Blog (Tag: ukraine)

Tjekkerne viser vejen for EU

 

Det tjekkiske EU-formandskab viste tænder allerede de første dage efter, at formandskabet rykkede fra Paris til Prag. Tjekkerne lod klart og tydeligt forstå, at Israels angreb på terrorbevægelsen Hamas var »defensivt, ikke offensivt«.

Det var klar og ærlig tale og afspejler, at tjekkernes holdninger er formet af erindringen om den sovjetiske besættelse under Den Kolde Krig.

Tjekkerne og de andre nye medlemslande ved bedre end nogen, at når det ligner terror, når det lugter af terror, så er det nok terror. De er et frihedselskende folk, der ikke finder sig i noget.

Men Israels krig mod terrorbevægelsen Hamas bliver ikke tjekkernes største udfordring de næste måneder. Millioner af husstande i Europa har fået vinterkulden at føle som følge af gas-krigen mellem Rusland og Ukraine.

Gas-krigen er opstået, fordi russerne og ukrainerne ikke kan blive enige om en ny aftale om levering af naturgas. De kuldsejlede forhandlinger resulterede i, at Rusland skruede ned for naturgasleverancerne til Ukraine 1/1.

Lukkede næsten for gassen

Natten til 6/1 gav Ruslands premierminister Vladimir Putin sin accept af, at det statskontrollerede Gazprom reducerede leverancerne yderligere til det, der kaldtes et teknisk minimum.

Leverancerne til resten af Europa blev omgående ramt, og EU sendte delegationer til Moskva og Kiev i et forsøg på at få genoptaget forhandlingerne. Officielt fastholdt Europa-Kommissionen, at der var tale om en kommerciel konflikt og ikke en politisk strid, men sandheden skal findes hos det tjekkiske EU-formandskab. Igen.

Den tjekkiske statsminister, Mirek Topolanek, der også er EU-formand, var ikke sen til at erkende situationens alvor og erklærede, at hvis der ikke fandtes en løsning, måtte man indkalde til et topmøde mellem statslederne fra Ukraine, Rusland og Tjekkiet samt kommissionsformand José Manuel Barroso.

Topolaneks topmøde blev aldrig til noget, men strategien var med til at presse russerne til at åbne for gashanerne igen. Mirek Topolanek vidste, at Putin aldrig ville tillade, at hans præsident gik til forhandlinger med ærkefjenden fra den tidligere sovjetstat, Ukraines Præsident Viktor Yushchenko, og den gamle frihedskæmper fra Prag, Præsident Vaclau Klavs.

Putin gav sig

Hellere åbne for gassen end acceptere Ukraine og Tjekkiet som ligeværdige partnere har Putin formentlig tænkt.

På seks dage formåede det tjekkiske EU-formandskab at sætte russerne skakmat og melde klart ud i forhold til demokrati og terror.

Det er mere end det franske EU-formandskab formåede på seks måneder.

Alt imens påbegyndte tjekkerne deres vigtige EU-dagsorden, der meget sigende går under sloganet: Europe without barriers - Europa uden barrierer.

Et EU, der arbejder for fred, frihed og frihandel og værner om de værdier, EU blev bygget på, er vejen frem for Europa.

Desuden kan gas-krigen lære os, at hvis EU igen skal blive det håb for fremtiden, som der er brug for, skal vi skabe et bæredygtigt Europa, hvor vi passer på ressourcerne, og hvor vi er uafhængige af stater, der ikke er frie og demokratiske eller støtter terrororganisationer, som er modstandere af de værdier, som EU bygger på. Ikke bare økonomisk uafhængige, men også energiuafhængige.

Hvis den økonomiske vækst og den vigtige energidagsorden samtidig kan gavne miljøet, har vi ramt helt rigtigt. Noget tyder på, at tjekkerne viser Europa vejen frem.

Af Kasper Elbjørn

Den georgiske test

Den kolde krig er ovre. Alle lande har ret til at bestemme, hvilken retning de vil bevæge sig i, sagde Europa-Kommissionens formand José Manuel Barroso, da han annoncerede Kommissionen for nye naboskabsaftaler med Armenien, Aserbajdsjan, Georgien, Hviderusland, Moldova og Ukraine i onsdags.

»Én ting er fælles for landene. De betragter unionen som eksempel på god regeringsførelse og en betingelse for økonomisk vækst. Og de vil gerne tættere på«, sagde Barroso.

Heri havde han helt ret, og det var ikke en dårlig dag at give de tidligere socialistiske diktaturer et klap på skulderen. Natten forinden fik Rusland lovning på genoptagelse af de diplomatiske forhandlinger i NATO-Rusland Rådet, mens Georgien og Ukraine måtte gå tomhændede hjem uden at rykke tættere på medlemskab af NATO.

Det var et forkert signal at sende både til Rusland og til Ukraine og Georgien, fordi det må bestemt gøre ondt på Georgien og Ukraine igen at få smækket NATO-døren lige i hovedet, mens Rusland bliver belønnet uden årsag. NATO havde ellers forleden en mulighed for at vise, at organisationen ikke er præget af splittelse efter afvisningen af georgisk og ukrainsk medlemskab tilbage i april, der udløste en krig mod Georgien et par måneder senere.

En af hovedårsagerne til at man heller ikke ønskede at begynde optagelsesforhandlinger i foråret, var ifølge NATO-landene at landegrænserne ikke var sikre nok til at begynde et formelt samarbejde via den såkaldte Member­ship Action Plan. Membership Action-planen kan på sigt føre til medlemskab, men den er samtidig en rigtig god gulerod for de lande, der trænger til at få en med pisken og respektere menneskerettighederne, gennemføre markedsreformer, bekæmpe kriminalitet og korruption m.v.

Resultatet af NATO-topmødet var ikke overraskende, at landegrænserne blev netop det, som NATO havde advaret imod: usikre. Det skete, da russiske tropper rykkede ind over grænsen til Georgien i sommer. Mere usikre grænser kunne Tyskland og andre af de europæiske lande, der ikke ønskede at skade forholdet til russerne, næppe have ønsket sig.

Russerne gjorde invasionstropperne klar nord for grænsen og da georgierne kom til Sydossetien sydfra for at skabe stabilitet i området, efter nogle russiskstøttede oprørsgrupper havde prøvet at skabe ballade, væltede de russiske tropper ind over grænsen til det demokratiske land med undskyldningen om, at de ville passe på russerne i området.

Resultatet af krigen var ikke blot, at Georgiens infrastruktur blev ødelagt og økonomien forværret, men også at Rusland fik held til at dele den frie verden i to.

På den ene side står i dag USA og de nye medlemslande fra Østeruopa, der alt for godt kender russernes magtspil. Og på den anden side står lande som Tyskland med den tyske udenrigsminister i spidsen, som stærkt inspireret af den tidligere socialdemokratiske kansler, Gerhard Schröder, ikke ønsker, at handelsrelationerne til Moskva lider skade.

Frankrig tilhører normalt denne fraktion af lande, der heller ikke ønsker at skade forbindelserne til Rusland. Men den franske regering har prøvet at stille sig mere neutralt denne gang, formentlig fordi landet har formandskabet for EU.

Dertil kommer, at franske meningsdannere på tværs af det politiske spektrum har talt Georgiens sag.

Under overskriften »SOS Géorgie? SOS Europe!« skrev de to franske filosoffer André Glucksmann og Bernard-Henri Lévy i den socialistiske avis Libération den 14. august, at den »georgiske test« vil vise, om det Europa, der hyldede revolutionerne i Ukraine og Georgien, stadig findes.

André Glucksmann har længe været kritisk over for Putins Rusland. Han er tilhænger af selvstændighed til den lille russiske udbryderrepublik, Tjetjenien og støttede i øvrigt den konservative præsident Sarkozy ved valget i 2007. Det samme kan næppe siges om Bernard-Henri Lévy, der ikke har mange pæne ord til overs for præsidenten. Han er til gengæld kendt for at være en af medunderskriverne på brevet Manifesto, der kritiserede den muslimske verdens fordømmelse af Jyllands-Postens karikaturer af profeten Muhammed.

Men uanset deres uenigheder talte Glucksmann og Lévy denne gang med én stemme, og deres pointe var, at hvis ikke Europa reagerer skarpt mod Rusland, så afslører vi os selv som papir-tigre. Og det er bestemt afgørende, at vi viser russerne, at vi ikke ligger under for deres olie og gas, hvis NATO og EU skal spille en rolle på den udenrigspolitiske scene i det 21. århundrede.

Det gjorde NATO ikke i tirsdags. EU er ikke meget bedre. For nylig anbefalede Europa-Kommissionen at genoptage partnerskabsforhandlingerne med Rusland. Rusland svarede igen med dagen efter at true med at sætte missiler op langs Østersøen. Man kan håbe, at kommissionsformand Baroso havde lært af lektien, da han annoncerede de nye naboskabsaftaler. I hvert fald var det et passende budskab netop dagen efter NATO-topmødet.

Vores egen udenrigsminister Per Stig Møller (K) sagde efter NATO-topmødet, at hverken Georgien eller Ukraine var i en position, »hvor de kan lave et tiger-spring frem« mod NATO-medlemskab. Det er sørgeligt, hvis han virkelig ser sådan på det, men værre er, at vi risikerer at afsløre os selv som papir-tigre, som hverken kan springe eller gå, og ingen kan regne med.

Af Kasper Elbjørn