Blog (Tag: obama, Side 2)

80erne genfortalt

Niels Krause Kjær, der ofte gjorde livet surt for mig, da jeg arbejdede for CEPOS, fordi han kritiserede tænketanken for at være for lidt borgerlig og alt for liberal, har en rigtig god blog på Berlingske Tidendes netavis i disse dage. Hans blog er et svar til dem, der tegner et dystert billede af 1980erne. I stedet skriver han, at det var et et flot årti, hvor fundamentet til det moderne og globale samfund blev skabt, og hvor de fleste tog ansvar, som vores bedsteforældres generation havde gjort det. Han roser bl.a. politikerne fra dengang, og det skal han til gengæld selv have ros for, selvom han har en mærkelig bemærkning om, at musikken var dårlig. Det var den bestemt ikke! 

Han skriver bl.a.: “Det er rigtigt, at Den Kolde Krig var en del af debatten. Nogle tog det seriøst og aftjente for eksempel værnepligt som et beskedent bidrag til en mere sikker verden. Andre mente, det skabte mere fred at drage til en ørken i Nevada under parolen ’Next Stop’ og kritisere vennerne. Ved den lejlighed deltog jeg sammen med en håndfuld unge konservative i DR TV’s glade monopol-dage i programmet ’Ugens Gæst’, hvor vi diskuterede med en håndfuld fra ’Next Stop’-bevægelsen - flere af dem var, vidste vi allerede dengang, forklædte ungkommunister. En af pigerne forklarede under udsendelsen, at hun i forbindelse med noget, Ronald Reagan havde sagt, var blevet så bange for atombomben, at hun ikke havde haft menstruation i tre måneder (!). Meget havde vi forberedt os på, inden udsendelsen, men lige netop dét argument havde vi ikke forudset”.

Det er da morsomt!

Da jeg havde grint færdigt, bemærkede jeg, hvor mange der var uenige med ham. En enkelt blogger kalder sågar hans blog for neo-liberal historieskrivning. Jeg ved ikke helt, hvad det betyder, men at kalde Niels Krause for neo-liberal (eller mig for den sags skyld) er måske lige at stramme den. Jeg tror, det må være Niels Krauses anerkendelse af Præsident Ronald Reagans resultater, der er skyld i vreden.

Personligt mener jeg, at Reagan var en af de helt store præsidenter. Det betyder ikke, at jeg vil forsvare alt hvad han gjorde. Eksempelvis hører jeg til dem, der mener, at Reagans præsidentperiode markerer begyndelsen på en trend, som har gældsfinansiering og kreditekspansion som dens varemærke, og altså i sidste ende ledte til finanskrisen sidste år.

Modsat socialister, miljøideologer m.v. tillader jeg mig at være nuanceret i min tilgang til politik. Jeg tror eksempelvis, at Lars Løkke kan blive en fremragende statsminister, men han får det ikke nemt, og naturligvis er jeg ikke enig i alt, hvad han gør og siger. Det samme gælder Reagan, selvom jeg overordnet mener, han var en fantastisk præsident.

Ligesom Bill Clinton og Barack Obama repræsenterede han amerikanernes stræben efter lykke fordi han kom fra ingenting, og nåede det højeste hverv i USA. Han genskabte den amerikanske selvtillid efter Vietnam, Watergate og Carter, ligesom Obama på mange måder har en stor, stor chance for at gøre, men stadig ikke har bevist, at han kan.

I Danmark og resten af verden kan vi takke Reagan for at knække Sovjetunionen. Og det er da skønt, at ingen i dag har uregelmæssig menstruation pga. den Kolde Krig.

Reagans opskrift på at knække Sovjetunionen var oprustning. Ikke mange – slet ikke i Danmark – forstod, hvorfor Reagan netop valgte oprustning som opskriften på at knække det, han kaldte Ondskabens Imperium, men Sovjetunionen havde simpelthen ikke råd til at konkurrere med USA, hvorfor Gorbatjov blev tvunget til at tillade våbenkontrol og indgå nedrustningsaftaler med Reagan. Det var heldigvis for sent. Sovjetunionen brast helt sammen i økonomisk ruin, Jerntæppet forsvandt, Berlin-muren faldt, Baltikum blev frit og de demokratiske og markedsøkonomiske reformer i Østeuropa begyndte.

I 1993 - kun 10 år efter Reagan i marts 1983 havde forudsagt, at kommunismen var “(…) another sad, bizarre chapter in human history whose last pages even now are being written” - indledte de østeuropæiske lande samtaler med EU på baggrund af de såkaldte Københavner-kriterier.

“We did it. We weren’t just marking time. We made a difference. We made the city stronger. We made the city freer, and we left her in good hands. All in all, not bad, not bad at all”, som Reagan sagde i sin afskedstale i 1989.

Af Kasper Elbjørn

Håb er ikke det samme som fred, frihed, demokrati og lige rettigheder

Jeg troede simpelthen ikke på journalisten, der ringede og fortalte mig, at den amerikanske præsident, Barack Obama, havde vundet Nobels fredspris. Jeg havde ikke hørt nyheden, og troede, journalisten fra Deadline tog pis på mig, men kunne efter et stykke tid høre, at han var gravalvorlig. I baggrunden talte Norges tidligere socialdemokratiske statsminister, Thorbjørn Jagland, der i dag er formand for Nobelpris komiteen. Han fortalte, at Præsident Obama havde fået prisen for at skabe håb for en bedre verden.

Når jeg stiller mig temmelig uforstående overfor valget af præsident Obama, er det ikke fordi jeg synes, han har gjort noget galt. Jeg blev overrasket, fordi han intet har gjort, men kun talt om, hvad han vil gøre, og jeg har aldrig hørt tidligere, at man kan få en så prestigefyldt pris alene fordi man har gode intentioner. Det er noget nær ødelæggende for prisen, når man forveksler gode intentioner med resultater.

Det glæder mig derfor, at jeg ikke er den eneste der var overrasket. Nobelprismodtagere som Polens frihedshelt, tidligere præsident Lech Walesa, der fik prisen i 1983 (så vidt jeg husker imens han sad i fængsel), sagde lige ud, at det var ”Allerede? Det er for tidligt”. I weekenden læste jeg så, at tidligere udenrigsminister Uffe Ellemann-Jensen (V), som ellers har været meget (meget mere end jeg) begejstret for Obama også er en smule forundret. De venstreliberale i USA blev også taget på sengen, kunne man læse på diverse blogs. Faktisk syntes de venstreliberale i USA at være de mest chokerede over at Præsident Obama fik prisen, men som Jennifer Rubin (Commentary Magazine) tørt konstaterede, så er det fordi, de stadig tager prisen seriøst.

Jeg må indrømme, at jeg også tager prisen seriøst på trods af, at Reagan ikke fik den sammen med Gorbatjov, og selvom jeg stadig ikke forstår, man gav den til Yassir Aarfat (1994), Jimmi Carter (2002), Al Gore (2007) og nu prisen til Præsident Obama. Når jeg stadig tager den seriøst, er det selvfølgelig fordi den stadig kan gøre en forskel, når den går til den/de rigtige. Tænk på da Muhammad Yunus fik den for at skabe markedsøkonomi, vækst og velstand blandt de aller fattigste. Eller hvem kan glemme, da Mandela og Præsident de Klerk fik den i 1993 efter at have afskaffet apartheid. At se de to stå skulder ved skulder og modtage prisen var da fantastisk! Eller tænk på, da den iranske advokat og menneskerettighedsforkæmper Shirin Ebadi fik den i 2003 20 år efter Walesa for at bekæmpe et ligeså ulækkert regime som Walesa havde gjort det. Dengang sendte Nobelkomitéen endnu engang et helt klart signal til den del af verden, der ønsker fred, frihed, demokrati og lige rettigheder.

Jeg vil også fremhæve en anden, som berettiget har fået prisen indenfor de sidste 25 år: Dalai Lama, der fik den samme år som studenterne på den Himmelske Freds Plads var blevet skudt ned af de kinesiske socialister. Det helt utrolige ved den 14. Dalai Lama er, at han faktisk var en af dem, der lykønskede Obama på trods af, at Obama i denne uge afviste at mødes med Dalai Lama for ikke at fornærme det socialistiske styre i Kina. Præsident Obama insisterede i denne uge - umiddelbart inden han fik Nobelprisen - på at mødes med Kinas diktatorer først og derefter med Dalai Lama. Det skal nævnes, at Præsident George W. Bush insisterede på, at mødes med Dalai Lama lige inden han tog på sit første besøg i Kina. Strategisk klogt? Måske ikke. Men moralsk rigtigt.

Håb er ikke det samme som fred, ligesom fred ikke er alt, hvad vi ønsker at opnå. Vi ønsker en fred, hvor friheden og retfærdigheden sejrer, og prisen er gået til en mand, der har så travlt med at mødes med indsmigre sig hos alverdens diktatorer, at han ikke vil mødes med de kvinder og mænd, som prøver at bekæmpe dem. Lad os – håbe – Nobelpris komiteen får ret. Ikke kun for prisens skyld, men også for verdensfredens skyld.

Af Kasper Elbjørn

Statsministerens åbningstale

Hvis jeg må give dig et godt råd, statsminister, bør du ærligt fortælle, at Anders Foghs regeringer blev så bange for egne holdninger og idealer, at man negligerede områder, som kun en liberal kan rette op på. Ikke mindst sundhedssystemet.

Jeg hører ikke til præsident Barack Obamas største fans, men jeg respekterer hans mod til at sige sin mening. Jeg erkender, præsidentens sundhedsreform er stadig mere upopulær, men det er snarere, fordi amerikanerne er politisk uenige.

I Danmark har vi allerede taget de første skridt mod et mere effektivt sundhedssystem. Imens du selv var sundhedsminister, satte vi patienten før systemet og tog et opgør med inertien i sundhedssystemet ved at tilbyde frit sygehusvalg. Vi fik private sundhedsforsikringer og udvidede patientsikkerhedsordningen. Men der er lang, lang vej igen. Vi mangler den ubehagelige debat om, hvem der skal have førsteret til behandling i fremtiden, og hvem der skal betale hospitalsregningen, når antallet af ældre vokser og lever længere med flere sygdomme til følge.

Socialisternes eneste løsning er højere skatter og mere statslig styring. Udnyt deres rådvildhed. Gør som Obama, sig din mening. Vis danskerne, at du - netop fordi du er liberal - har en bedre, mere menneskelig løsning på fremtidens største udfordring: sundhedssystemet.

Af Kasper Elbjørn

Den amerikanske lære

Velfærdsstaterne i Europa skriger efter fornyelse. Ikke mindst den danske. I USA er debatten om fremtidens velfærdssamfund allerede i gang. Præsident Barack Obama har lanceret en ganske omfangsrig reformdagsorden, der på mange måder er et opgør med den traditionelle amerikanske tilgang til forholdet mellem stat og borger. Det har sat sindene i kog specielt hos det mindretal, der er uenige med præsidenten, og det er et stigende antal amerikanere. Lige netop derfor fortjener den nuværende amerikanske præsident alt mulig ros for at turde tage opgøret med sine modstandere og reformere det amerikanske samfund.

Jeg er ikke enig med præsidenten i alt, hvad han foretager sig, men én ting er sikker: Vi har brug for politikere i Europa, der ligesom præsident Obama tør sætte deres egen dagsorden for fremtidens velfærdssamfund med risiko for at blive upopulære og tabe næste valg.

For nogle år siden besluttede min familie at købe en klassisk ødegård i Hultanäs ca. 40 km fra Växjö i Sverige. Huset ligner lidt et af husene i Astrid Lindgrens »Alle vi børn i Bullerby« eller »Emil fra Lønneberg«, og området kunne også sagtens være taget ud af en af de kendte børnebøger. I år besluttede jeg mig for at holde ferie i Hultanäs, da man slapper rigtig godt af deroppe. Der er intet internet, ingen post eller aviser, og ens BlackBerry virker ikke. Og jeg trængte til at slappe lidt af efter en mindre succesfuld valgkamp, ny stilling og forretningsrejser. Der gik dog ikke mange dage, før jeg havde færdiggjort den bog, jeg havde med hjemmefra, og blev en smule rastløs. Heldigvis fandt jeg en bog i reolen, vi vistnok købte, umiddelbart efter vi havde overtaget huset. Bogen hedder »Nödårsbarn« (Vitterleken, 2006) og er skrevet af en historiker med rødder i området, Bennie Akerfelt.

Jeg kender ikke forfatteren, og at dømme ud fra omslaget er det ikke en bog, man finder på bibliotekerne hverken i Danmark eller Sverige. Men det gør den ikke mindre interessant. Bogen begynder under den store sultkatastrofe i 1868. Mellem den 21. maj og 23. august faldt ikke en eneste dråbe regn i området, hvilket ikke blot ødelagde høsten hos de i forvejen hårdtprøvede bønder, men afstedkom skovbrande, der yderligere pressede de små bygder økonomisk. Da regnen endelig kom, var det for sent. Høsten var ødelagt og en lang, kold vinter ventede forude. De stærkeste emigrerede derfor til USA, og de var med til at opbygge det amerikanske samfund efter den ødelæggende borgerkrig. De svageste emigrerede fra livet selv, som forfatteren skriver. Bogen følger dem, der blev tilbage.

Udover historien om de tragiske skæbner i det smålandske højland kan man læse, hvordan Göteborg Kommune advarede svenskerne om, at det krævede noget helt specielt at emigrere. Opslaget hedder: »Nogle almennyttige råd for udvandrede til Amerika«, og under første punkt står der, at hvis man har det godt i Sverige, bør man blive dér »i stedet for at søge det ukendte«.

Dernæst gør kommunen blandt andet opmærksom på, at alle, der frygter hårdt arbejde, bør blive i Sverige, ligesom man advarer mod at have for høje forhåbninger til det nye liv. Til sidst står der i cirkulæret, at man skal være »nøgtern, ærlig og flittig«. Disse dyder bliver der sat stor pris på, og, som der står, man belønner tilmed denne adfærd i Amerika.

Det bringer mig tilbage til i dag. Kritikerne af præsident Barack Obamas velfærdsreformer mener nemlig, at reformerne vil medføre, at lige netop de værdier, som Göteborg Kommune opridsede i det gamle cirkulære, og som det amerikanske samfund blev bygget på, og gjorde USA til den rigeste nation med den højeste vækst på kloden, vil blive eroderet med reformerne. I disse dage står kampen specielt om sundheds­systemet.

I Danmark har vi allerede taget de første skridt mod et mere effektivt sundheds­system. Vi har sat patienten før systemet og gjort op med inertien i sundhedssystemet ved at tilbyde frit sygehusvalg mellem privathospitaler og offentlige sygehuse, tillade private sundhedsforsikringer og udvide patientsikkerhedsordningen, så den blandt andet omfatter den kommunale sundhedssektor og apotekerne. Vi har stadig lang vej at gå, fordi vi mangler den ubehagelige debat om, hvem der skal have førsteret til behandling i fremtiden, og hvem der skal betale hospitalsregningen, når antallet af ældre vokser og befolkningen som helhed lever længere med deraf flere sygdomme til følge, som forhåbentlig alle kan behandles.

I USA står de med fuldstændig samme problem, samtidig med at man i udbredt grad har haft en sundhedsordning baseret på en frivillig aftale mellem amerikanerne og forsikringsselskaberne, der selvsagt er bekymrede for udgifterne i fremtiden. Det har gjort aftalerne komplicerede og dyre. Præsident Obamas svar har været mere statslig styring. Kritikerne mener, det havde været bedre at lave klarere regler for forsikringsaftalerne i stedet for at tage ansvaret fra befolkningen og indføre mere statsligt bureaukrati.

Aldringen af samfundet har også affødt en debat om det, vi vel ville kalde folkepension. Præsident Obama har foreslået skattefrihed for pensionister med lav indkomst. Det lyder sympatisk, men kritikerne af pensions­reformen har påpeget, at udgifterne vil blive betalt af middelklassen, der har drevet det amerikanske samfund vidt i håbet om at leve den amerikanske drøm. De amerikanske skatteydere vil i forvejen være hårdt prøvede i fremtiden, da statsgælden – der er eksploderet de seneste måneder, og i forvejen var høj – skal betales tilbage. Andre kritikere siger derfor, at der slet ikke er råd til skatteyderbetalt pension i fremtiden, og at skattefrihed for pensionister bør være det eneste gode i fremtiden. I stedet skal det være mere attraktivt at spare op til egen pension, fordi der bliver ikke andet. Endnu en ubehagelig diskussion, der er sund for ethvert samfund, som står ved en skillevej.

Jeg hører ikke til dem, der tror, at præsident Obamas reformideer vil erodere den amerikanske drøm. Den er iboende enhver amerikaner og meget stærkere end staten og politikere. Jeg tror til gengæld, at politik kan ændre meget, og jeg hører bestemt til dem, der mener, at den amerikanske præsident har en ganske anden vision for Amerika end de stædige svenskere, der stod på toget i Hultanäs i 1868. Men den amerikanske drøm består. Ligesom de danske værdier vil bestå, uanset hvilken form for velfærdssamfund vi vælger.

Jeg tror ikke, som socialisterne, at staten er løsningen på vores problemer. Jeg har tværtimod stor tiltro til danskernes egen evne til at løse hverdagens problemer. Min drøm er derfor et samfund, hvor alle er nøgterne, ærlige og flittige, og hvor kommunerne hjælper de svage, der ikke kan arbejde selv, men lader resten være i fred. Jeg ønsker et samfund, hvor ingen frygter hårdt arbejde, men gerne giver en ekstra hånd med efter fyraften eller tager et ekstra år på arbejdsmarkedet, fordi vi ved, det kan betale sig. Et samfund hvor alle har høje forhåbninger til fremtiden og ikke lader sig slå ud af en økonomiske krise, vi selv har været med til at skabe. Et samfund hvor vi værner om den personlige frihed, ejendomsretten og menneskerettighederne og passer på hinanden og samfundsressourcerne. Ikke kun de økonomiske, men også miljøet og energien. Det er min danske drøm.

Jeg ved godt, at mange sikkert ønsker et andet samfund, end jeg her overordnet har beskrevet. Det er kun godt! Og i stedet for at skælde ud på min samfundsvision bør de beskrive deres egen vision og stoppe med at diskutere bogstavskombinationer efter et valg, der formentlig først kommer om to år, true os med at »gå ind ad hoveddøren hos folk« og blande sig i danskernes privatliv, når den offentlige sektor sejler, eller stille forslag om en ny millionærskat, når der stort set ikke er millionærer i Danmark. Kun hvis politikerne fra alle partier – og meningsdannere fra alle leder og kanter – kæmper om at sætte en ny vision for Danmark, får vi samme nyttige værdi- og kulturdebat, som USA er så heldig at have i øjeblikket.

Af Kasper Elbjørn

Økonomisk krisestyring i blinde

Det var en stor nyhed i USA, da vicepræsident Joe Biden forleden indrømmede på TV-stationen ABC, at Obama administrationen havde taget fejl af den økonomiske krise. Nedturen i den amerikanske økonomi er langt værre, end hvad præsident Barack Obama havde regnet med, sagde Biden på vanlig ublu facon.

Historien fik stort set ingen dækning i de danske medier. Udover en note på nogle investorsider, der rapporterede, at oliepriserne herefter gik i selvsving, blev historien let og elegant forbigået af de danske medier. Det er ellers ikke en ubetydelig nyhed for Danmark og resten af verden.

Udtalelsen viser, at administrationen åbenbart har handlet i blinde siden januar, alt imens man har prøvet at stimulere økonomien med milliarder af dollars og dermed bidraget til det gældsmareridt, som kun en meget fantasirig økonom kan se værdien af.

Det er dog langt fra første gang, at politikere går i panik og handler i blinde, når en lang recession er på vej. Mange har draget paralleller mellem den nuværende krise og den Store Depression, der tegnede sig i 1929. Ikke uden grund.

Joe Bidens bekymrende udmelding er endnu et tegn på, at krisen ikke bare er ligeså slem som den Store Depression, men også at politikerne er ved at begå de samme fejl, som man begik dengang.

For nogle uger siden fik jeg en rundtur på et af de traditionsrige amerikanske universiteter, Stanford University, der ligger i Palo Alto ca. 40 minutter i bil fra San Francisco.

Den gamle mand, der med sin bordeauxrøde polo, seler og store solbriller ikke kunne skjule, at han selv var en af de tidligere amerikanske afgangselever fra Stanford, fortalte om universitetets historie med en begejstring og stolthed i stemmen, som selv den mest inkarnerede studerende fra et dansk universitet ikke kan gøre efter.

De danske universiteter er ikke nødvendigvis meget dårligere end de amerikanske, men amerikanerne sætter blot så meget større pris på deres uddannelse, fordi de ved, at ikke bare deres forældre, men også mange andre, frivilligt bidrager til, at de kan gå på universitetet og få den uddannelse, der er altafgørende for, hvordan de klarer sig senere i livet.

Derfor er de stolte af deres uddannelsessted. De lever og ånder for det hele livet, uanset hvor i samfundet de ender.

På rundturen hørte vi ikke bare om familien Stanford, der i sin tid byggede universitetet som et minde om familiens eneste søn. Den gamle mand fortalte også om mange af de andre, der har været bidragsydere gennem årene.

Et højt tårn, der ligesom alle de andre bygninger er beklædt med rødt tegl til minde om den unge Stanford, ligger i midten af universitetsparken.

Det hedder Hoover-tårnet. En af de helt store bidragsydere var nemlig den tidligere præsident Herbert Hoover. Han var selv afgangselev fra Stanford, og donerede store summer til universitetet.

Men det var ikke let for den ellers stolte rundviser at tale om den tidligere præsident. »Hoover var måske ikke god til alt, men han var god ved os«, undskyldte han, og hastede hurtigt videre på rundturen.

Hoover havde været handelsminister i næsten otte år, da han blev præsidentkandidat i 1928, men aldrig kandidat ved et valg. Det hindrede ham dog ikke i let at vinde over Demokraternes Al Smith, som i dag bedst kendes for at have bygget Empire State Building i New York.

Som forfatteren Kevin Baker skriver i juli-nummet af magasinet Harper, blev Hoover betragtet som langt mere begavet, intelligent og bedre uddannet end sine modstandere.

Da den økonomiske krise efter krakket på Wall Street i 1929 begyndte, var tilliden til ham fortsat høj. De fleste var enige om, at Hoover forstod krisens omfang og dybde, og vidste, hvad der skulle gøres for at komme ud af krisen igen. Men amerikanerne blev klogere.

Hoover var modstander af laissez-faire kapitalisme. Han ønskede et samfund baseret på frivillighed, men var stor tilhænger af regulering af markederne, og en af hans første hjælpepakker gik til landbruget.

For at oppuste priserne, opkøbte forbundsstaten landbrugsvarer, ligesom man oprettede kollektive gårde. Amerikanerne havde det svært med overskudsdeling, og meget bedre gik det ikke med en ny institution, som man kaldte »Reconstruction Finance Corporation«, der gennem lånefinansierede tilskud skulle stimulere økonomien.

Historisk set blev det værste tiltag imidlertid taget indenfor det område, han selv havde bestridt som minister, handelspolitikken. Hoover gennemførte en anti-frihandelspolitik, der hævede told- og handelsbarrierer, hvilket startede en handelskrig med de store lande i Europa, der blot gjorde ondt værre.

Hoover tabte som bekendt valget i 1932. Han havde ellers de bedste intentioner, og måske troede han, ligesom alle andre, at han om nogen forstod krisens omfang og dybde, og vidste hvordan den kunne få en ende. I dag ved vi, at han i bedste fald holdt den i ave, i værste fald var med til at eskalere den. Det var derfor, den gamle rundviser på Stanford havde det lidt svært med præsident Hoover, og man kan kun håbe, at det ikke går ligesådan med præsident Obama.

Af Kasper Elbjørn

Forandringens vind

Da jeg besøgte Polen første gang, var det kun ti år siden, at arbejderne i Gdansk begyndte deres oprør mod det kommunistiske styre i Polen og kun to år efter Polens første demokratiske valg. Op gennem 1990erne arrangerede UNESCO i samarbejde med Undervisningsministeriet hver sommer en sprogskole for unge polske studenter. Jeg deltog som undervisningsassistent på sprogskolen i Gorzow i 1991 sammen med 8-9 andre unge og 8-9 folkeskole­lærere. Sprogskolen varede en måneds tid og et af de tydeligste minder, jeg har fra dengang, er, at alle de polske elever, der var på min alder, hørte den gamle heavyrock-ballade Wind of Change.

Gorzow repræsenterer på mange måder Polens ulykkelige historie. Byen blev inddraget i det tyske kejserrige i 1871, og frem til 1945 boede der overvejende tyskere i området, selvom der i begyndelsen af det 20. århundrede var et betydeligt jødisk mindretal. Gorzow blev bombet til ukendelighed i begyndelsen af 1945 inden den tyske hær forlod området.

Den Røde Hær kom til byen den 30. januar 1945, men det, der skulle have været en befrielse, blev snarere noget nær en besættelse, og det blev kommunisterne, der genopbyggede byen, og det kunne man – med al respekt – godt se. Tyskerne, der boede i byen, blev forvist efter Potsdam-konferencen, hvor Gorzow igen blev en del af Polen og blev i stedet befolket af de stakkels polakker, der blev tvangsfjernet fra de områder af Polen, der til gengæld blev overdraget til Sovjetunionen. Sådan behandlede man mennesker på den anden side af Jerntæppet. Ingen frihed. Ingen menneskerettigheder. Ingen ejendomsret.

Alt det havde jeg læst om på forhånd, men jeg havde ikke fantasi til at forestille mig, hvor slemt det egentlig stod til. Gorzow og de omkringliggende småbyer levendegjorde en helt anderledes verden end den, jeg kom fra. Jeg husker, at nogen af polakkerne fortalte, at der altså ikke var så fattigt i de store byer, men en enkelt elev, der var opvokset i Canada, erkendte, at der var stor forskel på, hvordan man levede i Vesten, og hvordan man havde levet på den anden side af Jerntæppet. Men friheden havde de allerede fået tilbage, og den fejrede de hver aften, når de tændte for båndoptageren, og hørte Wind of Change:

The world closing in.

Did you ever think

that we could be so close, like brothers.

The future’s in the air.

I can feel it everywhere,

blowing with the wind of change

Polens frihedskamp begyndte på et skibsværft i Gdansk. En gruppe arbejdere med Lech Walesa i spidsen havde forlangt, at myndighederne anerkendte deres fagforening. Kommunisterne godkendte modvilligt fagforeningen, da strejkerne i Gdansk begyndte at sprede sig til resten af Polen. Strejkerne var ikke oprindelig ment som en egentlig protest mod det socialistiske regime i Polen. Det var snarere et ønske om noget så basalt som retten til at organisere sig. På den anden side af Atlanten havde en tidligere fagforeningsleder netop indtaget det Ovale Værelse. Præsident Ronald Reagan kunne om nogen forstå arbejderes kamp for retten til at organisere sig. Den nye republikanske administration så på begivenhederne med stor beundring og begejstring, men også med en vis frustration over ikke aktivt at kunne opmuntre og støtte arbejderne i Gdansk. I sine erindringer An American Life (1990) skriver Reagan: »Selvom vi ønskede, at polakkerne skulle vide, at vi var bakkede dem op i deres kamp for frihed, var det vigtigt, at vi ikke sendte et forkert signal (som mange siger, USA gjorde under opstandelserne i Ungarn i 1956), hvor de kunne få den opfattelse, at vi ville gribe ind militært for at støtte dem under en revolution«.

I slutningen af året skete det, alle frygtede, at det polske militær greb ind med aktiv støtte fra Sovjetunionen, indførte undtagelsestilstand og arresterede lederne af fagbevægelsen, Solidaritet. Den dramatiske udvikling i Polen fik Reagan til i sin juletale at tage skarp afstand fra urolighederne, ligesom han indførte handelssanktioner, der gjorde alvorligt ondt på den polske økonomi og dermed underminerede styret yderligere. »Denne jul bringer kun en liden glæde til det modige polske folk. De er blevet forrådt af deres egen regering«, sagde Reagan i TV-talen og fortsatte, »Polen har behov for, at dets regering og befolkning arbejder sammen, ikke militær undertrykkelse.« I sin dagbog skrev han om aftenen, at man ikke kunne lade denne revolution mod kommunisterne fejle uden at tilbyde protesterne en hånd, men han vidste også, han var relativ alene med kritikken. Han havde brug for en støtte, som polakkerne stolede på. Derfor skrev han samtidig et personligt brev til Pave Paul Johannes II. »Jeg håber«, stod der, »at du vil være med til at støtte disse sandheder«. Pavens svar er ikke tilgængeligt, men ifølge de amerikanske optegnelser svarede Paven positivt på henvendelsen, og resten er historie, som man siger.

Det er ikke til at vide, hvad præsident Barack Obama skriver i sin dagbog, hvis han overhovedet har en, men sikkert er det, at demonstranterne i Teherans gader ikke har fået samme opbakning fra den amerikanske præsident, som arbejderne i Gdansk fik.

Jeg hører til dem, der ikke umiddelbart var uenig i den nuværende præsidents i bedste fald afdæmpede retorik. Obama-administrationen ønsker tydeligvis ikke at sende et forkert signal til demonstranterne og slet ikke et signal, som det iranske styre kan misbruge. Obama vidste, at det værste der kunne ske, var, at Irans præsident Mahmoud Ahmadinejad fik en undskyldning for at udnævne demonstranterne til at være fjender af staten, købt og betalt af USA, når de i virkeligheden blot har et simpelt ønske om, at deres stemmer bliver talt. Så langt, så godt.

Der er dog en stor forskel på, hvorfor Reagan gjorde, som han gjorde, og hvorfor Obama gør, som han gør. Amerikanerne var populære i Polen, hvilket amerikanerne ikke er i Iran, men Obama kunne have gjort Reagan kunsten efter og fundet en personlighed, der nød samme respekt i Iran, som Paven gjorde i Polen og lade ham eller hende sige det, Obama ikke kunne sige. Det økonomiske våben har Obama også. Hvis Obama fremlagde en plan, der gjorde USA uafhængig af olie fra Mellemøsten, ville oliepriserne falde, og man ville ramme præstestyret der, hvor det gør allermest ondt på alle tyrannier: pengepungen. Jeg frygter, at årsagen er, at Obama på forhånd har opgivet håbet om, at Iran kan forandre sig.

Reagan havde et indædt ønske om, at arbejderne i Gdansk med tiden kunne smide kommunisterne på porten. Obama insisterer derimod på at forhandle med det iranske styre om de nok så vigtige atomvåben. Men spørgsmålet er, om man overhovedet kan og vil forhandle med et styre, der end ikke vil forhandle med sin egen befolkning, men skyder dem ned på åben gade, alt imens resten af verden kan se på Youtube.com, at styret har mistet sin legitimitet.

Jeg skal være den første til at lykønske Obama, hvis forhandlingerne med Iran resulterer i, at de dropper deres atomvåbenprogram, men jeg synes ærlig talt, det er en naiv tanke. Dermed ligner situationen i Iran desværre mere og mere massakren på den Himmelske Freds Plads, ligesom Obamas reaktion til forveksling minder om reaktionen fra præsident George H.W. Bush, der prioriterede stabilitet og sikkerhed over frihed og retfærdighed, da det gjaldt Kina og de kinesiske studenters krav om ytringsfrihed. Massakren på den Himmelske Freds Plads fandt sted den 4. juni 1989 – præcis den dag, hvor Lech Walesa og hans Solidaritets-bevægelse triumferede ved det første frie parlamentsvalg i Polen. Historien viser, at friheden kan sejre, hvis man kæmper for den, og det var årsagen til, at mine gamle sommervenner fra Polen sang med på Wind of Change.

Af Kasper Elbjørn

EU skaber sikkerhed

EU viste i denne uge, at samarbejdet kan andet end at skabe vækst og velstand for de europæiske lande i EU. I disse dage ser vi helt konkret, hvordan det europæiske samarbejde er med til at skabe sikkerhed og tryghed i en situation, hvor frygten for den ny svineinfluenza kan forværre den økonomiske krise, der i forvejen har skabt en håbløs situation for virksomhederne i Europa.

Der er heldigvis kun konstateret få tilfælde af svineinfluenzaen i Europa, men myndighederne skal selvfølgelig være forberedte, hvis influenzaen spreder sig yderligere. På den baggrund opfordrede EU’s sundhedskommissær, Androulla Vassiliou, sundhedsministrene fra de 27 EU-lande til at mødes »hurtigst muligt« for at diskutere de mulige trusler.

Heldigvis har EU allerede en sundhedsstrategi, der især fokuserer på samarbejde og udveksling af viden mellem medlemslandene samt initiativer, som kan sikre en hurtig indsats i tilfælde af smitsomme sygdomme og sundhedstrusler.

EU’s sundhedsstrategi er et godt eksempel på, hvorfor det altid kan betale sig at nedbryde barrierer mellem markeder og mennesker og samarbejde om grænseoverskridende udfordringer.

Præsident Barack Obama sagde det faktisk klart i Berlin allerede i sommeren 2008: »Den største fare for os alle er, hvis vi tillader mure at adskille os«. I disse dage ser vi helt konkret hvorfor.

Af Kasper Elbjørn

Frihandel - Vejen ud af krisen!

Danskerne bakker stadig op om frihandel. 6 ud af 10 danskere ved, at den eneste vej ud af finanskrisen er fred, frihed og frihandel. Det viste en ny undersøgelse foretaget af Analyse Danmark for Ugebrevet A4. Desværre viste undersøgelsen også, at et stigende antal danskere mener, at den nye statsminister, Lars Løkke Rasmussen (V), skal beskytte danske virksomheder mod konkurrence fra udlandet og dermed forhindre den frie konkurrence.

Da den kommende amerikanske præsident, Barack Obama, under sin valgkamp i juni sidste år tog til Europa for at holde sin store tale i Berlin, sagde han noget meget vigtigt, som vakte stor, stor begejstring. Obama sagde, at den største fare for os alle er, hvis vi tillader mure at adskille os. "Der må ikke være en mur mellem gamle allierede på tværs af Atlanten. Der må ikke være mure mellem racer og stammer - indfødte og indvandrere - kristne og muslimer og jøder. Det er disse mure, vi nu må rive ned".

Det var budskabet i Berlin. Og det er jo det helt rigtige budskab at komme med i Europa. Fordi hvis der er noget vi har været gode til i Europa, så er det at rive mure ned. Ikke kun Berlin-mure, men også mure mellem markeder og mennesker, og det er der mere brug for end nogensinde tidligere.Finanskrisen er dybere og mere omfangsrig end nogen kunne forestille sig, og der er ikke noget at sige til, at danskerne bekymrer sig for deres job og familie. Men vejen ud af krisen er ikke at bygge nye mure op. Vejen ud af krisen er at sikre fred, frihed og frihandel i hele verden, men Danmark og resten EU kan gå forrest, hvis vi vil, og det mener jeg, at vi bør.

Af Kasper Elbjørn

The era of small government is back - i Israel!

Imens de danske politikere sloges om et par skatteprocenter, franskmændene og italienerne kæmpede om at være mest protektionistiske, og mens ikke bare resten af de vesteuropæiske lande, men også USA, kastede milliarder af skatteydernes penge efter virksomheder og banker, som måske slet ikke er levedygtige på sigt, havde Israels kommende premierminister, den konservative Benjamin Netanyahu, travlt med at danne regering i Jerusalem.

I Danmark er billedet af Netanyahu entydigt. Han fremstilles som en uforsonlig, nationalistisk politiker. Virkeligheden er naturligvis mere nuanceret. Det er korrekt, at Netanyahu flere gange har sagt, at han ikke vil forhandle om Jerusalem eller trække bosættelserne tilbage fra Vestbredden, men tilføjede sidste torsdag efter hans møde med FN's særlige udsending i Mellemøsten, Tony Blair, at en kommende regering under hans ledelse vil stoppe bosættelserne. Endvidere bekymrer det ham ikke, om Israel er vellidt i Europa, og han mener i øvrigt ikke, at jødiske interesser altid varetages bedst af internationale regler og normer. Ikke mindst er han stærkt kritisk overfor FN på grund af den arabiske verdens stigende indflydelse på FN, herunder ikke mindst FN's Menneskerettighedsråd, en kritik som man også finder i resten af den frie verden ikke mindst på grund af de anti-israelske resolutioner, der gennemtrumfes af organisation for den islamiske konference (OIC).

Men Benjamin Netanyahu er mere og andet end udenrigs- og sikkerhedspolitik. Vi hører bare sjældent om det. Netanyahus kampagne var et ekko af præsident Barack Obamas præsidentkampagne, bedst illustreret af Netanyahus website som til forveksling lignede Obamas. Men også Netanyahus valgslogan var inspireret af Obamas. "Sammen vil vi lykkes", stod der overalt på valgplakaterne i Israel i sidste måned. Noget tyder dog på, at Netanyahus Israel vil lykkes med en anden politik end den, der føres i Obamas Amerika.

Netanyahu har indtil den 3. april til at danne regering. Det i sig selv kan være svært i Israel. Men derudover står landet overfor de samme problemer, som resten af den frie verden. Landet er muligvis allerede i recession og budgetunderskuddet er voksende. Lige nu er Netanyahus finanspolitiske redskab et budget udarbejdet i august. Det rækker næppe langt i denne krise, der i dybde og omfang er værre end noget vi har oplevet tidligere. Israel er en lille åben økonomi ligesom Danmark. På linje med Danmark udgør den israelske eksport over halvdelen af bruttonationalproduktet, men hvor dansk eksport er relativ modstandsdygtig over for økonomiske nedture i andre lande, er Israel hårdt ramt af recessionen i USA og Europa, der udgør henholdsvis 40%, og 35% af eksporten. Det var en af årsagerne til, at over 19.000 mennesker mistede deres job i januar.

Netanyahus opskrift på at få vendt økonomien er ikke ny. Han stod bag det såkaldte økonomiske mirakel i 2001-2005. Dengang fik han på rekordtid - og på trods af Al-Aqsa-intifadaen - vendt økonomien ved hjælp af skattelettelser, og han skabte dermed større vækst, end landet havde oplevet i en hel generation. Ved samtidig at skære ned på de offentlige udgifterne, fik han tillige mindsket Israels budgetunderskud fra 5,1 procent af BNP i 2003 til 1,8 procent af BNP i 2005.

Netanyahus planer denne gang er mere af det samme. Han vil først og fremmest sænke person- og selskabsskatten, liberalisere ejendomsmarkedet, der stadig er præget af Israels socialistiske fortid, og udvide kreditgivningen til virksomheder.

Ligesom i ethvert andet demokrati kan Netanyahu ikke regne med, at hans økonomiske planer ikke vil møde modstand. Efter at forhandlingerne med Arbejderpartiet og det midtersøgende Kadima-parti brød sammen, har Netanyahu forhandlet med valgets sejrherre, Avigdor Liebermans parti, Yisrael Beiteinu. Når det gælder den økonomiske politik ligger Liebermanns parti på linje med Socialistisk Folkeparti, men Lieberman vil formentlig ikke gå efter de økonomiske poster i regeringen. Derimod vil han formentlig insistere på selv at blive udenrigsminister.

En Netanyahu-regering med Lieberman som udenrigsminister vil uden tvivl få EU-diplomaterne og den arabiske verden til at se rødt. Men inden man dømmer Liebermann ude, skal man huske, at det faktisk er på det udenrigspolitiske, at han har sin styrke. Det ved Netanyahu. Liebermann har en ny og anden tilgang til fredsprocessen. Han mener ikke, at den israelsk-palæstinensiske konflikt er den vigtigste årsag til ustabiliteten i Mellemøsten. Han mener heller ikke, at konflikten er territorial, og han tror ikke på, at oprettelsen af en palæstinensisk stat, der bygger på 1967-grænser, vil afslutte konflikten. Han anser konflikten for at være ideologisk, og mener, at en ny opdeling af området netop skal tegnes af ideologiske forskelle. Udover udenrigsministerposten vil Liebermann formentlig gå efter de mere værdipolitiske ministerier, som i Israel omfatter kultur, undervisning, infrastruktur og bolig.

I denne situation vil Netanyahu efter alt at dømme selv påtage sig finansministerposten for netop at have hånd i hanke med økonomien. Det vil så være med en stærk vicefinansminister til at håndtere ministeriet, da Netanyahu får nok at bestille som premierminister. Her nævner de israelske medier, at det kunne blive en af de kronprinser i Likud-partiet, der tilhører Netanyahus liberalistiske fløj. Alternativt vil han udnævne en af de tunge økonomiske drenge i Israel såsom den tidligere chef for nationalbanken Jacob Frenkel, der ikke er politiker, men loyalt kan gennemføre Netanyahus reformer for ham. Alt i alt tegner det godt.

Lederen af Republikanerne i den amerikanske Kongres, John Boehmer, var hård i sin bedømmelse af præsident Barack Obamas tale til nationen forleden. "The era of big government is back," sagde han som en stærk kontrast til præsident Bill Clintons replik tilbage i januar 1996, hvor han i en radiotale erklærede: "The era of big government is over". Noget tyder på, at Benjamin Netanyahu har lyttet mere til Clinton end Obama. Man fristes til at skrive, at "the era of small government is back". Men denne gang i Israel.

Af Kasper Elbjørn

EU kan gå forrest

Man kan godt mærke , at Dan Jørgensen ( S) har siddet nede i Bruxelles de sidste fem år. I mellemtiden er de politiske partier kravlet op fra de traditionelle skyttegrave og ned i et stort hul på midten af dansk politik.

Dermed mister vi en masse alternative løsningsmodeller for vores land, fordi partierne flokkes om midtervælgerne, men det skaber også en masse nye muligheder. En af dem er en skattereform, og oppositionen lige fra De radikale over Socialdemokratiet til Dansk Folkeparti skal have ros for at give regeringen en chance for at lave en større reform.

Dan Jørgensen skriver her i avisen 2/ 2, at der ikke er råd til bedre infrastruktur, hvis danskerne får skattelettelser. Han burde vide bedre. Begge dele kan skabe vækst. Det viste de socialdemokratiske regeringer i 1990' erne, selvom det ud fra en økonomisk betragtning bedre kan betale sig at lette skatten, hvis man skal have gang i økonomien. Derudover er det også mere retfærdigt at give danskerne skattelettelser, så vi selv kan bestemme, hvordan vi vil bruge vores penge. Ligesom det værste vi kan gøre nu, er at hæve skatten.

Jeg er enig med Dan Jørgensen i, at den globale recession, som begynder at tegne sig, er større og værre i omfang end nogensinde tidligere, og at den kun kan løses globalt.

Hvis vi skal løse krisen, må vi arbejde sammen, og det europæiske samarbejde indenfor EU er et godt sted at begynde. Men det kræver et åbent sind på tværs af landegrænser og ideologiske skel.

Problemet er, at Dan Jørgensen allerede har taget det første spadestik ned i en af de gamle ideologiske skyttegrave, som vi må undgå, hvis vi ønsker en fælles løsning, der kan genskabe væksten i Danmark og Europa og resten af verden. I stedet skal vi være åbne for alle løsningsmodeller samtidig med vi værner om vores personlige og økonomiske frihed og arbejder for mere frihandel for at sætte gang i verdensøkonomien igen.

Præsident Obamas bemærkning forleden om, at amerikanerne skal købe amerikanske varer, » Buy american « , er heller ikke den rigtige vej at gå. Protektionisme vil også blot forværre krisen. Frihed og frihandel er derimod vejen frem, og EU kan gå forrest, hvis vi vil.

Af Kasper Elbjørn

Nyheder fra Venstre