barsebäck sorterede under Thor Pedersen, fordi Civilforsvaret og sikkerhedsproblemerne ved Barsebäck hørte under Indenrigsministeriet.

Thor Pedersen gjorde tidligt klart, at han ikke personligt var modstander af atomkraft, og han måtte derfor igennem en del akrobatiske øvelser for at forklare, hvorfor Barsebäck skulle lukkes.

Sikkerhedsmæssigt var Barsebäck aldrig et stort problem, da værkets reaktorer var af letvandstypen. Dermed kunne værket på ingen måde sammenlignes med de nedslidte atomkraftværker i Østeuropa, men befolkningen var blevet bange efter netop udslippet fra Tjernobyl-værket i det tidligere Sovjetunionen i 1986.

Derfor var Barsebäck blevet et problem for den danske regering af psykologisk karakter.

Thor Pedersen gjorde det i dag helt utraditionelle, at han holdt fast i sine holdninger og overbevisninger og advokerede for atomkraft, men også for at lukke netop det atomkraft, der lå så tæt på hovedstaden - i stedet for blot at følge meningsmålingerne og den generelle dybt irrationelle hetz mod atomkraft, der var opstået op igennem 1980erne.

Hvad skal væk? Barsebäck!
Allerede inden det svenske valg i 1991 advarede Thor Pedersen svenskerne om, at den danske regering ville holde Sverige fast på løftet om at lukke Barsebäck.

Statsminister Carl Bildt, der vandt valget, var af gode grunde hverken til at hugge eller stikke i, men da man tilmed besluttede at genåbne de reaktorer, der havde været lukket på grund af fejl i nødkølesystemet, tog Thor Pedersen skeen i den anden hånd: »Desværre giver folkeretten mig ikke mulighed for at sende flåden, hæren eller flyvevåbnet til Skåne, selv om jeg kunne have lyst til det. Og også fordi de har taget Skåne, Halland og Blekinge,« sagde han.

Bildt forstod sig imidlertid ikke på ironi, og blev derfor alvorligt sur på den danske indenrigsminister.

Den svenske forsvarsminister, Anders Björck, havde lidt mere humor, og svarede, at hvis Thor Pedersen invaderede Sverige for at lukke Barsebäck, så ville han bombardere Danmark med surstrømninger.

Surstrømninger er de der halvrådne små sild, som svenskerne elsker, og bombardementet udeblev, selvom Barsebäck blev lukket. Det skete dog ikke uden, alle vidste, at Thor Pedersen anså det hele som en smule grotesk.

Tiden i Finansministeriet
I sin tid som finansminister havde Thor Pedersen især travlt med at forklare, at regeringen brugte flere penge på den offentlige sektor end nogensinde tidligere.

Det kan virke helt absurd i dag, hvor vi ved at væksten i den offentlige sektor steg med ca. 1,6 procent, da Thor Pedersen var finansminister 2001-2007, men det var en stor udfordring dengang.

Hans sidste finanslov blev præsenteret i august 2006.

Her præsenterede han finansloven for 2007, der markerede et skift, hvor Danmark havde mere til gode fra udlandet, end udlandet havde til gode hos os.

Udviklingen blev vist med en graf, hvortil Thor Pedersen sagde: »Hvis vi bruger vores store, fine tusindårsmodeller, ja, så har vi løst globaliseringen, fordi over tid ender det med, at vi ejer hele verden. Måske viser det dog udfordringen i at bruge langsigtede modeller, at de nok har en begrænsning alligevel, men om ikke andet er det positivt, at vi har den frihedsgrad som grafen [viser]«.

Socialisterne omskrev hurtigt citatet til: »Vi kan købe hele verden«. Det gav ikke rigtig mening, men de forstod formentlig heller ikke helt, hvorfor Thor Pedersen var så glad over, at 25 års genopretningspolitik var overstået.

Forvirringen var noget nær total, da Socialdemokraternes formand, Helle Thorning-Schmidt, i Folketinget den 31. maj 2007, sagde, at hun ikke forstod, at hvis Danmark havde mere til gode fra udlandet, end udlandet havde til gode hos os, hvorfor har vi så »ikke råd til tidssvarende velfærd i daginstitutioner, skoler, plejehjem og sygehuse?«

Den lader vi lige stå et øjeblik.

Intet afskærer formanden fra at deltage i debatten
Den personlige stil tog han med sig, da han blev formand for Folketinget.

Folketingets formand har ifølge forretningsordenens § 4, stk. 3 ret til at deltage i Folketingets forhandlinger, og dermed er der ikke noget, der afskærer formanden fra at deltage i den politiske debat, men det var nyt, at Folketingets formand tillod at sige fra både overfor sine egne partifæller, regeringen og oppositionen, når det var nødvendigt.

Ved en konference i september 2009 arrangeret af Aarhus Universitet og Morgenavisen Jyllands-Posten satte Thor Pedersen spørgsmålstegn ved måden, politikere og forskere diskuterer på, når det gælder klimaet.

Han spurgte retorisk om, hvordan det kan være, at når det handler om klimaforandringerne, så har forskerne en teori, hvorefter politikerne siger, at de dermed ved det hele.

»Jeg har selv som finansminister været med til at vedtage i EU, at temperaturen ikke må stige mere end to grader i forhold til den førindustrielle periode. Så hvorfor forske, når vi allerede ved det hele?«, fortsatte han og problematiserede, at politikerne over en bred kam har en opfattelse af, at det, de har vedtaget politisk, er sandheden.

Der blev selvfølgelig fniset i salen, da Thor Pedersen med en vanlig god portion humor udfordrede det Folketing, han er formand for.

Stemningen var nok mindre munter i Venstres gruppeværelse, da han modsatte sig et forslag, der skulle forpligte hussælgere til at energimærke deres boliger. Thor Pedersen advarede gruppen om, at forslaget ville træde den personlige frihed trædes under fode. Hertil var det svært at modargumentere

Rendyrket socialisme
Sagen, der satte prikken over i’et, var da heller ikke forslaget om energimærkning, men derimod madpakkeordningen, som han kaldte for »rendyrket socialisme«.

»Regeringens målsætning om at tilbyde alle et sundt måltid er jo flot. Men det er endt et sted, hvor ingen ønsker det,« lød det fra Thor Pedersen, der med udtalelsen underløb den nye indenrigs- og socialminister Karen Ellemann (V), der loyalt kæmpede for en madpakkeordning hendes forgænger havde foreslået, og som hun selv havde været imod, inden hun blev minister.

Det var selvfølgelig »rendyrket socialisme«, og det var godt nogen turde sige fra, men det var også utraditionelt, at Folketingets formand sagde de forbudte ord.

Olsen-Planen
Tidligere formænd har bestemt også været kontroversielle.

Ingen nævnt, ingen glemt, men alligevel vil jeg fremhæve Erling Olsen, der i sin embedsperiode 1994-1998 revolutionerede måden folketinget arbejder på med den såkaldte »Olsen-Planen«.

Planen, som på mange måder var nødvendig, men unødig dyr for skatteyderne, betød, at tilskud til partierne i 1996 blev forhøjet med ca. 55 millioner kr. om året, et beløb der siden er steget med 2 pct. om året, ligesom man hævede tilskud til folketingsgrupperne med en årlig merudgift på ca. 34 millioner kr.

»Olsen-Planen« er en ligeså stor milepæl i embedets historie omend hel anderledes og med et andet sigte end den udvikling, som Thor Pedersen har sat i gang.

Erling Olsen mener selv, at resultatet af »Olsen-Planen« konkret set var, at Folketingets arbejdspres blev større, imens medlemmernes pres blev mindre. Den del af planen, som omhandlede støtte til folketingsgrupperne og medlemmerne samt Folketingets administration, fik ikke den ventede effekt.

Ifølge Torben Kroghs »Farvel til partierne – det politiske system under forvandling« (1998) steg antallet af spørgsmål til ministrene således fra i folketingsåret 1993-94 at være 7.357 til to år senere at være 11.434. Ligeledes steg antallet af private lovforslag, hvilket heller ikke var hensigten.

De har jo ikke noget tøj på
Vi ved ikke, hvad resultatet af Thor Pedersens personlige stil vil være, og hvis han ikke genopstiller ved næste valg, kan det være, at embedet bliver ligeså gråt og kedeligt, som det tidligere har været.

Der er dog ingen tvivl om, at Thor Pedersen er i gang med at redefinere Folketingets formands rolle som den kloge gamle politiker, der tør sige, at politikerne ikke har noget tøj på, hvis det er nødvendigt.

Jeg mener, at der er et udtalt behov for, at formanden påtager sig den rolle i en tid, hvor alle løber i én retning. Fordi når alle løber i én retning, tabes sandheden som regel.

Derfor skal Thor Pedersen have et tillykke med på vejen i dag.

Af Kasper Elbjørn

Kæmper i en tandløs tid

Jeg skulle egentlig have skrevet om den tyske kansler, Angela Merkel, og hendes valgkamp op til forbundsvalget den 27. september 2009, men der var ikke rigtig noget at skrive hjem om. Merkel siger intet. I en del af valgkampen har hun simpelthen holdt ferie. Hendes strategi synes at være at sige så lidt som muligt. Ingen visioner. Ingen forslag. Ingen politik. Det er åbenbart vejen til magten i dag. Politik handler ikke om noget mere - udover når de gamle politiske kæmper engang imellem åbner munden.

Sådan har det ikke altid været. Fortidens politikere har gennem tiden ikke sparet på de store ord. Det var før kontraktpolitikken, hvorfor meget af det de sagde, forblev ord, men man vidste i det mindste, hvad de bar i hjertet. Hvad de brændte for. Jeg tror, det var det, vi mindedes denne sommer, da Socialdemokraternes Svend Auken gik bort. Hvis man var liberal i 1990erne, ved man præcis, hvorfor Socialdemokraterne var så kede af det. Auken tilhørte en generation af politikere, der brændte for deres sag - også selvom det engang imellem betød, at de brændte deres lys i begge ender. En socialdemokrat, som jeg læste på universitetet med, og som sidder i Folketinget i dag, sagde engang til mig, at det vi liberale følte i 1998, følte Socialdemokraterne i 1990. Hun havde ret. Vi vidste, at tiden efter valget i 1998 ville blive en anden, og derfor gjorde det ekstra ondt, da Venstres Uffe Ellemann-Jensen tabte valget - og man må sige, at tiden efter 1990 også blev en anden for Socialdemokraterne. Vi kommer os nok aldrig helt over det. Hverken dem eller os. Heldigvis.

Der er ikke mange af de gamle kæmper tilbage i dag. Men der sidder stadig nogle stykker tilbage hist og her. En af dem er Thor Pedersen. Han er i dag formand for Folketinget, og i sidste uge viste han præcis det politiske mod, som er så fraværende i politik i dag.

Ved en konference arrangeret af Aarhus Universitet og Morgenavisen Jyllands-Posten satte Thor Pedersen spørgsmålstegn ved måden, politikere og forskere diskuterer på, når det gælder klimaet. Han spurgte retorisk om, hvordan det kan være, at når det handler om klimaforandringerne, så har forskerne en teori, hvorefter politikerne siger, at de dermed ved det hele. "Jeg har selv som finansminister været med til at vedtage i EU, at temperaturen ikke må stige mere end to grader i forhold til den førindustrielle periode. Så hvorfor forske, når vi allerede ved det hele?", fortsatte han og problematiserede, at politikerne over en bred kam har en opfattelse af, at det, de har vedtaget politisk, er sandheden.

Der blev selvfølgelig fniset i salen, da Thor Pedersen med en vanlig god portion humor udfordrede det Folketing, han er formand for. Det har altid været hans facon, men bag det lille skæve smil viste sig lidt af det ærlige hjerte, der stort set ikke findes mere i dansk politik.

Thor Pedersen blev boligminister i 1986 efter at have været borgmester i Helsinge siden 1978. I 1987 blev han forfremmet til indenrigsminister, ligesom han tillige var økonomiminister i de sidste måneder af Poul Schlüters sidste regering. Derefter fik han noget så sjældent for en dansk politiker som en yderst succesfuld erhvervskarriere, hvorefter han i 2001 vendte tilbage som finansminister.

Det er ikke altid gået lige godt med sarkasmen og de små vittigheder. Thor Pedersen gjorde sig især bemærket, da han nærmest gik i krig for at lukke det svenske atomkraftværk Barsebäck nær København tilbage i 1993. Spørgsmålet sorterede under ham, fordi Civilforsvaret og sikkerhedsproblemerne ved Barsebäck hørte under Indenrigsministeriet. Poul Schlüters firkløverregering var allerede tilbage i 1984 blevet mødt med krav fra oppositionen om, at al planlægning vedrørende atomkraft i Danmark skulle bringes til ophør. Det var klart ikke regeringens politik, og i sin konsekvens ville Danmark efterhånden miste kompetence på det nukleare område, advarede den daværende energiminister Knud Engaard (V). Men regeringen ønskede ikke at gøre det til et kabinetsspørgsmål, så den lod sig nedstemme uden det helt store opgør. Thor Pedersen gjorde tidligt klart, at han ikke personligt var modstander af atomkraft, og han måtte derfor igennem en del akrobatiske øvelser for at forklare, hvorfor Barsebäck skulle lukkes. Sikkerhedsmæssigt var Barsebäck aldrig et stort problem, da værkets reaktorer var af letvandstypen. Dermed kunne værket på ingen måde sammenlignes med de nedslidte atomkraftværker i Østeuropa. Men befolkningen var blevet bange efter netop udslippet fra Tjernobyl-værket i det tidligere Sovjetunionen i 1986. Derfor var Barsebäck blevet et problem for den danske regering af psykologisk karakter. Thor Pedersen gjorde derfor det i dag helt utraditionelle, at han holdt fast i sine holdninger og overbevisninger og advokerede for atomkraft, men også for at lukke netop det atomkraft, der lå så tæt på hovedstaden - i stedet for blot at følge meningsmålingerne og den generelle dybt irrationelle hetz mod atomkraft, der var opstået op igennem 1980erne.

Allerede inden det svenske valg i 1991 advarede Thor Pedersen svenskerne om, at den danske regering ville holde Sverige fast på løftet om at lukke Barsebäck. Statsminister Carl Bildt, der vandt valget, var af gode grunde hverken til at hugge eller stikke i, men da man tilmed besluttede at genåbne de reaktorer, der havde været lukket på grund af fejl i nødkølesystemet, tog Thor Pedersen skeen i den anden hånd: "Desværre giver folkeretten mig ikke mulighed for at sende flåden, hæren eller flyvevåbnet til Skåne, selv om jeg kunne have lyst til det. Og også fordi de har taget Skåne, Halland og Blekinge," sagde han. Bildt forstod sig imidlertid ikke på ironi, og blev derfor alvorligt sur på den danske indenrigsminister. Den svenske forsvarsminister, Anders Björck, havde heldigvis lidt mere humor, og svarede, at hvis Thor Pedersen invaderede Sverige for at lukke Barsebäck, så ville han bombardere Danmark med surstrømninger. Surstrømninger er de der halvrådne små sild, som svenskerne elsker.

Et andet af Thor Pedersens uforglemmelige øjeblikke var, da han erklærede, at det gik så godt med den danske økonomi, at hvis det fortsatte sådan de næste 1.000 år, ville vi eje hele verden. Bemærkningen faldt i august 2006. Faktisk udtalte han de berømte ord ved sin sidste finanslovspræsentation. Dengang var der ingen grund til at svede, når finansministeren præsenterede finanslov. Finansloven for 2007 markerede nemlig et skift, hvor Danmark havde mere til gode fra udlandet, end udlandet havde til gode hos os. Udviklingen blev vist med en graf, hvortil Thor Pedersen sagde: "Hvis vi bruger vores store, fine tusindeårsmodeller, ja, så har vi løst globaliseringen, fordi over tid ender det med, at vi ejer hele verden. Og så et det problem egentlig løst. Men måske viser det dog udfordringen i at bruge langsigtede modeller, at de nok har en begrænsning alligevel, men om ikke andet er det positivt, at vi har den frihedsgrad som grafen [viser]".

Det er sådan et klip, som journalister og historikere kan bruge, når Danmarks Radio en dag skal lave en udsendelse om Anders Fogh Rasmussens regeringer, hvor Thor Pedersen var finansminister frem til valget i november 2007. Og selvfølgelig blev der også dengang fniset i salen, da ordene faldt. Socialisterne omskrev hurtigt citatet til, "vi kan købe hele verden", hvilket ikke rigtig gav mening, men de forstod formentlig heller ikke helt, hvorfor Thor Pedersen egentlig var så glad, da han fremlagde sit sidste finanslovsforslag. Forvirringen var noget nær total, da Socialdemokraternes formand, Helle Thorning-Schmidt, i Folketinget den 31. maj 2007, sagde, at hun ikke forstod, at hvis Danmark havde mere til gode fra udlandet, end udlandet havde til gode hos os, hvorfor har vi så "ikke råd til tidssvarende velfærd i daginstitutioner, skoler, plejehjem og sygehuse"?

Den lader vi lige stå et øjeblik.

Finansloven for 2007 var på mange måder kulminationen på den genopretningspolitik, som tidligere finansminister Henning Christophersen (V) igangsatte i 1982, da Socialdemokraterne overgav regeringsmagten til Poul Schlüters firkløverregering. Den socialdemokratiske regering havde efterladt et underskud på nærved 80 mia. kr. Desuden var underskuddet på betalingsbalancen steget til 20 mia. kr., og arbejdsløsheden vokset til omkring 250.000 ledige. Det var derfor ikke så mærkeligt, at overskriften på regeringens arbejde blev "Økonomisk genopretning", og det var bestemt positivt, at vi i 2007 langt om længe havde den frihedsgrad, som Thor Pedersens graf viste, fordi - som han indikerede - man ingen personlig frihed kan have uden økonomisk frihed.

I sidste uge viste han så tænder igen. Igen på sin helt egen måde. Dermed redefinerede han også til en vis grad Folketingets formands rolle, som den kloge gamle politiker, der tør sige, at politikerne ikke har noget tøj på, hvis det er nødvendigt. Det synes at være ligeså tiltrængt som at styre taletiden i Salen.

Jeg er klar over, at denne klumme kan virke som en lovprisning af Thor Pedersen. Jeg vil sikkert også blive anklaget for at rose Thor Pedersen mere, end han har fortjent. Men jeg nævner Thor Pedersen, fordi han er et eksempel på en politikertype, der er ved at uddø. Og det beklager jeg dybt, da der mere end nogensinde er brug for politikere, der tør sige den nye tandløse magtelite midt imod. Som tør stå alene. Den slags kæmper er der behov for i en tid, hvor meningsmålinger og fokusgrupper har efterladt partierne så ens i deres holdninger, at der ikke stilles spørgsmålstegn ved den vedtagne sandhed, ligesom personfnidder præger den offentlige debat. En tid hvor man åbenbart kan vinde et valg uden at sige noget som helst substantielt eller behøver redegøre for sin vision for fremtiden. Hvis man overhovedet har én.

Husk det gamle ordsprog: når alle løber i én retning, tabes sandheden som regel. Det gælder sådan set altid.

Af Kasper Elbjørn

Au pair-ordningen skal bestå - EU skal ikke blande sig

Det var godt nok svært at finde grimasse onsdag morgen, da jeg hørte nyheden om, at Britta Thomsen, MEP (S), i en kronik i Information mente, at au pair-ordningen havde udviklet sig til en effektiv måde for velbeslåede danskere at købe billig arbejdskraft. Jeg vidste ikke helt om jeg skulle grine eller græde, da P1 Morgen herefter oplyste, at tidligere statsminister Poul Nyrup Rasmussen (S) også ville have EU-regler på området. Man kan håbe, han ikke har læst, hvad han havde skrevet under på, fordi EU skal selvfølgelig ikke blande sig i vores au pair-ordning. I stedet kan de andre medlemslande lære af Danmark, og den nye lovgivning på området, som et enigt Folketing vedtog i 2007.

Au pair betyder 'på lige vilkår'. Har man en au pair boende, skal personen bo på lige vilkår med værtsfamilien. Formålet med au pair ordningen er, at unge mennesker kan forbedre deres sproglige og eventuelt faglige kundskaber samt udvide deres kulturelle horisont. Modydelsen er så at sige, at man får ansvaret for de huslige pligter.

Hvis Britta Thomsen var i tvivl om, hvorvidt au pair-ordningen fungerer, kunne hun have spurgt Helle Thorning-Schmidt og hendes mand. De har nemlig gode erfaringer med au pair-ordningen. Umiddelbart efter Thorning-Schmidt blev formand annoncerede hun, at familien ville anskaffe en au pair, da hendes mor, Grete, ikke kunne blive ved med at hjælpe de travle forældre med at passe børnebørnene.

Jeg skriver ikke dette for at udstille Thorning-Schmidt - men for at gøre opmærksom på, at au pair-ordningen også er med til at hjælpe karrierekvinder med at få arbejde og familie til at gå op i en højere enhed. Det handler ikke om, at velbeslåede danskere ønsker billig arbejdskraft, men om at få tiden til at slå til.

Resten af den socialdemokratiske folketingsgruppe kunne i øvrigt have oplyst Britta Thomsen om, at et enigt Folketing strammede reglerne for au pair-ordningen. Lovforslaget indebar i hovedtræk hårdere straffe som følge af vold mod en au pair-person, ulovlig beskæftigelse af en au pair-person og anden misbrug af au pair-ordningen samt et nyt register over personer, som har misbrugt ordningen.

Vi behøver altså slet ikke nye EU-regler på dette område. Tværtimod. Det er forslag som disse, der er med til at skabe modvilje mod det EU-samarbejde, som har været med til at rive mure ned mellem markeder og mennesker, således at unge mennesker kan rejse ud i Europa og arbejde som au pair - til gavn for dem selv og au pair-familien.

Man kan se DR-debatten mellem Britta Thomsen og mig her: http://www.dr.dk/dr2/deadline2230?play=http%3A%2F%2Fgeo.dr.dk%2FfindLocation%2F%3Fid%3D332874%26ListType%3Dnyheder%26location%3DNone%26uri%3Dhttp%3A%2F%2Fwww.dr.dk%2Fextention%2FplayWindowsMediaODP.aframe

 

Af Kasper Elbjørn

Forudsigelig støtte til Obama

 

Socialdemokraternes formand Helle Thorning-Schmidt sagde under et besøg i USA, at hun varmt støtter Demokraternes præsidentkandidat Barack Obama. Det var næppe den helt store overraskelse, men alligevel stor nok til, at historien kunne bringes i Berlingske Tidende.

Thorning-Schmidt oplyste også til avisen, at hun forventer, at statsminister Anders Fogh Rasmussen vil fortsætte det nære forhold til USA med Obama som præsident. Det skulle næppe være det store problem, da Venstres søsterparti i USA faktisk er Demokraterne. Og som bekendt er statsministeren fra partiet Venstre. Republikanernes søsterparti i Danmark er De Konservative. Det efterlader Socialdemokraterne helt alene. Der er simpelthen ingen socialdemokrater i USA. Om det siger noget om danskerne eller amerikanerne, må læserne selv vurdere.

Thorning-Schmidt pegede på tre forhold, der fik hende til at anbefale Obama. Det ene var udenrigs- og sikkerhedspolitikken. Derudover pegede hun på klimapolitikken samt på en løsning af den finansielle krise. Når det giver anledning til forundring, er det fordi Republikanernes præsidentkandidat John McCain på netop disse tre områder har en langt mere fordelagtig politik for Danmark.

Demokraterne har tradition for at være mere protektionistiske i handelspolitikken end Republikanerne. Mere protektionisme vil skade USAs samhandel med resten af verden, og da USA - udover EU og Norge - er Danmarks vigtigste eksportmarked, ville mere protektionisme ramme dansk økonomi hårdt. Jeg medgiver gerne, at præsident Bill Clinton er undtagelsen, der bekræfter reglen, men Obama var meget klar i mælet om sit syn på frihandel under primærvalgkampen mod Hillary Clinton. Det gik især ud over NAFTA - det amerikanske frihandelsområde mellem Canada, USA og Mexico - som han påstod havde kostet amerikanske arbejdspladser, hvorfor han ønskede at genforhandle aftalen.

Øget frihandel kan bestemt koste arbejdspladser på kort sigt, men på lang sigt skaber frihandel økonomisk vækst og dermed arbejdspladser. Det kunne Thorning-Schmidt måske fortælle til Obama. Hun er tidligere EU-parlamentariker og ved, at frihandlen inden for EU har været yderst fordelagtig for medlemslandene. Verden har ikke brug for forskrækket protektionisme i disse tider. Hvis vi overhovedet skal håbe på, at WTO-forhandlingerne bliver bragt til ende, har vi brug for en forhandlingsvenlig amerikansk regering. Især Sydeuropa er skyld i, at alle har opgivet EU. USA er reelt det sidste håb, hvis der skal indgås en aftale.

Thorning-Schmidt fremhæver forsvars- og sikkerhedspolitikken som hoved­årsag til, at hun støtter Obama, men det var McCain, der ene mand forlangte flere tropper til Irak. Da præsident George W. Bush endelig indså, at daværende forsvarsminister Donald Rumsfeld tog fejl og McCain havde ret, gik Obama mod præsidentens forslag om flere tropper. Når vi i dag kan se en ende på borgerkrigen i Irak, er det altså McCains fortjeneste.

Når det gælder Iran, har Obama indirekte sagt, at han støtter EUs mislykkede forsøg på at forhandle med Iran. McCain har sagt, at forhandlinger med Iran er udelukket. Ingen har dog udelukket at vælte præstestyret med magt, hvorfor de to kandidater ikke ser helt forskelligt på den iranske atomtrussel. Det samme gælder Rusland. Efter krigen mod Georgien sagde McCain, at han ville udelukke Rusland fra gruppen af verdens førende industrialiserede nationer, G7, og hans udtalelse blev fulgt op af Obamas fordømmelse af Rusland.

McCain og Obama er heller ikke så uenige om klimapolitikken. McCain betonede især behovet for energi­uafhængighed, da han fremlagde sin energiplan hos danske Vestas, og begge er tilhængere af et loft for udslip af drivhusgasser.

Begge kandidater har haft svært ved konkret at pege på, hvad de vil gøre ved finanskrisen. Ingen af dem er vilde med finansminister Henry M. Paulsons plan, og det er der god grund til. Det er svært at forsvare, hvorfor staten skal bruge borgernes penge på at redde virksomheder - herunder banker - der går ned på grund af kortsigtede økonomiske dispositioner og misbrug af særregler pålagt af den stat, der nu redder dem. Planen vil redde de store og de rige, og dermed skabe en vis stabilitet, men kernen i krisen er problemerne i ejendomsmarkedet. Det var her, problemerne begyndte, og det er her, krisen kan sluttes. Det er en smule løjerligt, at Thorning-Schmidt støtter Paulsons plan, ligesom det står uklart, hvorfor hun er så begejstret for Obamas finanspolitik. Gælden er vokset i takt med, at velfærdsudgifterne er eksploderet under præsident Bush, og USA har ikke brug for at spendere flere penge på velfærd, som Obama har foreslået. De har snarere brug for det udgiftsstop, som McCain har talt om.

Jeg havde haft respekt for Helle Thorning-Schmidts udmelding, hvis hun havde fokuseret på eksempelvis Obamas ønske om at nationalisere sundhedsvæsenet.

Det lyder måske lidt som en forældet tanke fra det 20. århundrede, men forslaget harmonerer med Socialdemokraternes politik, og det vil formentlig hverken skade EU eller danskerne og dansk økonomi.

I stedet kom der en forudsigelig udmelding blottet for substans og med fokus på områder, hvor McCain enten er enig med Obama eller står stærkere end Obama.

Af Kasper Elbjørn

Nyheder fra Venstre