Da jeg besøgte Polen første gang, var det kun ti år siden, at arbejderne i Gdansk begyndte deres oprør mod det kommunistiske styre i Polen og kun to år efter Polens første demokratiske valg. Op gennem 1990erne arrangerede UNESCO i samarbejde med Undervisningsministeriet hver sommer en sprogskole for unge polske studenter. Jeg deltog som undervisningsassistent på sprogskolen i Gorzow i 1991 sammen med 8-9 andre unge og 8-9 folkeskole­lærere. Sprogskolen varede en måneds tid og et af de tydeligste minder, jeg har fra dengang, er, at alle de polske elever, der var på min alder, hørte den gamle heavyrock-ballade Wind of Change.

Gorzow repræsenterer på mange måder Polens ulykkelige historie. Byen blev inddraget i det tyske kejserrige i 1871, og frem til 1945 boede der overvejende tyskere i området, selvom der i begyndelsen af det 20. århundrede var et betydeligt jødisk mindretal. Gorzow blev bombet til ukendelighed i begyndelsen af 1945 inden den tyske hær forlod området.

Den Røde Hær kom til byen den 30. januar 1945, men det, der skulle have været en befrielse, blev snarere noget nær en besættelse, og det blev kommunisterne, der genopbyggede byen, og det kunne man – med al respekt – godt se. Tyskerne, der boede i byen, blev forvist efter Potsdam-konferencen, hvor Gorzow igen blev en del af Polen og blev i stedet befolket af de stakkels polakker, der blev tvangsfjernet fra de områder af Polen, der til gengæld blev overdraget til Sovjetunionen. Sådan behandlede man mennesker på den anden side af Jerntæppet. Ingen frihed. Ingen menneskerettigheder. Ingen ejendomsret.

Alt det havde jeg læst om på forhånd, men jeg havde ikke fantasi til at forestille mig, hvor slemt det egentlig stod til. Gorzow og de omkringliggende småbyer levendegjorde en helt anderledes verden end den, jeg kom fra. Jeg husker, at nogen af polakkerne fortalte, at der altså ikke var så fattigt i de store byer, men en enkelt elev, der var opvokset i Canada, erkendte, at der var stor forskel på, hvordan man levede i Vesten, og hvordan man havde levet på den anden side af Jerntæppet. Men friheden havde de allerede fået tilbage, og den fejrede de hver aften, når de tændte for båndoptageren, og hørte Wind of Change:

The world closing in.

Did you ever think

that we could be so close, like brothers.

The future’s in the air.

I can feel it everywhere,

blowing with the wind of change

Polens frihedskamp begyndte på et skibsværft i Gdansk. En gruppe arbejdere med Lech Walesa i spidsen havde forlangt, at myndighederne anerkendte deres fagforening. Kommunisterne godkendte modvilligt fagforeningen, da strejkerne i Gdansk begyndte at sprede sig til resten af Polen. Strejkerne var ikke oprindelig ment som en egentlig protest mod det socialistiske regime i Polen. Det var snarere et ønske om noget så basalt som retten til at organisere sig. På den anden side af Atlanten havde en tidligere fagforeningsleder netop indtaget det Ovale Værelse. Præsident Ronald Reagan kunne om nogen forstå arbejderes kamp for retten til at organisere sig. Den nye republikanske administration så på begivenhederne med stor beundring og begejstring, men også med en vis frustration over ikke aktivt at kunne opmuntre og støtte arbejderne i Gdansk. I sine erindringer An American Life (1990) skriver Reagan: »Selvom vi ønskede, at polakkerne skulle vide, at vi var bakkede dem op i deres kamp for frihed, var det vigtigt, at vi ikke sendte et forkert signal (som mange siger, USA gjorde under opstandelserne i Ungarn i 1956), hvor de kunne få den opfattelse, at vi ville gribe ind militært for at støtte dem under en revolution«.

I slutningen af året skete det, alle frygtede, at det polske militær greb ind med aktiv støtte fra Sovjetunionen, indførte undtagelsestilstand og arresterede lederne af fagbevægelsen, Solidaritet. Den dramatiske udvikling i Polen fik Reagan til i sin juletale at tage skarp afstand fra urolighederne, ligesom han indførte handelssanktioner, der gjorde alvorligt ondt på den polske økonomi og dermed underminerede styret yderligere. »Denne jul bringer kun en liden glæde til det modige polske folk. De er blevet forrådt af deres egen regering«, sagde Reagan i TV-talen og fortsatte, »Polen har behov for, at dets regering og befolkning arbejder sammen, ikke militær undertrykkelse.« I sin dagbog skrev han om aftenen, at man ikke kunne lade denne revolution mod kommunisterne fejle uden at tilbyde protesterne en hånd, men han vidste også, han var relativ alene med kritikken. Han havde brug for en støtte, som polakkerne stolede på. Derfor skrev han samtidig et personligt brev til Pave Paul Johannes II. »Jeg håber«, stod der, »at du vil være med til at støtte disse sandheder«. Pavens svar er ikke tilgængeligt, men ifølge de amerikanske optegnelser svarede Paven positivt på henvendelsen, og resten er historie, som man siger.

Det er ikke til at vide, hvad præsident Barack Obama skriver i sin dagbog, hvis han overhovedet har en, men sikkert er det, at demonstranterne i Teherans gader ikke har fået samme opbakning fra den amerikanske præsident, som arbejderne i Gdansk fik.

Jeg hører til dem, der ikke umiddelbart var uenig i den nuværende præsidents i bedste fald afdæmpede retorik. Obama-administrationen ønsker tydeligvis ikke at sende et forkert signal til demonstranterne og slet ikke et signal, som det iranske styre kan misbruge. Obama vidste, at det værste der kunne ske, var, at Irans præsident Mahmoud Ahmadinejad fik en undskyldning for at udnævne demonstranterne til at være fjender af staten, købt og betalt af USA, når de i virkeligheden blot har et simpelt ønske om, at deres stemmer bliver talt. Så langt, så godt.

Der er dog en stor forskel på, hvorfor Reagan gjorde, som han gjorde, og hvorfor Obama gør, som han gør. Amerikanerne var populære i Polen, hvilket amerikanerne ikke er i Iran, men Obama kunne have gjort Reagan kunsten efter og fundet en personlighed, der nød samme respekt i Iran, som Paven gjorde i Polen og lade ham eller hende sige det, Obama ikke kunne sige. Det økonomiske våben har Obama også. Hvis Obama fremlagde en plan, der gjorde USA uafhængig af olie fra Mellemøsten, ville oliepriserne falde, og man ville ramme præstestyret der, hvor det gør allermest ondt på alle tyrannier: pengepungen. Jeg frygter, at årsagen er, at Obama på forhånd har opgivet håbet om, at Iran kan forandre sig.

Reagan havde et indædt ønske om, at arbejderne i Gdansk med tiden kunne smide kommunisterne på porten. Obama insisterer derimod på at forhandle med det iranske styre om de nok så vigtige atomvåben. Men spørgsmålet er, om man overhovedet kan og vil forhandle med et styre, der end ikke vil forhandle med sin egen befolkning, men skyder dem ned på åben gade, alt imens resten af verden kan se på Youtube.com, at styret har mistet sin legitimitet.

Jeg skal være den første til at lykønske Obama, hvis forhandlingerne med Iran resulterer i, at de dropper deres atomvåbenprogram, men jeg synes ærlig talt, det er en naiv tanke. Dermed ligner situationen i Iran desværre mere og mere massakren på den Himmelske Freds Plads, ligesom Obamas reaktion til forveksling minder om reaktionen fra præsident George H.W. Bush, der prioriterede stabilitet og sikkerhed over frihed og retfærdighed, da det gjaldt Kina og de kinesiske studenters krav om ytringsfrihed. Massakren på den Himmelske Freds Plads fandt sted den 4. juni 1989 – præcis den dag, hvor Lech Walesa og hans Solidaritets-bevægelse triumferede ved det første frie parlamentsvalg i Polen. Historien viser, at friheden kan sejre, hvis man kæmper for den, og det var årsagen til, at mine gamle sommervenner fra Polen sang med på Wind of Change.