Blog (Tag: frihandel)

Europa - ja tak!

Morten Messerschmidt, der er DFs spidskandidat til Europa-parlamentsvalget 7. juni, bruger et billigt trick, når han i Stiften 16. april skriver, at alle unionstilhængerne betragter enhver kritik af EU som en personlig fornærmelse. Det passer simpelthen ikke.

Jeg betragter mig selv 100 procent unionstilhænger. Det er jeg stolt af og ­erkender blankt, at jeg meldte mig ind i Venstre på grund af Venstres tidligere formand Uffe Ellemann-Jensen og hans begejstring for det europæiske. ­Dengang gik det liberale og det europæiske hånd-i-hånd.

Men EU er hverken et ­liberalt eller et socialistisk projekt. EU er, hvad man gør det til, og derfor er jeg kritisk unionstilhænger i dag. Der er ingen tvivl om, at EU trænger til at komme tilbage på rette spor.

EU er desværre blevet en klods om benet på mange danskere. Det skal vi ikke finde os i blot fordi vi er tilhængere af EU.

Mit mål er, at Europa-parlamentet bliver EU’s vagthund. Parlamentet skal sikre, at EU ikke går i ­panik, og indfører love og regler, der skader den ­personlige og økonomiske frihed. Målet er selvfølgelig fred, frihed og frihandel i hele verden, men EU kan gå forrest igen, hvis vi vil.

Messerschmidt vil ikke. Men det vil jeg.

Af Kasper Elbjørn

De forkerte undtagelser

 

Den Europæiske Union leder efter en dagsorden, som europæerne kan forstå, og som europæerne kan forholde sig til. Danmark kan være med til at sætte en ny dagsorden for Unionen, men det kræver, vi igen er fuldt og helt med af det europæiske samarbejde.

EF's Indre Marked udviklede en sammenhængskraft - mellem medlemsstaterne - som Europa aldrig før havde kendt magen til.

Formålet var at fjerne hindringer for den frie bevægelighed for varer, personer, tjenesteydelser og kapital mellem medlemslandene, og strategien virkede. Frihandlen sejrede og det nye EF blev en kanon succes. I 1992 stemte danskerne nej til Maastrichttraktaten.

Maastrichttraktaten indeholdt bestemt nogle elementer, som ikke var hensigtsmæssige - især den social dimension - men da den daværende danske regering skulle forhandle en aftale på plads, så vi kunne fortsætte vores medlemskab af EU, fik vi undtagelser på tre områder, der faktisk var fornuftige nok: Det retlige, det økonomiske og det forsvarspolitiske område.

Mister indflydelse Alle tre undtagelser betyder, at vi dag for dag mister indfl ydelse på udviklingen i Europa.

Praktisk har undtagelserne heldigvis ikke den store betydning. Den retlige undtagelser besværliggør den danske deltagelse i bekæmpelse af grænseoverskridende kriminalitet, men den har heldigvis kun én gang forhindret os i at være med i bekæmpelsen af terror. Det var da Ministerrådet indførte nye funktioner i Schengeninformationssystemet.

Det er én gang for meget, men så er det altså heller ikke værre! Hvorfor ikke være ærlige og sige, at vi ønsker undtagelserne fjernet af politiske årsager.

Ikke af praktiske. Sådan er det også med euroen. Der er ikke rationelle, økonomiske argumenter for at gå ind i eurosamarbejdet, men der er en masse politiske argumenter for at være med.

Værste undtagelse Den værste undtagelse er selvfølgelig forsvarsundtagelsen.

Undtagelsen fra forsvarssamarbejdet betyder, at Danmark ikke kan deltage i planlægning eller udførelse af EU-ledede militære operationer. Dem er der ikke mange af. Ofte er vi til stede som led i FNmissioner eller NATO-missioner.

Derfor kan vi snildt være militært til stede, selvom den økonomiske genopbygning finansieres og udføres af EU. Alligevel har Danmark siden 1993 aktiveret forsvarsundtagelsen 17 gange. Det værste eksempel var i 2004, hvor danske soldater i Bosnien- Hercegovina måtte pakke sammen og rejse hjem, da EU overtog den militære opgave fra NATO.

Danmark må være med til at bære byrden, når udbredelsen af frihed kræver en militær indsats. Forsvarsundtagelsen sender et forkert signal til omverdenen og derfor må forsvarsundtagelsen væk. Jeg mener faktisk, at forsvarsundtagelsen bør stå forrest i rækken af undtagelser, der skal væk.

Hvis vi ønsker, at EU skal arbejde for fred, frihed, vækst og velstand, må vi igen være med fuldt og helt med i samarbejdet. Hvis vi vil undgå, at EU blander sig i alting, og i stedet for at være en klods om benet på danskerne, bliver et håb for fremtiden, må vi af med undtagelserne. For hvem gider at lytte til et medlem, der har det ene ben uden for døren?

Af Kasper Elbjørn