Blog (Tag: usa, Side 2)

Opgør med fodnoterne

Med den tilspidsede situation i Afghanistan og den fortsatte krise i Irak er den aktivistiske danske udenrigspolitik og Danmarks tætte sikkerhedspolitiske samarbejde med USA endnu engang til debat. Imidlertid synes der at være en bemærkelsesværdig enighed om grundlaget for den aktivistiske danske udenrigspolitik.

I dag stiller ingen af de toneangivende politiske aktører spørgsmålstegn ved en fortsat aktivistisk udenrigspolitik, og selv regeringens tætte samarbejde med USA er bredt accepteret.

I vidt omfang er linien da også en videreførelse af den tidligere SR-regerings politik. Både aktivisme og atlantisme er blevet centrale elementer i dansk udenrigspolitik, og debatten handler ikke om, hvorvidt aktivisme og atlantisme skal være grundpillerne i politikken, men hvordan de skal være det.

Danmarks udenrigspolitiske aktivisme blev først formuleret i det såkaldte "forståelsesbrev" forfattet af daværende udenrigsminister Uffe Ellemann-Jensen og Det Radikale Venstres udenrigspolitiske ordfører Lone Dybkjær i juni 1988.

Det sigtede mod "...at sikre et solidt grundlag for en aktiv dansk udenrigs- og sikkerhedspolitik, som muliggør et positivt dansk bidrag til afspænding og nedrustning samtidig med, at hensynet til dansk sikkerhed varetages...".

Brevet blev startskuddet til et opgør med den traditionelt passive og reaktive danske udenrigspolitik og ikke mindst med den politik, der mellem 1982 og 1988 pålagde den borgerlige regering at fremsætte fodnoter til de fælles NATO-beslutninger og dermed sendte Danmark ud på kanten af det acceptable for et NATO-medlem.

Fodnotepolitikken udgjorde en betragtelig skærpelse af den traditionelle forbeholdne position, som Danmark indtog i forholdet til NATO. Fodnoterne ændrede omverdenens opfattelse af Danmark som et land solidt plantet i NATO.

Imidlertid var Uffe Ellemann-Jensen en meget skarp kritiker af det sikkerhedspolitiske flertal og dets dagsordener, og hans holdning var velkendt hos vores allierede, hvilket formentlig har hjulpet på stemningen, når en fodnote blev skrevet ind i de fælles NATO-beslutninger.

Derfor kan man med rette sige, at selv om fodnoterne tærede på Danmarks goodwill og på længere sigt udgjorde en potentiel risiko for vores frihed og demokrati, så gik Danmark alligevel ud af fodnoteperioden uden for alvor at have mere end ridser i omdømmet hos USA og resten af den frie verden.

Aftalen om forståelsesbrevet blev en afgørende begivenhed i dansk historie. Ikke blot fordi Det radikale Venstre på Lone Dybkjærs opfordring brød med partiets traditionelle linie i udenrigspolitikken af hensyn til landets sikkerhed.

Begivenheden var også afgørende, fordi aftalen i kombination med afslutningen af den Kolde Krig skabte helt nye muligheder for dansk udenrigspolitik.

Indtil afslutningen af den Kolde Krig var de europæiske småstaters udenrigspolitiske handlemuligheder i høj grad bundet af den sikkerhedspolitiske spænding mellem de to blokke med USA og Sovjetunionen i spidsen. For Danmark betød det, at ligesom udenrigspolitikken fra 1864 og frem til 1945 havde været påvirket af den mulige trussel fra Tyskland, så var den fra 1945 til 1989 præget af den mulige trussel fra Sovjetunionen.

Efter 1989 er magtpolitikken fortsat et grundvilkår i international politik, men dens virkemidler har undergået en væsentlig forandring i det euro-atlantiske område, hvor militær magt spiller en mindre rolle end tidligere, og diplomatisk kompetence til gengæld er blevet vigtigere.

Forståelsesbrevet muliggjorde en maksimal udnyttelse af disse nye muligheder ved at skabe det indenrigspolitiske grundlag for, at en kvalitativ ændring af trusselsbilledet kunne følges op af en kvalitativ ændring af sikkerheds- og udenrigspolitikken.

Perspektivet i dansk udenrigspolitik blev globalt i forfølgelsen af klassiske udenrigspolitiske mål som sikkerhed, velstand og værdier, og sikkerhed blev anset for at være en fælles udfordring snarere end et nationalt problem.

De nødvendige ressourcer for at føre politikken ud i livet og en generelt større risikovillighed skabte gode betingelser for en aktiv politik.

Politikken kom op gennem 1990'erne til udtryk både i det geografiske nærområde, hvor Danmarks spillede en meget aktiv rolle i forhold til de baltiske lande, i udvidelsen af NATO og særligt EU, og globalt, hvor Danmark bl.a. gennemgik en såkaldt militarisering af udenrigs- og sikkerhedspolitikken gennem sin meget omfattende deltagelse i internationale operationer for fredsbevarelse og fredsskabelse.

Aktiv militær indsats blev nu opfattet som et legitimt udenrigspolitisk middel, hvis målet var international fred og sikkerhed og menneskerettigheder, og den foretrukne samarbejdspartner i sikkerhedspolitikken var som oftest USA.

Kontrasten mellem nutid og fortid blev endnu tydeligere efter terrorangrebene på New York og Washington 11. september 2001, da den daværende socialdemokratiske statsminister Poul Nyrup Rasmussen så terrorangrebene som udtryk for et angreb på alt, hvad vi står for - individuel frihed, fælles sikkerhed og demokrati - og betonede, at Danmark ville stå skulder ved skulder med USA og sine andre NATO-allierede.

Han understregede, at vores fremtid og vores sikkerhed er fælles, Danmarks sikkerhed er identisk med NATO og USA's sikkerhed. Modsætningen til den fodnotepolitik, som mindre end 15 år tidligere havde været synonym med den sikkerhedspolitiske kurs i statsministerens eget parti, var til at tage og føle på.

Anders Fogh Rasmussens regering har overordnet set fastholdt prioriteterne fra 1990'erne, men samtidig også skruet op for både aktivisme og atlantisme.

Politikken er ikke kun tilpasset det nye trusselsbillede efter 11. september og de begrænsninger, som det danske forsvarsforbehold pålægger regeringen i forhold til EU-samarbejdet.

Den er i lige så høj grad et ideologisk opgør med fortiden, en del af en mere generel værdikamp, hvor villigheden til at bringe ofre for at nå sine overordnede mål ofte understreges med direkte henvisning til kontrasten til besættelsen og fodnoteperiodens udenrigspolitik.

Samtidig med, at aktivismen er fortsat, er dens gevinster og faldgruber blevet stadig tydeligere.

På den ene side rummer aktivismen mulighed for at få indflydelse på den internationale dagsorden både økonomisk og sikkerhedspolitisk, ligesom den tvinger danskerne til at være opmærksomme på verden omkring os og forholde sig til globaliseringens udfordringer.

Dertil kommer muligheden for at deltage i udbredelsen af frihed, markedsøkonomi og demokrati til stadig flere lande, særligt i samarbejde med USA.

På den anden side omfatter i hvert fald den sidste type af projekter en risiko for, at man falder for fristelsen til at omskabe samfund i bestemte idealbilleder uafhængigt af befolkningens ønsker.

Den såkaldte sociale ingeniørkunst er ikke bare utopisk, men også udgiftstung for de deltagende landes borgere, livsfarlig for både soldater og civile og rummer samtidig risikoen for at undergrave respekten for de værdier, som er målet.

Hvilken lære de politiske beslutningstagere vil drage af dette i fremtiden, ved vi ikke, men deres svar vil næppe indeholde så radikale opgør med fortiden som både fodnoteperioden og den efterfølgende forståelse af Danmarks rolle i international politik på meget forskellig vis var udtryk for. Aktivismen er kommet for at blive.

Af Kasper Elbjørn

Respekt holder mosaikken sammen i USA

De smukke mosaikker, som man kan se i Roms kirker, stammer helt tilbage fra pave Paschalis' tid i 800-tallet. Og da Jugend- og Art Nouveau-kunstnerne slog stærkt på håndværksmæssig og kunstnerisk kvalitet i tiden før Første Verdenskrig, blev mosaik endnu en gang en efterspurgt kunstart. I dag bruger vi igen mosaik til at dekorere vores køkkener og toiletter. Årsagen er ganske simpel, at mosaikkunsten er smuk.

Indvandrersamfund

Ph.d., dr. Gary Weaver tøver ikke med at kalde USA en stor mosaik. USA er et samfund af indvandrere, og hver gruppe repræsenterer en sten i mosaikken, mener han. Dr. Weaver fortæller, at amerikanerne i dag er enige om, at mosaikken er smuk, og de ved, at hvis man fjerner en enkelt sten i mosaikken, vil mosaikken ikke være lige så smuk i fremtiden, som den er i dag. Han forstår dog godt, at Europa kan have svært ved at holde mosaikken sammen. Det er, som om cementen ikke helt er lavet af den rigtige blanding.

Dr. Weaver har i over 35 år arbejdet på American University. I 1999 stiftede han universitetets International Management Institute (IMI), der er et program, som uddanner erhvervsledere i multikulturel ledelse. Han anerkender, at det har taget lang tid for USA at nå til, hvor landet er i dag.

Martin Luther King

»Det har været en lang udvikling, og borgerrettighedsbevægelsen i 1960'erne var helt afgørende,« siger Gary Weaver.

Borgerrettighedsforkæmperen dr. Martin Luther King Jr. er i mange år blevet kaldt venstre-fløjsaktivist, men i virkeligheden var han en stor fortaler for personlig frihed og ikke kollektivisme.

Det er i hans frihedsbegreb, man finder årsagen til, at han og hans enke fik så stor indflydelse på udviklingen i Amerika.

Dr. Martin Luther King Jr. skrev i et brev, som han sendte under sit fængselsophold den 16. april 1963, at »målet for Amerika er frihed«.

Og dr. Weaver mener, at Martin Luther King Jr. havde helt ret.

På spørgsmålet, om det ikke kræver en helt speciel cement at holde mosaikken sammen, siger dr. Weaver således, at for at forstå, hvad det er, der holder mosaikken sammen, skal man forstå amerikanernes kultur.

»I dette land har vi alle en overdreven tro på den enkeltes frihed,« siger dr. Weaver. Han fortæller, at amerikanerne ikke kan lide gamblere, men de kan godt lide folk, der tager en risiko for at skabe et bedre liv, hvad enten det er for sig selv, familien eller landet. Og det er så at sige den kultur, som man kan kalde den fælles amerikanske kultur.

Den amerikanske drøm

»De europæere, der engang immigrerede hertil, de ville have forandring. De havde en drøm, som de ville gå i døden for. De løb en risiko. Det kendetegner stadig samfundet,« siger dr. Weaver.

Hvad der tager 20 generationer at opnå i Europa, tager kun én generation i USA.

Fattige immigranter dør som regel fattige. Men deres børn klarer sig som regel godt og overvinder den sociale arv.

Man er villig til at gå langt for at sikre, at den amerikanske drøm også lader sig gøre i fremtiden.

Hudfarve, religion m.v. må i hvert fald ikke stå vejen.

Det er da også med udgangspunkt i den enkeltes frihed, troen på et bedre liv og kærligheden til mosaikken i samfundet, at man i byen Akron i delstaten Ohio har dannet en forening for alle trossamfund i området. Kodeordet for foreningen er respekt, siger lederen af foreningen, rabbineren David A. Lipper.

Han fortæller, at alle religioner kan arbejde sammen, hvis man formår at finde en fælles vision.

Respekt, ikke tolerance

I Akron havde man i mange år anerkendt områdets adskillige religioner. Men man havde aldrig rigtigt samlet folk og fundet ud af, hvordan man kunne realisere en fælles vision, der kunne bringe folk tættere sammen, bryde den sociale arv for den næste generation og skabe et mere trygt samfund for familierne.

»Jeg bryder mig ikke om ordet tolerance. Kodeordet er respekt. Ikke tolerance. Og ikke forståelse. Vi må begynde med respekt, og med tiden kan det så være, at vi måske, og kun måske, kommer til at forstå hinanden,« siger David A. Lipper.

Det andet kodeord er mod, fortæller rabbineren.

»Vi bliver nødt til at være modige nok til at samles og realisere vores fælles vision om et mere trygt samfund. Vi ved jo af gode grunde ikke, hvad vi kan forvente af hinanden, før vi mødes og sidder rundt om bordet,« siger David A. Lipper.

Udfordringerne er stadig store, fortæller dr. Surinder Bhardwaj, der til daglig er professor på Kent State University. Han er hindu og tydeligvis blandt de ældste i foreningen.

Mangfoldigheden

»Vi har forskellige baggrunde og erfaringer. Nogle familier kom til landet for 200 år siden. Indtil 1965 var her faktisk næsten udelukkende kristne europæere. Siden begyndelsen af 1970'erne kom flere og flere ikke-europæere og ikke-kristne. Resultatet er, at vi i dag har en meget mere rig og forskelligartet kultur,« siger dr. Bhardwaj.

Han siger, at udfordringen i Akron er den samme som i ethvert andet samfund: At udnytte de ressourcer, som udviklingen skaber for herigennem at give næste generation bedre muligheder.

Måske har amerikanerne med deres helt specielle historie lettere ved at gøre gavn af udviklingen.

Omvendt kan det jo sagtens være, at det faktisk blot kræver gensidig respekt og en smule mandsmod at holde mosaikken sammen og få den til at glimte.

Opskriften er hermed videregivet.

Af Kasper Elbjørn

EU svigtede det ukrainske folk

Friheden gik sin march i endnu et europæisk land tirsdag aften, men det var ikke på grund af EU – nærmest tværtimod.

Ukraines hovedstad ligner måske stadig et sovjetisk museum, men Kijev emmede af frihed og demokrati, da titusindvis af demonstranter gik til præsidentpaladset og forlangte, at magthaverne anerkendte, at oppositionslederen Viktor Jusjtjenko vandt præsidentvalget.

Hidtil har EU udtalt sig nølende til valgsvindlen i Ukraine. Det hollandske EU-formandskab, der har den tvivlsomme ære at skulle udtale sig på EUs vegne, havde ingenting at sige til situationen tirsdag aften. Ingen udmelding til fordel for det ukrainske folks bestræbelser på at håndhæve deres valg af præsident. Reelt kom der slet ikke anden melding fra EU, end at man opfordrede til, at de ukrainske myndigheder bevarede en vis selvdisciplin.

En international organisation, som er baseret på frihed, demokrati og menneskerettigheder, og som inden længe vil bede om befolkningens opbakning til en ny forfatning, der skal styrke EU i Europa og verden omkring os, syntes overordentlig lidt interesseret i 47 millioner europæere i Ukraine. Ukrainerne, der efter udvidelsen af EU 1. maj blev EUs nabo i Øst, er åbenbart værd at ofre til fordel for Gerhard Schröder, Jacques Chirac og Silvio Berlusconis gode ven Vladimir Putin. Præsident Putin har således ikke ligget på den lade side, når det kommer til valget i Ukraine. Rusland har aktivt støttet Ukraines statsminister Viktor Janukovitj, som var de nuværende magthaveres præsidentkandidat. USA har heldigvis ikke holdt sig tilbage. På værdig vis sagde en talsmand for udenrigsminister Powell tirsdag aften, at præsidentvalget ikke var frit, ikke var fair, og ikke reflekterede folkets vilje. Derfor var USAs holdning helt klar, at myndighederne skulle genoprette folkets tillid og valgets legitimitet. Folkets vilje skulle efterkommes og være reflekteret i udfaldet af valget. Det var klar tale, og i Europa er det også tid at støtte frihedsbevægelserne i Ukraine. Vi kan ikke være andet bekendt.

Medlemskab af EU og især NATO giver selv små lande muligheden for at komme med provokerende meldinger over for stormagter, fordi vi ved, at vi er sikret af vores allierede . Den mulighed skal man gribe endnu en gang. Lige nu gælder det det hårdt prøvede folk i Ukraine. Det er tid for europæiske lande, der rent faktisk mener, hvad de siger, når de taler om frihed og demokrati, at støtte befolkningens krav om et regimeskifte. Vi skal ikke love dem guld og grønne skove, men vi skal hjælpe dem på vej til en bedre fremtid og gerne også medlemskab af EU og NATO på længere sigt. Det er EUs omdømme, der er på spil. Og i Ukraine kan det være kød og blod.

Af Kasper Elbjørn

Forsøg på historieomskrivning

Tidligere forsvars- og udenrigsminister Kjeld Olesen påstår i JP 13/11, at han og Socialdemokratiet virkelig mente den fodnotepolitik, der besværliggjorde Danmarks engagement i NATO i 1980'erne. Men hvorfor støttede Olesen NATO's dobbeltbeslutning uden så meget som en enkelt fodnote, da partiet var i regering? Historien er jo, at den daværende socialdemokratiske regering, hvori Olesen var udenrigsminister, støttede kansler Helmut Schmidts ide om en dobbeltbeslutning. Helmut Schmidt forstod modsat så mange andre, at man blev nødt til at forhandle med Sovjetunionen udfra en styrkens position, og dobbeltbeslutningen gik ud på at opruste samtidig med, at man forhandlede. Dengang vidste man ikke, at beslutningen ville markere begyndelsen på afslutningen af Den Kolde Krig, men heldigvis bakkede den socialdemokratiske regering op om dobbeltbeslutningen sammen med vores partnere i NATO.

Afgørende element

S-regeringen forpligtede helt naturligt Danmark til at deltage i finansieringen af oprustningen, som jo var et afgørende element i beslutningen. Opbakningen varede imidlertid kun, til S kom i opposition i september 1982. Nu havde man den helt modsatte holdning til dobbeltbeslutningen. Olesen og regeringen havde ikke behøvet helhjertet at støtte dobbeltbeslutningen og finansieringen heraf. Danmark kunne sagtens have fået en fodnote, ligesom vi fik, da Olesen og hans partikammerater var gået af. Det er et ynkeligt forsøg på at omskrive historien, når Olesen over for JP 13/11 påstår, at S's motiv ændrede sig i 1982. Årsagen til den nye holdning til NATO skulle efter sigende være, at Ronald Reagan var blevet præsident. Påstanden er grotesk. Intet havde ændret sig i 1982, andet end at S var i opposition. Reagan vandt præsidentvalget i 1980 og blev indsat i januar 1981, ikke i september 1982, men der skulle altså gå 19 måneder, før S var uenig med ham.

Tydeligt sprog

Reagan symboliserede dengang som nu den aktive modstand mod Sovjetunionen, og han kan med rette tage æren for afslutningen på Den Kolde Krig, men Kjeld Olesen har da sovet i timen, hvis han tror, at Reagans strategi over for Sovjetunionen var en nyskabelse. Jeg er sikker på, at Reagan gerne ville have taget æren for dobbeltbeslutningen, men Helmut Schmidt havde allerede leget med tanken så tidligt som i 1977, og Danmark havde støttet principperne uden fodnoter. Historien taler sit tydelige sprog. Og det gør Kjeld Olesen desværre også.

Af Kasper Elbjørn

Præsidenten fører

George W. Bush fører nu for første gang i år over demokraternes John Kerry. Det viser en meningsmåling foretaget af Los Angeles Times. Man skulle tro, det var en nyhed, de danske medier ville kaste sig over. Men når det går godt for Bush og skidt for Kerry, er det lige pludselig ikke så interessant at rapportere fra den amerikanske valgkamp. Årsagen til at præsidenten har taget føringen, kan til en vis grad findes i de seneste ugers reklamer, som kritiserede Kerry's soldatertid i Vietnam og efterfølgende modstand mod Vietnamkrigen. Den ene af reklamerne har imidlertid vist sig at være direkte løgn, imens den anden, der kritiserede Kerry for at have kaldt sine soldaterkammerater for krigsforbrydere i en høring i senatet i 1971, principielt havde sin rigtighed. Den historie har vi alle hørt. Og hvis de danske korrespondenter besinder sig og rapporterer om den bemærkelsesværdige meningsmåling, vil vi efter alt at dømme også blive fortalt, at republikanerne ikke skal glæde sig for tidligt.

Vietnam-veteranerne

Vi vil formentlig blive tudet ørerne fulde om, at præsidentens folk muligvis har meget nære forbindelser til Vietnam-veteranerne, der indsatte reklamerne, og at reklamerne derfor vil ramme Republikanerne som en boomerang. Den sædvanlige klagesang. Historien er dog ikke så enkel. Kerry viste således svaghedstegn allerede efter Demokraternes konvent. Ikke mindst Kerrys tale blev ellers skamrost af medierne. I Danmark var hans tale ligefrem forsidehistorie. Men lige lidt hjalp det, selvom et parti normalt stiger med ca. 10 procent. point efter et veltilrettelagt konvent. Det gik nærmest lige modsat. I de mest positive meningsmålinger gik Kerry frem med 3 procentpoint. I andre var Kerry ligefrem gået tilbage. I Washington tumler man stadig med udfaldet. Journalisterne har røde ører, og forskerne hiver sig i håret. Ikke siden 1972 er et parti gået tilbage efter et konvent. Og 1972 skræmmer naturligvis. I 1972 tabte Demokraternes George McGovern som bekendt stort til Præsident Nixon. Hørte journalisterne, hvad man ville høre, eller hørte amerikanerne bare ikke det samme som journalisterne? Svaret burde give grund til eftertænksomhed. Også i de danske medier. Ikke mindst når man så tydeligt favoriserer den demokratiske kandidat over den siddende republikanske kandidat. Valget i USA er ikke afgjort trods den seneste meningsmåling. Historisk er meningsmålingerne i begyndelsen af september dog et ret sikkert pejlemærke. Kun en gang er det ikke gået som meningsmålingerne forudsagde i begyndelsen af september. Det var i 1980, hvor Jimmy Carter og Ronald Reagan havde lige stor tilslutning i september, men hvor Reagan alligevel vandt en jordskredssejr.

Af Kasper Elbjørn

Glem FN

TROEN på FN som en global styringsenhed og myndighed har bevirket, at Danmark de seneste år har gjort en ihærdig indsats for at få en plads i FN’s Sikkerhedsråd. Derfor var det en stolt dansk udenrigsminister, der for nylig kunne konstatere, at målet var nået. Den formelle beslutning bliver taget på FN’s kommende generalforsamling, men pladsen skulle være sikret.

Spørgsmålet er blot, om tiden ikke er løbet fra FN? Om ikke Danmark og andre småstater bør bruge flere kræfter på andre allerede etablerede globale institutioner, der med tiden kan nyde samme tillid, som FN har haft i fredstid?

I marts 2003 gennemførte CNN og avisen USA Today en Gallup-undersøgelse, der viste, at amerikanernes tillid til FN var på et historisk lavpunkt. Seks ud af 10 amerikanere mente, at FN ikke løftede de opgaver, man med rette kunne forvente, at verdensorganisationen påtog sig at løse. Undersøgelsen vakte imidlertid ikke den store opmærksomhed, selvom der var tale om den mest negative FN-måling siden 1953.

Amerikanernes irritation over FN var forståelig. Våbeninspektørernes pinegale søgen efter rygende pistoler kunne ikke andet end fremkalde skepsis i de nationer, der ønskede Saddam Hussein afsat. Dertil udløste Frankrigs løfte om at blokere enhver resolution i FN’s sikkerhedsråd – uanset indhold – en vis forundring. Hvad enten man var for eller imod invasionen af Irak, var der tale om omstændigheder, der måtte resultere i dalende tillid til FN.

Danskerne fulgte da også trop. Næsten hver tredje dansker var blevet mere negativ over for FN efter Irak-krisen i forhold til tidligere, viste en meningsmåling foretaget af PLS Rambøll for Jyllands-Posten i samme periode. For FN havde Irak-krisen således alvorlige konsekvenser.

Mange af de kritikpunkter, der rejstes sidste år, er imidlertid glemt igen. Danskerne og resten af Europa synes at have glemt, hvordan FN udstillede sin afmagt og handlingslammelse over for opgaver, der kun kan løses af en global organisation.

Kritikken af FN som en organisation, der ikke er ansvarlig over for befolkninger, men derimod accepterer, og tilmed er forpligtet til at respektere regeringer styret af tyranner, er forstummet. Glemt er også kritikken af Sikkerhedsrådets forældede opbygning og regler samt de fejlslagne fredsmissioner i Rwanda, Somalia m.v. For slet ikke at nævne korruptionen inden for FN, der for nylig kunne føres tilbage til selv de øverstbeliggende kontorer i FN’s imponerende bygning i New York.

EUROPAS regeringer synes at prioritere en verdensorden dirigeret af en anakronistisk organisation fremfor en demokratisk valgt regering i USA. Og det ligger da også i kortene, at alle lande forsat vil bruge FN som udgangspunkt for deres udenrigspolitik. Men ligesom FN var paralyseret under Den kolde Krig, har FN vist sig handlingslammet i den globale kamp mod terrorister samt regimer, der støtter terrorister. Sådan må det være. Ligesom Sovjetunionen sad med ved bordet under Den kolde Krig, så har lederne af alverdens slyngelstater jo ret til samme indflydelse på FN som alle andre. Derfor har FN ingen legitimitet i dag og kan således ikke virke meningsfyldt.

Erkendelsen af, at en ny verdensorden kræver nye institutioner, er imidlertid fuldstændig fraværende i Europa. Det er besynderligt, da det i høj grad var europæerne med Winston Churchill i spidsen, der tog initiativet til de multilaterale institutioner, vi har benyttet siden Anden Verdenskrig. Og det kan vise sig meget farligt i kampen mod terror, at vores institutioner ikke matcher vores udfordringer.

Jeg er personlig ikke tilhænger af at genopfinde den dybe tallerken flere gange. Madeleine Albrights Demokratiske Verdensforbund, der blev etableret i Warszawa i 2000, var måske nok et frisk pust, men organisationen vil få svært ved at manifestere sig over for eller i stedet for FN. Det er meget mere konstruktivt at tage udgangspunkt i institutioner, der allerede er etableret, men som leder efter nye mål og måske endda eksistensberettigelse.

MIT bud på en ny global organisation, der kan etablere sig over for FN, og med tiden i stedet for FN på den globale scene, er G8.

Ideen til G8 kom fra præsident Fords udenrigsminister Henry Kissinger, som ønskede et globalt samarbejdsforum, der udgjordes af demokratisk valgte ledere fra store industrialiserede lande.

Oprettelsen af G8 reflekterede bl.a. FN’s afmagt over for de forskellige internationale udfordringer under Den kolde Krig. Samarbejdet berørte hovedsagelig makroøkonomiske spørgsmål, udenrigshandel og relationer til udviklingslande. Men også spørgsmål om energi, miljø, bekæmpelse af kriminalitet og terror drøftes i G8 i dag.

Medlemmerne af G8 (USA, Frankrig, England, Tyskland, Italien, Japan og senere også Canada og Rusland) bekender sig til samme demokratiske frihedsidealer. G8 er derfor udstyret med den demokratiske legitimitet, som FN altid har manglet. G8 kan endda erhverve sig den tyngde, der kan effektuere en eller anden form for global styring og et effektivt internationalt retssamfund, hvilket der mere end nogensinde er brug for.

Kombineret med hjælp fra NATO, som alle G8-landene undtagen Rusland og Japan er medlem af, vil G8 endog være udstyret med den militære magt, som FN altid har manglet, men som er nødvendig for effektivt at lede et internationalt retssamfund. Ved et seminar hos den britiske tænketank, Centre for Policy Studies, efter terrorangrebet i 2001 pointerede Henry Kissinger, at muligheden for at skabe en ny verdensorden dirigeret af USA i et tæt samarbejde med demokratiske nationer ligger lige for. Han sammenlignede USA’s rolle globalt med den rolle, som Storbritannien spillede i Europa efter Napoleonskrigene i det 19. århundrede.

Kissingers koncept for fremtidens globale samarbejde er desuden beskrevet i bogen »Does America Need a Foreign Policy?« fra 2001. Her bemærker den aldrende statsmand, at USA hverken bør stræbe efter hegemoni over europæerne eller isolere sig i forhold til kontinentet. Tværtimod mener han, at USA bør engagere sig globalt ud fra en kølig analyse af ligevægtsbegreber og interesser og med respekt for andre demokratier. Kissinger plæderer bl.a. for oprettelsen af et transatlantisk frihandelsområde og nedsættelse af et globalt styrelsesudvalg til behandling af omstridte politiske spørgsmål mellem demokratiske stater.

Meget taler for, at G8 kunne tage vare om hans ideer efter en vis institutionel udvikling. G8 har modsat FN allerede taget bestik af de nye globale udfordringer og inviteret Rusland med i samarbejdet, ligesom Storbritannien inviterede Frankrig med i det europæiske samarbejde kort tid efter Napoleonskrigene. EU er repræsenteret ved formanden for Parlamentet, Kommissions-formanden og formanden for Rådet. Desuden er Kina med på sidelinien, da landet ikke er demokratisk, men i vid udstrækning har indført markedsøkonomi.

Skulle G8 en dag spille en stadig større rolle på den globale scene, vil Kina og andre ikke-demokratiske lande blive tvunget til at gennemføre demokratiske reformer, således at landene kan få indflydelse på G8-landenes beslutninger. Den slags incitamenter eksisterer slet ikke inden for FN samarbejdet.

KRITIKERE af G8 kan med rette sætte spørgsmålstegn ved, om det er i små landes interesse, at G8 får magt på bekostning af FN?

Meget tyder på, at vi ikke skal være bekymrede. Invasionen af Irak har vist, at lande som Holland, Danmark, Norge, Litauen osv. kan få betydelig indflydelse på trods af vores beskedne størrelse. Eksemplet er bevis for, at den ny verdensorden nok vil blive dirigeret af USA og med udgangspunkt i principperne i Bush-doktrinen, men andre lande, der bekender sig til de samme værdier som USA, kan fungere som vigtige medspillere.

De egentlige tabere vil blive lande, der ikke bekender sig til demokrati og markedsøkonomi, og som ikke overholder international lovgivning, men er styret af tyranner. Disse lande vil blive presset til reformer, ligesom befolkningerne indirekte vil blive opfordret til at vælte deres regeringer for at få indflydelse på den globale dagsorden.

Af Kasper Elbjørn