Blog (Tag: verdensbanken)

Klare og effektive love er vejen frem

Overdrevent restriktive og forældede love og regler er en hindring for udenlandske investeringer.

Sådan lyder konklusionen i en ny rapport fra Verdensbanken, hvor man sammenligner love og regler, som påvirker udenlandske investeringer, på tværs af 87 lande.

Klare og effektive love og regler er derimod afgørende for at sikre de bedste resultater for alverdens økonomier, borgerne og investorer, står der i rapporten, som af en eller anden grund ikke er blevet opdaget af de danske medier her i sommervarmen.

Udenlandske investeringer er afgørende for alle lande
Verdensbanken – eller Den Internationale Bank for Genopbygning og Udvikling– blev skabt efter Anden Verdenskrig for at finansiere genopbygningen efter krigen. I dag søger Verdensbanken ved hjælp af lån og rådgivning at reducere fattigdom og fremme bæredygtig økonomisk vækst.

Ifølge den nye rapport fra Verdensbanken er udenlandske investeringer af afgørende betydning for et lands udvikling - især i tider med økonomisk krise.

Udenlandske investeringer bringer kapital og ny teknologi og viden til landet, og det bidrager til at skabe arbejdspladser, ligesom udenlandske investeringer stimulerer konkurrencen i landet ved at nedbringe lokale priser og forbedre borgernes adgang til varer og tjenesteydelser.

Effektive love og regler
Ligesom vi altid har handlet med hinanden, har vi investeret i hinandens lande i hundredvis af år, men som følge af den økonomiske globalisering placerer virksomhederne i højere grad end tidligere deres aktiviteter – lige fra produktion til salg – hvor det bedst kan betale sig.

Dette illustreres af, at de direkte udenlandske investeringer var næsten 150 gange højere i 2007 end i 1970.

Denne udvikling kræver ikke flere love og regler, men effektive love og regler, og de lande der først accepterer og indordner sig globaliseringens konsekvenser, vil stå stærkest fremover.

Det er der ikke noget nyt i.

Det nye er, at vi ikke kan tage globaliseringen for givet.

Stort fald i direkte udenlandske investeringer
Den økonomiske krise har betydet, at direkte udenlandske investeringer siden 2007 er faldet med omkring 40%

Det kan vi heldigvis gøre noget ved.

Ifølge rapporten fra Verdensbanken betyder bureaukratiet i Angola og Haiti, at det kan tage et udenlandsk selskab op til et halvt år at etablere et datterselskab. I Canada og Georgien kan det gøres på mindre end en uge.

Pointen er, at vi skal lære af de bedste for at sikre, at vi ikke falder af globaliseringsvognen.

Kun lidt kritik af Danmark
Danmark bliver heldigvis kun kritiseret én gang i den 200 lange siders rapport fra Verdensbanken.

I 8 af de 87 lande, som rapporten har undersøgt, kan udlændinge ikke eje jord udstykket til erhverv og i 16 lande kan udenlandske selskaber ikke eje landbrugsjord, selvom der for statsborgerne i landene er privat ejendomsret.

Desværre fremhæver rapporten, at dette fænomen ikke er begrænset til udviklings- og overgangsøkonomier, og nævner bl.a. Danmark:

»Mange højindkomst OECD økonomier har også restriktioner over for udlændinge. Danmark, Finland, Grækenland og Irland har eksempelvis begrænsninger for udenlandsk ejerskab af bestemte arealer eller pålægger bopælskrav til udlændinge, der ønsker at erhverve jord.«

Der er masser vi kan gøre bedre
Derudover er der i følge Økonomi- og Erhvervsministeriets analyse »Vækst gennem globalisering - Handlingsplan og baggrundsanalyse« fra 2003 meget andet vi kan gøre for at tiltrække investeringer til Danmark.

I ministeriets analyse står der bl.a., at følgende er en direkte hindring for yderligere indgående direkte udenlandske investeringer:

Andre undersøgelser viser ifølge ministeriet, at Danmark kunne tiltrække ca. 5% flere direkte udenlandske investeringer, hvis alle tilbageværende formelle restriktioner for investeringer i hele OECD blev afviklet.

Det var måske ikke ligefrem en advarsel. Det var en opfordring!

Af Kasper Elbjørn

Den egentlige skandale i Verdensbanken

Verdensbankens kompetente chef, Paul Wolfowitz, er havnet i en dybt beklagelig, men ikke enestående sag. Kort fortalt fik han sin kæreste forflyttet fra verdensbanken til det amerikanske udenrigsministerium, da han blev udnævnt for netop ikke at havne i en interesse konflikt. Forinden godkendte han imidlertid en lønforhøjelse, der fulgte med over i udenrigsministeriet, hvorfor kæresten efter sigende skulle have en løn på niveau med udenrigsministeren selv. 

Når sagen er blæst så stor op, er det fordi Wolfowitz har prioriteret korruptionsbekæmpelse og god regeringsførelse siden han blev chef for den magtfulde organisation. 

Robert B. Holland, III kommenterer i dag sagen i Wall Street Journal, og gør opmærksom på, at sagen er uheldig, men at den muligvis slet ikke handler om Wolfowitz og hans kæreste, men om Wolfowitz politiske dagsorden for Verdensbanken: 

”Many are opposed to Mr. Wolfowitz’s anti-corruption emphasis, some on the good faith basis that he is placing disproportionate emphasis on the issue at the expense of other development priorities. Others, however, are opposed on the selfish basis that elevating anticorruption and governance considerations will result in lower lending levels and more difficult negotiations with borrowing governments. Still others may fear exposure of corruption among staff itself and possible adverse donor reaction if widespread corruption appears to plague Bank operations.” 

Den egentlige skandale i Verdensbanken er ikke lønforhøjelsen til Wolfowitz’ kæreste, men at Wolfowitz nu måske må opgive sin politiske oprydning fordi han ikke fejede foran egen dør.

Af Kasper Elbjørn

De fattiges bedste ven

Jens Ringsmose går i Nyhedsavisen den 16. januar i kødet på New York Times-skribenten Nicholas D. Kristofs ironiske forsøg på at rette op på George W. Bush’ eftermæle. Ringsmose skriver, at det hører med til billedet, at Bush har forøget den økonomiske hjælp til Afrika med mere end fire milliarder dollars, ligesom Bush har lovet yderligere en fordobling af hjælpen frem til 2010.

Det er korrekt, at denne mere bløde side af Bush’ udenrigspolitik ikke har kapret mange overskrifter i de europæiske medier. Om det så er noget Bush vil blive husket for i eftertiden er en anden sag.

David Boaz fra Cato Institute skriver i en kommentar, at Afrika i årtier har været den største modtager af ulandshjælp. Alligevel er kontinentet fortsat forarmet og underudviklet. Hidtil er der altså ikke meget, der tyder på, at økonomisk hjælp til Afrika medfører vækst og velstand. Derfor tror jeg ikke, at den enorme forøgelse af Afrikastøtten vil blive husket af eftertiden.

Økonomisk frihed og mere global frihandel ville derimod have hjulpet Afrika ud af fattigdommen, og det hører bestemt med til et nuanceret billede af George W. Bush, at han som præsident kæmpede for større grad af global frihandel lige fra begyndelsen af sin embedsperiode. Fordi som han sagde i sin World Bank-tale i juli 2001: “Those who protest free trade are no friends of the poor”. Desværre har han stået ret alene med ønsket om frihandel.

Af Kasper Elbjørn