Blog (Tag: reagan, Side 2)

Min tale til VU aftenen før præsidentvalget 2008

kaver.jpg

Uanset hvem der vinder valget i nat, så vinder USA. Der er tale om to fremragende kandidater. På hver deres måde repræsenterer de bedste ved USA.

I den amerikanske uafhængighedserklæring skrev Thomas Jefferson, at alle mennesker har visse umistelige rettigheder, heriblandt retten til liv, frihed og stræben efter lykke.

John McCain repræsenterer de første rettigheder i denne sætning. På linie med Abraham Lincoln og Theodore Roosevelt har han gennem hele sit liv kæmpet for menneskers umistelige ret til et liv i frihed.

Barack Obama er indbegrebet af den amerikanske drøm.

Ligesom Ronald Reagan og Bill Clinton repræsenterer han amerikanernes stræben efter lykke.

Begge to vil skabe forandring og forandringen skal genskabe troen på Amerika og på ordene i Uafhængighedserklæringen, som Thomas Jefferson skrev for 232 år siden.

De har samme mål, men vil bruge forskellige midler til at nå målet.

Årsagen til, at jeg er her i dag og stiller op til Europa-Parlamentet er faktisk lidt den samme.

Jeg vil gerne være med til at genskabe troen på det europæiske samarbejde i EU.

Men det kræver, at EU vender tilbage til det, som EU er bedst til, og gør det sammen med USA og resten af den frie verden.

Mine politiske holdninger blev formet tilbage i frihedsåret 1989.

Der skete en masse ting i 89.

Først var der Massakren på den Himmelske Freds Plads i Kina.

Massakren repræsenterede alt, hvad jeg var imod.

Det var socialismen, der udfoldede sig og viste sit sande ansigt, da de kinesiske soldater skød på de studerende, fordi de sagde sandheden om det socialistiske regime i Kina.

Det var ikke den vej, jeg ønskede Vesteuropa skulle gå.

Dengang var Europa stadig delt med en mur ned igennem hele Europa.

Og planøkonomien og den socialistiske statsterror havde vist sig at være et helvede for østeuropæerne.

Vesteuropas nationer var derimod frie og velfungerende demokratiske nationer, der skabte vækst og velstand ved hjælp af markedsøkonomien.

Sammen havde Vesteuropas ledere skabt EFs Indre Marked.

Gennem Indre fællesmarked havde landene udviklet en sammenhængskraft - mellem medlemsstaterne - som Europa ALDRIG før havde kendt magen til.

Årsagen var selvfølgelig, at man afskaffede handelshindringer, og gjorde livet lettere for europæerne.

Det blev lettere at bevæge sig rundt i Europa, og det blev lettere at handle med hinanden.

Frihandlen sejrede over hele Europa.

Og sammenhængskraften i Vesteuropa blev styrket, fordi man gik den liberale vej.

Derfor var jeg aldrig i tvivl om, at EU var en fantastisk platform for et lille land som Danmark i en globaliseret verden.

Det lyder lidt som en kliche, men al det liberale kom fra Bruxelles.

Siden Murens fald, fløjlsrevolutionerne i Østeuropa, Baltikums frihed og Tysklands genforening – har Europa lullet sig i søvn.

Man troede alt var godt.

Det var sket før!

I tiden op til Anden Verdenskrig tog Europas ledere HELLER IKKE de nye trusselstegn alvorligt.

På nær én mand. Det var Winston Churchill.

Og den 19. september 1946 holdt Churchill sin berømte Zürich-tale, hvor han første gang fremførte ideen om en form for ”United States of Europe”.

Churchill begyndte talen med en advarsel om, at han i dag ville tale om Europas tragedie.

Så fremhævede han Europas gunstige vækstvilkår, traditioner og kulturhistorie.

Men så kom opsangen til de unge universitetsstuderende, der lyttede med.

Churchill fordømte de mange gange, hvor meningsløs nationalisme havde gjort en ende på freden og friheden.

Og Churchill opfordrede Europa til en gang for alle at lægge fortiden bag sig.

Her 7 år efter terrorangrebet i New York og Washington, synes jeg, man kan sige, at selvom terrorangrebet var forfærdeligt - kan vi også lære af angrebet.

Lidt ligesom Churchill mente, at vi skulle lære af Anden Verdenskrig.

Der er dog en forskel – fordi jeg synes ikke, EU skal lægge fortiden bag sig. 

Jeg synes, vi skal - tilbage til fremtiden og frihed og frihandel – dét er fremtiden!

Frihed og frihandel –  kan genskabe troen på EU.

Det er også derfor, at jeg er tilhænger af John McCain.

McCain er er gammel mand, men hans budskab er fremtidssikret.

Obama siger han vil tage fra dem, der arbejder hårdest og tjener mest og sprede velstanden.

Men det har vi prøvet i Europa. Ikke mindst her i Danmark.

Resultatet er at Danmark i dag har den mindste vækst i OECD.

McCain vil skabe vækst. Og han vil gøre det gennem frihed og frihandel.

Han ved, at mere protektionisme vil skade USA's samhandel med resten af verden

USA er - ud over EU og Norge - Danmarks vigtigste eksportmarked.

Mere protektionisme vil ramme dansk økonomi hårdt.

Dertil kommer det moralsk forkastelige i at lukke sine grænser med høje toldmure i et misforstået forsøg på at beskytte amerikanske arbejdspladser.

Obama har gjort det til en mærkesag at tale til de amerikanske arbejderes frygt for at miste deres job på grund af globaliseringen.

Det er ikke håbets politik. Det er frygtens politik.

Derfor tror jeg McCain vil være bedst for Danmark og Europa.

Den frie verden må arbejde sammen genskabe troen på Thomas Jeffersons ord i uafhængighedserklæringen om, at alle mennesker har ret til et liv i frihed og ret til at stræbe efter deres egen lykke.

Af

Verden har brug for McCain

På tirsdag skal USA vælge, hvem der skal lede den frie verden de næste fire år. Det er et af de mest interessante præsidentvalg i mange, mange år. Uanset om amerikanerne vælger Demokraternes Barack Obama eller Republikanernes John McCain vil det have stor indflydelse på Danmark og resten af Europa. Målet for dem begge er forandring, men midlerne er forskellige. Og forandring er der brug for efter næsten 20 år med enten en Bush eller en Clinton i Det Hvide Hus. Men det er ikke ligegyldigt, hvilken forandring amerikanerne vælger.

Jeg var en af dem, der satte uret og stod op midt om natten og satte mig i boxershorts foran fjernsynet for at se Barack Obamas taler, da han under primærvalget kæmpede mod Hillary Clinton. Jeg kan godt forstå, at Demokraterne valgte Obama. Obamas evne til at skabe begejstring og hans signaler om, at der var brug for forandring, var inspirerende. Hillary Clinton repræsenterede derimod mere af det samme. Mere Clinton. Mere Bush. Derudover var hun tilhænger af at befri Irak i 2003 og vælte Saddam Husseins styre, hvilket dengang fyldte meget i amerikanernes verdensbillede. Det blev hendes skæbne.

Republikanerne ønskede også forandring. Derfor valgte de John McCain som deres præsidentkandidat. McCain var outsideren, der oprindeligt havde stillet op mod George W. Bush og med en ukuelig intrigritet og stædighed havde fastholdt sine politiske holdninger og stået fast på sine principper gennem hele sin karriere.

Historien om John McCain er betagende og afføder den dybeste respekt. Og her tænker jeg ikke kun på hans politiske karriere.

McCain fulgte familietraditionerne og blev som ung mand optaget i det amerikanske flådeakademi. I sommeren 1967 blev han sendt til Vietnam for at deltage i Vietnamkrigen, og 23. oktober samme år fløj han sit 23. bombetogt over Nordvietnam. Men denne gang gik det galt. Hans fly blev skudt ned af et missil over Hanoi. McCain brækkede begge arme og et ben i styrtet og var nær druknet, da han landede med sin faldskærm. Han blev gennembanket, da de nordvietnamesisiske soldater fandt ham, og blev herefter taget til fange.

Da det kommunistiske styre senere opdagede, at hans far var en berømt amerikansk admiral, tilbød man ham at blive frigivet, men McCain afslog, da han ikke ønskede særlige rettigheder på grund af sin baggrund, ligesom han vidste, hvor meget historien ville skade USAs omdømme, hvis den kom frem. I stedet forblev han fængslet på det frygtede »Hanoi Hilton« indtil krigen stoppede i 1973.

Når jeg i dag - på trods af Barack Obamas inspirerende taler - støtter McCain, er det imidlertid ikke på grund af hans baggrund, men fordi McCain repræsenterer den forandring, som er bedst for Danmark og Europa.

Demokraterne har tradition for at være mere protektionistiske i handelspolitikken end Republikanerne, og Obama hører faktisk til den værste fløj i partiet. Mere protektionisme vil skade USAs samhandel med resten af verden, og da USA - ud over EU og Norge - er Danmarks vigtigste eksportmarked, vil mere protektionisme ramme dansk økonomi hårdt. Dertil kommer det moralsk forkastelige i at lukke sine grænser med høje toldmure i et misforstået forsøg på at beskytte amerikanske arbejdspladser.

Obama har gjort det til en mærkesag at tale til de amerikanske arbejderes frygt for at miste deres job på grund af globaliseringen. Det er ikke håbets politik. Det er frygtens politik, og med udsigten til en global recession har verden hverken brug for Obamas forskrækkede protektionisme eller hans maskerede skatteplan.

Barack Obamas løfte om, at 95 pct. af amerikanerne skal have skattelettelser, lyder bestemt befriende. Tænk, hvis en politiker lovede os det samme! Problemet for Obama er, at amerikanerne er vant til løfter om skattelettelser, der ikke bliver til noget. Den første præsident, George H.W. Bush, sagde stort set det samme. Han lovede faktisk et skattestop, men hævede alligevel skatten. Derfor har amerikanerne brugt de seneste uger til at se Obamas skatteløfte efter i sømmene, og det viser sig, at det, som Obama kalder skattelettelser, blot er omfordeling gennem fradrag og tilskud. Så hellere et skattestop, der holder, fristes man til at sige som dansker.

McCain har bestemt ikke været lige heldig med alle sine forslag til at stoppe finanskrisen. Hans løfte om at hjælpe amerikanerne ud af finanskrisen er velment, men hans plan vil om muligt gøre ondt værre. Han vil lidt groft sagt hjælpe banker, der har misbrugt den overregulering, der har præget finanssektoren, ligesom han vil lade boligejere, der var forsigtige, da de købte deres hus, betale for de boligejere, der tog en chance og købte et hus, de reelt ikke havde råd til. Det er korrekt, at roden til den økonomiske krise skal findes i ejendomsmarkedet, og det er her, man skal tage fat først, men McCains plan vil ikke skabe den ansvarlighed, der er brug for fremover.

McCain synes dog at være kommet til fornuft. Forleden forklarede han, at en bæredygtig økonomi går hånd i hånd med sikkerhed. Det er et ægte budskab om håb og frihed, og vigtigere end nogensinde i en verden, hvor frie, demokratiske stater bliver mere og mere økonomisk afhængige af stater, der hverken er demokratiske, ønsker markedsreformer eller respekterer menneskerettighederne. Måske er det netop dette budskab, der kan redde McCains præsidentkampagne. Det er et troværdigt budskab, fordi McCain om nogen repræsenterer en sikker hånd, når det gælder sikkerhed.

Når vi i dag kan se en ende på borgerkrigen i Irak, er det især John McCains fortjeneste. Da præsident Bush indså, at daværende forsvarsminister Donald Rumsfeld tog fejl, og McCain havde ret i, at man kun kunne slutte borgerkrigen i Irak ved at sende flere tropper til landet, gik Obama mod præsidentens forslag om flere tropper. I dag er fokus selvfølgelig på Afghanistan, og jeg må bare erkende, at jeg har langt større tiltro til McCains dømmekraft i dette vigtige spørgsmål for Danmark og vores soldater. Han har vist, at han ved, hvad han taler om.

Begge kandidater har fremlagt en langt mere progressiv klimapolitik, end man har set før fra amerikanerne. Det er god borgerlig politik at passe på ressourcerne, men McCain har ikke lagt skjul på, at hans energipolitik især skyldes, at han ikke ønsker, at energibehovet overskygger eller overtrumfer kampen for frihed, demokrati, markedsøkonomi og menneskerettigheder. Jeg har dyb respekt for dem, der tror på det bedste i folk og håber på en bedre verden, men jeg er mere tryg ved politikere som McCain, der tør sige tingene ligeud og ønsker at skabe rammerne for en bedre verden med en aktivistisk udenrigspolitik, hvor man - med tidligere præsident Theodore Roosevelts ord - »speak softly but carry a big stick«.

Det er hovedårsagerne til, at jeg modsat mit parti, som er Venstre, håber, at McCain bliver præsident i 2009. Men jeg erkender, at det nok går anderledes. Man skal dog ikke glemme, at det er de små decimaler, der tæller i de sidste dage. Hvis Obama fører med mindre end tre pct. på mandag, kan McCain stadig godt vinde, men hvis Obama fører med mere end ni pct. er det stort set umuligt for McCain at vinde på tirsdag.

Men er det hele så spildt, hvis McCain taber? Nej, McCain har en stor opgave foran sig, selv om han taber. Han skal tilbage i sin gamle rolle som oppositionspolitiker. Ikke kun i forhold til en præsident Obama og hans kommende regering, men også i forhold til den del af det republikanske parti, der ønsker at følge den reaktionære linje, som hans vicepræsidentkandidat Sarah Palin mere eller mindre bevidst er kommet til at repræsentere. Det er ikke den vej, det republikanske parti skal gå. Der er mere end nogensinde behov for et republikansk parti, der viderefører den stolte frihedstradition fra Abraham Lincoln og Theodore Roosevelt over Barry Goldwater til Ronald Reagan. Verden har brug for John McCain.

Af Kasper Elbjørn

De borgerlige principper holder

Da dette er en min sidste arbejdsdag på CEPOS, vil jeg bruge dagens kommentar til at fremhæve en af de amerikanske politikere, som få kender, men som har betydet meget for en af de mest markante og bedste amerikanske præsidenter nogensinde.

Der er tale om Ed Meese. Meese var stabschef, da Ronald Reagan var guvernør i Californien, ligesom han sammen med James Baker og Michael Deaver var en del af den såkaldte trojka, der fik afgørende indflydelse på amerikansk indenrigs- og udenrigspolitik, da Reagan rykkede ind i det Hvide Hus i januar 1981. Meese blev senere justitsminister, og er i dag tilknyttet tænketanken Heritage Foundation. 

Tilbage efter midtvejsvalget holdt Meese et foredrag, hvor han på Goldwater-manér prøvede at genskabe begejstringen hos de borgerlige. 

Han fortalte, at også Ronald Reagan var vant til nederlag. Ja, faktisk blev Reagan republikaner lige inden det værste valg i mands minde. Det var da Barry Goldwater tabte til Lyndon B. Johnson ved præsidentvalget i 1964, der med rette er blevet kaldt a glorius disaster. Nok tabte Goldwater valget katastrofalt stort, men han vandt æren, og pustede ideologisk liv i partiet. Og uden Goldwater, ingen Reagan. 

Budskabet fra Ed Meese var, at vi skal blive ved at kæmpe for den borgerlige humanisme og det liberale frisind. De borgerlige principper holder, men de skal kommunikeres hele tiden, uafbrudt, så flere og flere motiveres og mobiliseres til at arbejde for dem.

Af Kasper Elbjørn

Tillykke, Ronald Reagan

”Det elendige planøkonomiske system kunne ikke sikre både en militær oprustning, der stod mål med Vestens, og en rimelig levestandard for de befolkninger, der takket være de nye kommunikationsmuligheder fik stadigt bedre indblik i, hvordan man levede på den anden side af Jerntæppet. Der blev sat trumf på af en stærk amerikansk politisk ledelse under præsident Ronald Reagan”. 

Sådan skriver en af vore egne stærke ledere, Uffe Ellemann-Jensen, om Ronald Reagan i bogen ”Det lysner i øst” (Gyldendal, 2006). I dag, den 6. februar, har Ronald Reagan fødselsdag. Han ville være fyldt 96 år, og han er værd at fejre, da han er en af de præsidenter, der efterlod sig en bedre verden, end den han overtog, da han blev præsident i 1981. 

Reagans opskrift på at knække Sovjetunionen var oprustning. Ikke mange – slet ikke i Danmark – forstod, hvorfor Reagan netop valgte oprustning som opskriften på at knække det, han kaldte Ondskabens Imperium, men Sovjetunionen havde simpelthen ikke råd til at konkurrere med USA, hvorfor Sovjetunionens leder, Mikhail Gorbatjev, blev tvunget til at tillade våbenkontrol og indgå nedrustningsaftaler med Reagan. Det var heldigvis for sent. Sovjetunionen brast helt sammen i økonomisk ruin, Jerntæppet forsvandt, Berlin-muren faldt, Baltikum blev frit og de demokratiske og markedsøkonomiske reformer i Østeuropa begyndte. 

I 1993 - kun 10 år efter Reagan i marts 1983 havde forudsagt, at kommunismen var ”(…) another sad, bizarre chapter in human history whose last pages even now are being written” - indledte de østeuropæiske lande samtaler med EU på baggrund af de såkaldte Københavner-kriterier. 

I dag er de fleste af de østeuropæiske lande, der var underlagt lederne i Kreml, frie demokratier, medlemmer af EU og NATO, og de ved, hvem de skal takke for deres frihed. Det så man for nyligt, da en ung toppolitiker fra Tjekkiet, en af Prags borgmestre, Tomas Chalupa, fortalte, at Prag ville bygge et mindesmærke for Ronald Reagan. Begrundelsen for mindesmærket var enkel: ”Reagan (…) defeated Communism”. 

Tillykke, Ronald Reagan.

Af Kasper Elbjørn

Bush Big Spender

Dagen før den 110. kongres skulle samles for første gang, skrev Præsident George W. Bush en kommentar i Wall Street Journal. Præsident Bush’ vision for Amerika er efterhånden velkendt på begge sider af Atlanten. Denne gang var den også velskrevet: 

“I believe that when America is willing to use her influence abroad, the American people are safer and the world is more secure. I believe that wealth does not come from government. It comes from the hard work of America’s workers, entrepreneurs and small businesses. I believe government closest to the people is more responsive and accountable. I believe government plays an important role in helping those who can’t help themselves. Yet we must always remember that when people are hurting, they need a caring person, not a government bureaucracy”. 

Læste man videre, stødte man på endnu en sætning, som man som borgerlig må have svært ved at være uenig i: 

“By balancing the budget through pro-growth economic policies and spending restraint, we are better positioned to tackle the longer term fiscal challenge facing our country”, fortsatte han. 

Det hører imidlertid med til historien, at republikanerne ikke i praksis har levet op til denne målsætning siden 2001. Der har ikke været nogen form for ”spending restraint” under George W. Bush.

Veronique de Rugy, der sidder i CEPOS’ rådgivende komité, har påpeget problematikken mange gange. Hun kaldte oprindelig Præsident Bush for den største ”spender” siden Jimmy Carter, men på det seneste, er hun begyndt at kalde ham den største ”spender” siden Lyndon B. Johnson. Og det siger ikke så lidt. Jeg har fundet et ældre citat af de Rugy, som sætter årene med Bush lidt i perspektiv:

“Like Reagan, Bush has supported a large defense spending build-up. But a stark difference in fiscal philosophies is evident with regard to nondefense spending. While Reagan attacked the “destructive pattern of runaway spending,” as he called it in his second budget, Bush has expanded a wide array of “compassionate” welfare state programs”.

Af Kasper Elbjørn

Blandt høge og duer

Der er næsten fuldt hus, da vi når frem til den populære Hawk and Dove-bar på Pennsylvania Avenue.

Præsident George W. Bush skal holde sin årlige State of the Union-tale til nationen. Sammen med 14 andre europæere er jeg på rejse gennem USA inviteret af det amerikanske udenrigsministerium. Vi er i Washington, og herefter går rejsen til det rigtige Amerika langt fra forskere, journalister og europæiske korrespondenter.

Mange har set frem til Præsident Bushs tale til nationen med stor spænding, da Bush ligger meget lavt i meningsmålingerne. Ifølge en ny meningsmåling foretaget af Gallup for CNN og avisen USA Today ser et flertal af amerikanerne ham stadig som en stærk og respektabel leder, men omvendt synes over halvdelen ikke, at hans præsidentperiode har været succesfuld. Snarere tværtimod.

På Pew Reasearch Center, der er et uafhængigt meningsmålingsinstitut i Washington, anskueliggjorde Carroll Doherty situationen ved at sammenligne med de få andre præsidenter, der har siddet to valgperioder.

»Bush ikke er en Nixon, men han er absolut heller ikke en Reagan eller Clinton, der begge lå betydeligt højere i meningsmålingerne på dette tidspunkt i anden valgperiode, « sagde Carroll Doherty.

Præsident Bushs tale til nationen denne aften er derfor ikke uvæsentlig. Talen er måske ikke hans vigtigste tale nogensinde, men den forventes at indeholde spændende reformudspil, der kan sætte en ny dagsorden for hans anden valgperiode.

Plan for de syge

Ikke mindst forventes et udspil inden for sygesektoren. Ligesom i de fleste andre vestlige lande trænger helsesektoren til samme grundige eftersyn, som Bush allerede har givet pensionssystemet. Problemet er, at hans pensionsreform ikke er speciel populær endnu. Mange gætter dog på, at Bush alligevel har en plan for sygesektoren. Han plejer nemlig ikke at lade sig skræmme af dårlige meningsmålinger.

Inde på Haw and Dove står høgene, de røde, bedre kendt som republikanerne i det ene lokale i baren. Duerne, de blå, altså demokraterne har samlet sig i et andet lokale i baren.

Det politiske landskab

Mine rejsekammerater er allerede begyndt at placere sig i det politiske landskab. Jeg har egentlig mest lyst til at blive inde hos republikanerne, men der er så lidt plads, at man umuligt kan presse sig frem i mængden og bestille en øl og en burger. Jeg besinder mig derfor og går videre ind til de blå.

De blå bryder sig tydeligvis ikke om Bush. Men det er måske også noget af det eneste, demokraterne er enige om i disse dage. Man kan sige, som Carroll Doherty gjorde det tidligere på dagen, at det eneste, der samler demokraterne i øjeblikket, er hadet til Bush.

Edward Gresser, der er cheføkonom for tænketanken PPI, er helt enig.

»I øjeblikket har hver eneste demokrat i repræsentanternes hus, hver senator og hver en demokratisk guvernør en udlægning af, hvad demokraternes politik er,« sagde Gresser.

Det er formentlig også derfor, at tilråbene fra de øldrikkende demokrater er både positive og negative, da talen går i gang. Ja, der er endog flere bifald undervejs. Ikke mindst da Bush begynder at tale om reformer af sygesikring, synes alle enige om, at Bush har ret i, at der skal ske noget. Alle ved, at den store babyboom-generation skaber store problemer i fremtiden. Ikke mindst inden for hospitalssektoren.

Enigheden stopper dog, da snakken går på, hvilken vej man skal gå.

Store spørgsmål

Skal man gennem skattefradrag skabe incitamenter, der sikrer, at amerikanerne helt af sig selv tegner sygesikring, og altså bibeholde det effektive private system? Eller skal man tvinge virksomhederne til igen at betale for sygesikring? Eller skal man gå en helt tredje vej og nationalisere systemet?

Og hvis man nationaliserer systemet, lader staten betale for læger og sygeplejersker og derefter sætter skatten op - hvordan undgår man i så fald, at udgifterne løber løbsk?

Det sidste er i følge PPIs cheføkonom demokraternes største udfordring.

Vi kender problemet fra Danmark. I Danmark vokser antallet af personer over 65 år med 400.000 frem til 2040 samtidig med, at antallet af personer i den erhvervsaktive alder falder med 350.000 personer. Det trækker i retning af højere skattetryk, medmindre der gennemføres reformer, inden babyboom-generationen går på pension og bliver gamle og syge.

Pew Research Center har opgjort en liste over de største udfordringer, USA står over for i dag. Amerikanerne prioriterer først og fremmest forsvar mod terrorisme og økonomien. Men herefter kommer uddannelse samt sikring af kontanthjælpen og fremtidens hospitalssektor.

Bush nævner selv problemet i talen til nationen. Et af de største tilråb i aften på Hawk and Dove kommer faktisk, da Bush siger, at de første af i alt 78 millioner baby-boomere i år runder 60 år.

»Og de inkluderer to af min fars yndlingsdrenge - mig selv og præsident Clinton,« siger han. Baren går nærmest i selvsving. Der skåles og grines. På begge sider. Hos både de røde og de blå. Høgene og duerne. Tilskuerne i baren klapper endda, da Bush foreslår, at der nedsættes en (velfærds-)kommission, der skal undersøge, hvad det vil kræve af samfundet, når hele denne babyboom-generation går på pension.

Læren fra Danmark

Som de eneste to lande er Finland og Danmark repræsenteret med to deltagere på denne tur gennem Amerika, der netop er begyndt. Og vi to danskere kigger lidt på hinanden, da Bush har præsenteret sit forslag. Noget tyder på, at Bush har lært af Danmark. Ingen reformer. Men en kommission, som forhåbentlig en dag vil anbefale reformer, der herefter kan gennemføres af både de røde og de blå. Nu venter amerikanerne også.

Af Kasper Elbjørn

Forsøg på historieomskrivning

Tidligere forsvars- og udenrigsminister Kjeld Olesen påstår i JP 13/11, at han og Socialdemokratiet virkelig mente den fodnotepolitik, der besværliggjorde Danmarks engagement i NATO i 1980'erne. Men hvorfor støttede Olesen NATO's dobbeltbeslutning uden så meget som en enkelt fodnote, da partiet var i regering? Historien er jo, at den daværende socialdemokratiske regering, hvori Olesen var udenrigsminister, støttede kansler Helmut Schmidts ide om en dobbeltbeslutning. Helmut Schmidt forstod modsat så mange andre, at man blev nødt til at forhandle med Sovjetunionen udfra en styrkens position, og dobbeltbeslutningen gik ud på at opruste samtidig med, at man forhandlede. Dengang vidste man ikke, at beslutningen ville markere begyndelsen på afslutningen af Den Kolde Krig, men heldigvis bakkede den socialdemokratiske regering op om dobbeltbeslutningen sammen med vores partnere i NATO.

Afgørende element

S-regeringen forpligtede helt naturligt Danmark til at deltage i finansieringen af oprustningen, som jo var et afgørende element i beslutningen. Opbakningen varede imidlertid kun, til S kom i opposition i september 1982. Nu havde man den helt modsatte holdning til dobbeltbeslutningen. Olesen og regeringen havde ikke behøvet helhjertet at støtte dobbeltbeslutningen og finansieringen heraf. Danmark kunne sagtens have fået en fodnote, ligesom vi fik, da Olesen og hans partikammerater var gået af. Det er et ynkeligt forsøg på at omskrive historien, når Olesen over for JP 13/11 påstår, at S's motiv ændrede sig i 1982. Årsagen til den nye holdning til NATO skulle efter sigende være, at Ronald Reagan var blevet præsident. Påstanden er grotesk. Intet havde ændret sig i 1982, andet end at S var i opposition. Reagan vandt præsidentvalget i 1980 og blev indsat i januar 1981, ikke i september 1982, men der skulle altså gå 19 måneder, før S var uenig med ham.

Tydeligt sprog

Reagan symboliserede dengang som nu den aktive modstand mod Sovjetunionen, og han kan med rette tage æren for afslutningen på Den Kolde Krig, men Kjeld Olesen har da sovet i timen, hvis han tror, at Reagans strategi over for Sovjetunionen var en nyskabelse. Jeg er sikker på, at Reagan gerne ville have taget æren for dobbeltbeslutningen, men Helmut Schmidt havde allerede leget med tanken så tidligt som i 1977, og Danmark havde støttet principperne uden fodnoter. Historien taler sit tydelige sprog. Og det gør Kjeld Olesen desværre også.

Af Kasper Elbjørn

Præsidenten fører

George W. Bush fører nu for første gang i år over demokraternes John Kerry. Det viser en meningsmåling foretaget af Los Angeles Times. Man skulle tro, det var en nyhed, de danske medier ville kaste sig over. Men når det går godt for Bush og skidt for Kerry, er det lige pludselig ikke så interessant at rapportere fra den amerikanske valgkamp. Årsagen til at præsidenten har taget føringen, kan til en vis grad findes i de seneste ugers reklamer, som kritiserede Kerry's soldatertid i Vietnam og efterfølgende modstand mod Vietnamkrigen. Den ene af reklamerne har imidlertid vist sig at være direkte løgn, imens den anden, der kritiserede Kerry for at have kaldt sine soldaterkammerater for krigsforbrydere i en høring i senatet i 1971, principielt havde sin rigtighed. Den historie har vi alle hørt. Og hvis de danske korrespondenter besinder sig og rapporterer om den bemærkelsesværdige meningsmåling, vil vi efter alt at dømme også blive fortalt, at republikanerne ikke skal glæde sig for tidligt.

Vietnam-veteranerne

Vi vil formentlig blive tudet ørerne fulde om, at præsidentens folk muligvis har meget nære forbindelser til Vietnam-veteranerne, der indsatte reklamerne, og at reklamerne derfor vil ramme Republikanerne som en boomerang. Den sædvanlige klagesang. Historien er dog ikke så enkel. Kerry viste således svaghedstegn allerede efter Demokraternes konvent. Ikke mindst Kerrys tale blev ellers skamrost af medierne. I Danmark var hans tale ligefrem forsidehistorie. Men lige lidt hjalp det, selvom et parti normalt stiger med ca. 10 procent. point efter et veltilrettelagt konvent. Det gik nærmest lige modsat. I de mest positive meningsmålinger gik Kerry frem med 3 procentpoint. I andre var Kerry ligefrem gået tilbage. I Washington tumler man stadig med udfaldet. Journalisterne har røde ører, og forskerne hiver sig i håret. Ikke siden 1972 er et parti gået tilbage efter et konvent. Og 1972 skræmmer naturligvis. I 1972 tabte Demokraternes George McGovern som bekendt stort til Præsident Nixon. Hørte journalisterne, hvad man ville høre, eller hørte amerikanerne bare ikke det samme som journalisterne? Svaret burde give grund til eftertænksomhed. Også i de danske medier. Ikke mindst når man så tydeligt favoriserer den demokratiske kandidat over den siddende republikanske kandidat. Valget i USA er ikke afgjort trods den seneste meningsmåling. Historisk er meningsmålingerne i begyndelsen af september dog et ret sikkert pejlemærke. Kun en gang er det ikke gået som meningsmålingerne forudsagde i begyndelsen af september. Det var i 1980, hvor Jimmy Carter og Ronald Reagan havde lige stor tilslutning i september, men hvor Reagan alligevel vandt en jordskredssejr.

Af Kasper Elbjørn

Fuldblodskommunisten

GERT PETERSEN beskylder i JP 10/6 Søren Pind for at tilsvine Sovjetunionens sidste leder, Mikhail Gorbatjov. Og jeg vil give Gert Petersen ret i, at det er usædvanligt, at man i Vesten taler eller skriver nedsættende om Gorbatjov. Historien har det med at dømme Gorbatjov for hans sympatiske væsen og ikke hans gerninger. Faktum er, at Gorbatjov var fuldblodskommunist og for enhver pris ønskede, at det sovjetiske rædselsimperium skulle bestå. Gorbatjovs strategi var at sikre Vestens støtte til Sovjetunionen gennem reformer og åbenhed.

Sidste blodige træk

Derfor er det korrekt, når Gert Petersen skriver, at Gorbatjov var den, der trak hæren ud af Afghanistan, gav Andrej Sakharov og andre dissidenter deres fulde frihed, standsede alle støjsendere, gennemførte valg, der ikke var frie som vores, men dog alligevel en nyskabelse i regimet, han præsiderede. Men man må ikke glemme, at hele strategien med hans åbenhed og reformer var at sikre Sovjetunionens overlevelse. Gert Petersen glemmer rædslerne i de tre baltiske lande i januar 1991, når han skriver, at Gorbatjov uden sværdslag accepterede sovjetimperiets fald, da folkeflertallet ønskede det. Det er simpelthen ikke sandt. I ly af mediernes ensidige fokus på Irak og den første golfkrig, invaderede den røde hær Letland og Litauen den 8. januar 1991. De tre baltiske lande havde længe ønsket deres frihed, og i foråret 1990 havde de med næsten enstemmighed valgt selvstændigheden efter næsten 50 års besættelse. Sovjetunionen vidste, at USA og NATO-landene havde brug for sovjetternes støtte i koalitionen mod Irak og var klar over, at USA ville have svært ved at bryde koalitionen for at sikre Baltikums selvstændighed. Det var Sovjetunionens sidste blodige træk. Og enhver med Gert Petersens kendskab til Sovjetunionen ved, at et sådan træk ikke sker uden lederens godkendelse. Der er ikke noget at sige til, at Gorbatjov ikke er populær i Estland, Letland og Litauen. Nobelkomiteens hædersbevisning til Gorbatjov vidner desuden om, hvordan verden så sent i historien som 1991 stadig vendte det blinde øje til vores baltiske venner på den anden side af Østersøen. Først da den russiske præsident, Boris Jeltsin, fik magt, som han havde agt, i august 1991, fik de tre baltiske lande, og med dem mange flere besatte områder, deres frihed tilbage. På det tidspunkt var Gorbatjov heldigvis blot et levn fra tider, som de fleste helst ville glemme.

Flankeret af Reagan

Modsat Gert Petersen er jeg derfor enig med Søren Pind i, at Gorbatjov ikke havde fortjent Nobels fredspris. I hvert fald burde han have været flankeret af præsident Ronald Reagan, der havde lige så stor indflydelse på afslutningen på Den Kolde Krig som Gorbatjov. Reagans motiver var blot så meget mere ædle end Gorbatjovs motiver. Gorbatjovs strategi slog fejl, fordi statsledere som præsident Reagan ikke ubetinget ville støtte regimer som det sovjetiske. Det glemte Nobelkomiteen. Men det bør historien ikke glemme med frygt for at blive beskyldt for tilsvining

Af Kasper Elbjørn