Blog (Tag: deklerk)

Håb er ikke det samme som fred, frihed, demokrati og lige rettigheder

Jeg troede simpelthen ikke på journalisten, der ringede og fortalte mig, at den amerikanske præsident, Barack Obama, havde vundet Nobels fredspris. Jeg havde ikke hørt nyheden, og troede, journalisten fra Deadline tog pis på mig, men kunne efter et stykke tid høre, at han var gravalvorlig. I baggrunden talte Norges tidligere socialdemokratiske statsminister, Thorbjørn Jagland, der i dag er formand for Nobelpris komiteen. Han fortalte, at Præsident Obama havde fået prisen for at skabe håb for en bedre verden.

Når jeg stiller mig temmelig uforstående overfor valget af præsident Obama, er det ikke fordi jeg synes, han har gjort noget galt. Jeg blev overrasket, fordi han intet har gjort, men kun talt om, hvad han vil gøre, og jeg har aldrig hørt tidligere, at man kan få en så prestigefyldt pris alene fordi man har gode intentioner. Det er noget nær ødelæggende for prisen, når man forveksler gode intentioner med resultater.

Det glæder mig derfor, at jeg ikke er den eneste der var overrasket. Nobelprismodtagere som Polens frihedshelt, tidligere præsident Lech Walesa, der fik prisen i 1983 (så vidt jeg husker imens han sad i fængsel), sagde lige ud, at det var ”Allerede? Det er for tidligt”. I weekenden læste jeg så, at tidligere udenrigsminister Uffe Ellemann-Jensen (V), som ellers har været meget (meget mere end jeg) begejstret for Obama også er en smule forundret. De venstreliberale i USA blev også taget på sengen, kunne man læse på diverse blogs. Faktisk syntes de venstreliberale i USA at være de mest chokerede over at Præsident Obama fik prisen, men som Jennifer Rubin (Commentary Magazine) tørt konstaterede, så er det fordi, de stadig tager prisen seriøst.

Jeg må indrømme, at jeg også tager prisen seriøst på trods af, at Reagan ikke fik den sammen med Gorbatjov, og selvom jeg stadig ikke forstår, man gav den til Yassir Aarfat (1994), Jimmi Carter (2002), Al Gore (2007) og nu prisen til Præsident Obama. Når jeg stadig tager den seriøst, er det selvfølgelig fordi den stadig kan gøre en forskel, når den går til den/de rigtige. Tænk på da Muhammad Yunus fik den for at skabe markedsøkonomi, vækst og velstand blandt de aller fattigste. Eller hvem kan glemme, da Mandela og Præsident de Klerk fik den i 1993 efter at have afskaffet apartheid. At se de to stå skulder ved skulder og modtage prisen var da fantastisk! Eller tænk på, da den iranske advokat og menneskerettighedsforkæmper Shirin Ebadi fik den i 2003 20 år efter Walesa for at bekæmpe et ligeså ulækkert regime som Walesa havde gjort det. Dengang sendte Nobelkomitéen endnu engang et helt klart signal til den del af verden, der ønsker fred, frihed, demokrati og lige rettigheder.

Jeg vil også fremhæve en anden, som berettiget har fået prisen indenfor de sidste 25 år: Dalai Lama, der fik den samme år som studenterne på den Himmelske Freds Plads var blevet skudt ned af de kinesiske socialister. Det helt utrolige ved den 14. Dalai Lama er, at han faktisk var en af dem, der lykønskede Obama på trods af, at Obama i denne uge afviste at mødes med Dalai Lama for ikke at fornærme det socialistiske styre i Kina. Præsident Obama insisterede i denne uge - umiddelbart inden han fik Nobelprisen - på at mødes med Kinas diktatorer først og derefter med Dalai Lama. Det skal nævnes, at Præsident George W. Bush insisterede på, at mødes med Dalai Lama lige inden han tog på sit første besøg i Kina. Strategisk klogt? Måske ikke. Men moralsk rigtigt.

Håb er ikke det samme som fred, ligesom fred ikke er alt, hvad vi ønsker at opnå. Vi ønsker en fred, hvor friheden og retfærdigheden sejrer, og prisen er gået til en mand, der har så travlt med at mødes med indsmigre sig hos alverdens diktatorer, at han ikke vil mødes med de kvinder og mænd, som prøver at bekæmpe dem. Lad os – håbe – Nobelpris komiteen får ret. Ikke kun for prisens skyld, men også for verdensfredens skyld.

Af Kasper Elbjørn