Blog (Tag: bush, Side 2)

Støtte til Taiwan

DANSK Folkepartis Pia Kjærsgaard ramte plet i sin replik til den kinesiske ambassaderåd 17/9. Kort og kontant forklarede hun, hvorfor vi bør stå skulder ved skulder med befolkningen i Taiwan. Hun er heldigvis ikke helt alene med sit synspunkt.

Allerede i april 2001 sagde præsident George W. Bush på tv-stationen ABC’s Good Morning America, at USA skulle gøre »whatever it took« for at hjælpe Taiwan med at forsvare sig over for Kina. Hermed signalerede han klart og tydeligt, at USA ville fortsætte sin militære støtte til Taiwan i hans embedsperiode.

Dengang var der flere, der mente, at den nye præsident havde talt over sig, men det havde han ikke. Allerede i sin første udenrigspolitiske tale, der blev holdt i Ronald Reagan-biblioteket under valgkampen i 1999, sagde han: »Vi benægter ikke, at der findes ét Kina. Men vi benægter Beijings ret til at tvinge sit regime ned over et frit folk. Som jeg har sagt før, vi vil hjælpe Taiwan med at forsvare sig selv.«

Selvom tale er guld, kan guld ikke alene hjælpe det lille land, der er lidt mindre end Jylland og Sjælland tilsammen. Den politiske støtte til Taiwan skal naturligvis bakkes op af konkrete initiativer, der viser det kinesiske regime, at vi mener det, når vi siger, at Taiwans befolkning har krav på sin frihed og skal indlemmes i det internationale samfund.

Kina på rette spor

Jeg hører til dem, der tror, at Kina er på rette spor på trods af Amnesty Internationals rapporter om, at menneskerettighedsbeskyttelsen ikke er blevet væsentligt forbedret de seneste år. Titusinder af mennesker holdes fortsat tilbage og er i konstant fare for at blive udsat for tortur eller anden form for mishandling.

Men den aktive handelspolitik, som Kina påbegyndte i 1990’erne og de økonomiske reformer generelt har skabt vækst og velstand, hvilket med tiden vil skabe en middelklasse, der vil forlange stadig flere rettigheder.

En stærk og stor middelklasse kan næppe tromles ned af tankvogne på den Himmelske Freds Plads, men tværtimod sikre flere juridiske reformer og måske endda ende med at blive garanten for Kinas demokratiske naboer.

Vi kan hjælpe menneskerettighedsforkæmpere ved at supplere handelspolitikken med krav til det socialistiske regime. Kina skal vide, at den frie verden ikke vil acceptere nogen form for krænkelser af den kinesiske befolkning, ligesom vi bestemt heller ikke vil acceptere, at regimet krænker sine demokratiske naboers suverænitet. Hvad enten det er direkte eller indirekte. Økonomisk eller militært.

Kan ikke stå alene

En anerkendelse af Taiwan kan derfor ikke stå alene. Anerkendelsen bør følges op af en aktiv udenrigspolitisk linje over for Beijing, et militært samarbejde mellem Taiwan og NATO, samt en indlemmelse i missilskjoldssamarbejdet.

Andre asiatiske demokratier, der lever op til kriterier svarende til NATOs optagelseskriterier, bør tilbydes samme aftale.

Hvis det er sandt, at Dansk Folkeparti ønsker at tage det første spadestik ved at arbejde for, at Taiwan anerkendes som fuldgyldigt medlem af det internationale samfund, tjener det partiet til ære. Udenrigsminister Per Stig Møller (K) bør lytte til partiet i denne konkrete sag. Det vil tjene hans eftermæle til ære.

Af Kasper Elbjørn

Danmark stiller op, USA melder fra

Modsat Danmark, annoncerede Bush administrationen forleden, at USA for andet år i træk ikke opstiller til valg til FNs nyoprettede Menneskerettighedsråd. Begrundelsen var den simple, at Rådet efter snart et års virke ikke fungerer meget bedre end FNs stærkt udskældte Menneskerettighedskommission, som Rådet afløste.

Begrundelsen støttes af cand.jur. og lektor i internationale menneskerettigheder Jacob Mchangama, der i nyhedsmagasinet Ræson under overskriften ”FN undergraver menneskerettighederne” skriver, at overgangen fra Kommission til Råd kun medførte kosmetiske og teoretiske ændringer snarere end vidtgående reformer, hvilket ellers var målsætningen. Mchangama påpeger i øvrigt i dette engelsksprogede indlæg, at medlemskab af Rådet stadig er åbent for alle FN-stater - også stater, der begår grove krænkelser af menneskerettighederne. Han mener, at Rådet om muligt er endnu mere politiseret, end Kommissionen var det.

Heritage Foundations FN-ekspert, Brett D. Schaefer, har udarbejdet et notat vedr. Rådet, og fastslår tilsvarende, at “…the Human Rights Council has not proven to be an effective instrument in addressing and advancing human rights in its inaugural year. The Bush Administration has made the right decision in not running for a seat on the Council.”

Beslutningen om ikke at opstille til et råd, der ikke fungerer, er bestemt en effektiv måde at markere sin utilfredshed på, men om vi andre står stærkere med et USA, der ikke er medlem af Rådet, og dermed ikke kan præge Rådets beslutninger, er mere tvivlsomt. Udenrigsminister Per Stig Møller (K) udtalte ved annonceringen af Danmarks kandidatur, at hvis Danmark skulle opnå valg, ville man arbejde for, at Rådet bliver ”troværdigt, effektivt og operativt”. Det er der absolut brug for, men spørgsmålet er, om vi kan opnå dette uden USA, og derfor om vi skulle have markeret vores respekt for menneskerettigheder og håndhævet vores menneskerettighedspolitik på linie med USA.

Af Kasper Elbjørn

Kritikken preller af Bush administrationen

Der findes efterhånden ikke en blog eller et medie, der ikke har kritiseret Præsident George W. Bush og hans administration, og jeg har også selv været inde på emnet tidligere her, her og her. Ethvert demokrati skal kunne tåle kritik, men hvis kritkken måske ikke gør så stort indtryk på Bush, er der en god grund.

Kritikken er især gået på, at de offentlige udgifter under Bush er steget voldsomt. Andre har påpeget, at udenrigs- og sikkerhedspolitikken efter terrorangrebet 11. september 2001 har været alt for aggressiv. Det er imidlertid værd at huske, at George W. Bush aldrig lovede at reducere velfærden, men tværtimod kaldte sig ”compassionate conservative” eller velfærdskonservativ. Weekly Standard havde for et stykke tid siden en artikel herom. Endvidere er det nok for tidligt at bedømme den såkaldte Bush-doktrin, som præsidenten lancerede i 2002. Der er da heller ikke præsenteret et reelt alternativ indtil videre.

Bush har altså holdt, hvad han lovede, og det bliver han belønnet for internt hos republikanerne. Det viser en ny meningsmåling fra avisen USA Today. I februar var Bush’s popularitetsmåling på kun 37 pct., men blandt de amerikanere, der er republikanere eller sympatiserer med det Republikanske Parti mente 76 pct., at han stadig gjorde et godt job.

I USA afgøres valget i høj grad af evnen til at mobilisere sine egne vælgere, fordi det kræver en større indsats at stemme, hvilket mange, der ikke er aktive i politik, derfor undlader. Meningsmålingen er derfor langt mere interessant for Bush end alverdens medier og blogs.

Når det er lidt svært for os at forstå værdien af at være populær hos sine egne, kan det hænge sammen med den intense regulering af borgernes liv med CPR-registering i Danmark og udsendelse af valgkort, der gør partivalget til en gavebod for vælgeren, der frit kan krydse på ønskelisten efter sine sociale behov. I Danmark behøver partierne ikke at bekymre sig for sine kernevælgere, men kan koncentrere sig om at kapre stemmer fra andre partier. I USA derimod kan partierne ikke ignorere egne traditionelle vælgere, hvis de vil vinde.

Af Kasper Elbjørn

That Never Works!

Jeb Bush, der er søn af Præsident George H.W. Bush og bror til den nuværende præsident, holdt for nyligt sin første tale efter sine otte år som guvernør i Florida. Han blev kendt som “King Jeb”, da han insisterede på at få gennemført sit borgerlige og ganske markedsliberale valgprogram, og han forlod embedet med popularitetsmålinger på godt over 60 pct.. Derfor er han en mand, republikanerne lytter til i disse dage.

“Most conservatives are republican, which is a good thing. Not all republicans are conservatives. But I’m a proud conservative”, sagde han, og fortsatte med at diskutere, hvad der gik galt ved midtvejsvalget i november.

“I hope that republicans here in Washington and across the country don’t do what is typical when there is a loss like the one that occurred in November and that is to abandon conservatives principles and redefine what it means to be a conservative to be a little less than Democrats. That never works. I don’t know why people always advocate this. Name one time where that has worked on a consistent basis.  It’s important for us to realize that we lost and there was significant reason why that happened. But it isn’t because conservatism was rejected but because we rejected the conservative philosophy in this country. And we should recognize that”.

Herhjemme er vælgerne i generelle, overordnede samfundsspørgsmål blevet gradvist mere borgerlige. Det viste Professor Peter Kurrild-Klitgaards analyse fra marts sidste år. Men politikerne i Folketinget har alligevel foretrukket mere statsstyring og mindre frihed siden valgnederlaget i 1998. Hvis Jeb Bush har ret, er der kun én ting at sige: That never works.

Af Kasper Elbjørn

Hvem er Chao?

Der er næppe mange danskere, der overhovedet har hørt om hende. Men faktisk er Elaine Chao med Donald Rumsfelds afgang før nytår den eneste af Præsident Bush’ ministre, der har siddet, siden han tiltrådte i 2001.

Chao er indvandrer fra Taiwan. Hun kom til USA i begyndelsen af 1960erne kun 8 år gammel, og er tydeligvis indbegrebet af den amerikanske drøm. I 1989 blev hun efter en karriere i banksektoren vicetransportminister. Efterfølgende var hun aktiv i velgørenheder og erhvervslivet samt hos tænketanken Heritage Foundation, inden hun igen blev minister i 2001. 

Traditionelt har beskæftigelsesministeriet i USA fungeret som forbindelseslinien mellem administrationen og fagbevægelsen, men med Chao ændrede det sig. Weekly Standard skriver i seneste nummer, at hun i højere grad så sig selv som ambassadør for hele arbejdsstyrken – både dem der var i fagforening og dem, der ikke var. Dette kan synes helt naturligt, når man tænker på, at den organiserede del af arbejdsstyrken er faldet fra 35 pct. i 1950erne til 12.5 pct. af arbejdsstyrken. Men ingen havde gjort det før hende. Derudover har hun ikke været bange for at gå udenom fagforeningernes hovedorganisation og forhandle direkte med fagforeningerne. 

I skyggen af den udenrigspolitiske dagsorden, der blev dominerende efter angrebet 11. september 2001, moderniserede hun arbejdsmarkedet og skabte større flexibilitet, ligesom hun har arbejdet for at skabe større åbenhed og gennemsigtighed især i forhold til fagforeningernes aftaler og procedurer. I disse dage rejser hun rundt i USA, og fortæller, at det som i dag opfattes som en løngab i virkeligheden er et kompetencegab. Det sker som følge af den debat om minimumslønnen, som er opstået i USA. Problemet med at hæve minimumslønnen er, at man risikerer at holde endnu flere ude af arbejdsmarkedet, der netop mangler kompetencer før, de er deres løn værd. Hertitage Foundation havde for nylig en god artikel herom.

Danske ministre kan lære noget af Elaine Chao. Ikke fordi hun formentlig ender med at blive den eneste minister, der sidder i hele Bush-perioden, men fordi hun har formået at sætte borgerlige fingeraftryk indenfor sit område, og alligevel været loyal overfor sin chef.

Af Kasper Elbjørn

Intet er gratis

Præsident Gerald J. Ford, der døde lige før nytår, vil af eftertiden blive husket som præsidenten, der aldrig blev valgt. Han var ikke en ubetydelig præsident, men han satte sig alligevel aldrig tydelige spor som præsident.

Når Gerald J. Ford alligevel er værd at nævne i dag, er det på grund af dette lille mundheld: »En stat, der er stor nok til at give dig alt hvad du vil have, er en stat, der er stor nok til at tage alt, hvad du har«.

Citatet er nemlig relevant på begge sider af Atlanten den dag i dag.

Højt forbrug

Herhjemme bebudede Mogens Lykketoft (S) i Information 6. januar, at Socialdemokraterne vil øge de offentlige udgifter med knap 2,5 procent om året. Det er endnu mere end under Fogh, som har tilladt en vækst på 1,5 procent i gennemsnit om året siden 2001.

Og George W. Bush er ikke bedre end Lykketoft, når det gælder væksten i den offentlige sektor. Bush er så at sige en god socialdemokrat, når det gælder finanspolitikken. Under Bush er statens udgifter til velfærdsydelser nærmest eksploderet, og Veronique de Rugy, der arbejder for den amerikanske tænketank Heritage Foundation, har påpeget problematikken mange gange. Hun kaldte oprindelig Præsident Bush for den største »forbruger siden Jimmy Carter«, men på det seneste, er hun begyndt at kalde ham den største »forbruger siden Lyndon B. Johnson«. Og det siger ikke så lidt.


Mere mådehold

Ligesom Lyndon B. Johnson har George W. Bush haft flertallet i de to kamre i Kongressen, mens han har været præsident, men det er slut nu for Bush. Det nye flertal i Kongressen kan måske medføre, at der bliver passet lidt bedre på pengene i de sidste to år, Bush er ved magten.

Ikke fordi Demokraterne ikke lider af forbrugsiver, men fordi Bush og Kongressen vil holde hinanden i skak. Den mulighed er der nemlig i USA. Under Bill Clinton havde Republikanerne eksempelvis magten i Kongressen. Dengang var væksten i det offentlige forbrug forholdsvis moderat - ikke mindst fordi præsidenten og Republikanerne holdt hinanden i skak.

Mest til sundhed

Anderledes ser situationen ud i Danmark. Det faste flertal, som den nuværende VK-regering råder over, har accepteret, at regeringen har øget det offentlige forbrug med 31 milliarder kroner i perioden fra regeringsskiftet i 2001 til 2007. Væksten er generelt gået til sundhedsområdet (cirka 12 milliarder kroner), socialområdet, herunder børn og ældre (cirka otte milliarder kroner) og undervisningsområdet (cirka otte milliarder kroner).

Prisen på en endnu større vækst i de offentlige udgifter på eksempelvis 2,5 procent om året er nye velfærdsreformer eller højere skatter. Og her er det, at præsident Fords lille mundheld bliver interessant. Fordi en stat, der er stor nok til at give dig alt, hvad du vil have, også er en stat, der er stor nok til at tage alt, hvad du har.

Intet er gratis, og regningen ligger og venter i den anden ende.

Af Kasper Elbjørn

De fattiges bedste ven

Jens Ringsmose går i Nyhedsavisen den 16. januar i kødet på New York Times-skribenten Nicholas D. Kristofs ironiske forsøg på at rette op på George W. Bush’ eftermæle. Ringsmose skriver, at det hører med til billedet, at Bush har forøget den økonomiske hjælp til Afrika med mere end fire milliarder dollars, ligesom Bush har lovet yderligere en fordobling af hjælpen frem til 2010.

Det er korrekt, at denne mere bløde side af Bush’ udenrigspolitik ikke har kapret mange overskrifter i de europæiske medier. Om det så er noget Bush vil blive husket for i eftertiden er en anden sag.

David Boaz fra Cato Institute skriver i en kommentar, at Afrika i årtier har været den største modtager af ulandshjælp. Alligevel er kontinentet fortsat forarmet og underudviklet. Hidtil er der altså ikke meget, der tyder på, at økonomisk hjælp til Afrika medfører vækst og velstand. Derfor tror jeg ikke, at den enorme forøgelse af Afrikastøtten vil blive husket af eftertiden.

Økonomisk frihed og mere global frihandel ville derimod have hjulpet Afrika ud af fattigdommen, og det hører bestemt med til et nuanceret billede af George W. Bush, at han som præsident kæmpede for større grad af global frihandel lige fra begyndelsen af sin embedsperiode. Fordi som han sagde i sin World Bank-tale i juli 2001: “Those who protest free trade are no friends of the poor”. Desværre har han stået ret alene med ønsket om frihandel.

Af Kasper Elbjørn

Jo mere staten vokser...

Præsident Gerald Ford, der døde lige før nytår, vil af eftertiden blive husket som præsidenten, der aldrig blev valgt. Men i dagene efter hans død kom flere og flere historier frem om hans liv og levned, der beskrev ham som andet end det loyale partimedlem, som først rigtig følte sig hjemme i det Ovale Værelse, da det var for sent. 

Ford var bestemt ikke nogen Barry Goldwater eller Ronald Reagan. Men heller ikke en George W. Bush. Ford plejede at sige: ”A government big enough to give you everything you want, is a government big enough to take from you everything you have”, og citatet er ligeså relevant i dag som tidligere. På begge sider af Atlanten. 

Som jeg tidligere har skrevet, er der under Præsident Bush ikke blevet holdt igen med at øge de offentlige udgifter, og herhjemme kæmper politikerne om, hvem der kan øge de offentlige udgifter mest i fremtiden. Senest har Mogens Lykketoft bebudet, at Socialdemokraterne vil øge de offentlige udgifter med 2,35 pct. om året. Det er endnu mere end VK-regeringen, som har tilladt en vækst på 1,48 pct. i gennemsnit om året siden 2001. 

Overfor dagbladet Børsen påpegede den tidligere overvismand Torben M. Andersen dagen derpå, at Socialdemokraterne så enten må gennemføre reformer eller sætte skatten op for at betale regningen. Og så er vi tilbage til Fords gamle citat. Fordi jo mere staten vokser, jo mindre er der tilbage til os selv.

Af Kasper Elbjørn

Bush Big Spender

Dagen før den 110. kongres skulle samles for første gang, skrev Præsident George W. Bush en kommentar i Wall Street Journal. Præsident Bush’ vision for Amerika er efterhånden velkendt på begge sider af Atlanten. Denne gang var den også velskrevet: 

“I believe that when America is willing to use her influence abroad, the American people are safer and the world is more secure. I believe that wealth does not come from government. It comes from the hard work of America’s workers, entrepreneurs and small businesses. I believe government closest to the people is more responsive and accountable. I believe government plays an important role in helping those who can’t help themselves. Yet we must always remember that when people are hurting, they need a caring person, not a government bureaucracy”. 

Læste man videre, stødte man på endnu en sætning, som man som borgerlig må have svært ved at være uenig i: 

“By balancing the budget through pro-growth economic policies and spending restraint, we are better positioned to tackle the longer term fiscal challenge facing our country”, fortsatte han. 

Det hører imidlertid med til historien, at republikanerne ikke i praksis har levet op til denne målsætning siden 2001. Der har ikke været nogen form for ”spending restraint” under George W. Bush.

Veronique de Rugy, der sidder i CEPOS’ rådgivende komité, har påpeget problematikken mange gange. Hun kaldte oprindelig Præsident Bush for den største ”spender” siden Jimmy Carter, men på det seneste, er hun begyndt at kalde ham den største ”spender” siden Lyndon B. Johnson. Og det siger ikke så lidt. Jeg har fundet et ældre citat af de Rugy, som sætter årene med Bush lidt i perspektiv:

“Like Reagan, Bush has supported a large defense spending build-up. But a stark difference in fiscal philosophies is evident with regard to nondefense spending. While Reagan attacked the “destructive pattern of runaway spending,” as he called it in his second budget, Bush has expanded a wide array of “compassionate” welfare state programs”.

Af Kasper Elbjørn

Texas - et pejlemærke for fremtiden

Der er syv stater i USA, hvor man ikke betaler indkomstskat. En af staterne er Texas. Men Texas er også interessant på mange andre områder. Og udviklingen i den store stat følges tæt i resten af Amerika.

Texas udmærker sig ved at være den mægtigste stat i Amerika. Texas er lidt mindre en Tyrkiet og har et befolkningstal på 22 mio., hvilket er lidt flere end i Australien.

Og så har staten leveret fire præsidenter siden Anden Verdenskrig. Dwight Eisenhower og Lyndon B. Johnson var født i Texas, ligesom George H. W. Bush og den nuværende præsident Bush har stærk tilknytning til Texas. Præsident George W. Bush har endog været guvernør for Texas i otte år.

At staten ikke har indkomstskat betyder ikke, at man får 100 kr. i lommen, når man tjener 100 kr. Indbyggerne i Texas betaler indkomstskat til regeringen i Washington, men modsat andre stater betaler man ikke indkomstskat til regeringen i Texas.

Ejendomsværdiskat

Ifølge et notat fra Cepos har OECD opgjort den gennemsnitlige marginalskat i USA til at være 43 pct. for personer med en indkomst, der er dobbelt så høj som gennemsnitsindkomsten. Denne marginalskat er inklusiv skat til delstaterne. Men i Texas betales der ikke indkomstskat til delstaten. Og det gør det naturligvis mere attraktivt at arbejde i Texas i forhold til så mange andre steder.

Nu er det ikke sådan, at Texas ikke får skatteindtægter af den grund. Ejendomsværdiskatterne er relativt høje i Texas. Kommunerne bestemmer selv skatten, som i 2003 varierede mellem 0,3 pct. og - 1 pct. Ejendomsværdiskatterne udgør næsten halvdelen af Texas' samlede indtægter. Den anden halvdel kommer fra det, som vi - kan kalde moms på fødevarer, medicin, benzin, tobaksvarer mv.

Årsagen til det for danskere besynderlige system er, at der er stor mobilitet i Texas. Det er ikke unormalt, at folk arbejder i staten i to-tre år, og så flytter tilbage til Mexico eller til en anden stat i Amerika. Mange af indbyggerne er derfor ikke villige til at betale for mere langsigtede investeringer såsom store infrastrukturprojekter.

»De vil have det, de kommer for, lige nu,« siger Mike Eastland, der er adm. direktør for rådet for Texas' nordlige regioner, NCTCOG. Mike Eastland mener ikke nødvendigvis, at det er en styrke for Texas, at man har den form for gennemtræk i arbejdsstyrken.

Texas som forbillede

Men situationen reflekterer meget vel måden, vi alle kommer til at leve på i fremtidens globaliserede verden. Derfor ser man på Texas som et forbillede, mener han.

Beskatning af mursten i stedet for arbejde var til debat i Danmark, da Velfærdskommissionen udgav sin rapport i december. Forslaget blev faktisk stillet for at imødekomme de udfordringer, som globaliseringen stiller med stor mobilitet på arbejdsmarkedet og øget konkurrence for at få de bedste hoveder til landet.

Mike Eastland forklarer, at man i Texas ikke har tradition for folkeafstemninger som i andre amerikanske stater. Men meget tyder på, at et forslag om at hæve momsen for at få penge til et øremærket infrastruktur-projekt kunne ende i en folkeafstemning, fordi politikerne heller ikke har tradition for at hæve skatterne uden at spørge vælgerne først. En form for skattestop kunne man nok sige.

Sympati for skattestop

Og netop det danske skattestop møder stor sympati. Gratis velfærdsydelser er ikke populære hos tænketanken National Center for Policy Analysis i Dallas. Devon M. Herrick, ph.d., der har specialiseret sig i sundhedssektoren, peger på, at før præsident Johnsons sundhedsreformer, der introducerede skattebetalt lægehjælp, var sundhedsudgifterne 6 pct. af BNP. I dag udgør de 14 pct. Det er en voldsom stigning, der ikke er holdbar i længden, mener han.

Herrick kan se en tydelig tendens, når han sammenligner normal lægehjælp med skønhedskirurgi, som stort set er den eneste form for lægehjælp, der udelukkende er betalt af folk selv. Selv om antallet af operationer indenfor plastikkirurgi er firedoblet i løbet af de seneste 10 år, er priserne kun steget med 16 pct. Priserne i sundhedssektoren er derimod steget med 47 pct.

Han peger endvidere på, at nye opfindelser og effektiviseringer inden for skønhedskirurgi i de seneste 10 år har medført lavere priser og bedre resultater. Inden for den øvrige sundhedssektor har nye opfindelser og mere viden betydet højere udgifter og længere ventelister.

Opskriften på et bedre, mere effektivt og billigere sundhedssystem er ifølge Herrick brugerbetaling gennem borgerkonti, således at patienterne bliver tvunget til at stille samme krav om billigere og bedre service, som man gør inden for eksempelvis skønhedskirurgi. Hvis man ikke bruger alle pengene på kontoen, beholder man dem til senere i livet, hvor man muligvis har mere brug for dem.

Tankerne fra tænketanken i Texas har - ligesom de mange andre ideer fra den store stat - vundet gehør i Washington. Ikke fordi præsidenten selv kommer fra Texas, men fordi staten på mange måder repræsenterer fremtidens USA. Måske er det også tid, at europæerne begynder at lytte.

Af Kasper Elbjørn