Blog (Tag: haarder)

Det kræver mod

Det kræver mod at sige sin mening, selvom man ved, at et flertal i befolkningen er uenig.

Jeg hører ikke til blandt de største fans af tidligere statsminister Anders Fogh Rasmussen (V), men jeg har stor respekt for den måde, hvorpå han håndterede statsministerembedet, og jeg var enig i hans udenrigspolitiske linje.

Den var rigtig og modig.

Derfor var det godt at se den nuværende udenrigsminister forsvare linjen i går. Jeg var faktisk lidt bange for, at den nye regering også havde taget et opgør med udenrigspolitikken.

Den kultur-liberale
Derimod var jeg ikke altid enig i den indenrigspolitiske linje og økonomiske politik under Anders Fogh Rasmussen.

Da Fogh skulle forklare til Politiken sidste år, hvad han stod for, og hvordan han gerne ville huskes, sagde han, at han var kultur-liberal.

Jeg forstod ikke, hvad det betød dengang, og jeg forstår ikke, hvad det betyder i dag.

Hvis man skal karakterisere den ideologiske kurs 2001-2009, ville jeg nok hælde mere til nationalkonservatisme. Det var sikkert også derfor, at vicestatsminister Bendt Bendtsen (K) aldrig brokkede sig. Han var godt tilfreds med den ideologiske linje.

Stakkels Ulla
Når jeg diskuterer med mine gamle venner hos tænketanken CEPOS, plejer jeg at bruge det argument, at der ikke er noget at sige til, at daværende undervisningsminister Ulla Tørnæs (V) kom i politisk unåde hos regeringschefen, og blev flyttet fra undervisningsministeriet til det dengang farveløse udviklingsministerium.

Hun tiltrådte som undervisningsminister i troen på, at nu skulle der føres liberal undervisningspolitik med fokus på mangfoldighed og valgfrihed.

Men det var ikke det, der stod i drejebogen.

Efter tre år på posten blev hun sendt i udviklingseksil, og i stedet fik Bertel Haarder sit gamle ministerium tilbage. Da han tiltrådte, sagde han, at han var »blevet lidt mere voksen og lidt mere blød og venlig,« men politikken var den samme som i 1980erne.

Det passede både statsministeren og de Konservative godt, da man næppe kan kalde hans undervisningspolitik for liberal. Det skriver jeg, selvom jeg ellers anser ham for at være et liberalt fyrtårn.

De nationalkonservatives sejr
Anders Fogh Rasmussens ideologiske linje passede danskerne godt. Ellers var han ikke blevet valgt tre gange. Hvis nogen vandt kultur- og værdikampen i sidste årti, var det derfor de nationalkonservative. Jeg vil lade historikerne dømme om det var Anders Foghs Rasmussens fortjeneste eller om han blot ramte en ideologisk åre, som han forstod at udnytte.

Den udenrigspolitiske linje under Anders Fogh Rasmussen er jeg til gengæld ikke i tvivl om, at historikerne vil belønne ham for uanset om de er enige eller ej.

Aldrig tidligere har Danmark haft så meget magt og indflydelse som under Fogh.

Den aktivistiske linje blev modigt grundlagt af Uffe Ellemann-Jensen i slutningen af 1980’erne.

Jeg har skrevet et kapitel om »forståelsesbrevet« mellem Ellemann og den Radikale Lone Dybkjær i antologien »20 begivenheder der skabte Danmark«, der afsluttede den såkaldte »fodnoteperiode«, og reelt grundlagde den aktivistiske udenrigspolitik.

Det var ikke en let beslutning – slet ikke for Dybkjær.

Det har heller ikke været let for statsminister Poul Nyrup Rasmussen (S) og forsvarsminister Hans Hækkerup (V) at fortsætte den aktivistiske linje i 1990erne.

Der er ingen tvivl om, at de må have taget mange kampe med en vis finansminister i de år.

Frøene der blev sået af Ellemann, og voksede under Hækkerup, blev imidlertid høstet af Fogh.

Det krævede også mod.

Ingen vidste om danskerne var parate til at påtage sig det ansvar, der følger af aktivistisk udenrigspolitik, hvor man ikke nøjes med at sige al det rigtige, men også tager ansvar, og kæmper for de værdier, man tror på sammen med andre, der bekender sig til samme værdier.

Israel er omgivet af fjender, som vil smide dem i havet
Det viste Fogh, at han ikke var bange for at sige, selvom han var midt i en valgkamp.

»Jeg er enig i, at Israel ikke til punkt og prikke overholder alle FN’s Sikkerhedsråds resolutioner,« sagde Anders Fogh Rasmussen på et valgmøde på Aarhus Universitet i 2005. »Men Israel er ikke ledet af en skruppelløs diktator. Det gør en klar forskel. Og Israel er omgivet af fjender, som vil smide dem i havet. Vi er nødt til at se i øjnene, at der er en særlig historie. Israel er nødt til på en lidt håndfast metode at forsvare sig«.

Jeg er ret sikker på, de fleste danskere faktisk var mere enige i den politik, som oppositionslederen, Mogens Lykketoft (S) repræsenterede, men Fogh stod fast i udenrigspolitikken, og det havde danskerne respekt for.

Jeg selv var enig med Fogh.

En uskøn forening
Derfor er jeg også enig med vores nuværende udenrigsminister, Lene Espersen (K), der torsdag forsvarede regeringens linje overfor Israel efter tre forhenværende udenrigsministre - Uffe Ellemann-Jensen, Mogens Lykketoft og de Radikales Niels Helveg Petersen – i en uskøn forening rettede hård kritik mod Israel.

»Det er helt forkert kun at fokusere på Israels ansvar. Skal der ske fremskridt i konflikten, er opskriften ikke at pålægge den ene part det fulde ansvar. Hvorfor forholder mine tre forgængere sig ikke til Hamas-bevægelsens angreb på Israel, og hvorfor stiller de slet ikke krav til palæstinenserne?,« spurgte Lene Espersen retorisk.

Det letteste for den udskældte minister havde været at tale de tre forgængerne efter munden. Jeg tror faktisk, de er på linje med de fleste danskere.

Det betyder dog ikke, at de har ret.

Det ved i hvert fald Uffe Ellemann-Jensen alt om.

Af Kasper Elbjørn

Den idépolitiske kamp begynder i dag

Pinsen er den kirkelige markering af Helligåndens komme, men Helligånden kom ikke de borgerlige og liberale til hjælp denne pinse.

Tværtimod udstillede aviserne i pinsen modløsheden hos de borgerlige og liberale.

Jeg kan godt forstå modløsheden, men hvis regeringen får sin krisepakke igennem i dag, er der håb forude.

Fordi så begynder den idépolitiske kamp, vi har længtes efter.

Løssluppen udgiftspolitik er ingen nyhed
Modløsheden hos de borgerlige skyldes nemlig ikke det økonomiske morads, vi er havnet i.

Politikens forside søndag om, at Anders Fogh Rasmussens VK-regeringer ikke formåede at holde de offentlige udgifter i ro, er ikke en nyhed for os borgerlige.

De fleste af os har i årevis vidst, at tidligere statsminister Anders Fogh Rasmussen (V) førte en næsten ligeså løssluppen udgiftspolitik som Poul Nyrup Rasmussen (S) gjorde i 1990erne.

Hvis noget er overraskende, er det snarere, at danskerne indtil i søndags troede, at VK-regeringen skar ned, når virkeligheden er, at man nærmest spulede pengene ned i de kommunale kasser og gang på gang lod dem springe budgetterne.

12 minutter eller 730 dage
Årsagen til modløsheden er heller ikke politikernes manglende vilje til at rydde op i økonomien.

Politikerne synes alle - lige fra Socialistisk Folkeparti og Dansk Folkeparti over Socialdemokraterne og Venstre til De Konservative og Liberal Alliance - at erkende, at der er en økonomisk krise, og at vi bliver nødt til at gøre noget ved den.

De forslag, der ligger på bordet, afhjælper ikke de udfordringer, vi står over for i fremtiden.

Højere indkomstskat får ikke folk til at arbejde mere.

Omvendt skal de forslag, jeg har set, nok hjælpe os videre på den korte bane. Ikke at jeg tror krisen kan overstås på 12 minutter, men 730 dage lyder realistisk.

Skattestoppet uden ånd
Politikens spændende nekrolog over skattestoppet i søndags gjorde måske ikke humøret bedre, men det er heller ikke bruddet med skattestoppet, der er årsagen til de borgerlige og liberales modløshed.

De fleste af os kan nemlig huske, at Anders Fogh Rasmussen lovede, at når først skattestoppet var trådt i kraft, ville regeringen omgående arbejde for at sikre egentlige skattelettelser.

Det skulle ske gennem en tre-trins raket:

1. Først nulvækst i den offentlige sektor, hvilket skulle skabe et stigende overskud på budgettet.

2. Dernæst skulle overskuddet bruges til at bringe gælden ned for at få rentebyrden til at falde.

3. Til sidst skulle de sparede renter bruges til skattelettelser.

Det skete bare aldrig.

I stedet fik vi daværende skatteminister Svend Erik Hovmands skattestop, som måske nok forhindrede skatterne i at stige, men aflivede ånden i det oprindelige skattestop ved at tillade væksten i den offentlige sektor at stige med ca. 1,6% i årene under Fogh 2001-2009.

Thorning slår Løkke
Meningsmålingerne er bestemt heller ikke årsagen til modløsheden.

De fleste tror stadig på den gamle skrøne om, at Venstres daværende formand, Uffe Ellemann-Jensen, tabte valget den 11. marts 1998, fordi han var for liberal - eller fordi han blev ramt af hybris fordi han blevet citeret for at sige »den er hjemme« på forsiden af Ekstra Bladet på valgdagen.

Sandheden er, at ingen dansk statsminister har tabt et folketingsvalg på toppen af et økonomisk opsving - udover ved folketingsvalget i januar 1968, hvor danskerne smed det røde kabinet på porten efter kun 14 måneder.

Det underlige var således ikke, at Ellemann ikke vandt, men at Nyrup var lige ved at tabe.

Der skal simpelthen ske et mirakel, hvis ikke statsministeren hedder Helle Thorning-Schmidt efter næste folketingsvalg.

Det underlige i dag er, at den socialistiske blok ikke står stærkere.

Thor, Bertel, Britta og Uffe
Nej, modløsheden skyldes noget helt, helt andet.

Ole Birk Olesen, der er redaktør for nyhedsportalen 180grader.dk, satte ikke bare fingeren på det ømme sted i sin søndagsklumme i Morgenavisen Jyllands-Posten den 23. maj. Hans sylespidse pind kørte rundt i såret på os borgerlig-liberale, som intet andet skriv denne pinse.

Han skrev, at hvis ikke Venstre havde haft ideologisk markante skikkelser som Bertel Haarder, Thor Pedersen og Anders Fogh Rasmussen stående lige bag Uffe Ellemann-Jensen i 1980erne og 1990erne, havde de borgerlig-liberale måske nok stemt borgerligt, men ikke nødvendigvis på Venstre, og helt sikkert ikke med den stolthed, som vi følte i de år.

Og så kom det dræbende stød, som jeg tror, er årsagen til modløsheden hos de borgerlig-liberale:

»Jeg har meget svært ved at forestille mig, at nutidens Venstre, med de personer som er om bord, vil kunne genskabe begejstringen. Kristian Jensen er ingen Uffe Ellemann. Peter Christensen er ingen Anders Fogh Rasmussen. Og Troels Lund Poulsen er ingen Thor Pedersen. Søren Pind kunne godt være sin generations svar på Bertel Haarder, men vil han få lov til at overstråle sine partifæller? Hos de konservative står det endnu sløjere til«.

Jeg kunne sagtens sætte flere navne på.

Man kunne også spørge hvilken kvinde i Venstres folketingsgruppe, der eksempelvis bærer Birthe Rønn Hornbechs retspolitiske fane videre, eller prøver at stoppe udgiftseksplosionen i kommunerne som Britta Schall Holberg, eller kæmper for de virkelig svage som Ester Larsen osv.

Sammenligningen er bare ikke retfærdig.

Problemet er, som tidligere statsminister Poul Schlüter (K) sagde tilbage i 2007, da bogen ”På ret kurs. Et tilbageblik på systemskiftet i 1982” (Peoples Press, 2007) blev lanceret, at al den politiske opmærksomhed her i landet i de seneste år er blevet koncentreret om småting.

»Der mangler altså et stort, ægte stridspunkt, og det må være på det idépolitiske område, at man skal søge den strid. Ellers kan folk ikke se forskel på de borgerlige partier og Socialdemokratiet«.

Desværre var der ingen, der dengang lyttede til den gamle statsmand.

Kamp skal der til
Opsvinget er ovre, og i fremtiden bliver vi nødt til at prioritere.

Der vil simpelthen ikke være råd til, at have 800.000 danskere på offentlige ydelser.

Det vil skabe den idépolitiske kamp, som Schlüter efterlyste.

Tiden er en anden, og kampen vil have et andet udgangspunkt end den, som de gamle Venstre-løver kæmpede.

Derfor er der ikke brug for Thor, Bertel, Britta eller Uffe i dag, og det er alt for tidligt at afskrive Kristian, Troels, PC og Pind.

Jeg har i lang tid troet, at kun Liberal Alliance kunne tvinge dem i kamp, men noget tyder på, at Dansk Folkeparti heller ikke er bange for at drive en reformpolitik frem i stedet for at sætte grænser for reformer.

Egentlig er jeg ligeglad hvem der driver hvad. Så længe der bliver kæmpet!

Det ville da være ærgerligt at tabe valget på intet at have gjort – så kan man ligeså godt tabe det på modige og ansvarlige udmeldinger og beslutninger.

Jeg tror, og jeg håber, den idépolitiske kamp om fremtidens Danmark begynder, når politikerne har bestemt sig for om den økonomiske krise kan løses på 12 minutter eller 730 dage.

Det er muligvis i dag.

Af Kasper Elbjørn

Som Fanden læser Biblen

Claus Sømod, som stillede op til Europa-Parlamentet for Venstre ved sidste parlamentsvalg, har fået andet end morgenkaffen galt i halsen, da han læste Berlingske Søndag. I hvert fald har han læst min kommentar, som Fanden læser Bibelen.

Sømod citerer mig for at skrive, at jeg mener, EU er ved at synke, og det er korrekt, at jeg frygter, hvad der sker, hvis alle liberale gør som Sømod, og helt ukritisk bare sejler videre uden at give socialisterne i EU kamp til stregen.

Venstre har en særlig forpligtelse til at sige sandheden om EU, fordi alle ved, at vi brænder for det europæiske samarbejde.

Sandheden er, at EU hverken et liberalt eller et socialistisk projekt.

EU er, hvad man gør det til.

Når Venstres tidligere formænd, Henning Christophersen og Uffe Ellemann-Jensen, eller EU-parlamentarikere som Bertel Haarder og Eva Kjer Hansen, i sin tid var så begejstrede for det europæiske samarbejde, var det jo netop fordi alt det liberale kom fra EU. EU skabte fred, frihed og frihandel.

Sådan kan det blive igen, og jeg stiller netop op til Parlamentet 7. juni, fordi det liberale og det europæiske igen skal gå hånd i hånd.

Af Kasper Elbjørn

Folkeskolen skal udvikle og dyrke forskelligheden nedefra

Undervisningsminister Bertel Haarder (V) var hurtig til at tage afstand fra Dansk Folkepartis skoleforslag, der havde til hensigt at indføre en form for statsskole. 

Partiet er stærkt utilfreds med styringen af folkeskolen, men problemet ligger formentlig ikke i kommunerne, som ville blive taberne, hvis Dansk Folkeparti fik deres forslag gennemført. Det er snarere Danmarks Lærerforening, der har bundet deres medlemmer på hænder og fødder, så hverken skoleledelse eller kommunerne har mulighed for at forbedre folkeskolen. 

I stedet bør der tilbydes et langt mere varieret skoletilbud end tilfældet er i dag, ligesom det burde være muligt at lokalisere alle særønsker og få en oversigt over skolernes særlige specialer. Cand.mag. Knud Erik Behrens, der leder Køge Private Realskole, talte ved et frokostsymposium sidste år, og han pointerede, at der indenfor privatskoler er tradition for at profilere sig på en bestemt pædagogisk retning eller på et særligt kreativt miljø. Kommunerne bør tilsvarende tydeliggøre skolernes særlige styrker, så elever med kvalifikationer indenfor et specielt felt kan søge den rette skole. Vi får ikke en bedre folkeskole ved at ensrette skolerne oppe fra. Vi skal så at sige udvikle og dyrke forskelligheden nedefra og i henhold til borgernes behov. Folkeskolen skal gøres mangfoldig, flersidig og mangestrenget. 

Hvis staten skal have yderligere indsigt med folkeskolen, hvilket kan være en god idé, bør man fastholde de nationale tests og udbygge den årlige kvalitetsredegørelse. CEPOS har i rapporten ”Folkeskolen med nye øjne” foreslået, at kommunale evalueringsteams skal stå for nationale rapporter, kommunale rapporter og være aktiv medspillere i den løbende kvalitetssikring.

Af Kasper Elbjørn

Kampen om historien

Den konsensus , der opstår om fortiden, præger nutiden for slet ikke at tale om vores visioner for fremtiden. Derfor er der på mange måder tale om reel kulturkamp, når man ønsker at ændre den altdominerende måde at forstå historien på. Der er tale om en konflikt mellem forskellige intellektuelle positioner. En kamp om dansk åndsliv. Den kulturkamp har tænketanken Cepos valgt at blande sig i, og det er der nu kommet en antologi ud af. Antologien udkommer i dag og hedder 20 begivenheder der skabte Danmark.

Danmark er et lille land, og i Danmark har der almindeligvis kun været plads til én opfattelse af historien ad gangen. Det gælder ikke kun i offentligheden, men også blandt fagfolk. Den lærde forskning i historie har i Danmark udviklet sig gennem en række skoler, der hver i sin tid var altdominerende og hver især hævdede at repræsentere den eneste rigtige måde at forstå historien på og dermed den eneste rigtige historie. Indtil 1970'erne havde det i årtier været den radikale Erik Arup og hans elever, der satte dagsordenen. Den stillede bønder, kornpriser og landbrug i centrum som historiens drivende kræfter, mens politik, krige, konger og ikke mindst religion blev reduceret til perifere og forstyrrende fænomener. Arup-skolen mente ligesom de radikale politikere, at religion er noget sludder, og at pacifisme er den eneste fornuftige politiske holdning, mens folk, der mener, at nationen kan og bør forsvare sig mod trusler, er i bedste fald naive og i værste fald provokatører.

På trods af marxisternes indtog på universiteterne i 1970'erne er opfattelsen af historien stadig farvet af den radikale tradition. Selv om den mistede taget på universiteterne, havde den fortsat et godt tag på seminarierne og i skolerne, især da mange opfattede den som en modvægt mod marxismen. Det var den egentlig ikke; den radikale historieopfattelse er med sin tro på landbrugets centrale rolle og sin foragt for nation og religion nærmest en slags marxisme uden det revolutionære had til demokratiet. Især den radikale skole har således dannet den historiske bevidsthed i det sidste halve århundrede. Fra skolerne på universiteterne er måderne at forstå historien på formidlet via lærebøger til elever, der har opfattet de deri udtrykte meninger og stofvalg som naturlige, dækkende og sandfærdige. Således er opfattelser af historien, der i realiteten er bestemt af stærke fordomme, blevet alment accepterede sandheder, der præger samfundet og visionerne for, hvordan Danmark skal udvikle sig.

Den radikale traditions livskraft kommer ikke mindst til udtryk ved, at P. Munchs Verdenshistorie i tre bind stadig bliver brugt i undervisningen, selvom de nærved 100 år gamle.

P. Munch var forsvarsminister under Første Verdenskrig. Han og hans kolleger i den radikale regering holdt muligvis Danmark ude af krigen, men fik til gengæld tilnavnet løgnens og bedrageriets ministerium. Det var ikke uden grund, at den konservative udenrigspolitiker John Christmas Møller fandt på dette tilnavn. Danskerne betalte med deres frihed for ikke at blive inddraget i Første Verdenskrig. Da Stauning dannede regering i 1929, blev P. Munch udenrigsminister og en yderst indflydelsesrig en af slagsen. Få måneder efter Besættelsen i juni 1940 måtte han gå af. Hans neutralitetspolitik havde denne gang lidt alvorligt skibbrud. Danmark var besat, men hans tanker om udenrigspolitik og hans forestillinger om frihed, lighed og fremskridt blev stående i hans historiebøger, som mange, ikke mindst af de generationer, som i dag styrer Danmark, har læst i gymnasietiden.

Tænketanke skal præge samfundsudviklingen, og derfor udgiver Cepos i dag en antologi, der kan medvirke til at bryde det radikale historiemonopol. En antologi, der har til formål at nedbryde tabuer, sætte lys på vinkler i historien, der er blevet glemt, samt gøre op med myter der gennem historieskrivningen har fået lov til at blive stående ubemærket.

Ideen til antologien blev oprindelig affødt af kanondiskussionen, der har verseret i Danmark siden 2004. Debatten begyndte, da daværende undervisningsminister Ulla Tørnæs (V) i september 2004 offentliggjorde en detaljeret læseplan for historiefaget i gymnasiet. En referencegruppe under undervisningsministeren havde udarbejdet en liste med 21 specifikke emner, og listen markerede et brud med den 30 år lange tradition for, at lærerne selv måtte vælge, hvilke emner og perioder de beskæftigede sig med. Listen blev imidlertid lanceret med en påmindelse om, at kanon betyder rettesnor, og at listen var lavet for at få en fælles forståelse for den fælles arv.

Det samme gjaldt undervisningsminister Bertel Haarders historiekanon for folkeskolen. Bertel Haarder (V) mente, at historie var et kulturfag, der krævede overblik og sans for kronologien, og at de kulturbærende fag skulle give de unge et kulturfællesskab, som de kunne tage afsæt i.

Der er ingen tvivl om, at det er vigtigt med overblik og en vis sans for kronologi i lige netop historiefaget, men da historie med ministerens egne ord er et kulturfag, kan man ikke udelukke, at en historiekanon udvikler sig til en facitliste, og dermed bliver et led i den kultur- og værdidebat, der ikke skal udkæmpes af staten, men af befolkningen. En berettiget kritik af ideen om en historiekanon er derfor, at den kan betyde ensretning og meningstyranni, hvilket ethvert frit samfund må vende sig imod. Dertil kommer, at når en kanon bliver lanceret i mere eller mindre officielle fora, risikerer man at centralisere det danske åndsliv, så fremtidige, socialdemokratiske regeringer føler sig kaldet til at afløse en evt. borgerlig kanon med en socialdemokratisk kanon. Den form for statslig indblanding i den danske kultur, skal vi vende os imod.

Bertel Haarders historiekanon kan imidlertid næppe blive anklaget for at være en del af kulturkampen eller udtryk for ensretning og meningstyranni. Tværtimod blev den beskyldt for at være så bred og rummelig, at den næppe i praksis vil få nogen større effekt.

Vi håber, at Bertel Haarders historiekanon vil få den effekt, som den var tiltænkt af ministeren, men vi tror, det er tvivlsomt. Når vi mener det er tvivlsomt, er det fordi, at lærerne frit kan bruge kanonen i den rækkefølge, de ønsker, selvom kanonen blev præsenteret som en kronologisk fortløbende liste. Dermed opnår man ikke det overblik og sans for kronologien, som er kanonens vigtigste argument.

En historiekanon, som Ulla Tørnæs' eller som Bertel Haarders, kan være med til at skærpe interessen for historien. Kanoner kan skabe historisk overblik og sans for kronologien i historien, og de kan skabe fælles forståelse for den fælles arv. Alt sammen er vigtigt. Men de skal ikke bruges i kampen om åndslivet. Den kamp må stå andre steder. Det skal staten ikke blande sig i, men ministre og politikere kan selvfølgelig opfordre til debat og bør blande sig i den, når de har noget at sige.

Den interessante kanon er bygget op af begivenheder, der er delikate for alle parter og strømninger i samfundet, og af begivenheder, der kan siges at have skabt det samfund, der skal lære af den. Den interessante kanon er derfor berettiget i et lille land som Danmark, hvor der kun har været plads til én opfattelse af historien, og hvor mange historiebøger er præget af tabuer, fortielser og myter.

De 20 kapitler i Cepos' nye antologi repræsenterer ikke forfatternes bud på en historiekanon for universitetet, gymnasiet eller folkeskolen. Forfatterne er formentlig ikke engang enige i, om eleverne skal have en kanon eller ej. Antologien indeholder dog personer, begivenheder og analyser, som forfatterne mener, er vigtige, hvis vi skal have en akkurat forståelse af Danmarks udvikling.

Forbilledet i udarbejdelsen har dels været forlaget Gallimards populære historiske bogserie 30 journées qui ont fait la France, hvor rutinerede historikere, skribenter og journalister hver i ét bind ud fra bestemte datoer fortæller om vendepunkter i nationens historie.

Et andet forbillede har været A.D. Jørgensens klassiske Fyrretyve Fortællinger af Fædrelandets Historie . A.D. Jørgensens fortællinger udkom første gang i 1882. Hver gang bogen er blevet genudgivet har den været genstand for en hidsig debat fordi den netop ikke repræsenterede danmarkshistorien, men et bud på danmarkshistorien, ligesom Cepos' antologi.

Vi blander os i kampen om historien fordi vi ønsker en pluralistisk tilgang til danmarkshistorien.

Pluralismen giver ikke noget svar på, hvordan man skal stille sig i en konkret konflikt mellem konkurrerende politiske eller kulturelle synspunkter. Pluralismen opfordrer derimod til, at man selv tager stilling til den givne kamp, konflikt og diskussion. Ligesom der ikke kun findes ét svar på, hvordan det gode samfund skal indrettes, findes der heller ikke kun ét svar på, hvordan historien fortælles.

Vi respekterer , hvis folk er uenige i vores og forfatternes valg af begivenheder til antologien. Det gør vi fordi pluralismen er født af tolerance. Men så må kritikerne komme med et andet og bedre bud på begivenheder, personer og institutioner, der har skabt Danmark på godt og ondt.

Af Kasper Elbjørn

Nyheder fra Venstre