Velfærdsstaterne i Europa skriger efter fornyelse. Ikke mindst den danske. I USA er debatten om fremtidens velfærdssamfund allerede i gang. Præsident Barack Obama har lanceret en ganske omfangsrig reformdagsorden, der på mange måder er et opgør med den traditionelle amerikanske tilgang til forholdet mellem stat og borger. Det har sat sindene i kog specielt hos det mindretal, der er uenige med præsidenten, og det er et stigende antal amerikanere. Lige netop derfor fortjener den nuværende amerikanske præsident alt mulig ros for at turde tage opgøret med sine modstandere og reformere det amerikanske samfund.

Jeg er ikke enig med præsidenten i alt, hvad han foretager sig, men én ting er sikker: Vi har brug for politikere i Europa, der ligesom præsident Obama tør sætte deres egen dagsorden for fremtidens velfærdssamfund med risiko for at blive upopulære og tabe næste valg.

For nogle år siden besluttede min familie at købe en klassisk ødegård i Hultanäs ca. 40 km fra Växjö i Sverige. Huset ligner lidt et af husene i Astrid Lindgrens »Alle vi børn i Bullerby« eller »Emil fra Lønneberg«, og området kunne også sagtens være taget ud af en af de kendte børnebøger. I år besluttede jeg mig for at holde ferie i Hultanäs, da man slapper rigtig godt af deroppe. Der er intet internet, ingen post eller aviser, og ens BlackBerry virker ikke. Og jeg trængte til at slappe lidt af efter en mindre succesfuld valgkamp, ny stilling og forretningsrejser. Der gik dog ikke mange dage, før jeg havde færdiggjort den bog, jeg havde med hjemmefra, og blev en smule rastløs. Heldigvis fandt jeg en bog i reolen, vi vistnok købte, umiddelbart efter vi havde overtaget huset. Bogen hedder »Nödårsbarn« (Vitterleken, 2006) og er skrevet af en historiker med rødder i området, Bennie Akerfelt.

Jeg kender ikke forfatteren, og at dømme ud fra omslaget er det ikke en bog, man finder på bibliotekerne hverken i Danmark eller Sverige. Men det gør den ikke mindre interessant. Bogen begynder under den store sultkatastrofe i 1868. Mellem den 21. maj og 23. august faldt ikke en eneste dråbe regn i området, hvilket ikke blot ødelagde høsten hos de i forvejen hårdtprøvede bønder, men afstedkom skovbrande, der yderligere pressede de små bygder økonomisk. Da regnen endelig kom, var det for sent. Høsten var ødelagt og en lang, kold vinter ventede forude. De stærkeste emigrerede derfor til USA, og de var med til at opbygge det amerikanske samfund efter den ødelæggende borgerkrig. De svageste emigrerede fra livet selv, som forfatteren skriver. Bogen følger dem, der blev tilbage.

Udover historien om de tragiske skæbner i det smålandske højland kan man læse, hvordan Göteborg Kommune advarede svenskerne om, at det krævede noget helt specielt at emigrere. Opslaget hedder: »Nogle almennyttige råd for udvandrede til Amerika«, og under første punkt står der, at hvis man har det godt i Sverige, bør man blive dér »i stedet for at søge det ukendte«.

Dernæst gør kommunen blandt andet opmærksom på, at alle, der frygter hårdt arbejde, bør blive i Sverige, ligesom man advarer mod at have for høje forhåbninger til det nye liv. Til sidst står der i cirkulæret, at man skal være »nøgtern, ærlig og flittig«. Disse dyder bliver der sat stor pris på, og, som der står, man belønner tilmed denne adfærd i Amerika.

Det bringer mig tilbage til i dag. Kritikerne af præsident Barack Obamas velfærdsreformer mener nemlig, at reformerne vil medføre, at lige netop de værdier, som Göteborg Kommune opridsede i det gamle cirkulære, og som det amerikanske samfund blev bygget på, og gjorde USA til den rigeste nation med den højeste vækst på kloden, vil blive eroderet med reformerne. I disse dage står kampen specielt om sundheds­systemet.

I Danmark har vi allerede taget de første skridt mod et mere effektivt sundheds­system. Vi har sat patienten før systemet og gjort op med inertien i sundhedssystemet ved at tilbyde frit sygehusvalg mellem privathospitaler og offentlige sygehuse, tillade private sundhedsforsikringer og udvide patientsikkerhedsordningen, så den blandt andet omfatter den kommunale sundhedssektor og apotekerne. Vi har stadig lang vej at gå, fordi vi mangler den ubehagelige debat om, hvem der skal have førsteret til behandling i fremtiden, og hvem der skal betale hospitalsregningen, når antallet af ældre vokser og befolkningen som helhed lever længere med deraf flere sygdomme til følge, som forhåbentlig alle kan behandles.

I USA står de med fuldstændig samme problem, samtidig med at man i udbredt grad har haft en sundhedsordning baseret på en frivillig aftale mellem amerikanerne og forsikringsselskaberne, der selvsagt er bekymrede for udgifterne i fremtiden. Det har gjort aftalerne komplicerede og dyre. Præsident Obamas svar har været mere statslig styring. Kritikerne mener, det havde været bedre at lave klarere regler for forsikringsaftalerne i stedet for at tage ansvaret fra befolkningen og indføre mere statsligt bureaukrati.

Aldringen af samfundet har også affødt en debat om det, vi vel ville kalde folkepension. Præsident Obama har foreslået skattefrihed for pensionister med lav indkomst. Det lyder sympatisk, men kritikerne af pensions­reformen har påpeget, at udgifterne vil blive betalt af middelklassen, der har drevet det amerikanske samfund vidt i håbet om at leve den amerikanske drøm. De amerikanske skatteydere vil i forvejen være hårdt prøvede i fremtiden, da statsgælden – der er eksploderet de seneste måneder, og i forvejen var høj – skal betales tilbage. Andre kritikere siger derfor, at der slet ikke er råd til skatteyderbetalt pension i fremtiden, og at skattefrihed for pensionister bør være det eneste gode i fremtiden. I stedet skal det være mere attraktivt at spare op til egen pension, fordi der bliver ikke andet. Endnu en ubehagelig diskussion, der er sund for ethvert samfund, som står ved en skillevej.

Jeg hører ikke til dem, der tror, at præsident Obamas reformideer vil erodere den amerikanske drøm. Den er iboende enhver amerikaner og meget stærkere end staten og politikere. Jeg tror til gengæld, at politik kan ændre meget, og jeg hører bestemt til dem, der mener, at den amerikanske præsident har en ganske anden vision for Amerika end de stædige svenskere, der stod på toget i Hultanäs i 1868. Men den amerikanske drøm består. Ligesom de danske værdier vil bestå, uanset hvilken form for velfærdssamfund vi vælger.

Jeg tror ikke, som socialisterne, at staten er løsningen på vores problemer. Jeg har tværtimod stor tiltro til danskernes egen evne til at løse hverdagens problemer. Min drøm er derfor et samfund, hvor alle er nøgterne, ærlige og flittige, og hvor kommunerne hjælper de svage, der ikke kan arbejde selv, men lader resten være i fred. Jeg ønsker et samfund, hvor ingen frygter hårdt arbejde, men gerne giver en ekstra hånd med efter fyraften eller tager et ekstra år på arbejdsmarkedet, fordi vi ved, det kan betale sig. Et samfund hvor alle har høje forhåbninger til fremtiden og ikke lader sig slå ud af en økonomiske krise, vi selv har været med til at skabe. Et samfund hvor vi værner om den personlige frihed, ejendomsretten og menneskerettighederne og passer på hinanden og samfundsressourcerne. Ikke kun de økonomiske, men også miljøet og energien. Det er min danske drøm.

Jeg ved godt, at mange sikkert ønsker et andet samfund, end jeg her overordnet har beskrevet. Det er kun godt! Og i stedet for at skælde ud på min samfundsvision bør de beskrive deres egen vision og stoppe med at diskutere bogstavskombinationer efter et valg, der formentlig først kommer om to år, true os med at »gå ind ad hoveddøren hos folk« og blande sig i danskernes privatliv, når den offentlige sektor sejler, eller stille forslag om en ny millionærskat, når der stort set ikke er millionærer i Danmark. Kun hvis politikerne fra alle partier – og meningsdannere fra alle leder og kanter – kæmper om at sætte en ny vision for Danmark, får vi samme nyttige værdi- og kulturdebat, som USA er så heldig at have i øjeblikket.