Blog (Tag: tyskland)

Georgiens præsident fører stort ved lokalvalg

De første resultater fra lokalvalgene i Georgien er begyndt at løbe ind. De er ret interessante.

Det er første gang, der er valg i Georgien siden Rusland invaderede landet for to år siden, og præsident Mikhail Saakashvilis parti fører i meningsmålingerne.

Valgkommission udtalte her til formiddag, at baseret på de første 4% af de optalte stemmer, havde Saakashvilis parti fået næsten 70% af stemmerne.

Det er et ret interessant resultat, hvis man har læst analyser og kommentarer om Georgien og landets præsident de sidste to år.

Han har ikke fået mange pæne ord med på vejen siden den russiske invasion.

Ruslands effektive spin-maskine
Den effektive russiske spin-maskine har overbevidst alverdens godtfolk om, at Saakashvili selv bad om at få klø af den russiske bjørn i august 2008, og at det var forventeligt, at Rusland ikke bare ville se på, at lande, der engang var besat af russerne og underlagt Sovjetunionen, ønsker at blive integreret i EU og NATO.

Eksempelvis skrev Berlingske Tidende den 14. august 2008, at USA og Europa har »vænnet sig til at kunne æde sig dybere og dybere ind i Sovjetunionens gamle interessesfære med løbende udvidelser af EU og især NATO. De især amerikanske bestræbelser på at få også Ukraine og Georgien ind i NATO har imidlertid været en mundfuld for meget set fra Moskva«.

Jeg fandt aldrig ud af, hvad Berlingske Tidende mente med, at EU og NATO æder sig dybere ind i Sovjetunionens interessesfære.

Mig bekendt gik det såkaldte Ondskabens Imperium til grunde den 25. december 1991.

Til gengæld noterede jeg mig over 70% af georgierne gik ind for NATO-medlemskab ved en folkeafstemning, som blev holdt sideløbende med præsidentvalget den 5. januar 2008.

En nation som alle andre
I min optik er Georgien en nation, som alle andre, og som enhver anden nation, der har været besat i en menneskealder, ønsker befolkningen at benytte og beskytte deres nyfundne frihed og rettigheder.

Sydossetien, som russerne startede med at invadere, er en del af Georgien, og derfor var Georgien i sin fulde ret til at svare igen, da russerne løb over grænsen i august 2008.

Rusland har tilsvarende ingen ret til at blande sig i hvad der sker i provinsen uanset om Georgien engang for 20 år siden var en del af Sovjetunionen.

Verden delt i to
Internationalt dannedes to fraktioner efter invasionen.

På den ene side stod USA, der var midt i præsidentvalgkampen, og begge præsidentkandidater støttede georgierne, og derudover de nye EU-medlemslande. Ledere fra Polen, Estland, Letland og Litauen rejste, ligesom den daværende amerikanske udenrigsminister, til Tbilisi med fuld støtte til Georgien.

På den anden side stod lande som Tyskland, Italien og Spanien, der ikke ønskede, at handelsrelationerne til Moskva led skade. Den allestedsnærværende Hugo Chavez anerkendte naturligvis Sydossetien.

Frankrig tilhører normalt den sidste fraktion, men den franske regering med den fremragende udenrigsminister Bernard Kouchner i spidsen prøvede at stille sig neutralt, fordi landet havde formandskabet for EU.

Dertil kom, at franske meningsdannere på tværs af politiske skel talte Georgiens sag.

SOS Georgien? Nej, SOS Europa!
Under overskriften SOS Géorgie? SOS Europe! skrev de to franske filosoffer André Glucksmann og Bernard-Henri Lévy i den socialistiske avis Libération, at den georgiske test vil vise, om det Europa, der hyldede revolutionerne i Ukraine og Georgien, stadig findes.

André Glucksmann har længe været kritisk over for Putins Rusland. Han er tilhænger af selvstændighed til den lille russiske udbryderrepublik, Tjetjenien, og støttede i øvrigt den præsident Sarkozy ved valget i 2007.

Det samme kan næppe siges om Bernard-Henri Lévy, der ikke har mange pæne ord til overs for præsidenten.

Lévy er til gengæld kendt for at være en af medunderskriverne på brevet Manifesto, der kritiserede den muslimske verdens fordømmelse af Jyllands-Postens karikaturer af profeten Muhammed.

Men uanset deres uenigheder talte Glucksmann og Lévy med én stemme mod Rusland.

Deres pointe var, at hvis ikke Europa reagerer skarpt mod de russiske aggressorer, afslører vi os selv som papirtigre, fra hvem man ikke kan forvente andet end gode intentioner.

Forventet reaktion fra EU
EU reagerede, som vi ved, helt som man frygtede, og EU’s undersøgelse af krigen retfærdiggjorde, at Rusland gik ind i Georgien.

Det fik en hær af kommentatorer fra fraktionen, der ikke kunne forstå, at Georgien i dag har ret til at forsvare sig, til at fordømme Præsident Saakashvili for hans opførsel og dispositioner.

Imens rullede den russiske propagandamaskine sig ud.

Allerede få måneder efter krigen sluttede var russerne klar med dokumentaren ‘War 08.08.08 - Forræderiets kunst’, der fremstillede krigen, som magthaverne i Kreml gerne vil have vi ser krigen.

Derefter kom spillefilmen ‘Olympus Inferne’, der også fortæller historien om, hvordan russerne måtte træde til for at redde Syd-ossetherne fra folkemord.

Filmen er i følge Politiken blevet vist på nationalt russisk tv, og filmens instruktør påstår, hans film er historisk korrekt. »Tiden vil vise, hvem der har ret«, sagde instruktøren Ogor Voloshin til Time Magazine.

I dag har det georgiske folk mulighed for at fortælle, hvem de mener, der havde ret, og hvem de stoler på.

Af Kasper Elbjørn

Berlin-murens fald

»Farer venter dem, der ikke reagerer på livet.« Sådan sagde den sovjetiske leder Mikhail Gorbatjov i dag for 20 år siden. Gorbatjov var på officielt besøg i Østtyskland, eller DDR, som man kaldte det, for at fejre 40-året for DDRs grundlæggelse. I dag ved vi, at Gorbatjov fik mere ret, end han måske havde håbet på, da han talte med journalisterne efter den store militærparade. De politikere, der negligerer befolkningens håb om frihed og rettigheder – der ikke tør se virkeligheden i øjnene – straffes hårdt.

Historien om Tyskland er trist. Landet blev delt i fire besættelseszoner efter Anden Verdenskrig. DDR blev dannnet i 1949, og udgjorde den sovjetiske besættelseszone. Forinden var BRD, Vesttyskland, blevet grundlagt ud fra de tre vestlige besættelseszoner. DDR blev grundlagt som et socialistisk diktatur efter mønster fra Sovjetunionen. Kun ét parti var tilladt, ligesom man havde en statsstyret presse, ingen ytringsfrihed, planøkonomi og kollektive landbrug. Det viste sig imidlertid hurtigt, at østtyskerne hellere ville bo i det kapitalistiske Vesttyskland, og flere og flere flygtede derfor over grænsen fra øst til vest. Situationen var uholdbar. Den unge socialistiske stat kunne simpelthen ikke opretholdes, hvis flygtningestrømmen blev ved, og de socialistiske ledere reagerede ved den 13. august 1961 at opføre det, som de kaldte en anti-fascistisk beskyttelsesmur, Berlin-muren, der med årene voksede sig større og større, og i den frie verden blev symbolet på Den Kolde Krig og socialismens rædsler.

DDR var ellers en slags mønsterland for socialismen og klarede sig faktisk bedre end de andre socialistiske lande. Bedre end Polen, Tjekkoslovakiet, Rumænien m.fl. Derfor var der også lagt op til en festdag, da jubilæet løb af stablen den 7. oktober 1989. Alverdens diktatorer, terrorister og socialistledere var taget til Østberlin for at fejre jubilæet: Rumæniens Ceausescu, general Jaruzelski fra Polen, PLO-lederen Yassir Arafat, Nicaraguas præsident Daniel Ortega, Ole Sohn fra Danmark og mange, mange flere. I midten og helt fremme i forreste række stod selvfølgelig Mikhail Gorba­tjov og Østtysklands diktator Erich Honecker, der i sin tid havde haft ansvaret for opførelsen af Berlin-muren og siden 1971 havde været statsleder. Det var faktisk lidt af en overraskelse, at Honecker stod der side om side med Gorbatjov. I løbet af sommeren 1989 var han nemlig blevet syg. Under et møde i de socialistiske landes forsvarssamarbejde, Warszawa-pagten, var han faldet om. Årsagen var ikke, at han havde cancer, som rygterne ellers havde lydt, men derimod en galdesten. Det lykkedes dog den 77-årige diktator at deltage i alle festlighederne og smile triumferende under hele militærparaden. Det virkede næsten, som om han troede, at festlighederne retfærdiggjorde det terrorregime, som han havde viet sit liv til at opbygge, som William F. Buckley skriver i bogen »The Fall of the Berlin Wall« (Wiley, 2004). Men her tog Honecker fejl. Festlighederne blev der­imod DDRs sidste krampetrækning.

Jeg må indrømme, at jeg ikke husker at have læst Gorbatjovs bemærkning i avisen dengang. Måske var han slet ikke citeret i Berlingske Tidende, som mine forældre abonnerede på, da jeg boede hjemme. De fleste har formentlig også glemt bemærkningen, fordi den i dag er overskygget af den fantastiske begivenhed, der fandt sted en måned senere, hvor Muren forsvandt. Jeg forstår godt, hvis mange, der er født op til eller efter 1989, har svært ved at forestille sig, hvordan det overhovedet har kunnet lade sig gøre at bygge en mur ned igennem et land eller opdele et helt kontinent. Det forekommer helt ufatteligt i dag. Tænk at berøve halvdelen af Europas befolkning frihed og rettigheder? Tænk at leve i et land, man ikke må forlade? Naturligvis kunne det ikke blive ved.

Hovedårsagen til, at systemet brød sammen, var, at den socialistiske planøkonomi ikke fungerede og befolkningerne slet ikke ønskede socialisme. Det viste sig især, efter Gorbatjov blev leder af Sovjetunionen og satte en række reformer og bevægelser i gang, der afslørede den løgn, systemet var bygget på. Dertil kommer, at den frie verden brugte regimernes økonomiske svaghed til at udmanøvrere dem militært. En tredje årsag var, at selvom Gorbatjov sagde, at man altid skal reagere på livet, tog han aldrig selv skridtet fuldt ud. Han anerkendte aldrig, at frihed, demokrati, rettigheder og markedsøkonomi er et mål i sig selv, og den 26. december 1991 led Gorbatjov samme skæbne som resten af diktatorerne i Østeuropa, da Sovjetunionen blev opløst.

Honecker trådte tilbage blot få uger efter DDRs storstilede jubilæum. Han blev afløst af Egon Krenz, som den 9. november efter stærkt pres gav DDR-borgerne fri udrejse. Umiddelbart efter strømmede østtyskerne gennem Berlin-muren til Vestberlin, mens TV-kameraerne rullede og hele verden fulgte tyskernes glæde ved at blive genforenet. Det blev Berlin-murens endeligt, for allerede samme aften begyndte tyskerne at bryde Muren ned. Et år senere, den 3. oktober 1990, blev Tyskland genforenet.

Vi ved i dag – ikke mindst fra nyligt frigivne dokumenter fra det britiske udenrigsministerium – at den daværende franske præsident François Mitterrand og den britiske premierminister Margaret Thatcher, men også andre statsledere i Europa, modarbejdede den formelle genforening af Tyskland. De var næsten alle fra den generation, der huskede Anden Verdenskrig og frygtede et nyt, stort Tyskland i midten af Europa. Men den fransk-britiske skepsis var imidlertid ikke nok til at bremse genforeningen af Tyskland. Og det er først og fremmest den store genforeningskansler, Helmut Kohl, der skal have æren for, at det gik så hurtigt, som det gik. Kohl lovede at binde det nye Tyskland til det politiske og økonomiske samarbejde inden for det, der blev til den europæiske union. Kohl forstod således bedre end de fleste Gorbatjovs vise ord. Kohl opfyldte befolkningens ønske. Han reagerede på livet. EU blev til gengæld de vesteuropæiske landes sikkerhed for, at historien ikke ville gentage sig, som Mitterrand, Thatcher og andre frygtede. Tanken om, at man kunne sikre fred og frihed i Europa ved at binde de europæiske landes økonomier sammen, blev endnu en gang bekræftet. EU – med alle dens fejl og mangler – var garantien for at skabe et helt Europa igen. Det sås ikke mindst, da de østeuropæiske lande langt om længe blev medlem af EU efter topmødet i København i 2002, og det er selvfølgelig også derfor, at EU aldrig bliver færdig med at forandre sig. Flere lande, der har kæmpet for frihed og rettigheder, banker i dag på døren, og døren til Unionen bør altid være åben for dens europæiske naboer, ellers opfylder EU simpelthen ikke længere sin fornemste rolle og vil dø en langsom – og formentlig også smertefuld – død. Fordi vi ved jo, at farer venter dem, der ikke reagerer på livet ...

Historien viser os, at der er forskel på godt og ondt. Retfærdighed og uretfærdighed. Verden er faktisk nogle gange sort og hvid, og lige netop derfor bør vi ikke tøve med at hjælpe alle de mennesker, der rundt omkring på kloden stadig lever under tvang og i trældom og har samme brændende ønske om frihed og rettigheder, som østtyskerne havde. Ikke kun for at skabe sikkerhed, men også for at skabe frihed. Vi synes imidlertid at mangle politikere, der tør tage kampen op og sikre, at de spirende håb, som ses en gang imellem, når modige mennesker tager kampen op med de regimer, de er tvunget til at leve under, slår rødder og gror fast. Nutidens politikere bør lære af Gorbatjovs profeti og bare en gang imellem se bort fra meningsmålinger og fokusgrupper og gøre det rigtige, også selvom det måske ikke er lige let eller lige populært i øjeblikket.

Jeg har et stykke af Berlin-muren stående i min reol. Jeg bruger den til bogstøtte. Og som et evigt minde om, at det er muligt at gøre det rigtige, og de, der ikke gør det, bliver i sidste ende taberne.

Af Kasper Elbjørn

Forandringens vind

Da jeg besøgte Polen første gang, var det kun ti år siden, at arbejderne i Gdansk begyndte deres oprør mod det kommunistiske styre i Polen og kun to år efter Polens første demokratiske valg. Op gennem 1990erne arrangerede UNESCO i samarbejde med Undervisningsministeriet hver sommer en sprogskole for unge polske studenter. Jeg deltog som undervisningsassistent på sprogskolen i Gorzow i 1991 sammen med 8-9 andre unge og 8-9 folkeskole­lærere. Sprogskolen varede en måneds tid og et af de tydeligste minder, jeg har fra dengang, er, at alle de polske elever, der var på min alder, hørte den gamle heavyrock-ballade Wind of Change.

Gorzow repræsenterer på mange måder Polens ulykkelige historie. Byen blev inddraget i det tyske kejserrige i 1871, og frem til 1945 boede der overvejende tyskere i området, selvom der i begyndelsen af det 20. århundrede var et betydeligt jødisk mindretal. Gorzow blev bombet til ukendelighed i begyndelsen af 1945 inden den tyske hær forlod området.

Den Røde Hær kom til byen den 30. januar 1945, men det, der skulle have været en befrielse, blev snarere noget nær en besættelse, og det blev kommunisterne, der genopbyggede byen, og det kunne man – med al respekt – godt se. Tyskerne, der boede i byen, blev forvist efter Potsdam-konferencen, hvor Gorzow igen blev en del af Polen og blev i stedet befolket af de stakkels polakker, der blev tvangsfjernet fra de områder af Polen, der til gengæld blev overdraget til Sovjetunionen. Sådan behandlede man mennesker på den anden side af Jerntæppet. Ingen frihed. Ingen menneskerettigheder. Ingen ejendomsret.

Alt det havde jeg læst om på forhånd, men jeg havde ikke fantasi til at forestille mig, hvor slemt det egentlig stod til. Gorzow og de omkringliggende småbyer levendegjorde en helt anderledes verden end den, jeg kom fra. Jeg husker, at nogen af polakkerne fortalte, at der altså ikke var så fattigt i de store byer, men en enkelt elev, der var opvokset i Canada, erkendte, at der var stor forskel på, hvordan man levede i Vesten, og hvordan man havde levet på den anden side af Jerntæppet. Men friheden havde de allerede fået tilbage, og den fejrede de hver aften, når de tændte for båndoptageren, og hørte Wind of Change:

The world closing in.

Did you ever think

that we could be so close, like brothers.

The future’s in the air.

I can feel it everywhere,

blowing with the wind of change

Polens frihedskamp begyndte på et skibsværft i Gdansk. En gruppe arbejdere med Lech Walesa i spidsen havde forlangt, at myndighederne anerkendte deres fagforening. Kommunisterne godkendte modvilligt fagforeningen, da strejkerne i Gdansk begyndte at sprede sig til resten af Polen. Strejkerne var ikke oprindelig ment som en egentlig protest mod det socialistiske regime i Polen. Det var snarere et ønske om noget så basalt som retten til at organisere sig. På den anden side af Atlanten havde en tidligere fagforeningsleder netop indtaget det Ovale Værelse. Præsident Ronald Reagan kunne om nogen forstå arbejderes kamp for retten til at organisere sig. Den nye republikanske administration så på begivenhederne med stor beundring og begejstring, men også med en vis frustration over ikke aktivt at kunne opmuntre og støtte arbejderne i Gdansk. I sine erindringer An American Life (1990) skriver Reagan: »Selvom vi ønskede, at polakkerne skulle vide, at vi var bakkede dem op i deres kamp for frihed, var det vigtigt, at vi ikke sendte et forkert signal (som mange siger, USA gjorde under opstandelserne i Ungarn i 1956), hvor de kunne få den opfattelse, at vi ville gribe ind militært for at støtte dem under en revolution«.

I slutningen af året skete det, alle frygtede, at det polske militær greb ind med aktiv støtte fra Sovjetunionen, indførte undtagelsestilstand og arresterede lederne af fagbevægelsen, Solidaritet. Den dramatiske udvikling i Polen fik Reagan til i sin juletale at tage skarp afstand fra urolighederne, ligesom han indførte handelssanktioner, der gjorde alvorligt ondt på den polske økonomi og dermed underminerede styret yderligere. »Denne jul bringer kun en liden glæde til det modige polske folk. De er blevet forrådt af deres egen regering«, sagde Reagan i TV-talen og fortsatte, »Polen har behov for, at dets regering og befolkning arbejder sammen, ikke militær undertrykkelse.« I sin dagbog skrev han om aftenen, at man ikke kunne lade denne revolution mod kommunisterne fejle uden at tilbyde protesterne en hånd, men han vidste også, han var relativ alene med kritikken. Han havde brug for en støtte, som polakkerne stolede på. Derfor skrev han samtidig et personligt brev til Pave Paul Johannes II. »Jeg håber«, stod der, »at du vil være med til at støtte disse sandheder«. Pavens svar er ikke tilgængeligt, men ifølge de amerikanske optegnelser svarede Paven positivt på henvendelsen, og resten er historie, som man siger.

Det er ikke til at vide, hvad præsident Barack Obama skriver i sin dagbog, hvis han overhovedet har en, men sikkert er det, at demonstranterne i Teherans gader ikke har fået samme opbakning fra den amerikanske præsident, som arbejderne i Gdansk fik.

Jeg hører til dem, der ikke umiddelbart var uenig i den nuværende præsidents i bedste fald afdæmpede retorik. Obama-administrationen ønsker tydeligvis ikke at sende et forkert signal til demonstranterne og slet ikke et signal, som det iranske styre kan misbruge. Obama vidste, at det værste der kunne ske, var, at Irans præsident Mahmoud Ahmadinejad fik en undskyldning for at udnævne demonstranterne til at være fjender af staten, købt og betalt af USA, når de i virkeligheden blot har et simpelt ønske om, at deres stemmer bliver talt. Så langt, så godt.

Der er dog en stor forskel på, hvorfor Reagan gjorde, som han gjorde, og hvorfor Obama gør, som han gør. Amerikanerne var populære i Polen, hvilket amerikanerne ikke er i Iran, men Obama kunne have gjort Reagan kunsten efter og fundet en personlighed, der nød samme respekt i Iran, som Paven gjorde i Polen og lade ham eller hende sige det, Obama ikke kunne sige. Det økonomiske våben har Obama også. Hvis Obama fremlagde en plan, der gjorde USA uafhængig af olie fra Mellemøsten, ville oliepriserne falde, og man ville ramme præstestyret der, hvor det gør allermest ondt på alle tyrannier: pengepungen. Jeg frygter, at årsagen er, at Obama på forhånd har opgivet håbet om, at Iran kan forandre sig.

Reagan havde et indædt ønske om, at arbejderne i Gdansk med tiden kunne smide kommunisterne på porten. Obama insisterer derimod på at forhandle med det iranske styre om de nok så vigtige atomvåben. Men spørgsmålet er, om man overhovedet kan og vil forhandle med et styre, der end ikke vil forhandle med sin egen befolkning, men skyder dem ned på åben gade, alt imens resten af verden kan se på Youtube.com, at styret har mistet sin legitimitet.

Jeg skal være den første til at lykønske Obama, hvis forhandlingerne med Iran resulterer i, at de dropper deres atomvåbenprogram, men jeg synes ærlig talt, det er en naiv tanke. Dermed ligner situationen i Iran desværre mere og mere massakren på den Himmelske Freds Plads, ligesom Obamas reaktion til forveksling minder om reaktionen fra præsident George H.W. Bush, der prioriterede stabilitet og sikkerhed over frihed og retfærdighed, da det gjaldt Kina og de kinesiske studenters krav om ytringsfrihed. Massakren på den Himmelske Freds Plads fandt sted den 4. juni 1989 – præcis den dag, hvor Lech Walesa og hans Solidaritets-bevægelse triumferede ved det første frie parlamentsvalg i Polen. Historien viser, at friheden kan sejre, hvis man kæmper for den, og det var årsagen til, at mine gamle sommervenner fra Polen sang med på Wind of Change.

Af Kasper Elbjørn

Opgør med fodnoterne

Med den tilspidsede situation i Afghanistan og den fortsatte krise i Irak er den aktivistiske danske udenrigspolitik og Danmarks tætte sikkerhedspolitiske samarbejde med USA endnu engang til debat. Imidlertid synes der at være en bemærkelsesværdig enighed om grundlaget for den aktivistiske danske udenrigspolitik.

I dag stiller ingen af de toneangivende politiske aktører spørgsmålstegn ved en fortsat aktivistisk udenrigspolitik, og selv regeringens tætte samarbejde med USA er bredt accepteret.

I vidt omfang er linien da også en videreførelse af den tidligere SR-regerings politik. Både aktivisme og atlantisme er blevet centrale elementer i dansk udenrigspolitik, og debatten handler ikke om, hvorvidt aktivisme og atlantisme skal være grundpillerne i politikken, men hvordan de skal være det.

Danmarks udenrigspolitiske aktivisme blev først formuleret i det såkaldte "forståelsesbrev" forfattet af daværende udenrigsminister Uffe Ellemann-Jensen og Det Radikale Venstres udenrigspolitiske ordfører Lone Dybkjær i juni 1988.

Det sigtede mod "...at sikre et solidt grundlag for en aktiv dansk udenrigs- og sikkerhedspolitik, som muliggør et positivt dansk bidrag til afspænding og nedrustning samtidig med, at hensynet til dansk sikkerhed varetages...".

Brevet blev startskuddet til et opgør med den traditionelt passive og reaktive danske udenrigspolitik og ikke mindst med den politik, der mellem 1982 og 1988 pålagde den borgerlige regering at fremsætte fodnoter til de fælles NATO-beslutninger og dermed sendte Danmark ud på kanten af det acceptable for et NATO-medlem.

Fodnotepolitikken udgjorde en betragtelig skærpelse af den traditionelle forbeholdne position, som Danmark indtog i forholdet til NATO. Fodnoterne ændrede omverdenens opfattelse af Danmark som et land solidt plantet i NATO.

Imidlertid var Uffe Ellemann-Jensen en meget skarp kritiker af det sikkerhedspolitiske flertal og dets dagsordener, og hans holdning var velkendt hos vores allierede, hvilket formentlig har hjulpet på stemningen, når en fodnote blev skrevet ind i de fælles NATO-beslutninger.

Derfor kan man med rette sige, at selv om fodnoterne tærede på Danmarks goodwill og på længere sigt udgjorde en potentiel risiko for vores frihed og demokrati, så gik Danmark alligevel ud af fodnoteperioden uden for alvor at have mere end ridser i omdømmet hos USA og resten af den frie verden.

Aftalen om forståelsesbrevet blev en afgørende begivenhed i dansk historie. Ikke blot fordi Det radikale Venstre på Lone Dybkjærs opfordring brød med partiets traditionelle linie i udenrigspolitikken af hensyn til landets sikkerhed.

Begivenheden var også afgørende, fordi aftalen i kombination med afslutningen af den Kolde Krig skabte helt nye muligheder for dansk udenrigspolitik.

Indtil afslutningen af den Kolde Krig var de europæiske småstaters udenrigspolitiske handlemuligheder i høj grad bundet af den sikkerhedspolitiske spænding mellem de to blokke med USA og Sovjetunionen i spidsen. For Danmark betød det, at ligesom udenrigspolitikken fra 1864 og frem til 1945 havde været påvirket af den mulige trussel fra Tyskland, så var den fra 1945 til 1989 præget af den mulige trussel fra Sovjetunionen.

Efter 1989 er magtpolitikken fortsat et grundvilkår i international politik, men dens virkemidler har undergået en væsentlig forandring i det euro-atlantiske område, hvor militær magt spiller en mindre rolle end tidligere, og diplomatisk kompetence til gengæld er blevet vigtigere.

Forståelsesbrevet muliggjorde en maksimal udnyttelse af disse nye muligheder ved at skabe det indenrigspolitiske grundlag for, at en kvalitativ ændring af trusselsbilledet kunne følges op af en kvalitativ ændring af sikkerheds- og udenrigspolitikken.

Perspektivet i dansk udenrigspolitik blev globalt i forfølgelsen af klassiske udenrigspolitiske mål som sikkerhed, velstand og værdier, og sikkerhed blev anset for at være en fælles udfordring snarere end et nationalt problem.

De nødvendige ressourcer for at føre politikken ud i livet og en generelt større risikovillighed skabte gode betingelser for en aktiv politik.

Politikken kom op gennem 1990'erne til udtryk både i det geografiske nærområde, hvor Danmarks spillede en meget aktiv rolle i forhold til de baltiske lande, i udvidelsen af NATO og særligt EU, og globalt, hvor Danmark bl.a. gennemgik en såkaldt militarisering af udenrigs- og sikkerhedspolitikken gennem sin meget omfattende deltagelse i internationale operationer for fredsbevarelse og fredsskabelse.

Aktiv militær indsats blev nu opfattet som et legitimt udenrigspolitisk middel, hvis målet var international fred og sikkerhed og menneskerettigheder, og den foretrukne samarbejdspartner i sikkerhedspolitikken var som oftest USA.

Kontrasten mellem nutid og fortid blev endnu tydeligere efter terrorangrebene på New York og Washington 11. september 2001, da den daværende socialdemokratiske statsminister Poul Nyrup Rasmussen så terrorangrebene som udtryk for et angreb på alt, hvad vi står for - individuel frihed, fælles sikkerhed og demokrati - og betonede, at Danmark ville stå skulder ved skulder med USA og sine andre NATO-allierede.

Han understregede, at vores fremtid og vores sikkerhed er fælles, Danmarks sikkerhed er identisk med NATO og USA's sikkerhed. Modsætningen til den fodnotepolitik, som mindre end 15 år tidligere havde været synonym med den sikkerhedspolitiske kurs i statsministerens eget parti, var til at tage og føle på.

Anders Fogh Rasmussens regering har overordnet set fastholdt prioriteterne fra 1990'erne, men samtidig også skruet op for både aktivisme og atlantisme.

Politikken er ikke kun tilpasset det nye trusselsbillede efter 11. september og de begrænsninger, som det danske forsvarsforbehold pålægger regeringen i forhold til EU-samarbejdet.

Den er i lige så høj grad et ideologisk opgør med fortiden, en del af en mere generel værdikamp, hvor villigheden til at bringe ofre for at nå sine overordnede mål ofte understreges med direkte henvisning til kontrasten til besættelsen og fodnoteperiodens udenrigspolitik.

Samtidig med, at aktivismen er fortsat, er dens gevinster og faldgruber blevet stadig tydeligere.

På den ene side rummer aktivismen mulighed for at få indflydelse på den internationale dagsorden både økonomisk og sikkerhedspolitisk, ligesom den tvinger danskerne til at være opmærksomme på verden omkring os og forholde sig til globaliseringens udfordringer.

Dertil kommer muligheden for at deltage i udbredelsen af frihed, markedsøkonomi og demokrati til stadig flere lande, særligt i samarbejde med USA.

På den anden side omfatter i hvert fald den sidste type af projekter en risiko for, at man falder for fristelsen til at omskabe samfund i bestemte idealbilleder uafhængigt af befolkningens ønsker.

Den såkaldte sociale ingeniørkunst er ikke bare utopisk, men også udgiftstung for de deltagende landes borgere, livsfarlig for både soldater og civile og rummer samtidig risikoen for at undergrave respekten for de værdier, som er målet.

Hvilken lære de politiske beslutningstagere vil drage af dette i fremtiden, ved vi ikke, men deres svar vil næppe indeholde så radikale opgør med fortiden som både fodnoteperioden og den efterfølgende forståelse af Danmarks rolle i international politik på meget forskellig vis var udtryk for. Aktivismen er kommet for at blive.

Af Kasper Elbjørn

Glem FN

TROEN på FN som en global styringsenhed og myndighed har bevirket, at Danmark de seneste år har gjort en ihærdig indsats for at få en plads i FN’s Sikkerhedsråd. Derfor var det en stolt dansk udenrigsminister, der for nylig kunne konstatere, at målet var nået. Den formelle beslutning bliver taget på FN’s kommende generalforsamling, men pladsen skulle være sikret.

Spørgsmålet er blot, om tiden ikke er løbet fra FN? Om ikke Danmark og andre småstater bør bruge flere kræfter på andre allerede etablerede globale institutioner, der med tiden kan nyde samme tillid, som FN har haft i fredstid?

I marts 2003 gennemførte CNN og avisen USA Today en Gallup-undersøgelse, der viste, at amerikanernes tillid til FN var på et historisk lavpunkt. Seks ud af 10 amerikanere mente, at FN ikke løftede de opgaver, man med rette kunne forvente, at verdensorganisationen påtog sig at løse. Undersøgelsen vakte imidlertid ikke den store opmærksomhed, selvom der var tale om den mest negative FN-måling siden 1953.

Amerikanernes irritation over FN var forståelig. Våbeninspektørernes pinegale søgen efter rygende pistoler kunne ikke andet end fremkalde skepsis i de nationer, der ønskede Saddam Hussein afsat. Dertil udløste Frankrigs løfte om at blokere enhver resolution i FN’s sikkerhedsråd – uanset indhold – en vis forundring. Hvad enten man var for eller imod invasionen af Irak, var der tale om omstændigheder, der måtte resultere i dalende tillid til FN.

Danskerne fulgte da også trop. Næsten hver tredje dansker var blevet mere negativ over for FN efter Irak-krisen i forhold til tidligere, viste en meningsmåling foretaget af PLS Rambøll for Jyllands-Posten i samme periode. For FN havde Irak-krisen således alvorlige konsekvenser.

Mange af de kritikpunkter, der rejstes sidste år, er imidlertid glemt igen. Danskerne og resten af Europa synes at have glemt, hvordan FN udstillede sin afmagt og handlingslammelse over for opgaver, der kun kan løses af en global organisation.

Kritikken af FN som en organisation, der ikke er ansvarlig over for befolkninger, men derimod accepterer, og tilmed er forpligtet til at respektere regeringer styret af tyranner, er forstummet. Glemt er også kritikken af Sikkerhedsrådets forældede opbygning og regler samt de fejlslagne fredsmissioner i Rwanda, Somalia m.v. For slet ikke at nævne korruptionen inden for FN, der for nylig kunne føres tilbage til selv de øverstbeliggende kontorer i FN’s imponerende bygning i New York.

EUROPAS regeringer synes at prioritere en verdensorden dirigeret af en anakronistisk organisation fremfor en demokratisk valgt regering i USA. Og det ligger da også i kortene, at alle lande forsat vil bruge FN som udgangspunkt for deres udenrigspolitik. Men ligesom FN var paralyseret under Den kolde Krig, har FN vist sig handlingslammet i den globale kamp mod terrorister samt regimer, der støtter terrorister. Sådan må det være. Ligesom Sovjetunionen sad med ved bordet under Den kolde Krig, så har lederne af alverdens slyngelstater jo ret til samme indflydelse på FN som alle andre. Derfor har FN ingen legitimitet i dag og kan således ikke virke meningsfyldt.

Erkendelsen af, at en ny verdensorden kræver nye institutioner, er imidlertid fuldstændig fraværende i Europa. Det er besynderligt, da det i høj grad var europæerne med Winston Churchill i spidsen, der tog initiativet til de multilaterale institutioner, vi har benyttet siden Anden Verdenskrig. Og det kan vise sig meget farligt i kampen mod terror, at vores institutioner ikke matcher vores udfordringer.

Jeg er personlig ikke tilhænger af at genopfinde den dybe tallerken flere gange. Madeleine Albrights Demokratiske Verdensforbund, der blev etableret i Warszawa i 2000, var måske nok et frisk pust, men organisationen vil få svært ved at manifestere sig over for eller i stedet for FN. Det er meget mere konstruktivt at tage udgangspunkt i institutioner, der allerede er etableret, men som leder efter nye mål og måske endda eksistensberettigelse.

MIT bud på en ny global organisation, der kan etablere sig over for FN, og med tiden i stedet for FN på den globale scene, er G8.

Ideen til G8 kom fra præsident Fords udenrigsminister Henry Kissinger, som ønskede et globalt samarbejdsforum, der udgjordes af demokratisk valgte ledere fra store industrialiserede lande.

Oprettelsen af G8 reflekterede bl.a. FN’s afmagt over for de forskellige internationale udfordringer under Den kolde Krig. Samarbejdet berørte hovedsagelig makroøkonomiske spørgsmål, udenrigshandel og relationer til udviklingslande. Men også spørgsmål om energi, miljø, bekæmpelse af kriminalitet og terror drøftes i G8 i dag.

Medlemmerne af G8 (USA, Frankrig, England, Tyskland, Italien, Japan og senere også Canada og Rusland) bekender sig til samme demokratiske frihedsidealer. G8 er derfor udstyret med den demokratiske legitimitet, som FN altid har manglet. G8 kan endda erhverve sig den tyngde, der kan effektuere en eller anden form for global styring og et effektivt internationalt retssamfund, hvilket der mere end nogensinde er brug for.

Kombineret med hjælp fra NATO, som alle G8-landene undtagen Rusland og Japan er medlem af, vil G8 endog være udstyret med den militære magt, som FN altid har manglet, men som er nødvendig for effektivt at lede et internationalt retssamfund. Ved et seminar hos den britiske tænketank, Centre for Policy Studies, efter terrorangrebet i 2001 pointerede Henry Kissinger, at muligheden for at skabe en ny verdensorden dirigeret af USA i et tæt samarbejde med demokratiske nationer ligger lige for. Han sammenlignede USA’s rolle globalt med den rolle, som Storbritannien spillede i Europa efter Napoleonskrigene i det 19. århundrede.

Kissingers koncept for fremtidens globale samarbejde er desuden beskrevet i bogen »Does America Need a Foreign Policy?« fra 2001. Her bemærker den aldrende statsmand, at USA hverken bør stræbe efter hegemoni over europæerne eller isolere sig i forhold til kontinentet. Tværtimod mener han, at USA bør engagere sig globalt ud fra en kølig analyse af ligevægtsbegreber og interesser og med respekt for andre demokratier. Kissinger plæderer bl.a. for oprettelsen af et transatlantisk frihandelsområde og nedsættelse af et globalt styrelsesudvalg til behandling af omstridte politiske spørgsmål mellem demokratiske stater.

Meget taler for, at G8 kunne tage vare om hans ideer efter en vis institutionel udvikling. G8 har modsat FN allerede taget bestik af de nye globale udfordringer og inviteret Rusland med i samarbejdet, ligesom Storbritannien inviterede Frankrig med i det europæiske samarbejde kort tid efter Napoleonskrigene. EU er repræsenteret ved formanden for Parlamentet, Kommissions-formanden og formanden for Rådet. Desuden er Kina med på sidelinien, da landet ikke er demokratisk, men i vid udstrækning har indført markedsøkonomi.

Skulle G8 en dag spille en stadig større rolle på den globale scene, vil Kina og andre ikke-demokratiske lande blive tvunget til at gennemføre demokratiske reformer, således at landene kan få indflydelse på G8-landenes beslutninger. Den slags incitamenter eksisterer slet ikke inden for FN samarbejdet.

KRITIKERE af G8 kan med rette sætte spørgsmålstegn ved, om det er i små landes interesse, at G8 får magt på bekostning af FN?

Meget tyder på, at vi ikke skal være bekymrede. Invasionen af Irak har vist, at lande som Holland, Danmark, Norge, Litauen osv. kan få betydelig indflydelse på trods af vores beskedne størrelse. Eksemplet er bevis for, at den ny verdensorden nok vil blive dirigeret af USA og med udgangspunkt i principperne i Bush-doktrinen, men andre lande, der bekender sig til de samme værdier som USA, kan fungere som vigtige medspillere.

De egentlige tabere vil blive lande, der ikke bekender sig til demokrati og markedsøkonomi, og som ikke overholder international lovgivning, men er styret af tyranner. Disse lande vil blive presset til reformer, ligesom befolkningerne indirekte vil blive opfordret til at vælte deres regeringer for at få indflydelse på den globale dagsorden.

Af Kasper Elbjørn